L'Île Rousse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Havneterræn, bydelen "Lôtissement des Îles" og jernbanestationen i L'Île Rousse.

L’Île-Rousse (korsikansk: L'Isola Rossa) er en kommune i departementet Haute-CorseKorsika. Byen er – efter Calvi – det næststørste, bymæssige område i Balagne, som er Korsikas nordvestlige område

Modsat øens andre større kystbyer (Calvi, Saint-Florent, Bastia, Porto-Vecchio, Bonifacio og Ajaccio), som alle blev grundlagt i Middelalderen af republikken Genova, blev l'Île-Rousse grundlagt i 1758 under den korsikanske uafhængighed af Pasquale Paoli, som ønskede at hæmme nabobyen Calvis rigdom, da den var under genovesisk kontrol.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Placering[redigér | redigér wikikode]

L’Île-Rousse er en kystby i Balagne og centrum for abbediet Aregnu, og den var underlagt den franske, militære administration i anden halvdel af det 18. århundrede, men senere er den blevet hovedbyen for kantonen l'Île-Rousse. Byens indbyggere kaldes Île-Roussiens[1] (eller Isolani[2]) på fransk, Lisulani på korsikansk[3].

Geologi og topografi[redigér | redigér wikikode]

Byområdet[redigér | redigér wikikode]

Byens areal har ringe udstrækning (2,5 km²) og strækker sig i en radius af ca. 1 km rundt om det bebyggede område. Dermed er den indesluttet mellem kommunerne Corbara mod vest, Santa-Reparata-di-Balagna mod syd og Monticello mod øst. Det betyder, at byen kun har 200 m fra sin østligste grænse til stranden ved Marinella.

Byens kystlinje mod Middelhavet bliver brudt på midten af et par små klippeøer, som består af rød porfyr, hvad der har givet byen dens navn. Kysten består mod vest af stejle klipper og mod øst af Marinellastranden med rent hvidt sand og klart vand.

Vest for Marinella, som grænser op til bymidten, findes mundingen af et lille vandløb, Padula. Det udspringer neden for det gamle kloster, Palmento (i Santa-Reparata-di-Balagna), hvor det kaldes Giovaggio.

Det lille øhav nord for kommunen bestod oprindeligt af otte småøer, som hedder:

  • 1 - Saletta: den første, lille ø, som forbinder småøerne med hovedøen ligesom en bro.
  • 2,3,4 - E Trè Petre: tre store klipper midt i området, som forbinder Saletta med Isula Grande, hvor man har bygget molen.
  • 5 - Île de la Pietra (Isula Grande): den største af de små øer, hvor man finder stedet A Petra.
  • 6 - Isola di u Brocciu (Rucciu): en lille ø, som ligger øst for fyrtårnet over for vigen Funtanaccia.
  • 7 - Isula Piana: en lille flad ø, som ligger ved siden af Rucciu.
  • 8 - Brocettu (Ruccettu): denne, den mindste af de små øer, ligger vest for fyrtårnet[4].

Øen Pietra[redigér | redigér wikikode]

Småøen Pietra

Øen Pietra er den største af småøerne. I La Chronique af Anton Pietro Filippini fra 1566 blev den kaldt Monticello.

Citat [...] ankom til øen Monticello i Balagne nogle tyrkiske galioter, hvor fangen Giovan Agnolo de la Campana som allerede nævnt befandt sig, han der var blevet forvist fra øen af Cristoforo Fornari [...] Citat
i Bulletin de la Société des Sciences Historiques et Naturelles de la Corse, Histoire de la Corse Tome III, 1890 - side 212

.

Der er to befæstede bygninger på Pietra: fyrtårnet og det genovesiske tårn, der ligger i ruiner. Øen er i dag forbundet med hovedøen via havnevejen, sådan at den er blevet til en halvø. Den skærmer mod de fremherskende vinde fra vest, og derved skaber den et beskyttet sted, hvor man har bygget L'Île Rousses havn.

Det er på denne ø, at man har gennemført arkæologiske udgravninger under ledelse af Michel-Claude Weiss i årene mellem 1983 og 1985[5], og igen mellem 2003 og 2006[6].

Kommunikations- og trafiklinjer[redigér | redigér wikikode]

Vejforbindelser[redigér | redigér wikikode]

Kommunen gennemskæres af den nationale hovedvej, RN 197, som forbinder Calvi og Balagne med midten af Korsika. L'Île-Rousse befinder sig 15 km fra Calvi mod sydvest, 40 km fra Ponte-Leccia i sydøst og 44 km fra Saint-Florent i øst.

L'Île-Rousse er forbundet med Santa-Reparata-di-Balagna via D13, og med Monticello via D63, to veje som udmunder i D71, som endnu kaldes ”Balagnes højtliggende kystvej”, da det er den, som forbinder ”de hængende landsbyer”.

Jernbaneforbindelser[redigér | redigér wikikode]

Stationen i L'Île-Rousse

Byen ligger på den korsikanske jernbanes forbindelse mellem Ponte-Leccia og Calvi. Inden for kommunens grænse er der en station i selve byen og et trinbræt ved standen Marinella. Banen er et led i U trinighellu, ”strandbanen”, den særlige linje, som betjener rækken af strande mellem Calvi og L'Île-Rousse i sommertiden.

Færgeruter[redigér | redigér wikikode]

Skib ved kaj i L'ïle-Rousse

Havnen i L'Île-Rousse er den tredjestørste på Korsika, både regnet efter mængden af gods og antallet af passagerer. Byen har forbindelse med det kontinentale Frankrig via ruter, der drives af tre færgeselskaber: SNCM, CMN og Corsica Ferries. På den måde har byen færgefart til Marseille, Toulon og Nice. Dertil kommer en lejlighedsvis forbindelse til den italienske by Savona.

Departementets havn i L'Île-Rousse er den eneste på Korsika, som kan modtage sprængfarligt gods.

Paolipladsen og sognekirken

Byhistorie[redigér | redigér wikikode]

I den gamle by, der blev grundlagt af Pasquale Paoli, ”fædrelandets far”, strækker de brolagte gader sig som efter en snor i retningen nord-syd. Den ældste del af byen ligger mellem på den ene side fragthavnens kajer, som dækker tre af de otte småøer, fiskerihavnen og broerne, som forbinder havneområdet med kysten, og på den anden side torvepladsen med de 21 søjler, befæstningerne og de gamle huse, der voksede op mellem 1765 og midten af det 19. århundrede.

Det første egentlige beboelseshus blev opført i 1766, og de første beboere kom fra nabolandsbyerne og fra Kap Korsika, men der var også franskmænd og italienere mellem dem[7]. Visse bemærkelsesværdige huse har indvendige, florentinske trapper.

Undfangelseskapellet, en kirke, der blev bygget som noget af det første i 1740, og som blev ødelagt i 1936, har givet navn til Fruensgade (”Rue Notre-Dame”). Indtil 1860 var den sognekirke, og senere blev den brugt som et kapel, der var beregnet for fiskerne, indtil den blev taget ud af drift. Efter at kommunen havde solgt bygningen til forsvarsministeriet, blev den brugt som kul- og brændelager, men blev senere overdraget til flådeministeriet, der skulle bruge den som overnatningssted for søfolk. Til slut blev den nedrevet, for at man kunne udvide avenuen ved stationen[8]. Kirken var indviet til Barmhjertighedens nådige frue og lå ved siden af franciskanernes kloster. Hvad angår Kirken for den ubesmittede undfangelse, der er sognekirke i l'Île-Rousse, så befinder den sig vest for den store plads midt i byen, dér hvor man finder kirkepladsen og de bemærkelsesværdige dadelpalmer (fra 1890), og hvor man kan nyde skyggen til at spille petanque osv. om sommeren.

Den overdækkede og restaurerede torveplads

Den nye del af byen fortsætter den gamle del fra Paolipladsen, der skygges af de mere end hundrede år gamle plataner, og hvor køligheden gør godt om sommeren. I midten af den gamle bydel har de besøgende mulighed for at slentre på de gamle brolægninger, der er genoprettet i et vist omfang langs gader med historiske navne: Pasquale Paoli, Napoleon, brødrene Arena, Louis-Philippe, Agilla.

L'Île Rousse er en by for sig i Korsikas historie: Den blev grundlagt af Pasquale Paoli, mens Korsika var et selvstændigt kongerige, men efter 1815 forsynede byrådet den med et våbenskjold, der bærer de kongetros franske lilje. Senere blev den styret gennem et halvt århundrede af Napoleontro rådsmedlemmer. Disse modsigelser skaber et tiltrækkende og overraskende sted for turisterne, som kommer hvert år og sætter sig under platanerne på dens bemærkelsesværdige, centrale plads.

Historie[redigér | redigér wikikode]

I det 20. århundrede fik det fascistiske Italiens besættelse den korsikanske modstand til at organisere sig. Det lykkedes de første medlemmer af den hemmelige organisation Mission secrète Pearl Harbour (Toussaint og Pierre Griffi, Laurent Preziosi og Roger de Saule) at koordinere netværket i Balagne. De var ankommet den 14. december 1942 med undervandsbåd til bugten ved Topiti.

  • 1954 – Kantonen L'Île-Rousse blev sammensat af kommunerne Corbara, L'Île-Rousse, Monticello, Pigna, Sant’Antonino og Santa-Reparata-di-Balagna.
  • 1975 - Departementet Haute-Corse blev skabt ved en deling af det tidligere depatement Corse.

Bynavnet[redigér | redigér wikikode]

korsikansk kaldes kommunen Lìsula[9][10].

Borgmestre i det 20. århundrede[redigér | redigér wikikode]

  • 1896-1904: Dominique Gavini
  • 1904-1907: Sébastien Mattei
  • 1908-1908: Antoine François Laurenti
  • 1908-1925: François Valery
  • 1925-1941: Charles Marie Savelli
  • 1941-1943: Pascal Mondielli
  • 1943-1944: Georges Orgnon
  • 1945-1947: Jean-Pierre Ferrali
  • 1947-1965: Jacques Ambrogi
  • 1965-1971: Jean Fioravante
  • 1971-2001: Pierre Pasquini fra RPR
  • 2001-2003: François Ferrandini
  • 2003-2020: Jean Joseph Allegrini-Simonetti fra UMP

Kulturelle begivenheder og fester[redigér | redigér wikikode]

  • Byens kulturcentrum, U Spaziu, organiserer konferencer i årets løb, hvor specialister inden for økonomi, historie, sociologi osv. debatterer, og hvor der også er plads til kunstnere (udstillinger og præsentationer) og til kulturelle foreninger (kurser i korsikansk, qi gong…)
  • 2. februar: Festen for Santa Agata, de korsikanske fiskeres skytshelgen
  • 2. juni: Festen for Sankt Erasmus, søfolkenes skytshelgen
  • 24. juni: Sankthansbål på Place Paoli.
  • 14. juli: Fyrværkeri på Bastilledagen
  • Slutningen af september-begyndelsen af oktober: markedet i L'Île Rousse på Place Pasquale Paoli
  • Festkomiteen, "L'Isula in Festa", arrangerer talrige gratis koncerter og opførelser[11]

Steder og monumenter[redigér | redigér wikikode]

Monument for de faldne ved Volti
Hotellet ”Napoléon Bonaparte”

Pietra-fyrtårnet[redigér | redigér wikikode]

Fyrtårnet på Pietra kaldes også ”L'Île-Rousses fyrtårn”. Det blev taget i brug i 1857 og fungerer stadig som fyr. I dag er det fuldautomatisk og får sin strøm fra solceller.

Det overdækkede torv[redigér | redigér wikikode]

Torvepladsen blev bygget i 1844-1846 og fik sine oprindelige farver tilbage i 2011. Den blev klassificeret som nationalt monument den 5. januar 1993[12].

Haven ved hotellet ”Napoléon Bonaparte”[redigér | redigér wikikode]

Haven ved hotellet ”Napoléon Bonaparte” - med adresse på Place Paoli - er privat ejendom, men optaget på listen over nationale monumenter[13].

Vagttårnet ved L'Île-Rousse[redigér | redigér wikikode]

Det genovesiske tårn på Pietra

Tårnet kaldes også det genovesiske tårn på la Pietra, den største af de små klippeøer af rød porfyr ud for L'Île-Rousse. Tårnet er i god forfatning og kan nås ad vejen til fyrtårnet på Pietra, men kun for personer med særlig tilladelse. Det regnes for at være byens symbol.

Scalo-tårnet[redigér | redigér wikikode]

Scalo-tårnet (Korsikansk: Scalu = ”trappe”), hvis navn her betyder ankomst eller afsejling, står på den nuværende rådhusplads. Det blev restaureret i 2012, men er bygget i det 17. århundrede, da det blev kaldt Tour des Fabiani. Familien Fabiani var en af de førende familier i sognet Santa-Reparata-di-Balagna, og de var ejere af stedet, hvor de havde lagerbygninger og butikker i perioden under Genova og frem til Paquale Paolis opbygning af havnen ved L'Île-Rousse. Tårnet skulle sandsynligvis beskytte deres ejendomme. Det blev også brugt som lager for det salt, der ankom fra de provençalske inddampningssteder. Saltet gjorde det muligt at inddrive en vigtig skatteindtægt: den såkaldte ”Gabelle du sel” (saltskat). Den 5. april 1731 blev tårnet indtaget af korsikanerne under deres oprør mod Genova. Paoli fik det styrket for at kunne beskytte de nybyggede Palazzu (borgerhuse). Det blev dog senere indtaget af franske tropper, og den 25. maj 1769 satte D'Arcambal sig endegyldigt i besiddelse af l'Île-Rousse. Tårnet blev inddraget og omdannet til krudtmagasin for militæret.

Den 2. august 1778 ramte et lyn krudttårnet, og det fremkaldte en gigantisk eksplosion, der ødelagde en del af kvarteret. Abedden Don Antonio Orticoni, der var tidligere miltærpræst, skriver i sine erindringer:

Citat ”...fem mænd og en kvinde blev dræbt for slet ikke at tale om de talrige sårede” Citat

[14]. Tårnet blev genopbygget, nu to meter lavere, sådan at man fik et nyt krudtmagasin.

I 1900 blev de militære bygninger opkøbt af bystyret. I 1943 blev tårnet kortvarigt brugt som fængsel for dem, der var tilbageholdt under mistanke om kollaboratørvirksomhed under besættelsen. Senere har det været brugt som udstillingslokale for de sager, der blev fundet ved de arkæologiske undersøgelser af havbunden.

Toldvæsnet havde deres kontor i den tidligere kaserne ved siden af tårnet (den er i dag rådhus) og et læhus ved bunden af af den lille bugt bag fyrtårnet på Pietra.

Kasernen, der blev rådhus[redigér | redigér wikikode]

Rådhuset og Scalotårnet

Den militære bygning blev opført i årene efter 1765 samtidig med en lille havn (den nuværende fiskerihavn) på Pasquale Paolis initiativ, for han ønskede at befæste Scalo, som l'Île Rousse hed på det tidspunkt. Da øen kom under fransk militærforvaltning i 1768, blev kasernen omdøbt til ”Vaux” til ære for Greven af Vaux, som havde gennemført erobringen af Korsika i 1769. Af samme grund bar l'Île-Rousse også selv navnet ”Ville de Vaux”.

Kasernen har tjent som tilholdssted for forskellige garnisoner, genovesiske, korsikanske og franske. Den husede toldadministrationens personale indtil slutningen af det 20. århundrede, da man ophørte med at indkassere toldafgifter. Bygningen blev senere restaureret og er nu rådhus. Dens omgivelser, esplanaden og en platform, blev omlagt samtidig med, at Scalotårnet blev restaureret.

Mindesmærke for de faldne[redigér | redigér wikikode]

Mindesmærket er oprettet for de faldne under krigene i 1914-1918, 1939-1945 og i Indokina. Det er et arbejde af Antoniucci Voltigero, også kaldet ”Antoniucci Volti”, der står over for rådhuset i L'Île-Rousse på en stor, havnær plads, som ofte besøges af folk, der spiller petanque.

Place Paoli[redigér | redigér wikikode]

Paolipladsen blev skabt i 1834 efter den anden udvidelse af byen, og den er siden blevet byens centrum. På stedet findes en buste af Pasquale Paoli, byens grundlægger.

Andre steder og monumenter[redigér | redigér wikikode]

  • La Baigneuse (”Den badende kvinde”) på Paolipladsen. Skulpturen, som står der, er et værk af kunstneren Antoniucci Voltigero, kaldet ”Antoniucci Volti”.
  • Vindmøllen, som blev opført i 1803, og som var beregnet til at formale hvede, er et minde om landbrugets fortid i dette område.

Billeder[redigér | redigér wikikode]

Kulturel arv[redigér | redigér wikikode]

Kulturpolitikken i L’Ile-Rousse følger tre hovedlinjer:

At gøre kulturen til et støttepunkt for et bedre fællesskab: støtte til kulturelle begivenheder, værdsættelse af mindesmærker over stedets fortid og spredning af kendskabet til disse steder gennem forskellige kommunikationsmidler (IT, plakater, guider,…).

At bevare og udvikle den korsikanske identitet: værdsættelse af den korsikanske arv, det være sig den materielle (bygninger, møbler, kunstværker osv…) eller den åndelige (koncerter på korsikansk, chjama è rispondi (en speciel korsikansk, enstemmig og improviseret sangform), kunstneriske arbejder, vidensopsamling, traditioner, osv…), og fremme af kontakter, især med landene i Middelhavsområdet.

At støtte og tilskynde en moderne fællesskabsdynamik og skabelse af en bæredygtig udvikling: støtte til skabende kunst (audiovisuel, digital) og kunstnere (musikere, sangere, malere, kunsthåndværkere), opmuntring af al slags kunst, som bruger det korsikanske sprog, gennem udvikling af fælleskabsprojekter centreret om Pasquale Paoli, det nationale symbol.

Begivenheder som ”A Fiera di Lisula” (den første weekend i oktober), ”I Scontri di u libru” (begyndelsen af juli), natlige optrædener (sommersæsonen), kafétjenernes væddeløb (slutningen af august), og julemarkedet øger bredden i de mange aktiviteter, som bliver tilbudt fra foreninger og bystyret.

Naturarv[redigér | redigér wikikode]

L'Île-Rousse har ingen beskyttede eller forvaltede naturområder, hverken naturområder af økologisk, floristisk eller zoologisk interesse eller Natura 2000-områder.

Personer med tilknytning til kommunen[redigér | redigér wikikode]

  • Pasquale Paoli
  • Jean-Noël Savelli: fregatkaptajn
  • Arena-brødrene: Barthélemy var deputeret fra Korsika og blev medlem af tre forsamlinger under den franske revolution, og François, som var brigadegeneral og senere deputeret for Korsika under Direktorie.
  • Pierre Pasquini, forhenværende minister og borgmester
  • Don-Gregorio Salvini, oprindelig fra Nessa (1696-1789), var abbed. Han sejlede to gange våben og ammunition til L'Île-Rousse (maj og juli 1736), hvor de var bestemt for Théodore de Neuhoff, kongen af Korsika. Han skulle senere blive deputeret for det vestlige Balagna.
  • Mattei-brødrene, som nedstammede fra familien Mattei, der var kommet til byen på opfordring fra Pasquale Paoli. Den ene blev den sidste guvernør for Madagascar, den anden ministeriel kabinetschef og generalråd for l'Île-Rousse.
  • Michel-Claude Weiss er arkæolog og professor i forhistorie ved Korsikas universitet (Corte), og han opmålte øens arkæologiske steder. Han var med ved afsløringen af ”Fruen fra Bonifacio”, det ældste skelet, der er fundet på Korsika. Han er ligeledes forfatter til talrige værker og videnskabelige artikler.
  • Jean-Joseph Allegrini Simonetti er nuværende (2015) borgmester i L'Ile-Rousse, og efterfølger af François Ferrandini.

Mere læsestof[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Simon Grimaldi: La Corse et le monde: histoire chronologique comparée, bd 3, 1997, ISBN 978-2-85744-949-2
  2. ^ Larousse 2007, ISBN 2-03-582492-3
  3. ^ INFCOR, Banque de données de la langue corse
  4. ^ Michel-Claude Weiss: A Petra L'île Rousse, 2010, ISBN 978-2-84698-342-6
  5. ^ Eugène Bonifay: Circonscription de la Corse i Gallia préhistoire, 1986, 29 2 side 339-340
  6. ^ Kollektiv (ledet af Jacques Isolery): A Petra L'île Rousse, 2010, ISBN 978-2-8241-0334-1
  7. ^ Antoine-Laurent Serpentini (ed.): Dictionnaire Historique de la Corse, 2006, ISBN 2-84698-068-3
  8. ^ Michèle Castelli: Marie di Lola, 2014, ISBN 2-258-10908-6
  9. ^ J. Chiorboli: Ciurrata di la lingua gadduresa, side 136
  10. ^ Pascal Marchetti: L'usu corsu: Dictionnaire des mots d'usage et des locutions du Nord et du Centre de la Corse avec les équivalents des langues italienne et française, 2008, ISBN 978-2-915410-17-4
  11. ^ Festkomiteens hjemmeside (fransk)
  12. ^ Kulturministeriet i Frankrig: Marché couvert (fransk)
  13. ^ Kulturministeriet i Frankrig: Jardin de l'hôtel Napoléon Bonaparte (fransk)
  14. ^ Corse-matin den 26. novembwe 2011 - L'Île-Rousse

Koordinater: 42°38′06″N 8°56′15″Ø / 42.635°N 8.9375°Ø / 42.635; 8.9375