Lægmand
En lægmand (fra græsk laikos: "tilhører folket") er i religiøs sammenhæng en person, gerne en forkynder eller prædikant, der tilhører en menighed, men som ikke er præsteviet.[1] Ordet bruges også i andre sammenhænge, for eksempel i juridisk sammenhæng om lægdommere. Mere uformelt bruges udtrykket om enhver som ikke tilhører en speciel profession, men kun "fusker i faget".[1] Modsætningen til "læg" er ofte "lærd".
Lægmandsskøn
[redigér | rediger kildetekst]Lægmandsskøn er skøn, der er udøvet på baggrund af holdninger, der er repræsentative for ansvarlige personer med relevante praktiske erfaringer. At bruge lægmandsskøn vil sige, at man vurderer en sag ud fra sine kompetencer og erfaring. Lægmandsskøn bruges i flere sammenhænge for at supplere fagkyndigt, forvaltningsmæssig og juridisk viden.
Lægmandsbevægelsen i Norge
[redigér | rediger kildetekst]I Norge begyndte lægmandsbevægelsen med Hans Nielsen Hauges konflikt med kongens embedsmænd i slutningen af 1700-tallet. Hauge og hans tilhængere blev forfulgte fordi de brød statskirkepræsternes monopol på at forkynde Guds ord.[2] Da Konventikelplakaten fra 1741 blev ophævet i 1842, blev sådan forkyndelse imidlertid også tilladt for lægmænd. I 1888 fik lægfolk desuden lov at tale i Den norske kirke, først kun ved specielle anledninger, men fra 1913 også under almindelige gudstjenester. Efter 1974 har lægpersoner endvidere kunnet stå for dåb, nadver og jordfæstelse under tilsyn af en præst. I 2012 skrev Aftenposten at siden 1842 har flere tusinde lægprædikanter virket, men at der nu kun er nogle få tilbage af den gamle type kristenprædikanter.
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 Eberhard Harbsmeier; Kaspar Kallan. "lægmand". Den Store Danske (lex.dk online udgave). Hentet 2026-03-30.
- ↑ https://www.norgeshistorie.no/bygging-av-stat-og-nasjon/1430-lekmannsrorsla.html