L.P. Holmblad (virksomhed)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se L.P. Holmblad. (Se også artikler, som begynder med L.P. Holmblad)
F.C. Kiærskou, Parti fra Amager med etatsråd L.P. Holmblads oliemølle og stearinlysfabrik, 1851

L.P. Holmblad var en dansk grossererforretning, kortspils- og stearinlysfabrik.

Historie[redigér | rediger kildetekst]

Virksomheden blev grundlagt i 1777 af den svenskfødte farver Jacob Holmblad (1736-1806) som farveri. Han fik kgl. privilegium til at anlægge "et complet Manufactur-Farverie" i København, og hans oprindelige bygning findes stadig i Sølvgade i København. Fra 1805 dreves tillige sæbefabrikation, og stearinlysfabrikken grundlagdes i 1892. Jacob Holmblad efterlod farveriet til sin søn, Lauritz Holmblad (1770-1827), som i 1819 grundlagde Danmarks første egentlige malevarefabrik.

Firmaet havde navn efter grundlæggerens sønnesøn, Lauritz Peter Holmblad (1815-1890), som overtog det i 1842.

Sæbe- og stearinlysvirksomheden var i familien Holmblads eje indtil 3. april 1919, hvor den sammen med andre gamle virksomheder indgik i A/S Medicinalco og blev lagt sammen med O.F. Asp til Asp-Holmblad.

Farve- og lakfabrikken gik i arv til Lauritz Holmblads søn, Carl Frederik Holmblad (1800-1861), og dernæst til sønnen Poul Lauritz Holmblad (1823-1909), og blev i 1893 solgt til medarbejderen, cand. polyt. Lars Friis. Den blev i 1912 til Sadolin & Holmblad.

Adresser[redigér | rediger kildetekst]

Virksomheden blev etableret 1777 i Sølvgade 38, Holmblads Gård. Spillekort-, sæbe- og lakfabrikken lå dernæst på hjørnet af Gothersgade og Regnegade, mens en limfabrik i forbindelse med et marvoliekogeri lå på Amagerbro.

I 1880 lod L.P. Holmblad en ny fabrik opføre i Jemtelandsgade 3 (bygget af murermester Christian Peder Wienberg, nu Kvarterhuset).

Kilder[redigér | rediger kildetekst]