Langhus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Langhus i jernalderstil.
Langhus i vikingetidens stil.

Langhuset er en langstrakt husform hvor der har boet en eller flere familier sammen. I nogle kulturer kan der også have boet husdyr.

Begrebet dækker indenfor sociologien historiske og nutidige boligformer og livsformer for beboere for en række hustyper. For at blive klassificeret som langhus er en bestemt organisationsform af samlivet og en deraf fremkommende rumopdeling der viser sig og ikke den faktiske længde af hver enkelt bygning.

Begrebet langhus bruges desuden på dansk om en kirkes hovedbygning hvis den er langstrakt.

Europæiske langhuse[redigér | redigér wikikode]

Langhuse er fundet af arkæologer i mange regioner af Europa og i flere forskellige perioder.

Tidlig Stenalder[redigér | redigér wikikode]

Det første neolitiske langhus blev bygget for ca. 7000 år siden af de første landbrugere i Europa. Først dukkede de op i Midt-Europa i sammenhæng med den båndkeramiske kultur. De arkæologiske fund har vist at der er en ensartethed i designet som langsomt med tiden har bredt sig til øvrige dele af Europa.

Længden af husene lå mellem 12 og 40 meter. Bredden var ca. 7 meter. Den høje gavl eller valmtag blev støttet af fem rækker af store træpæle. Som fundament for de pileflettede ydervægge har man haft en nedgravet træbjælke.

For de fleste fundsteder har man noteret at hustypen ingen vinduer havde og at kun en af enderne havde en indgang.