Laryngalteorien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Ferdinand de Saussure (1857-1913) formulerede laryngalteorien i 1878 bare 20 år gammel.

Laryngalteorin er en sproghistorisk teori om det indoeuropæiske ursprog, som første gang blev formuleret af den schweiziske lingvist Ferdinand de Saussure i 1878.[1] Den beskriver et antal hypotetiske konsonanter, også kaldet laryngaler, som fandtes i ursproget, men som med få undtagelser ikke er bevaret i de indoeuropæiske dattersprog. Nutidige sproghistorikere antager almindeligvis at der fandtes tre laryngaler, som plejer at betegnes *h₁, *h₂ og *h₃.[2] Det er ikke kendt, andet end i meget grove træk, hvordan konsonanterne udtaledes, og ordet laryngal, som også har betydningen glottal konsonant, anvendes hovedsageligt af historiske grunde.[3]

Historik[redigér | redigér wikikode]

Ferdinand de Saussure lagde grunden til laryngalteorien i afhandlingen Mémoire sur le système primitif des voyelles dans les langues indo-européennes.[4] Afhandlingen blev skrevet under sommeren og efteråret 1878 og blev trykt i december samme år, men udgivelsesdatoen blev angivet i udgaven som følgende år, det vil sige 1879.[5]

Saussure fremmede en enkel fremstilling af det urindoeuropæiske vokalsystem bestående af kun en oprindelig vokal, *a, og otte coefficients sonantiques, *m, *n, *r, *l, *i, *u, *A og *O̬.[6] (Asterisk markerer her en rekonstruktion). Af Saussures coefficients sonantiques modsvares i den moderne standardteori *A og *O̬ af laryngalerne *h₂ og *h₃, og *m, *n, *r, *l, *i, *u af resonanterne, det vil sige nasalerne *m og *n, likviderne *r og *l samt halvvokalerne *y og *w. Saussure formodede at endda *A og *, det vil sige *h₂ og *h₃, udgjorde halvvokaler.[6]

Den danske lingvist Hermann Møller byggede videre på Saussures teori og foreslog i 1880, i artiklen Zur Declination: germanisch ā, ē, ō in den Endungen des Nomens und die Entstehung des o (<a2), yderligere et fonem: *E modsvarende *h₁. Til forskel fra Saussure anså Møller at *A, *E og *O̬ var konsonanter, nærmere bestemt gutturaler. Det var også Møller som begyndte at kalde de nye fonemer laryngaler.[6]

Den første der tydeligt viste det rigtige i Møllers formodning at fonemerne var konsonanter, var den franske sprogforsker Albert Cuny. Hans argument gik ud på at *A, *E og *O̬ måtte være konsonanter, eftersom det var resonanten som blev vokal i de tilfælde en af disse elementer forekom efter *r, *l, *m eller *n.[7]

Historien om laryngalteorien tog en dramatisk vending da den polske lingvist Jerzy Kuryłowicz i 1927, i artiklen ə indo-européen et ḫ hittite, kunne vise at en af Saussures coefficients sonantiques, *A, bevaredes i hittitisk.[8]

Udtale[redigér | redigér wikikode]

Mindst en og formodentlig to af laryngalerne bevaredes som konsonanten i hittitisk. Men eftersom det er usikkert hvordan den lyd som transskriberedes egentlig lød, er laryngalernes udtale fortsat omtvistet. Hittitisk blev skrevet med akkadisk kileskrift, og i akkadisk synes modsvarende tegn at stå før en toneløs velær frikativ, selvom det ikke er sikkert at de havde samme lydværdi i hittitisk.[9]

I de anatolske sprog opbevaredes nogle laryngaler som konsonanter. De luviske hieroglyffer på billedet beskriver den politiske uro som rådede under Suppiluliuma II, hittiternes konge cirka 1207–1178 fvt.

*h₁[redigér | redigér wikikode]

Det er vanskeligt at sige noget om hvordan laryngalen *h₁ – som også forsvandt i de anatolske sprog – udtaltes, ud over at den med sikkerhed var en obstruent.[3] Både [ʔ] og [h] er foreslået, men der råder vist samstemmighed om at den var en glottal klusil.[10][9]

*h₂[redigér | redigér wikikode]

Laryngalen *h₂ bevaredes som konsonant i de uddøde anatolske sprog, f.eks. hittitisk. At dømme af attesteringerne synes den at have været en toneløs frikativ som udtaltes langt tilbag i mundhulen – en velær eller en faryngal: [x] eller [ħ].[3][9][10]

*h₃[redigér | redigér wikikode]

Da *h₃ forekom før vokalen *e i urindoeuropæisk afrundedes vokalen, hvilket tyder på at laryngalen var labialiseret. I øvrigt kan *h₃ have lignet *h₂, men det er også muligt at de to laryngaler var forskellige på endnu andre måder.[3]

Reflekser[redigér | redigér wikikode]

Stavelsesdannende laryngaler[redigér | redigér wikikode]

Når en laryngal forekom mellem konsonanter fik den (muligvis med nogle undtagelser) den såkaldte trippelrefleks i græsk, det vil sige *h₁ blev e, *h₂ a og *h₃ o. I indoiransk blev laryngalen, uanset type, i da den ikke forsvandt sporløst, og i øvrige sprog genspejles den som a eller er helt forsvundet.[11] Reflekserne til det urindoeuropæiske ord for 'far', *ph₂tḗr, eksemplificerer den her udvikling:

urindoeuropæisk *ph₂tḗr 'far': sanskrit pitā́, avestisk (p)tā (men i dativ piϑrē), armensk hayr (fra et tidligere *haþir), tokharisk pācar/pācer, klassisk græsk πατήρ (patḗr), latin pater, oldirsk athir, gotisk fadar.[11]
Klassisk græsk er, takket være den værdifulde såkaldte trippelrefleks, en af de vigtigste kilder for rekonstruktion af de urindoeuropæiske laryngaler. Her er det græske alfabetet afbilledet på en keramikkop fra Attika.

I begyndelsen af ord, før en konsonant, forsvandt laryngalen i de fleste tilfælde sporløst, ud over i græsk og armensk, hvor den genspejledes i trippelrefleksen e, a, o, og formodentlig i frygisk og måske i oldmakedonsk som også har en vokalrefleks. I hittitisk forekommer både reflekserne h og a, og i andre tilfælde er laryngalen helt forsvundet. Gennem at man før troede at vokalen var kommet til senere i græsk og armensk, talte man (og gør det fortsat) om protetiske vokaler.[11] Reflekserne er e, a, o i følgende eksempel:

urindoeuropæisk *h₁rudhrós 'rød': sanskrit rudhirá-, klassisk græsk eruthrós, latin ruber, gotiska rauþs.
urindoeuropeiska *h₁me 'mig': sanskrit , oldkirkeslavisk , preussisk mien, armensk im (fra et tidligere *em-), hittitisk ammuk, klassisk græsk ἐμέ (emé), latin , gotisk mik.
urindoeuropæisk *h₂ues- 'dvæle, opholde sig': sanskrit vásati, hittitisk huiszi, klassisk græsk
áesa < *aues- (aorist), gotisk wisan, jf. engelsk was.
urindoeuropæisk *h₃n(e)id- 'håne, smæde' sanskrit níndati, armensk anicanem (a- >*o-), litauisk níedèti, klassisk græsk óneidos, gotisk ganaitjan.[11]

Den sidstnævnte urindoeuropæiske rod *h₃n(e)id- kan, undtagen i de fem ovennævnte sprog, endda ligge til grund for det danske ord nidding, oldnordisk níðingr, med den urgermanske rod *nīþa, fjendskab, strid. En parallellrod synes at foreligge i gotisk naitjan, håne, græsk óneidos, hån, bebrejdelse, sanskrit nidā, hån, bebrejdelse osv. Jf. nedstirre/nidstirre.[12]

Ikke-stavelsesdannende laryngaler[redigér | redigér wikikode]

Allerede i ursproget farvedes vokaler ved laryngalerne *h₂ og *h₃: *e farvedes til *a ved *h₂ og til *o ved *h₃.[13] I et senere stadie forsvandt ikke-stavelsedannende laryngaler, bortset fra i anatolske sprog hvor *h₂ og sandsynligvis også *h₃ genspejledes som en konsonant med translitterationen ḫ. I de ældste indoiranske sprog – vedisk sanskrit og oldavestisk – gav laryngalen ophav til vokalmøde eller en glottal klusil mellem vokaler. Der findes også en vis evidens for at laryngaler efter en konsonant fortsat regnedes i vedisk digtning.[13] Følgende eksempel illustrerer denne udvikling. Læg mærke til at *e først farvedes til *a, i lighed med foregående princip.

urindoeuropæisk *h₂enti 'mod': sanskrit ánti, hittitisk ḫanti, klassisk græsk ἀντί (antí), latin ante.[14]

I visse fald – når laryngalen kom efter en vokal sidst i et ord eller før en anden konsonant – forlængedes vokalen.[13] Følgende eksempel viser hvordan *e først farves til *a og hvordan laryngalen derefter forsvinder samtidigt som *a bliver en lang vokal, ā, i latin:

urindoeuropæisk *peh₂-s- 'beskytte': latin pāstor 'hyrde', hittitisk paḫš-.[13]

Alternative betegnelser[redigér | redigér wikikode]

*h₁ *h₂ *h₃ Eksempel
*E *A *O
ə₁ ə₂ ə₃ Émile Benveniste,[15] Calvert Watkins[16]
*H₁ *H₂ *H₃ Oswald Szemerényi[17]
* *H * Tamaz V. Gamkrelidze[18]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Clackson (2007), s. 54
  2. ^ Trask (2000), s. 186
  3. ^ a b c d Ringe (2006), s. 9
  4. ^ Lindeman (1997), s. 28
  5. ^ Joseph (2012), 223f
  6. ^ a b c Lindeman (1997), s. 31
  7. ^ Clackson (2007), 56f
  8. ^ Lindeman (1997), s. 36
  9. ^ a b c Clackson (2007), s. 57
  10. ^ a b Watkins, Calvert.
  11. ^ a b c d Beekes (1995), s. 143
  12. ^ Ordnet - nedstirre
  13. ^ a b c d Fortson (2012), s. 63
  14. ^ Beekes (1995), s. 144
  15. ^ Benveniste (1935), s. 149
  16. ^ Watkins (2000), s. xvii
  17. ^ Szemerényi (1996), s. 123
  18. ^ Gamkrelidze (1995), s. 137

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Bammesberger Alfred, red (1988-1990) ( eng). Die Laryngaltheorie und die Rekonstruktion des indogermanischen Laut- und Formensystems. Indogermanische Bibliothek. Dritte Reihe, Untersuchungen. Heidelberg: Winter. Libris 1190041
  • Benveniste, Émile (1935) (på franske). Origines de vel @formation des noms en indo-européen. Paris: Adrien-Maisonneuve. Libris 2388586
  • Clackson, James (2007) ( eng). Indo-European Linguistics: An Introduction. Cambridge textbooks ind i linguistics. Cambridge: Cambridge University Presse. Libris 10604035. ISBN 978-0-521-65313-1
  • Fortson, Benjamin W. (2010) ( eng). Indo-European Language and Culture: An Introduction. Blackwell textbooks ind i linguistics (andre udgaven). Chichester: Wiley-Blackwell. Libris 11457537. ISBN 978-1-4051-8896-8
  • Gamkrelidze, Tamaz Valerianovič; Ivanov Vjačeslav Vsevolodovič, Winter @Werner (1995) ( eng). Indo-European and the Indo-Europeans: a reconstruction and historical analysis of a proto-language and a proto-culture. @Trend ind i linguistics. Berlin: Mouton de Gruyter. Libris 4659661. ISBN 3-11-009646-3
  • Giacalone Ramat @Anna, Ramat @Paolo, red (1998) ( eng). The Indo-European Languages: Edited landsby @Anna Giacalone Ramat and @Paul Ramat. Routledge Language Family Descriptions. London: Routledge. Libris 4914057. ISBN 0-415-06449-X
  • Lindeman, Fredrik Otto (1997) (på eng). Introduction to the "Laryngeal theory". Innsbrucker Beiträge zur Sprachwissenschaft. "91" ([Rev. and augm. ed.]). Innsbruck: Institut für Sprachwissenschaft. Libris 6555657. ISBN 3-85124-666-7
  • Mallory, James Patrick; Adams Douglas Q. (2006) ( eng). The Oxford Introduction to Proto-Indo-European and The Proto-Indo-European World. Oxford linguistics. Oxford: Oxford University Presse. Libris 10140625. ISBN 0-19-929668-5
  • Ringe, Donald A. (2006) ( eng). @From Proto-Indo-European to Proto-Germanic. A linguistic history of English. Oxford: Oxford University Presse. Libris 10343838. ISBN 978-0-19-955229-0
  • Trask, R. El. (2000) ( eng). The Dictionary of Historical and Comparative Linguistics. @Edinburgh: @Edinburgh University Presse. Libris 8304348. ISBN 0-7486-1001-4

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]