Leopold von Ranke

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Leopold von Ranke

Jebens, Adolf - Leopold von Ranke (detail) - 1875.jpg

Personlig information
Født 21. december 1795Rediger på Wikidata
WieheRediger på Wikidata
Død 23. maj 1886 (90 år)Rediger på Wikidata
BerlinRediger på Wikidata
Gravsted SophienkircheRediger på Wikidata
Ægtefælle Clarissa GravesRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Leipzig Universitet (1814-1818)Rediger på Wikidata
Elev af Gottfried HermannRediger på Wikidata
Akademisk grad doktorgradRediger på Wikidata
Medlem af Foreningen for serbiske breve,
Serbiske Lærde Selskab,
Kungliga Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien,
Det Kongelige Nederlandske Videnskabsakademi,
Ungarsk Videnskabsakademi med flereRediger på Wikidata
Beskæftigelse Universitetslærer, historiker, akademiker, skribentRediger på Wikidata
Fagområde HistorieRediger på Wikidata
Arbejdsgiver Humboldt-Universität zu BerlinRediger på Wikidata
Arbejdssted Frankfurt (1818-1824), Berlin (fra 1824)Rediger på Wikidata
Elever Albert HauckRediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Pour le Mérite for videnskab og kunst (1855),
æresborger i Berlin,
Bayerske Maximiliansorden for videnskab og kunst (1853)Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Leopold von Ranke (født 21. december 1795 i Wiehe (Unstrut), Tyskland, død 23. maj 1886 i Berlin) var en af de største tyske historikere fra det 19. århundrede, og anses ofte som grundlæggeren af videnskabelig historieforskning. Han har præget meget af senere historieskrivning og introducerede ideer, så som at basere sig på primærkilder, vægt på beskrivende historieskildring "som det faktisk var" (wie es eigentlich gewesen ist) og var særlig interesseret i udenrigspolitik.

Ranke var også grandonkel til den britiske digter Robert Graves.

Ranke regnes med sit værk Zur Kritik neuerer Geschichtsschreiber fra 1824 som kildekritikkens foregangsmand og indledte en epoke hvor ambitionen om en historisk objektivitet blev det primære mål.
Denne kritik var et tillæg til Rankes første trykte arbejde Geschichten der romanischen und germanischen Völker hvorfra der næsten altid – når Ranke omtales – citeres følgende stump bloß sagen, wie es eigentlich gewesen.
Lidt fyldigere citeret:

"... Man hat der Historie das Amt, die Vergangenheit zu richten, die Mitwelt zum Nutzen zukünftiger Jahre zu belehren, beigemessen; so hoher Ämter unterwindet sich gegenwärtiger Versuch nicht: er will bloß sagen, wie es eigentlich gewesen. ..."

"... Man har tildelt historien den opgave at dømme fortiden, at belære samtiden til nytte for fremtiden: så højt drister nærværende forsøg sig ikke: det vil blot vise, hvordan det egentlig har været. ..." [1]

Zur Kritik neuerer Geschichtsschreiber som redegjorde for Rankes opfattelse af kildematerialet, blev for en hel generation af historikere eller mere til mønstereksemplet på hvordan materialet burde undersøges, og er vel en af de mest indflydelsesrige bøger for historiefaget inden for den vesteuropæiske kulturkreds. [2]

Liv, studier, uddannelse[redigér | redigér wikikode]

Ranke blev født i Wiehe, dengang en del af kongeriget Preussen, nu i Unstrut i Thüringen. Han fik undervisning i hjemmet og på gymnasiet i Schulpforta, hvor han kom til at holde meget af græsk, latin og den lutherske kirke, og påbegyndte i 1814 studier i klassisk filologi og teologi i Leipzig. Som student var han ikke meget interesseret i moderne historie, da han betragtede historiebøger som en samling fakta stukket sammen af moderne historikere. Derimod var hans yndlingsforfattere Thukydid, Titus Livius, Dionysios af Halikarnassos, Goethe, Barthold Georg Niebuhr, Kant, J.G. Fichte, Schelling og Friedrich Schlegel. [3]

1814-1818 studerede Ranke teologi og filosofi i Leipzig. Derefter var han gymnasielærer i Frankfurt an der Oder indtil 1825; i denne periode udviklede han en interesse for historie dels fordi han ville deltage i udviklingen af et mere professionaliseret historiestudium, dels fordi han gerne ville finde Guds spor gennem historien [4]

De to i begyndelsen nævnte arbejder fra 1824 skaffede ham et professorat i historie ved universitetet i Berlin – grundlagt 1810 af Wilhelm von Humboldt og på dette tidspunkt centrum for tysk åndsliv med blandt andre filosoffen Hegel, retsteoretikeren Friedrich Carl von Savigny og teologen Friedrich Schleiermacher. Her måtte han skærpe sin argumentation, da han ikke mente at spekulation kunne være vejen til erkendelse i historien. [5]

Historiesyn[redigér | redigér wikikode]

Det historiesyn von Ranke repræsenterede – historismen – var i modsætning til Hegels historiesyn ikke-spekulativt. Det lagde vægten på en filologisk kildekritik og betonede epokernes og begivenhedernes individuelle karakter (das Einmalige). Fortiden skulle forstås på dens egne præmisser; den historiske rekonstruktion af fortiden var historievidenskabens egentlige og væsentligste opgave. Det drejer sig ikke om at dømme om historien, eller om at lede menneskeheden ind i fremtiden, men om at fastslå hvad der faktisk skete dengang i fortiden, wie es eigentlich gewesen

Hvor tilhængerne af den hegelske spekulative idealisme fokuserede på Åndens selvudvikling, lagde Ranke og den historiske skole vægten på de enkeltstående begivenheder, das Einmalige   "... das Uebrige Gott befohlen", Gud tager sig af resten, helheden.
For de tyske idealister var Gud identisk med fornuften og på den måde også til syvende og sidst gennemskuelig. For Ranke var Gud i høj grad en realitet, men Han er skjult – Deus absconditus – og ikke til at genfinde i menneskenes verden. Gud har en plan med verden; en plan der imidlertid kun lader sig ane. Mennesket kan erkende de løsrevne fænomener med sikkerhed, hvorimod Gud kan overskue det hele – ja styrer det hele. [6]

Store værker[redigér | redigér wikikode]

  • Geschichte der romanischen und germanischen Völker von 1494 bis 1514 (1824)
  • Fürsten und Völker von Süd-Europa im sechzehnten und siebzehnten Jahrhundert
  • Die römischen Päpste in den letzen vier Jahrhunderten, (1834-1836)
  • Deutsche Geschichte im Zeitalter der Reformation (1845-1847)
  • Neun Bücher preussischer Geschichte (1847-1848)
  • Französische Geschichte, vornehmlich im sechzehnten und siebzehnten Jahrhundert (1852-1861)
  • Englische Geschichte, vornehmlich im sechzehnten und siebzehnten Jahrhundert (1859-1869)
  • Die deutschen Mächte und der Fürstenbund (1871-1872)
  • Ursprung und Beginn der Revolutionskriege 1791 und 1792 (1875)
  • Hardenberg und die Geschichte des preussischen Staates von 1793 bis 1813 (1877)

Se også[redigér | redigér wikikode]

Dansk elev

  • Den der regnes for kildekritikkens indfører i Danmark Kristian Erslev havde studeret i Berlin hos Georg Waitz der regnede sig som elev af Ranke.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ (Citeret fra Manniche, via Online-udgaven side 57, pdf-format, (bogen s. 60))
  2. ^ (Manniche, s. 73 (bogen))
  3. ^ (engelsk Wiki)
  4. ^ (Manniche, s. 62)
  5. ^ (Mordhorst, s. 27)
  6. ^ (Mordhorst, s. 29)

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Mordhorst, Mads og Jes Fabricius Møller (2005). Historikeren Caspar Paludan-Müller. volume 28 i serien 'Danish humanist texts and studies'. København: Det Kongelige Bibliotek : Museum Tusculanum, 2005. 343 sider. DK5=99.4 Paludan-Müller, Caspar. ISBN 87-7289-738-4
Af indholdet: Ranke og historismen,     (Anmeldelse)
  • Manniche, Jens Chr. (1981). Den radikale historikertradition : studier i dansk historievidenskabs forudsætninger og normer. Nr. 38 i serien Skrifter, udgivet af Jysk Selskab for Historie. Århus: Universitetsforlaget i Aarhus. DK5=90.7. ISBN 87-504-0462-8 – (Se nedenfor for udgave online)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Fra det tyske Historicum.net: biografi med forskellige omtaler af Rankes indsats; med sekundærlitteatur.