Libertarianisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 7. sep. 2014, 20:18 af Dipsacus fullonum bot (diskussion | bidrag) Dipsacus fullonum bot (diskussion | bidrag) (Bot: Fjerner {{Link GA}} og {{Link FA}} da Wikidata nu bruges i stedet for.)

Libertarianisme er en betegnelse for et bredt spektrum af politiske filosofier, som prioriterer individuel frihed højt og forsøger at minimere eller endog fjerne statsmagten. Filosofien fremføres oftest som en teori om retfærdighed, om end der ikke er noget forenet princip eller sæt af principper, som alle libertarianere kan forenes omkring. Libertarianismen har imidlertid stærke rødder i især liberalistisk og anarkistisk filosofi. Således er mange libertarianere enten tilhængere af en minarkistisk statsform eller et markedsanarki.

Libertarianismen er traditionelt blevet forsvaret enten på grundlag af konsekventialistiske principper eller som en rent naturretlig doktrin. Støttere af den førstnævnte tilgang betegner ofte sig selv som klassisk liberale, medens tilhængere af sidstnævnte slet og ret holder sig til "libertarianere".[kilde mangler]

Termen "libertarianer" er meget udbredt i USA, hvor begrebet liberal er mere flertydigt end i visse andre dele af den vestlige verden. I Danmark er det således ikke unormalt for personer, som tilslutter sig denne gren af liberalismen, blot at kalde sig selv for liberale. En forøgelse af tilgængeligheden af især amerikansk litteratur om emnet synes dog at vidne om, at termen vinder større indpas i dansk sprogbrug.[kilde mangler]

Historie

1800-tallet: Den anarkistiske kommunisme

Den første registrerede brug af termen i en politisk sammenhæng, var i 1857 i forbindelse med en oversættelse af det franske ord libertaire til libertarian på engelsk, af den franske anarko-kommunist Joseph Déjacque[1]. Termen blev i 1890’ernes Frankrig populær som et middel til at undgå konsekvenserne af den anti-anarkistiske lovgivning (les lois scélérates).

På omtrent samme tid i USA, begyndte termen ligeledes at slå rod blandt anarkistiske kommunister, og politologen Peter Kropotkin skrev i sin artikel om anarkisme i Encyclopaedia Britannica 1911-udgave:

Det ville være umuligt på denne plads til fulde at præsentere på den ene side de anarkistiske ideer i den moderne litteratur, og på den anden side den indflydelse, som de libertære ideer har haft, på nutidige forfatteres udvikling af anarkismen[2].

I dag beskriver anarkistiske kommunister, libertære socialister og venstre-libertarianere fortsat sig selv som libertarianere, der ganske vist er imod den private ejendomsret, men som samtidig vender sig imod statslig magtanvendelse for at afskaffe den.

1900-tallet: Pro-ejendomsretsbevægelsen

Hvor et traditionelt politisk spektrum stilles op på en linje, opererer et Nolan chart med to, hvorved libertarianismen, som politisk ideologi, kan sammenlignes med øvrige ideologier.

Under Den Store Depression i første halvdel af 1900-tallet havde en række økonomer og filosoffer, heriblandt John Maynard Keynes og John Dewey, begyndt at overtage og omdefinere liberalismen. Igennem den såkaldte socialliberalisme (også kaldet nyliberalisme, hvilket dog ikke må forveksles med det nutidige ord neoliberalisme) fremsatte de argumenter for, hvordan en økonomisk krise kunne undgås eller formindskes, hvis blot statsmagten begyndte at intervenere i det økonomiske liv. Denne økonomiske opfattelse, kaldet keynesianisme, vandt indpas verden over og USA's præsident Franklin D. Roosevelt planlagde sin New Deal på grundlag af dens principper.

Da omfanget af økonomer og filosoffer, som kaldte sig selv liberale, men samtidig støttede en stærk statslig indblanding i det økonomiske liv steg kraftigt i disse år, blev ordet "liberalisme" i stadig højere grad sammenkædet med etatisme, eller endog socialisme; hvilket stadig er tilfældet i nutidens USA og Storbritannien.

De personer, som stadig fastholdt tiltroen til oplysningstidens idealer om personlig frihed og privat ejendomsret stod således i et dilemma, da verden omkring dem havde defineret deres filosofiske grundlag på ny. Nogle begyndte derfor at kalde sig "klassisk liberale", andre "konservative".

Striden om hvad man skulle kalde sit filosofiske grundlag førte til en større leksikal debat under og efter Den Store Depression blandt især amerikanske og østrigske liberalister.

I denne debat var den østrigske økonom og jurist Ludwig von Mises aktiv i sine bestræbelser på, at udrydde hvad han opfattede som intellektuel og praktisk forvirring. Ifølge von Mises var det ikke blot et ord der var på spil, men en betydningsfuld forskel imellem den forholdsvist uforstyrrede markedsøkonomi og en statsstyret planlægningsøkonomi.

I sin bog Liberalismus fra 1927 gjorde von Mises op med de såkaldte moderne liberale som mente, at politik alene handlede om et mål, f.eks. økonomisk lighed. Heroverfor fremsatte von Mises den påstand, at politik slet ikke handlede om et mål i sig selv, men om de midler, hvormed et mål skal opnås. Socialister og liberalister kunne således meget vel have samme mål, f.eks. menneskelig lykke, men midlet til at opnå dette var vidt forskelligt.

For at understrege denne forskel, begyndte Leonard Read, der i 1937 havde grundlagt den liberale uddannelsesinstitution Foundation for Economic Education, i 1940’erne, at omtale sin filosofiske opfattelse som "libertariansk" fordi han mente, folk ville misfortolke "klassisk", i klassisk liberal, på en sådan måde, at de ville tro, der var tale om et antikt og utidssvarende filosofisk system[3]. I 1955 skrev Dean Russell en artikel, hvori han funderede over, hvad han skulle kalde sådan en som sig selv, der var tilhænger af den klassisk liberale filosofi. Han foreslog:

Lad os, som elsker frihed, tage patent på det gode navn "libertarianer".[4]

Visse fremtrædende personligheder indenfor den libertarianske verden fortsatte dog med at betegne sig selv som klassisk liberale. Blandt disse var netop Ludwig von Mises og Friedrich Hayek, der begge i deres indellektuelle arbejde havde identificeret socialismen og fascismens kollektivistiske grundlag, som værende i familie med totalitarismen.

Ayn Rands internationale bestsellere The Fountainhead (1943) og Atlas Shrugged (1957), samt hendes bøger om den objektivistiske filosofi, affødte en fornyet interesse i de libertarianske ideer om frihed og kapitalisme[5] .

I 1958 udgav den britiske akademiker Isaiah Berlin sin essay ”Two Concepts of Liberty” hvori han opstillede to forskellige definitioner af frihed: Positiv og negativ frihed. Hvor klassiske liberale arbejde for at sikre frihed i en negativ forstand, det vil sige frihed fra tvang, forsøgte den såkaldt moderne liberalisme og socialismen at opnå frihed i sin positive betydning, ved at sikre mennesker en frihed til at opnå en mulighed.

Referencer

  1. ^ De l'être-humain mâle et femelle – Lettre à P.J. Proudhon par Joseph Déjacque (på French)
  2. ^ Peter Kropotkin, "Anarchism" 1911 Encyclopaedia Britannica. Kropotkin oplister nogle af de forfattere, hvis libertære argumenter har været med til at overbevise ham selv om, at libertarianismen er at foretrække frem for det autoritære:

    J. S. Mill's Liberty, Spencer's Individual versus the State, Marc Guyau's Morality without Obligation or Sanction, and Fouillée's La Morale, I'art et la religion, the works of Multatuli (E. Douwes Dekker), Richard Wagner's Art and Revolution, the works of Nietzsche, Emerson, W. Lloyd Garrison, Thoreau, Alexander Herzen, Edward Carpenter and so on; and in the domain of fiction, the dramas of Ibsen, the poetry of Walt Whitman, Tolstoy's War and Peace, Zola's Paris and Le Travail, the latest works of Merezhkovsky, and an infinity of works of less known authors, are full of ideas which show how closely anarchism is interwoven with the work that is going on in modern thought in the same direction of enfranchisement of man from the bonds of the state as well as from those of capitalism.

  3. ^ "A Note on Labels: Why "Libertarian"?".
  4. ^ Russell, Dean. Who is a Libertarian?, Foundation for Economic Education, "Ideas on Liberty," May, 1955. Det fulde citat lyder:

    Many of us call ourselves "liberals," And it is true that the word "liberal" once described persons who respected the individual and feared the use of mass compulsions. But the leftists have now corrupted that once-proud term to identify themselves and their program of more government ownership of property and more controls over persons. As a result, those of us who believe in freedom must explain that when we call ourselves liberals, we mean liberals in the uncorrupted classical sense. At best, this is awkward, subject to misunderstanding. Here is a suggestion: Let those of us who love liberty trademark and reserve for our own use the good and honorable word "libertarian."

  5. ^ Brian Doherty, Ayn Rand at 100: "Yours Is the Glory", Cato Institute Policy Report Vol. XXVII No. 2 (March/April 2005).

Bibliografi

Autoritetsdata
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Libertarianisme&oldid=7763870"