Louis Joseph, hertug af Vendôme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Louis Joseph
Louis Joseph i krig, 1706.
Duc de Vendôme af Frankrig
Regerede 12. august 166911. juni 1712
Forgænger Louis
Efterfølger Philippe
Ægtefælle Marie Anne de Bourbon
Fulde navn
Louis Joseph de Bourbon
Far Louis de Bourbon
Mor Laura Mancini
Født 1. juli 1654
Paris, Frankrig
Død 11. juni 1712
Vinaròs, Spanien
Hvilested El Escorial, Spanien
Beskæftigelse Marskal af Frankrig
Signatur
Religion Romersk katolsk

Louis Joseph de Bourbon, Duc de Vendôme (1. juli 165411. juni 1712) var en fransk hærchef under Den Pfalziske Arvefølgekrig og den spanske arvefølgekrig, marskal af Frankrig.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Vendôme (t.v.) under slaget ved Villaviciosa

Han var søn af Louis de Bourbon, og illegitimt oldebarn af Henrik 4. af Frankrig og dennes elskerinde, Gabrielle d'Estrées. Han blev født i Paris. Hans mor var Laura Mancini, storesøster til Olympia Mancini, som var mor til Prins Eugen af Savoyen, hans senere modstander.

Forældreløs som femtenårig arvede han en stor formue fra sin far, som stammede fra hans oldemor, duchesse de Mercœur et Penthièvre. Inden han efterfulgte sin far i 1669, var han kendt som duc de Penthièvre. Han blev opdraget af sin tante Marie Anne Mancini, duchesse de Bouillon.

Han gik ind i hæren som atten årig og udmærkede sig snart ved sin iver og personlige mod i krigene mod hollænderne og i 1688 var han avanceret til rang af generalløjtnant. I Den Pfalziske Arvefølgekrig udmærkede han sig under duc de Luxembourg i slaget ved Steenkerke og under Nicolas Catinat ved Marsaglia. I 1695 blev han udnævnt til at lede hæren, som opererede i Catalonien hvor han erobrede Barcelona i 1697.[1]

Snart efter blev han udnævnt til maréchal. I 1702, efter det første mislykkede felttog under Catinat og Villeroi, blev han sat til at lede den fransk-spanske hær i Italien. Under tre felttog i dette land viste han sig at være en værdig modstander for Prins Eugèn af Savoyen, som han til sidst besejrede i 1705 ved Cassano i en storslået opvisning af mod og ledelse af sine tropper, hvor han forvandlede det truende nederlag, som hans ugidelige bror Philippe havde forårsaget, til en strålende sejr.[1]

Det følgende år, efter at han havde stået fast som tidligere, og havde opnået en ny sejr ved Calcinato, blev han sendt til Flandern for at rette op på tingene efter katastrofen ved Ramillies.[1] Efter at Vendôme var taget afsted for at rette op på den rystede hær i Flandern, tilføjede prins Eugèn og hertugen af Savoyen et stort nederlag til franskmændene under duc d'Orléans og Ferdinand de Marsin i slaget ved Torino, og drev franskmændene ud af Italien ved årets slutning. I mellemtiden skændtes Vendôme i Flandern med kongens initiativløse barnebarn duc de Bourgogne, og var ude af stand til at forhindre det franske nederlag i slaget ved Oudenarde.

I afsky trak Vendôme sig tilbage til sine godser. Det varede imidlertid ikke længe inden han blev kaldt tilbage for at overtage hæren fra sin fætter, Filip, i Spanien. Her vandt han sine sidste sejre, og kronede værket med sejre i slagene ved Brihuega og Villaviciosa. Inden krigens slutning døde han pludseligt ved Vinaròs den 11. juni 1712[1] og blev begravet i El Escorial i Spanien.

Vendôme var en af de mest bemærkelsesværdige soldater i den franske hærs historie. Han havde, udover evner håndelag og den frodige fantasi, som kendetegner en sand hærfører også soldatens store tapperhed. Hemmeligheden bag hans fortsatte succes var hans usædvanlige indflydelse på sine mænd.[1]

Ægteskab[redigér | redigér wikikode]

Han giftede sig med Marie Anne de Bourbon (1678–1718), en datter af Henri Jules, Prins af Condé og barnebarn af Le Grand Condé.

Efter sigende var hun meget grim, og hendes far døde inden hun blev gift. Hendes bror, som blev prins af Condé i 1709, døde året efter uden at have hjulpet sin søster med at gifte sig. Hun kunne have giftet sig med duc du Maine i 1692, men Maine foretrak Marie Anne's ssster, Anne Louise Bénédicte de Bourbon, og giftede sig med hende i stedet.

Bryllupsceremonien foregik i kapellet ved Château de Sceaux den 21. maj 1710. Sceaux var der Anne Louise Bénédicte residerede. Louis Joseph var 55 år på dette tidspunkt. Han var marskal af Frankrig og var udpeget som arving efter sin fætter, kong Filip 5. af Spanien. I tilfælde af at Filip døde barnløs havde huset Bourbon besluttet, at Louis Joseph skulle være den næste konge af Spanien. Ægteskabet forblev imidlertid barnløst, hvilket kan skyldes ægtemandens homoseksuelle tendenser.[2] Vendôme havde været elsker for Marie Anne's egen svoger prinsen af Conti, som var gift med hendes ældste søster, Marie Thérèse de Bourbon. Det endte med at Marie Anne døde i 1718 uden at have fået børn.

Selv om Ludvig 14. af Frankrig havde givet tilladelse til giftermålet, skyndte de manipulerende duc og duchesse du Maine sig med at få arrangeret detaljerne i brylluppet, formentlig af pengemæssige årsager. Selv om enkeprinsessen af Condé ikke var blevet informeret om brylluppet, var hun til stede ved bryllupsceremonien i Sceaux sammen med Louis Henri, hertugen af Bourbon; hans kone Marie Anne de Bourbon;[3] enkeprinsessen af Conti og hendes børn Prinsen af Conti og Mademoiselle de La Roche-sur-Yon.

Ved sin død efterlod Louis Joseph hertugdømmet Étampes og dets jorder til sin kone. Hun havde denne titel på egen hånd, og da hun døde gik den videre til hendes niece, prinsessen af Conti.

Aner[redigér | redigér wikikode]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d e [./Fil:Wikisource-logo.svg ] One or more of the preceding sentences incorporates text from a publication now in the public domain: Chisholm, Hugh, ed. (1911).
  2. ^ Aldrich, Robert (2003). Who's Who in Gay and Lesbian History. Psychology Press. s. 542. 
  3. ^ niece of Marie Anne as daughter of Marie Thérèse de Bourbon, Dowager Princess of Conti

Wikisource-logo.svg Denne artikel indeholder tekst fra en udgivelse, som nu er i public domain: Gilman, D. C.; Thurston, H. T.; Colby, F. M., eds. (1905).

New International Encyclopedia (1st ed.). New York: Dodd, Mead. 

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • De Bellerive, Les dernières campagnes de Louis Joseph de Vendôme (Paris, 1714)
  • Voltaire, Le siècle de Louis XIV