Louisine Havemeyer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Louisine Havemeyer

Cassatt Electra Havemeyer and mother (cropped).jpg

Personlig information
Født 28. juli 1855Rediger på Wikidata
New York CityRediger på Wikidata
Død 6. januar 1929 (73 år)Rediger på Wikidata
New York CityRediger på Wikidata
Gravsted Green-Wood CemeteryRediger på Wikidata
Ægtefælle Henry Osborne HavemeyerRediger på Wikidata
Barn Electra Havemeyer WebbRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Medlem af Silent Sentinels,
National Woman's PartyRediger på Wikidata
Beskæftigelse Kunstsamler, suffragette-aktivist, suffragette, feministRediger på Wikidata
Arbejdssted New York City (1883-1907)Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Louisine Waldron Elder Havemeyer (28. juli 1855 – 6. januar 1929) var en amerikansk kunstsamler, feminist og filantrop. Hun var især kendt som protektor for impressionist-bevægelsen i USA, men var desuden en af de mere prominente inden for bevægelsen for kvinders valgret. Den impressionistiske maler Edgar Degas og feministen Alice Paul var blandt dem, der nød godt af hendes støtte.

Baggrund og opvækst[redigér | redigér wikikode]

Louisine Waldron Elder blev født i New York City som datter af købmand George W. Elder (1831-1873) og hans hustru Matilda Adelaide Waldron (1834-1907). Hun var næstældst af fire, storesøsteren Anne Eliza (1853-1917) og de yngre søskende Adaline Deliverance Mapes Elder (1859-1943) samt George Waldron Elder (1860-1916).

Livet i Paris[redigér | redigér wikikode]

Kort efter hendes fars død rejste Louisine Elder sammen med sin familie til Europa på en tre års tur. De drog af sted på S.S. Calabria 25. maj 1873 sammen med flere medlemmer uden for den nærmeste familie: Tante Amanda McCready og hendes nærmeste familie og kusine Mary Mapes Dodge, redaktør på St. Nicholas Magazine og forfatter til Hans Brinker, The Silver Skates.[1] Sidstnævntes søster, Sophie Mapes Tolles boede i Paris med sin veninde Emily Sartain, og hun studerede kunst i Évariste Vital Luminais' atelier. De var indlogeret på et pensionat tilhørende madame Delsarte, enke efter François Delsarte, en berømt pædagog inden for kunsten at udtrykke sig, og det var på den tid, Sartain præsenterede Louisine Elder for Mary Cassatt.[2] De unge Philadelphia-kvinder, Sartain og Cassatt, havde studeret sammen på Pennsylvania Academy of the Fine Arts i begyndelsen af 1860'erne og var sammen rejst til Europa i efteråret 1871.[3] Cassatt tog nu den unge Louisine Elder under sine vinger og blev mentor for hende, idet hun opmuntrede hende til at købe sit første kunstværk, en pastel af Edgar Degas.[4] Som tiden gik, og ikke mindst efter Louisine ægteskab med Henry O. Havemeyer, blev Cassatt rådgiver for Havemeyers opbygning af en kunstsamling, ligesom hun hjalp med til at skabe et arbejdsfællesskab mellem dem og en række impressionistiske kunstnere som Degas, Édouard Manet, Claude Monet og Camille Pissarro. Der udviklede sig et livslangt venskab mellem Louisine Havemeyer og Mary Cassatt, som malede en række pasteller af Louisine og hendes børn.

Kunstsamling[redigér | redigér wikikode]

Sammen med sin mand kom Louisine Havemeyer til at opbygge en af de fineste kunstsamlinger i USA. Hendes treetagers palæ på hjørnet af Fifth Avenue og West 66th Street i New York var fuldt af nogle af de allerfineste værker af Manet, El Greco, Rembrandt og Corot. Huset var indrettet 1889-90 af Louis Comfort Tiffany og Samuel Colman, der udviklede det til et elegant fremvisningssted for deres protektors righoldige og vigtige samlinger.[5] Blandt Havemeyers ligesindede, som de målte sig med inden for kunstsamling, var Harry Clay Frick, J.P. Morgan og Isabella Stewart Gardner.

Privatliv[redigér | redigér wikikode]

Ti år efter at hendes far døde, giftede Louisine sig 22. august 1883 med Henry Osborne Havemeyer, direktør for American Sugar Refining Company. Før dette ægteskab havde Henry Havemeyer været gift med Louisines tante, Mary Louise Elder, men dette ægteskab endte hurtigt med skilsmisse.

Louisine og Henry Havemeyer fik tre børn: Adaline Havemeyer (1884-1963), senere gift med Peter Frelinghuysen, Jr., Horace Havemeyer (1886-1956) og Electra Havemeyer (1888-1960), senere gift med James Watson Webb.

Eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Ud over at være kendt som protektor for impressionisterne og stor kunstsamler var Louisine Havemeyer kendt som fortaler for kvinders rettigheder.

Aktivisme for kvinders valgret[redigér | redigér wikikode]

En politibetjent i Syracuse byder Louise Havemeyer og Vida Mulholland velkommen på Fængselsturneen, 1919.

Efter mandens død i 1907 koncentrerede Louisine Havemeyer sig om arbejdet i bevægelsen for kvinders valgret. I 1912 udlånte hun en del af sin kunstsamling til Knoedlers galleri i New York for at indsamle penge til denne sag.[6] I 1913 etablerede hun Women's National Party sammen med den radikale kvindesagsforkæmper Lucy Paul (først kaldt "Congressional Union for Woman Suffrage"). I 1916 gentog hun kunstudstillingen hos Knoedler for at indsamle penge.[6]

Med økonomisk opbakning fra Havemeyer og andre som hende satte Lucy Paul gang i en stadig mere konfrontatorisk serie af protester, der agiterede for stemmeret for kvinder. Louisine Havemeyer blev selv en velkendt kvindeforkæmper, og hun fik offentliggjort to artikler om sit arbejde for sagen i Scribner's Magazine. Den første med titlen "Fængselsturneen: En militant husker tilbage" kom i maj 1922, og den anden, "Valgretsfaklen: En militant husker tilbage" i juni samme år.[7] Hun havde deltaget i marcher ned af Fifth Avenue i New York og holdt tale i Carnegie Hall for et stående publikum som kulmination på en landsdækkende foredragsrundrejse. Et kendt billede viser fru Havemeyer med en elektrisk fakkel i stil med den i Frihedsgudindens hånd sammen med andre kendte forkæmpere for kvinders valgret. Hendes forsøg på at brænde en statue af præsident Wilson uden for det Hvide Hus i 1919 vakte opmærksomhed over hele landet.

Familien[redigér | redigér wikikode]

Louisine Havemeyer døde i 1929 efter en periode med forringet helbred. Hun er begravet på Green-Wood-kirkegården i Brooklyn i New York City. I sit testamente efterlod hun nogle af sine malerier til Metropolitan Museum of Art. Den endelige arv kom på grund af stor generøsitet fra hendes børn til at omfatte næsten to tusinde kunstværker, som nu udgør et væsentligt element i stort set alle museets samlinger.

Mange Tiffany-genstande fra hendes hjem på Fifth Avenue, heriblandt en vidunderlig påfugledekoration fra en kaminhylde samt en lysekrone er del af en permanent udstilling på University of Michigan Museum of Art.[8] Nogle af møblerne fra musikværelset kan ses på Shelburne Museum.

Louisine Havemeyers børn fortsatte deres forældres indsats som kunstsamlere. Datteren Electra Havemeyer Webb samlede på amerikansk kunst, både professionel og folkelig, og hendes samling dannede grundlaget for Shelburne Museum. Museet præsenterer en "samling af samlinger" af eksempler på tidlige amerikanske boliger og offentlige bygninger, heriblandt en købmandsbutik ("blandet landhandel"), et forsamlingshus, en bjælkehytte og oven i købet et dampskib, der er sat på land. Hendes barnebar, John Wilmerding, er kunstprofessor, samler og kurator, og han har skrevet flere bøger om amerikansk kunst.[9] Louisines datter Adaline og søn Horace samt sønnesønnen Horace Havemeyer, Jr. har doneret adskillige værker af blandt andet Vermeer, Goya, Corot og Manet til National Gallery of Art.[10]

Malerier doneret til Metropolitan Museum of Art[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Wright, Catharine Morris (1979), Lady of the silver skates : the life and correspondence of Mary Mapes Dodge, 1830-1905, Jamestown, Rhode Island: Clingstone Press, s. 77, ISBN 0-9602454-1-3. 
  2. ^ Weitzenhoffer 1986, s. 20.
  3. ^ Mathews, Nancy Mowll (1998), Mary Cassatt: A Life, New Haven: Yale University Press, s. 76-82, ISBN 978-0-300-07754-4. 
  4. ^ Weitzenhoffer 1986, s. 20-21.
  5. ^ Weitzenhoffer 1986.
  6. ^ a b Pollock, Griselda (2013), Differencing the Canon: Feminism and the Writing of Art's Histories, Routledge, s. 204ff, ISBN 978-1-135-08440-0. 
  7. ^ Gere, Charlotte; Vaizey, Marina (1999), Great women collectors, London: P. Wilson, s. 138, ISBN 0856675032. 
  8. ^ Search: Havemeyer, University of Michigan Museum of Art, hentet 12. januar 2019. 
  9. ^ "John Wilmerding, Giving His Awe for American Art", Washington Post, 7. maj 2004, hentet 12. januar 2019. 
  10. ^ Search result: Havemeyer, nga.gov, hentet 12. januar 2015. 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Weitzenhoffer, Frances (1986), he Havemeyers: Impressionism Comes to America, New York: Harry N. Abrams, Inc., ISBN 0-8109-1096-9.