Lovgivende magt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search

Den lovgivende magt er et organ med parlamentariske beslutningsprocesser, der har magt til at vedtage love. I en dansk sammenhæng vil den lovgivende magt referere til Folketinget, i Storbritannien til Parlamentet og i USA til Kongressen. I parlamentariske systemer er den lovgivende magt overordnet den udøvende magt, idet den lovgivende magt har myndighed til at ind- hhv. afsætte den udøvende magt.

I f.eks. præsidentialsystemer betragtes den lovgivende magt som sideordnet med og uafhængig af den udøvende magt og den dømmende magt. Den lovgivende magt har som hovedregel eneret på at vedtage love, og har derudover typisk eneret på at vedtage nationale budgetter og skatter. Den lovgivende magt skal ofte godkende krigserklæringer og tilslutning til visse internationale aftaler (så som nye EU-traktater). De nærmere rammer for den lovgivende magts kompetencer fremgår af forfatningen. I Danmark kan man opfatte grundloven som en central del i forfatningen, og der er da også i denne lov beskrevet mange af Folketingets opgaver.

Den lovgivende magt kan bestå af et eller flere kamre, huse eller ting, som regel et eller to. I Danmark har man således haft en opdeling mellem Landstinget og Folketinget frem til 1953, og i Storbritannien har man fortsat en opdeling mellem Overhuset og Underhuset.

I de fleste parlamentaristiske tokammer-systemer er Underhuset kendetegnet ved at have den bredeste valgret. I Storbritannien er Overhuset ikke demokratisk valgt, i Danmark var der både øgede økonomiske og aldersmæssige restriktioner på at stemme til Landstinget. Underhuset har også som hovedregel den største magt; Overhuset har typisk en rådgivningsfunktion og mulighed for at nedlægge veto mod Underhusets lovforslag. I præsidentialsystemer er de to kamre almindeligvis sideordnede.

I Danmark er den lovgivende magt samlet i Folketinget og Kongen (Dronningen), mens den udøvende magt er hos Kongen, der formelt udpeger regeringen. Da Kongen i Danmark således også formelt set har en lovgivende rolle (idet Kongen stadfæster love vedtaget af Folketinget), følger Danmark således ikke fuldt ud ideen om magtens tredeling, som Montesquieu fremførte den.

Se også[redigér | redigér wikikode]