Lucrezia Borgia

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Portræt af en kvinde af Bartolomeo Veneziano, formodes at være et portæt af Lucrezia Borgia.
Alfonso 1. d'Este og Lucrezia Borgias gravstene i Ferrara.

Lucrezia Borgia (18. april 148024. juni 1519), hertuginde af Ferrara, var det uægte barn af den spanske kardinal Rodrigo Borgia, som i 1492 blev valgt som Pave Alexander 6. Hendes bror var den kendte despot, Cesare Borgia. Cesares politiske praksis var inspirationen til Niccolò Machiavellis bog om renæssancens regeringsmetoder: "Fyrsten".

Lucrezia var gift tre gange. Første ægteskab (Giovanni Sforza af Pesaro) blev opløst p.g.a. ægtemandens impotens, hvilket affødte anklager for incest med faderen, udgangspunkt for senere tiders fantasifulde anklager. Andet ægteskab (Alfonso af Bisceglie) endte med mandens mord.

Tredje ægteskab med den kommende hertug Alfonso II d'Este af Ferrara blev lykkeligt, trods ægtefællernes meget forskellige ideer og baggrund. I Ferrara kom Lucrezia til sin ret. Ægtemanden var optaget af artilleri og sport, mens hun stod for byens åndelige liv.

Hendes far paven havde søgt at uddanne hende til at blive fyrstinde, og endda overladt hende posten som sin stedfortræder, samt indsat hende som statholder i byen Spoleto.

Hun og Alfonso blev et lykkeligt og sjældent loyalt fyrstepar. Hun videreførte d'Este-familiens tradition for mæcenat og inviterede bl.a. forfatteren Pietro Bembo til byen. Mange børnefødsler svækkede hende, og da hun døde i barselsseng, brød Alfonso fuldkommen sammen under hendes bisættelse. Hun havde endda holdt byen under ægtemandens væbnede konflikt med pavestaten.

Ingen kilder bekræfter de fantasifulde myter om giftmord og utroskab i hendes tid i Ferrara. Myterne om incest og giftmord blev forstærkede under reformationen, hvor man havde brug for eksempler på renæssancens pavers magtmisbrug.

Først i 1800-tallet blev hun genopfundet som femme fatale i Dumas' teaterstykke Lucrece Borgia (1833), senere forvandlet til opera af Donizetti. Myterne er blevet gentaget igen og igen, sidst i tv-serien Borgias (2011).

Der findes intet sikkert portræt af hende, men hun er altid blevet identificeret som den hellige Catarina i Pinturicchios udsmykning af Borgia-lejligheden i Vatikanet. Hun er afbildet i profil på mindemedalje, hvor man kan se, at hun havde arvet sin fars træk. Hendes lange og svære rødblonde hår var berømt i samtiden - i våd tilstand var det så tungt, at hun ikke kunne stå op uden hjælp. Som alle andre "offentlige persner" i renæssancen var hun optrænet til at optræde attraktivt, hendes gang virkede som om hun svævede - som en supermodel var hun nødt til at kunne gå catwalk.

Hosstående portræt malet af Bartolomeo Veneziano siges at forestille hende.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Roman

Lucrezias Ægteskab af MariaHelleberg. Gyldendal 1994.

Biografier

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Italien Stub
Denne biografi om en italiener er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi