Lukasevangeliet

Lukasevangeliet er den tredje bog i Det Nye Testamente. Sammen med Matthæusevangeliet og Markusevangeliet regnes det til de såkaldte synoptiske evangelier.

Både lingvistiske og teologiske overensstemmelser taler afgørende for at Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger har samme forfatter. Lukasevangeliet forkortes Luk (eller sjældnere Lk).

Datering

Som ved de øvrige evangelier er der nogen usikkerhed også med dateringen af Lukasevangeliet. Dateringen afhænger i høj grad af, hvordan man daterer Markusevangeliet, som Lukasevangeliet i manges opfattelse bruger som kilde, og Apostlenes Gerninger, som er skrevet efter Lukasevangeliet som en opfølgning på dette. I traditionel historisk-kritisk bibelforskning dateres Markusevangeliet til ca. 70 e.Kr. og Apostlenes Gerninger til et sted mellem ca. 80-100 e.Kr. og Lukas placeres da i tidsrummet ca. 75-100 e.Kr. Blandt mere konservative kristne dateres Lukasevangeliet gerne noget tidligere, ofte i tidsrummet 40-60 e.Kr.

Ophav

Ligesom de øvrige evangelier er også Lukasevangeliet en anonym tekst, der først i en senere tradition er blevet tilføjet et forfatternavn. Der er intet sted i teksten, forfatteren afslører sit navn. Det eneste man får at vide om forfatteren er, at denne ikke selv var øjenvidne til de i evangeliet omtalte begivenheder, men derimod er afhængig af overleveringer.

Det er ikke helt korrekt at nævne ham "forfatter". Skriver-redaktør er nærmere hans faktiske rolle. Indledningen bedyrer, at skriftet er en nøje gennemgang af omstændighederne omkring Jesu liv og virke ”sådan som det er blevet overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere” (Luk. 1,2). Ophavsmanden hævder altså ikke selv at have øjenvidnestatus, men at være en formidler af allerede eksisterende overleveringer.

Forfatteren har haft kendskab til tidligere evangelietekster og benytter sig af en del materiale fra Markusevangeliet, og selve fortællingen følger også Markusevangeliets fortælleramme. Dog er en del materiale fra Markusevangeliet udeladt. Lukasevangeliet indeholder også en del materiale der er sammenlignelig med men forskelligt fra Matthæusevangeliet. Dette kan enten skyldes at forfatteren ændrede indholdet af Matthæusevangelet, så det passede bedre med forfatterens teologi, eller at forfatteren hentede materiale fra en hypotetisk Q-tekst. Omkring en tredjedel af evangeliet er dog særegent for Lukasevangeliet, og benævnes L. Det er usikkert, hvor meget der er overleveret materiale, og hvor meget, der kan tilskrives forfatterens kreativitet. Af L-tekst kan blandt andet nævnes barndomshistorien 1,5-2,52.

Ifølge traditionen er ophavsmanden lægen Lukas, der bl.a. nævnes i Kol 4:14 – en tradition, der bl.a. har været begrundet med skriftets lærde sprog og det faktum, at oldtidens medicinske lærebøger indledtes med lignende vendinger som Lukasevangeliet, med en dedikation til en ærværdig modtager. Det samme gælder imidlertid oldtidens historiebøger, og det passer bedre med Lukasevangeliets selvopfattelse – det vil læses som redegørelse for stedfundne begivenheder.

Parallel til dommeren Samuel

Forfatteren ledte i gamle tekster for at forstå sin samtid, som det var almindeligt at gøre i antikken. I sin fremstilling af Jesu opvækst henter Matthæusevangeliet inspiration fra historien om Moses, mens Lukasevangeliet baserer sin version på Første Samuelsbogs skildring af Samuels opvækst. Samuel var den sidste af de store dommere i Israels historie. Lukasevangeliets skildring i 1:7-57 af Johannes Døberens fødsel genspejler på samme måde Abrahams og Saras lange venten på afkom. I Matthæusevangeliet nedstammer Jesus fra en række konger, tilbage til Abraham, hvorimod Jesu stamtavle i Lukasevangeliet (Luk 3:23-38) lader Jesus nedstamme fra præster og profeter; og den strækker sig helt tilbage til Adam, det første menneske, for at betone, at Jesus ikke blot angik jøderne, men hele menneskeheden. I 3:23 hedder Jesu farfar i øvrigt Eli, mens han i Matthæus 1:16 hedder Jakob.

Jesus i Lukasevangeliet 12:51-53 er en kompromisløs skikkelse: "I må ikke tro, at jeg er kommet for at skabe fred på jorden. Tværtimod! Jeg er her med splittelse og strid. Fra nu af skal fem i samme familie være splittet og delt; tre mod to og to mod tre. Far og søn, mor og datter, svigermor og svigerdatter – alle er i strid med hinanden." I 14:26-27 hedder det: "Den, der vil følge mig, må give afkald på sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre – ja, han må give afkald på sit eget liv for at kunne være min discipel. Den, der ikke vil bære sit kors og følge i mine fodspor, kan ikke være min discipel." Denne kompromisløshed blev senere modsagt i Peters første brev 2:13-14: "For Herrens skyld skal I rette jer efter enhver menneskelig myndighed, hvad enten statsoverhovedet er kongen eller en af hans embedsmænd; de har til opgave at straffe forbrydere og at hædre og påskønne dem, som handler ret", og 2:18: "I, der er ansat under andre, skal vise jeres overordnede respekt og gøre, hvad de siger – og adlyd ikke kun de gode og venlige, men også de hårde og urimelige."

I Lukasevangeliet 2:12 siger engelen til hyrderne: "I skal finde et lille barn, svøbt i et tæppe og liggende i en krybbe." Det er en henspilling på et av de apokryfe skrifter, Visdommens bog 7:4, hvor der står om kong Salomos fødsel: "Jeg blev lagt i svøb og plejet med omsorg. Nej, ingen konge har fået anden begyndelse på tilværelse."

Guds rige indeni os

I Markusevangeliet 13:30 er Enden nært forestående: "Jeg siger jer: Denne slægt skal ikke forgå, førend alt dette er sket." (Mark 13,30) I Lukasevangeliet hedder det tværtimod, at "Jesus svarede: "Lad ikke nogen føre jer bag lyset, for mange vil komme og i mit navn påstå: 'Det er mig!' og: 'Tiden er nær!' Hør ikke på dem!"" (Luk 21:8) Det er et unikt træk ved Lukasevangeliet, at det påstås, at Guds rige er indeni os (Luk 17:20-21). Noget lignende udsagn eksisterer ingen andre steder i Bibelen: "En dag spurgte farisæerne Jesus: "Hvornår kommer Guds rige?" Han svarede: "Guds rige kommer ikke sådan, at man uden videre kan se det. Der er ingen, der vil kunne sige: 'Se, her er det!' eller: 'Dér har vi det!' Nej Guds rige er midt iblandt jer og inden i jer.""

Indhold

Indledning kap 1: 1-4

Fortællinger om Jesu barndom kap 1:5 – 2:52

Jesu gerning forberedes kap 3:1 – 4:13

Jesus i Galilæa kap 4:14 – 9:50

Rejsen til Jerusalem kap 9:51 – 19:28

Jesus i Jerusalem kap 19:29 – 21:38

Jesu lidelse og død kap 22:1 – 23:56

Opstandelsen kap 24:1-53

Karakteristik

Evangeliet henvender sig til et ikke-jødisk, hellenistisk publikum og er første del af "det lukanske historieværk" – anden del er Apostlenes Gerninger. Den sproglige stil er sleben og lærd. Centrum er Jesu lidelse, død og opstandelse. Formålet er at fortælle historien om Guds frelsende handlinger på en måde, der overbeviser modtageren, så han accepterer den og bliver dens agent. Historien om Guds projekt omfatter både Jesu og hans tilhængeres ord og handlinger. Guds projekt er skandaløst – frelsen er for de uventede, status byttes om. Jesus er konstant i selskab med de marginaliserede, kvinder har en fremtrædende rolle som disciple, sociale forhold og relationer kritiseres. Skandalens højdepunkt er henrettelsen af hovedpersonen, Guds søn, som udstødt og vanhellig.

Eskatologi er (først og fremmest) nærværende nutid. Gudsriget er sikret, men på uforudsigelig vis, derfor gælder det om at være årvågen og trofast. Jerusalem og templet er centrale for Jesu gerning, og anskues positivt.

Lukas' beretning om Guds frelsesprojekt følger en overordnet, fortællemæssig plan: Forudsigelse ved engle og inspirerede mennesker (1:5 – 2:52), mulighed ved Johannes Døbers og Jesu fødsel og opvækst, sandsynlighed ved Døberens og Jesu liv og død (Luk. kap 3 og Ap.G. 1), virkeliggørelse ved den kristne mission og urkirken (Ap.G 2-15), resultater ved jødisk modstand og kirkens udbredelse til hedninger (Ap.G. 16-28).

Lukasevangeliet medtager de fleste af de fortællinger, der findes i Markusevangeliet, men tilføjer hertil en del nyt materiale, herunder fx beretningen om Jesu fødsel, som bl.a. inkluderer det såkaldte Juleevangelium (Luk 2,1–20). Lukasevangeliet kendetegnes tillige ved at have større fokus på kvinder end de andre evangelier, fx er der udvidede beretninger om Maria og Elisabeth (Johannes Døberens moder), og der fortælles om en kvindelig profet, Fanuels datter Anna. (Luk 2,36)

Detaljer

Forfatteren stiler sit skrift til Teofilus – et græsk navn, der betyder "den, som elsker Gud" – hvilket mange forstår som en symbolsk dedikation, der skal omfatte alle, der er villige til at tage imod budskabet i skriftet.

I Lukasevangeliet findes et alternativ til det traditionelt brugte Fadervor fra Matthæusevangeliet:

"Når I beder, skal I sige:
Fader!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige;
giv os hver dag vort daglige brød,
og forlad os vore synder,
for også vi forlader selv enhver, som er skyldig over for os,
og led os ikke ind i fristelse."

(Luk.11:2-4)