Lukian

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Lukian som eftertiden har tænkt sig ham.

Lu'kian (græsk: Λουκιανός, latin: Lūciānus) var en græsk satirisk forfatter, født omkr. 120 i Samosata ved Eufrat i den romerske provins Syria (nutidens Samsat i det sydøstlige Tyrkiet; men byens antikke bosætning er sat under vand af Atatürk-dæmningen[1]). Lukian døde omkr. 180, sandsynligvis i Alexandria.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Hans modersmål var sandsynligvis aramæisk, men han skrev på græsk. Han fik en retorisk uddannelse, formentlig i JonienLilleasiens vestkyst.[2] Frem til 40-årsalderen rejste han omkring i Gallien, Grækenland og Italien som sofist med foredrag. Senere gik han over til skribentvirksomhed, hvor han sørgede for at spotte alt og alle, både pedanter og pseudofilosoffer og falske profeter. Ikke mindst tog han fat på tidens overtro.[3]

Verdens første science fiction-forfatter: Byste af Lukian i Nordkirchen, Tyskland.

Lukians værker har inspireret mange senere forfattere, deriblandt Ludvig Holberg.[4] Lukians satiriske rejseromaner Menippos og Sande Historie genspejles i Jonathan Swifts Gulliver's travels, Holbergs Niels Klims underjordiske Rejse og Erik Pontoppidan den yngres Menoza, en asiatisk Prinds, der drog Verden omkring og søgte Christne, særdeles i Indien, Spanien, Italien, Frankrige, Holland, England, Tydskland og Danmark, men fandt kun lidet af, hvad han søgte.[5]

Der er overleveret ca. 80 værker under Lukians navn, hvoraf omkring 70 regnes som ægte.[6] Det drejer sig især om satiriske dialoger, f.eks. Gudesamtalerne og Hetæresamtalerne. Et af hans værker bærer titlen En sandfærdig historie og handler om en rejse til månen og en slags stjernekrig. Lukian har således æren af at være verdens tidligste science fiction-forfatter.

Blandt hans bevarede tekster kendes Alexander eller Den løgnagtige spåmand, der fortæller om Lukians afsløring af antikkens største kvaksalver. I Om Peregrinos endeligt berettes om en vismand, der brænder sig selv til døde. Demonax’ liv er en samling fyndord og fornærmelser tillagt en kynisk filosof. I Nigrinus sammenlignes livet i Athen med livet i Rom, og Falaris er en tale tillagt en konge, som vil skænke en noget speciel gave til templet i Delfi. Timon eller Misantropen handler om en mand, som hævner sig på dem, der har ruineret ham. En hyldest til fluen forklarer, hvorfor et insekt kan være et moralsk forbillede.[7]

Romanen Æslet var også i lang tid tillagt Lukian, men anses i dag ikke længere for hans, hvorfor dens forfatter kaldes "Pseudo-Lukian". Romanen er baseret på den tabte roman Lukios' Metamorfoser, der også er forlæg for Apulejus fra Madauras Det gyldne Æsel.

Den ældste version af beretningen om Troldmandens lærling findes hos Lukian, hvor troldmanden er en egyptisk magiker ved navn Pankrates.[8] I 1789 udgav en ven af Goethe, Christoph Martin Wieland, den første fuldstændige, tyske oversættelse af Lukians værker, iberegnet Philopseudes (Løgneren). Historien om troldmandens lærling inspirerede Goethe til digtet Der Zauberlehrling, som igen inspirerede et musikstykke af Paul Dukas, som Walt Disney tog med i sin film Fantasia ,[9] hvor Mickey Mouse er lærlingen.

Omtale af kristne[redigér | redigér wikikode]

I sin novelle Peregrinos endeligt giver Lukian en af de tidligste beskrivelser, vi har af en kristen menighed set udefra: "De arme stakler indbilder sig, at de vil blive udødelige og leve evigt ved at tilbede denne korsfæstede sofist og leve under hans love. Derfor ringeagter de ting af denne verden, og betragter dem som fælles ejendom. De får overleveret disse læresetninger gennem tradition, uden noget afgørende bevis. Hvis en svindler kommer ind blandt dem, skaffer han sig derfor hurtigt rigdom ved at føre disse enkle mennesker bag lyset."[10]

"Peregrinus erfarede de kristnes bemærkelsesværdige visdom ved at lære deres præster og skrivere i Palæstina at kende. Naturligvis fik han dem i løbet af kort tid til at se ud som børn, med sig selv som profet og lederskikkelse." Peregrinus skal have tolket de kristnes bøger for dem, og selv have skrevet nye.[11] Interessant nok omtaler Lukian ikke Jesus ved navn, men som en sofist, hvad Lukian også selv var.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Lukianos (J.L. Heiberg red.), Timon eller Menneskehaderen, 1907 findes digital tilgængelig på Internet Archive