Lynn Fontanne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Lynn Fontanne
Personlig information
Født 6. december 1887 Rediger på Wikidata
Woodford, Storbritannien, London, Storbritannien Rediger på Wikidata
Død 30. juli 1983 (95 år) Rediger på Wikidata
Genesee Depot, Wisconsin, USA Rediger på Wikidata
Dødsårsag Lungebetændelse Rediger på Wikidata
Gravsted Forest Home Cemetery Rediger på Wikidata
Nationalitet Storbritannien Rediger på Wikidata
Ægtefælle Alfred Lunt (1922-1977) Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Tv-skuespiller, filmskuespiller, teaterskuespiller, skuespiller Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Nomineringer Oscar for bedste kvindelige hovedrolle
Tony Award for Best Actress in a Play (1959) Rediger på Wikidata
Udmærkelser Emmy Award
Presidential Medal of Freedom
Kennedy Center Honors
honorary doctor of Brandeis University
Primetime Emmy Award for Outstanding Lead Actress in a Miniseries or a Movie (1965) Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Lynn Fontanne (udtales: fɒn:tæn[1] født 6. december 1887, død 30. juli 1983) var en britiskfødt amerikansk teater- og filmskuespiller, hvis karriere strakte sig over mere end 40 år og primært forløb i USA.

Hun samarbejdede med sin mand Alfred Lunt, og parret Lunt og Fontanne fik en særlig Tony Awards i 1970. De begge vandt Emmy Awards i 1965, og Broadways Lunt-Fontanne Theatre blev navngivet efter dem. Fontanne betragtes som en af det amerikanske teaters førende skuespillerinder fra det 20. århundrede.[2]

Opvækst[redigér | rediger kildetekst]

Hun blev født Lillie Louise Fontanne i Woodford, London, og var af fransk og irsk afstamning med forældrene Jules Fontanne og Frances Ellen Thornley. Hun havde to søstre, hvoraf den ene boede i England, mens den anden flyttede til New Zealand.[3]

Karriere[redigér | rediger kildetekst]

Fontanne blev prist for at spille titelrollen i George S. Kaufman-Marc Connelly-farcen, Dulcy, i 1921. Dorothy Parker genkaldte sig hendes optræden på versform:

Dulcy, take our gratitude,
All your words are gold ones.
Mistress of the platitude,
Queen of all the old ones.
You, at last, are something new
'Neath the theatre's dome. I'd
Mention to the cosmos, you
Swing a wicked bromide. ...[4]

Fontanne blev snart en stjerne, der havde succes som skuespiller inden for det intelligente komiske fag, hvor hun udmærkede sig i vittige roller skrevet til hende af dramatikere som Noël Coward, S.N. Behrman og Robert Sherwood. En af sine største kritikersucceser opnåede hun dog som Nina Leeds, den desperate heltinde i Eugene O'Neills kontroversielle ni-akts drama Sælsomt mellemspil. Fra slutningen af 1920'erne spillede Fontanne udelukkende i stykker, hvor hendes mand også medvirkede. Blandt deres største teatertriumfer var Design for Living, The Shaming Taming, Idiot's Delight, There Shall Be No Night og Quadrille. Design for Living, som Coward skrev udtrykkeligt for sig selv og Lunts, var så vovet med sit tema om biseksualitet og en ménage à trois, at Coward lod stykket få premiere i New York, idet han vidste, at det ikke ville overleve censuren i London. Duoen spillede stykket frem til 1958.[5] Fontanne blev nomineret til en Tony Award for en af sine sidste sceneroller i The Visit.[6]

Fontanne og Lunt arbejdede sammen i 27 teaterproduktioner.[7] Om hendes spillestil sammen med Lunt udtalte den britiske radiomand Arthur Marshall efter at have set hende i Caprice St James's Theatre i 1929: "I tidens skuespil ventede skuespillerne på at tale, indtil andre var færdige, Lunt-parret vendte op og ned på det. De udelod replikker, de "trådte" på hinandens ord, de plaprede, de talte på samme tid. De talte faktisk, som folk gør i det normale liv."[8]

Foto af Alfred Lunt og Lynn Fontanne, der lykønsker Jane Darwell og Walter Brennan for deres Oscar-priser som bedste kvindelige og mandlige birolle for 1940.

Fontanne indspillede kun fire film, men blev alligevel nomineret til Oscar for bedste kvindelige hovedrolle i 1931 for The Guardsman, hvor oscaren dog gik til Helen Hayes. Hun optrådte også i stumfilmene Second Youth (1924) og I Sing Sings Skygge (1925). Hun og manden Alfred medvirkede også i Hollywood Canteen (1944), hvor de havde cameos som sig selv. Lunt-parret medvirkede i fire tv-produktioner i 1950'erne og 1960'erne, hvor både Lunt og Fontanne vandt Emmy Awards i 1965 for The Magnificent Yankee,[7] og blev dermed det første ægtepar, der vandt prisen for at spille et ægtepar. Fontanne var fortæller i tv-produktionen fra 1960 af Peter Pan med Mary Martin og modtog en anden Emmy-nominering for at spille storhertuginde Marie i Hallmark Hall of Fame-udsendelsen af Anastasia i 1967, to af de få produktioner, hvor hun optrådte uden sin mand. Lunt-parret medvirkede desuden i flere radiospil i 1940'erne, især i Theatre Guild-programmet. Mange af disse udsendelser findes stadig.[9]

Den 5. maj 1958 blev det tidligere Globe Theatre, der oprindeligt åbnet i 1910 og senere omdannet til biograf efter Wall Street-krakket i 1929, genåbnet efter en omfattende renovering og omdøbt til Lunt-Fontanne Theatre. På åbningsdagen for deres nye teater spillede Lunt-parret The Visit, af Dürrenmatt. Efter 189 forestillinger blev The Visit deres sidste optræden på Broadway.[10]

Tyve år senere, den 5. maj 1978, blev Lynn Fontanne, nu 90 år gammel, æret på Lunt-Fontanne Theatre ved en genopførelse af Hello Dolly! af stykkets stjerne Carol Channing.[11] Som et minde om aftenen blev der optaget en video, "En aften med Lynn Fontanne", som senere blev offentliggjort online, af Martha Rofheart, en tidligere protegé af Fontanne.

I 1964 blev Lunt og Fontanne tildelt Presidential Medal of Freedom af Lyndon B. Johnson.[7]

I lighed med Lunt var Fontanne optaget i American Theatre Hall of Fame.[12] Fontanne var også et Kennedy Center honoree i 1980.

Nogle af hendes kostumer er udstillet i Milwaukee, Wisconsin, på Mount Mary Universitys (tidligere kendt som Mount Mary College) historiske kostumesamling.[13]

Privatliv[redigér | rediger kildetekst]

Foto af Alfred Lunt og Lynn Fontanne fra radioprogrammet Theatre Guild of the Air. Parret optrådte kun en gang om året på radio - i et radiospil under dette program.

Fontanne blev gift med Alfred Lunt i 1922. Ægteskabet var barnløst.[14] Parret boede i mange år på "Ten Chimneys" i Genesee Depot, Wisconsin. De var gift i 55 år og var uadskillelige både på og uden for scenen.

Fontanne gjorde meget for at undgå at afsløre sin sande alder. Hendes mand døde efter sigende i den tro, at hun var fem år yngre end han (som hun havde fortalt ham).[15] Hun var faktisk fem år ældre, men fortsatte med at benægte, længe efter Lunts død, at hun var født i 1887.[15]

Udtale af sit efternavn[redigér | rediger kildetekst]

Engang hvor hun blev spurgt ind til, hvordan hun udtalte sit efternavn, fortalte hun Literary Digest, at hun foretrak den franske måde, men "Hvis det franske er for vanskeligt for amerikanere, skal begge stavelser have samme tryk, og a skal være relativt kraftigt": fon-tahn.[16]

Udvalgte Broadway-optrædener[redigér | rediger kildetekst]

  • Mr Preedy and the Countess (1910)
  • Happiness (1917)
  • Dulcy (1921)
  • The Guardsman (1924)
  • Arms and the Man (1925)
  • Pygmalion (1926)
  • Brødrene Karamzov (The Brothers Karamazov, 1927)
  • Sælsomt mellemspil (Strange Interlude, 1928)
  • Elizabeth the Queen (1930)
  • Meteor (1930)
  • Design for Living (1933)
  • Trold kan tæmmes (The Taming of the Shrew, 1935)
  • Idiot's Delight (1936)
  • Amphitryon 38 (1937)
  • The Seagull (1938)
  • There Shall Be No Night (1940)
  • Candle in the Wind (1941)
  • The Pirate (1942)
  • O Mistress Mine (1946)
  • I Know My Love (1949)
  • Quadrille (1954)
  • The Great Sebastians (1956)
  • The Visit (1958)

Radiospil[redigér | rediger kildetekst]

  • The Guardsman, 30. september 1945 - Alfred Lunt, Lynn Fontanne
  • Elizabeth the Queen, 2. december 1945 - Lunt, Fontanne
  • Strange Interlude, (Del 1) 31. marts 46 - Fontanne, Walter Abel, Alfred Shirley (formentlig gået tabt)
  • Strange Interlude (Del 2), 7. april 1946 - Fontanne, Abel, Shirley
  • Call it a Day, 2. june 1946 - Lunt, Fontanne
  • The Great Adventure 5. januar 1947 - Lunt, Fontanne
  • O' Mistress Mine, 9. januar 1949 - Lunt, Fontanne (formentlig gået tabt)
  • The Great Adventure (anden optræden), 20. november 1949 - Lunt, Fontanne (formentlig gået tabt)
  • There Shall Be No Night, 24. september 1950 - Lunt, Fontanne (formentlig gået tabt)
  • Pygmalion, 21. oktober 1951 - Lunt, Fontanne
  • The Old Lady Shows Her Medals, 3. februar 1952 - Fontanne (formentlig gået tabt)

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ "Fontanne". Dictionary.com.
  2. ^ "Helen Hayes Remembrance". Arkiveret fra originalen 2. august 2019. Hentet 22. august 2017.
  3. ^ Great Stars of the American Stage Profile #94 c.1954 2nd. Udgave af Daniel Blum
  4. ^ Parker, Dorothy. "Lynn Fontanne." Life. 24 November 1921. s. 3; Silverstein, Stuart Y., ed. (1996) [paperback 2001]. Not Much Fun: The Lost Poems of Dorothy Parker. New York: Scribner. s. 100. ISBN 0-7432-1148-0.
  5. ^ ""Lunt and Fontanne," Encyclopædia Britannica"
  6. ^ Grange, William (2009). Historical Dictionary of Postwar German Literature. Lanham, MD: Scarecrow Press. s. 62. ISBN 0810867710.
  7. ^ a b c "Lynn Fontanne is Dead at 95; A Star with Lunt for 37 Years", The New York Times, 31. juli 1983.
  8. ^ Marshall, Arthur. Life's Rich Pageant, BBC Radio Collection, 1988.
  9. ^ Lynn Fontanne på IMDb
  10. ^ "The Lunt-Fontanne Theater". Playbill.com.
  11. ^ Klemesrud, Judy (24. april 1978). "Lynn Fontanne, at 90, Talks of Love". New York Times. s. C17
  12. ^ "Theater Hall of Fame members"
  13. ^ "Lynn Fontanne 'look' lives on Arkiveret 28. april 2016 hos Wayback Machine." Milwaukee Sentinel. 10. oktober 1983.
  14. ^ Harbin, Billy J. (ed.) (2007). "LUNT, Alfred". The Gay & Lesbian Theatrical Legacy: A Biographical Dictionary of Major Figures in American Stage History in the Pre-Stonewall Era. Ann Arbor: University of Michigan Press. s. 260–264. ISBN 978-0-472-06858-6.
  15. ^ a b Ware, Susan and Stacy Braukman (2005). Notable American Women: A Biographical Dictionary, Volume 5: Completing the Twentieth Century. Cambridge: Belknap Press of Harvard University Press. s. 217. ISBN 978-0674014886.
  16. ^ Charles Earle Funk. What's the Name, Please?, Funk & Wagnalls, 1936.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Lynn_Fontanne&oldid=11419931"