M1 Garand

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Riffel, Caliber .30, M1
M1 Garand rifle - USA - 30-06 - Armémuseum.jpg
"The rifle that won the war"
Riflen, der vandt krigen
Type Semiautomatisk militær riffel
Oprindelsesland USA USA
Tjenestehistorie
I tjeneste 1936–1963 (USA)
1950–1999 (Danmark)
Stadig brugt til civilt brug
Benyttet af Se Brugere
Krige 2. verdenskrig
Koreakrigen
Vietnamkrigen (begrænset)
Andre konflikter omkring i verden
Produktionshistorie
Konstruktør John C. Garand
Konstrueret 1932
Producent Springfield Armory
Winchester
Harrington & Richardson
International Harvester
Beretta
Breda[1]
Springfield Armory, Inc. (civilt)
Produktionsperiode 1936–1957
Antal produceret Omkring 5,4 millioner[2]
Udgaver M1C/D sniper rifle
Specifikationer
Vægt 4,31-6,0 kilo
Længde 1.107,4 mm
Løbslængde 609,6 mm

Patron .30-06 Springfield (7.62 × 63 mm)
.276 Pedersen
7.62 x 51 mm NATO (U.S. Navy)
Skudmekanisme Gas-drevet genladning
Skudkadence 16-24 skud/minut effektiv (dog maks. 8 skud/magasin)
Mundingshastighed 853 m/s
Effektiv rækkevidde 457 m[3]
Fødningssystem 8-skuds laderamme / magasin
Sigte Ringformet bageste sigte, bjælkeformet forreste sigte

M1 Garand eller United States Rifle, Caliber .30, M1, var den første semiautomatiske riffel i verden, der blev udleveret som standardvåben til infanterister. Den erstattede Springfield M1903 riflen i det amerikanske militær i 1936 og blev senere udfaset til fordel for M14 riflen i 1957.

M1 blev brugt i 2. verdenskrig, Koreakrigen og i begrænset omfang vietnamkrigen. De fleste M1 rifler blev udleveret til amerikanske styrker, men mange blev lånt til andre lande gennem Lend-Lease systemet. Riflen var standardbevæbning i det danske forsvar efter 2. verdenskrig. Her bar den betegnelsen gevær M/50. Riflen var i brug frem til 1975, hvor den i Hæren blev erstattet af Heckler & Koch G3 (gevær M/75). I Flyvevåbnet blev riflen brugt indtil slutningen af 1990'erne. Jydske Trænregiment brugte den så sent som juni 1990; Kongens Artilleriregiment frem til 1987; Nørrejyske Artilleriregiment i Skive til 1990; Fynske Livregiment til 1991 og Sjællandske Trænregiment i Farum til 1992. Geværet blev benyttet af vagtkompagniet i Den Kongelige Livgarde indtil 1995, hvor det afløstes af gevær M/75.[4]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Marineinfanterister med Garand-rifler ved den amerikanske militærbase Camp Pendleton i 1943.

M1 Garand blev udviklet af Springfield Armory Firearms designer John Garand. Prototyperne blev forfinet i 1920'erne og 1930'erne. Selvom den officielt blev indført i det amerikanske militær i 1932, blev den først reelt udleveret i 1936 efter ordre fra hærchefen general Douglas MacArthur.

Springfield Armory producerede begrænsede mængder af M1 Garand i de sene 1930'ere og i større og større antal fra 1940 til 1945. Efter starten på 2. verdenskrig i Europa producerede også Winchester Repeating Arms Company fra New Haven, Connecticut, riflen. Winchester leverede riflen fra 1941 til 1945. Den britiske hær testede M1 Garand som en mulig erstatning for Lee-Enfield No.1 Mk III-riflen, men forkastede den efter test under simulerede kampforhold.

M1-riflens semiautomatiske funktion gav amerikanske styrker en betragtelig fordel i ildoverlegenhed og skudkadence over for fjendtligt infanteri i kampsituationer. Tyske og japanske soldater var typisk udstyret med manuelt betjente rifler, der krævede genladning mellem hvert skud. Indførelsen af Garand-riflen og semiautomatiske rifler generelt stimulerede snart både allierede styrker og aksemagterne til at indføre flere hurtigtskydende håndvåben til deres infanterister og udvikle nye forbedrede våben. Garand er stadig i dag populær blandt civile våbensamlere og våbenentusiaster over hele verden.

Under Koreakrigen var der behov for yderligere Garand-rifler, og produktionen startede igen. Fra 1953 til 1956 blev riflen fremstillet af International Harvester i Evansville, Indiana og af Harrington & Richardson Arms Co. i Worchester, Massachusetts.

Garand genlades med en "clip" med otte patroner, der presses ned i riflen.

Beretta i Italien producerede også riflen med Winchester-maskiner. I nyere tid er riflen blevet fremstillet af Springfield Armory Inc. i Geneseo, Illinois. Denne kommercielle variant er tilgængelig i enten kaliber .30-06 Springfield eller .308 Winchester.

M1 viste sig at være en fremragende riffel i 2. verdenskrig og koreakrigen. Japanerne udviklede endda en prototype-kopi til eget brug hen imod slutningen af 2. verdenskrig, men den kom aldrig i produktion. Garand-riflen blev stadig brugt i Vietnamkrigen i 1963, selvom den officielt var afløst af M14 i 1957. Ikke før 1965 blev M1 totalt udfaset i USA.

Garand gevær M1 / DK: Gevær M/50.


Brugere[redigér | redigér wikikode]

  • Argentina Argentina – Benyttet af marineinfanteriet.
  • Australien Australien – Brugtes i mindre mængder af specialiserede tropper og australske hærenheder knyttet til US-Ground units i Stillehavsregionen i 2. Verdenskrig.
  • Cambodja Cambodja – Modtog fra den amerikanske regering for Khmer Republikkens tropper under cambodjanske borgerkrig 1970-1975.
  • Canada Canada – I Canada blev den kun brugt i begrænset antal under Anden Verdenskrig. Garand'en blev betragtet af det canadiske militær som en erstatning for Lee-Enfield No.4-riflen i slutningen af 1940'erne/tidlige 1950'ere, men Koreakrigen forhindrede Garands omfattende introduktion til det canadiske militær og holdt Lee-Enfield i drift indtil indførelsen af FN FAL.
  • Chile Chile – Benyttet af de chilenske styrker.
  • Danmark Danmark – Modtog M1-rifler i stort antal fra USA's regering, lokal betegnelse M50. Erstattet af G3 (M75).
  • Grækenland Grækenland – Standardvåben for hæren indtil sidst i 1970'erne, hvor den blev erstattet af G3. Stadig i brug ved ceremoniel tjeneste af Evzones (præsidentens garde).
  • Guatemala Guatemala
  • Haiti Haiti – Brugt fra 1940'erne indtil 1994, hvor Haitis militær blev opløst. Stadig i brug ved Haitis nationale politi.
  • Holland Holland – Standard-udrustning i Hollands hær 1953-1960.
  • Iran Iran: Hærens standardriffel indtil indførelsen af G3-riflen.
  • Italien Italien – Brugt af hæren fra 1945. Beretta licensbyggede den også indtil indførelsen af BM59 i 1959.[5]
  • Japan Japan – Først anvendte våben i de japanske "selvforsvarsstyrker".[6] Anvendes fortsat ved ceremonier.
  • Norge Norge – I brug ved hæren fra 1953 til 1968. Derefter erstattet af H & K G3. Anvendes i dag udelukkende ved "Hans Majestet Kongens Gardes Drilltropp".
  • Paraguay Paraguay – Modtog et stort antal M1-rifler fra den amerikanske regering, oplagrede 30.000.
  • Sydkorea Sydkorea – Modtog et stort antal M1-rifler fra den amerikanske regering. Standardriffel indtil indførelsen af M16-riflen.
  • Sydvietnam Sydvietnam – Modtog et stort antal M1-rifler fra den amerikanske regering. Standardriffel indtil indførelsen af M16-riflen.
  • Thailand Thailand – Kendt lokalt som 'ปลยบ.88'. Brugt af den thailandske livgarde til uddannelse.
  • Tyrkiet Tyrkiet – Standardriffel ved hæren indtil indførelsen af G3-riflen. Stadig i brug for officielle militære ceremonier og træningsenheder.
  • Republikken Kina Taiwan – Stadig i brug af ROC æresvagt.
  • Vesttyskland Vesttyskland – Udleveret til grænsevagter, politi og hær, indtil indførelsen af G1-riflen.
  • Vietnam Vietnam – Bruger erobrede våben.
  • USA USA – Standardriffel fra 1936 til 1963 i den amerikanske hær, flåde, marinekorps og senere i luftvåbnet. Stadig i brug for officielle militære ceremonier og Junior Reserve Officers' Training Corps enheder.
  • Østrig Østrig – Brugt af den nyoprettede østrigske hær fra 1956, til den gradvis blev udskiftet med StG58, begyndende i 1959.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ (engelsk) Small Arms Review article on Italian-made Garands
  2. ^ Scott A. Duff. (engelsk) Who Made M1 Garands? How Many Were Made? When Were They Made?. Besøgt 18. maj 2007.
  3. ^ (engelsk) U.S. Department of the Army Technical Manual No. 9-1005-222-12. Genudgivet af www.biggerhammer.net. Besøgt 18. maj 2007.
  4. ^ "Vagtkompagniets historie". forsvaret.dk. 2007-04-27. Hentet 2015-02-24. 
  5. ^ Beretta's BM 59. Retrieved on October 5, 2008.
  6. ^ Howa Rifles. Retrieved on September 19, 2008.