Makroøkonomi
Makroøkonomi (fra den græske forstavelse makro-, der betyder "stor", og økonomi) er det område inden for økonomi, der beskæftiger sig med studiet af de overordnede linjer i samfundsøkonomien i modsætning til enkelte markeder og enkelte aktørers adfærd. Makroøkonomiske problemstillinger omhandler nationale, regionale og globale niveauer.
Selvom makroøkonomi er et meget bredt felt, er der især to forskningsområder som kendetegner faget: Ønsket om at forstå årsager og konsekvenser af kortsigtede udsving i produktion og beskæftigelse (konjunktursvingninger), og ønsket om at forstå de faktorer, der bestemmer den økonomiske vækst på lang sigt. Makroøkonomiske modeller og de økonomiske prognoser, de danner grundlag for, anvendes af regeringer verden over som redskab til at udvikle og evaluere forskellige former for økonomisk politik.
Temaer i makroøkonomien
Makroøkonomer undersøger aggregerede indikatorer som BNP, ledighed og prisstigninger for at forstå, hvordan den samlede økonomi fungerer. Makroøkonomer udvikler modeller, der forklarer sammenhængen mellem faktorer som national indkomst, produktion, forbrug, ledighed, inflation/deflation, opsparing, investeringer, rentedannelse, valutakurser, betalingsbalance, international handel og internationale finansielle markeder. Som modsætning hertil fokuserer mikroøkonomi først og fremmest på individuelle aktørers handlinger, f.eks. forbrugere og virksomheder, og hvordan deres adfærd bestemmer priser og mængder på specifikke markeder.
På kort sigt antages priserne typisk at være træge, mens de på længere sigt kan ændre sig uden begrænsninger. Denne forskel har helt afgørende betydning i makroøkonomisk tankegang, idet både problemstillinger som f.eks. uønsket ledighed og de instrumenter, der kan anvendes til at løse problemstillingerne, normalt regnes for at fungere helt forskelligt, alt efter om markedets pristilpasninger er fleksible eller træge.
Grundlæggende begreber
Makroøkonomi omfatter en række begreber og variable, men der er tre centrale emner for makroøkonomisk forskning, nemlig sammenhængen mellem produktion (output), beskæftigelse og dermed ledighed samt inflation.[1] Disse forhold er samtidig vigtige for alle økonomiske aktører, herunder arbejdere, forbrugere og virksomheder.
Produktion og indkomst
Et lands produktion omfatter alt, hvad der fremstilles i et land i en given tidsperiode. Alt, der produceres og sælges, genererer indkomst. Derfor opfattes produktion og indkomst ofte som to sider af samme sag. På globalt plan er den samlede værditilvækst i produktionen således lig med verdens samlede indkomst. For det enkelte lands vedkommende behøver bruttonationalprodukt og bruttonationalindkomst dog ikke at være ens, idet et land også kan have udenlandsk indkomst - som kan være både positiv og negativ.
Output måles normalt ved bruttonationalproduktet (BNP) eller et beslægtet begreb fra nationalregnskabet. Økonomer, der interesserer sig for langsigtede ændringer (typisk forøgelse) i værdien af produktionen, beskæftiger sig med økonomisk vækst. Teknologiske fremskridt, akkumulation af maskiner og anden kapital i form af investeringer samt bedre uddannelse og dermed højere humankapital fører alle til stigninger i produktionen over tid. Produktionen stiger imidlertid ikke jævnt i alle år. Konjunkturbevægelser kan medføre perioder med lav eller ligefrem negativ vækst såvel som perioder med vækstrater over det normale niveau.
Beskæftigelse og ledighed
Uddybende artikel: LedighedOmfanget af ledighed i et land måles ved arbejdsløshedsprocenten, dvs. den andel af arbejderne i arbejdsstyrken, der ikke har noget job. Ledighed opdeles ofte i konjunkturbetinget og strukturelt betinget ledighed, hvor den førstnævnte afspejler de øjeblikkelige konjunkturer, mens den anden udgør det mere permanente ledighedsniveau, som økonomien har en tendens til at vende tilbage til, når konjunkturerne normaliseres.
Inflation og deflation
Uddybende artikel: Inflation
En generel stigning i priserne i hele økonomien kaldes inflation. Når priserne falder, kaldes det deflation. Sådanne ændringer måles ved hjælp af prisindeks.
I mange lande føres der pengepolitik ud fra en inflationsmålsætning, således at centralbanken direkte forsøger at styre inflationens niveau, typisk ved at sænke eller hæve de pengepolitiske renter for enten at stimulere det økonomiske aktivitetsniveau (ved hjælp af en rentesænkning) eller det modsatte.
Ændringer i det generelle prisniveau kan skyldes flere forskellige faktorer. Ifølge kvantitetsteorien hænger ændringer i prisniveauet direkte sammen med ændringer i pengemængden. De fleste økonomer mener, at denne sammenhæng forklarer langsigtede ændringer i prisniveauet ganske godt.[2] Også på kortere sigt kan ændringer i inflationen skyldes monetære forhold, men generelt også ændringer i det aggregerede udbud og efterspørgsel på varemarkedet, dvs. konjunktursituationen.
Makroøkonomiens historie
Makroøkonomi som en selvstændig underdisciplin regnes normalt for at starte med John Maynard Keynes og især hans hovedværk The General Theory of Employment, Interest and Money fra 1936. Keynes lagde i modsætning til traditionel neoklassisk analyse vægt på, at priserne virker ret ufleksible på kort sigt: Pristilpasningen er træg, hvilket han brugte til at forklare stigninger i ledigheden i forbindelse med lavkonjunkturer og kriser som depressionen i 1930’erne. Det skaber en rolle for finanspolitik og andre tiltag, der påvirker den samlede efterspørgsel i en økonomi, til at påvirke ledigheden.
I de første årtier efter 2. verdenskrig blev keynesiansk makroøkonomisk teori helt dominerende inden for den økonomiske tænkning. Der opstod det, man kalder den neoklassiske syntese, som kombinerede den keynesianske makroøkonomiske teori med en fortsat byggen på neoklassiske tanker inden for mikroøkonomien. Efterhånden blev de oprindelige keynesianske tanker dog udfordret fra forskellig side. Én vigtig udfordring kom i 1960’erne fra monetaristerne, anført af Milton Friedman. Senere og mere fundamentalt kom nyklassikerne (som ikke bør forveksles med de tidligere omtalte neoklassikere), der bl.a. tæller Robert Lucas fra University of Chicago. Nyklassikerne understregede vigtigheden af at forklare makroøkonomiske udviklingstræk som økonomisk vækst og konjunkturcykler ud fra et neoklassisk mikroøkonomisk fundament. De fokuserede i høj grad på udbudsstød og rationelle forventninger og afviste, at politiske indgreb som aktiv finanspolitik vil kunne gavne økonomien.
Som svar på udfordringen fra nyklassikerne voksede i 1980'erne nykeynesianerne frem. De delte ønsket om et mikroøkonomisk fundament og udgangspunkt i rationelle forventninger med nyklassikerne, men fastholdt fra Keynes' oprindelige tankegang en empirisk baseret tro på træg prisdannelse og en aktiv rolle for økonomisk politik. Moderne makroøkonomiske diskussioner tager ofte udgangspunkt i uenighederne mellem nyklassikere og nykeynesianere.
Makroøkonomisk politik
Ligesom skellet mellem det korte og det lange sigt generelt er vigtigt i makroøkonomi, skelner man også i den økonomiske politik mellem instrumenter og strategier, der er rettet mod det kortere tidsperspektiv (konjunkturpolitik) og instrumenter og strategier, der har fokus på mere langsigtede virkninger (strukturpolitik). Konjunkturpolitik tager typisk form af finanspolitik og/eller pengepolitik.
Finanspolitik
Finanspolitik føres af regeringer ved at justere de offentlige udgifter og indtægter. Ekspansiv finanspolitik tager sigte på at stimulere den samlede efterspørgsel i økonomien og dermed det økonomiske aktivitetsniveau. Det kan være hensigtsmæssigt, når økonomien befinder sig i en lavkonjunktur (beskæftigelse og BNP er under det strukturelle niveau). Regeringer kan føre ekspansiv finanspolitik ved at forøge det offentlige forbrug eller de offentlige investeringer, eller ved at sænke skatterne eller hæve overførselsindkomsterne. Kontraktiv finanspolitik tager sigte på at mindske aktivitetsniveauet og kan omvendt være hensigtsmæssigt, hvis beskæftigelse og BNP ligger over det strukturelle niveau, sådan at der er fare for overophedning og for stort inflationspres.
Uddybende artikel: FinanspolitikPengepolitik
Pengepolitik føres af centralbanken i et land eller valutaområde. Pengepolitikken kan have forskellige overordnede mål. I de fleste vestlige lande er den overordnede målsætning i dag et inflationsmål. Det gælder dog ikke Danmark, hvor det overordnede pengepolitiske mål er at holde en fast valutakurs over for euroen. En sådan fastkurspolitik var tidligere meget udbredt i de vestlige lande, men i dag er Danmark det eneste OECD-land med egen valuta, der fører pengepolitik efter en fastkursmålsætning.
Det centrale instrument for pengepolitikken er i dag oftest de pengepolitiske renter, som fastsættes af centralbankerne i hvert enkelt land. Tidligere forsøgte centralbankerne alternativt ofte at føre pengepolitik ved at styre pengemængden direkte - en tilgang, der stadig præsenteres i en del indledende lærebøger i makroøkonomi. De allerfleste centralbanker har dog opgivet en sådan direkte styring af pengemængden, idet denne typisk er ustabil og dermed svær at kontrollere.
Uddybende artikel: PengepolitikAlternative former for konjunkturpolitik
Tidligere har man i en række lande, herunder Danmark, anvendt valutapolitik, dvs. devalueringer eller revalueringer af valutaen, for at påvirke den samlede efterspørgsel. Da sådanne valutakursjusteringer påvirker forventningsdannelsen og desuden kun kan finde sted i fastkursregimer, som de fleste lande har forladt, bruges det imidlertid meget sjældent i dag.
Også indkomstpolitik har tidligere været forsøgt anvendt for at styre økonomien.
Strukturpolitik
Forskellige former for skattepolitik, konkurrencepolitik og arbejdsmarkedspolitik anvendes for at påvirke mere permanente strukturer i de enkelte økonomiers funktionsmåde. Finanspolitik har ud over det ovennævnte konjunkturhensyn også en langsigtet strukturel dimension, idet det er nødvendigt for enhver regering, at finanspolitikken er holdbar i det lange løb, selvom offentlige udgifter og indtægter ikke er lig med hinanden på hvert enkelt tidspunkt.
Uddybende artikel: Finanspolitisk holdbarhed Uddybende artikel: SkatModeller
Økonomiske modeller er et meget udbredt arbejdsredskab inden for såvel makro- som mikroøkonomi. Der skelnes mellem teoretiske modeller og anvendte, typisk computerbaserede kvantitative modeller.
Modeller i makroøkonomisk teori
Der er i tidens løb blevet udviklet mange forskellige overordnede økonomiske modeller, der forsøger at illustrere overordnede samfundsøkonomiske sammenhænge. En række af de kendteste simple modeller udgør typisk grundelementerne i den indledende undervisning i makroøkonomi på højere læreanstalter.
Inden for konjunkturteori findes den enkle model Det keynesianske kryds, den lidt mere komplekse IS-LM-model og dennes pendant Mundell-Fleming-modellen, som viser ligevægtene på vare- og pengemarked i en lille åben økonomi som f.eks. Danmark eller Sverige. Ligeledes er AD-AS-modellen, der også inddrager økonomiens udbudsside, meget udbredt.
Til studiet af økonomisk vækst har Solow-modellen af Nobelpristageren Robert Solow i mange år haft en dominerende rolle i økonomiundervisningen. Af andre dynamiske modeller findes den såkaldte Ramsey-model, som kan opfattes som en generalisering af Solow-modellen, og alternativt overlappende generationsmodeller, der fokuserer på, at økonomiens aktører har forskellig situation og behov, afhængigt af deres alder. Siden omkring 1990 er endogene vækstmodeller, der f.eks. lægger større vægt på at forsøge at forklare, hvilke mekanismer der skaber teknologiske fremskridt, blevet et vigtigt forskningsområde.
Kvantitative økonomiske modeller
Ministerier, centralbanker og andre økonomiske beslutningstagere eller rådgivere anvender ofte kvantitative (talmæssige) computerbaserede modeller som en del af deres beslutningsgrundlag. I Danmark anvendes f.eks. konjunkturmodellen ADAM af den danske regering og en række andre institutioner. En anden model, der anvendes i mere strukturelle, dvs. langsigtede, problemstillinger, er den anvendte generelle ligevægtsmodel DREAM.
Kilder
- ^ Blanchard, Olivier (2011). Macroeconomics Updated (5. udgave). Englewood Cliffs: Prentice Hall. ISBN 978-0-13-215986-9.
{{cite book}}: Ugyldig|ref=harv(hjælp). S. 32. - ^ Mankiw, N. Gregory (2014), Principles of Economics, Cengage Learning, ISBN 9781305156043
{{citation}}: Ugyldig|ref=harv(hjælp). S. 634.
Litteratur
- Grell, H. og E. Rygner (2013): Makroøkonomi - Teori og beskrivelse. Limedesign, København. 4. udgave, 385 sider. Dansksproget indføring i makroøkonomiens grundbegreber, beregnet til undervisning på videregående uddannelser.
