Marcel Duchamp

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Preferences-system.svgDer arbejdes på denne tekst i øjeblikket!
Vent venligst med at redigere den, eller kontakt den bruger som satte denne skabelon på siden. Med venlig hilsen Arne (Amjaabc) (diskussion) 16. jan 2019, 22:08 (CET)
Marcel Duchamp

Marcel Duchamp 01.jpg

Personlig information
Født Marcel DuchampRediger på Wikidata
28. juli 1887Rediger på Wikidata
Blainville-CrevonRediger på Wikidata
Død 2. oktober 1968 (81 år)Rediger på Wikidata
Neuilly-sur-SeineRediger på Wikidata
Gravsted Seine-MaritimeRediger på Wikidata
Bopæl Buenos Aires, München, New York CityRediger på Wikidata
Far Eugène DuchampRediger på Wikidata
Søskende Suzanne Duchamp,
Jacques Villon,
Raymond Duchamp-VillonRediger på Wikidata
Ægtefæller Lydie Sarazin-Levassor (fra 1927),
Alexina Duchamp (1954-1968)Rediger på Wikidata
Partnere Gabrièle Buffet-Picabia,
Maria MartinsRediger på Wikidata
Familie Émile Frédéric Nicolle (morfar)Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted lycée Corneille,
Académie JulianRediger på Wikidata
Medlem af Collège de 'Pataphysique,
American Academy of Arts and Letters,
OulipoRediger på Wikidata
Beskæftigelse Kunstmaler, skakspiller, billedhugger, gravør, fotograf, skuespillerRediger på Wikidata
Deltog i Documenta 6,
Documenta 5,
Documenta IIIRediger på Wikidata
Arbejdssted Paris (1904)Rediger på Wikidata
Kendte værker Étant donnés, L.H.O.O.Q, Nøgen figur, der går ned ad en trappe, no. 2Rediger på Wikidata
Bevægelse Surrealisme, dadaismeRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Henri-Robert-Marcel Duchamp (født 28. juli 1887, død 2. oktober 1968) var en fransk-amerikansk kunstmaler, skulptør, skakspiller og forfatter, hvis kunst især er knyttet til kubisme, dadaisme og konceptkunst.[1][2] Selv var Duchamp tilbageholdende med at bruge begrebet "dadaisme",[3] og han var ikke direkte knyttet til nogen dadaistisk gruppering. Duchamp betragtes sammen med Pablo Picasso og Henri Matisse som de tre kunstnere, der hjalp med til at definere de revolutionære udviklinger inden for plastikken i de første årtier af 1900-tallet, og tilsvarende stod han bag vigtige udviklinger inden for malerkunsten og skulpturering.[4] Duchamp har haft enorm indflydelse på kunsten i 1900- og 2000-tallet, og han havde afgørende indflydele på udviklingen af konceptkunst. I tiden omkring første verdenskrig havde han afvist mange af sine kunstnerkollegers (herunder Matisse) værker for at være "retinale", det vil sige kun lavet for at tilfredsstille øjet. I modsætning hertid ønskede Duchamp at kunsten skulle tilfredsstille sindet.[5]

Opvækst og uddannelse[redigér | redigér wikikode]

De tre brødre, Marcel Duchamp, Jacques Villon og Raymond Duchamp-Villon i haven ved Jacques Villons atelier i Puteaux, Frankrig, ca. 1914.

Marcel Duchamp blev født i Blainville-Crevon i Normandiet og voksede op i en kunstnerisk indstillet familie. Værker af maler og grafiker Émile Frédéric Nicolle, hans morfar, fyldte hjemmets vægge, og familien yndede at spille skak, læse bøger, male og musicere sammen. Blandt Eugene og Lucie Duchamps syv børn døde et som spæd, mens fire af de øvrige blev succesrige kunstnere. Marcel var således bror til

Som barn, hvor hans to brødre allerede var rejst fra hjemmet for at gå på skole i Rouen, fik Marcel et nært forhold til sin søster Suzanne, som villigt tog del i hans spil og aktiviteter, der udsprang af hans livlige fantasi. Som otteårig fulgte Marcel i sine storebrødres fodspor og begyndte på skolen Lycée Pierre-Corneille i Rouen. Ud over ham selv blev to andre elever fra hans klasse kendte kunstnere og havde et årelangt venskab med ham, Robert Antoine Pinchon og Pierre Dumont.[6] De følgende otte år var han låst fast i et uddannelsessystem, der fokuserede på den intellektuelle udvikling. Han var ikke nogen fremragende elev; hans bedste fag var matematik, og han opnåede to matematikpriser på skolen. I 1903 vandt han en pris i tegning, og i begyndelsen af 1904 vandt han den eftertragtede førstepris, hvilket bekræftede hans nylige beslutning om at blive kunstner.

Han lærte tegning fra et akademisk synspunkt hos en lærer, der uden held søgte at "beskytte" sine elever mod impressionisme, postimpressionisme og anden avantgardistisk indflydelse. Imidlertid var Marcels egentlige kunstneriske mentor på den tid hans bror Jacques Villon, hvis på en gang flydende og skarpe stil, han søgte at efterligne. Som fjortenårig lavede han sine første egentlige kunstneriske forsøg i form af tegninger og akvareller med søsteren Suzanne som motiv, i forskellige positurer og aktiviteter. Den sommer malede han også lanskabsbilleder i impressionistisk stil med olie.

Tidlige værker[redigér | redigér wikikode]

Duchamps tidligste værker er stilmæssigt på linje med postimpressionisternes. Han eksperimenterede med klassiske teknikker og subjekter. Da han senere blev spurgt om, hvad der havde inspireret ham på den tid, henviste han til den symbolistiske maler Odilon Redon, hvis tilgang til kunsten ikke udadtil var antiakademisk, men afdæmpet individualistisk.

Han studerede kunst på Académie Julian[2][7] fra 1904 til 1905, men brugte mere tid på at spille billard end at komme til undervisningen. På denne tid tegnede og solgte Duchamp tegneserier, der afspejlede hans vulgære humor. Mange af hans tegninger benytter sig af ordspil (nogle gange omfattende flere sprog), billedvitser eller begge dele. Den slags spil på ord og symboler optog hans fanstasi resten af livet.

I 1905 blev han indkaldt til militærtjeneste og tjente i det 39. infanteriregiment,[8] idet han arbejdede for en trykker i Rouen. Her lærte han typografi og trykprocesser – færdigheder han kom til at bruge senere i livet.

Som følge af hans ældre bror Jacques' medlemskab af den prestigefyldte Académie royale de peinture et de sculpture fik Marcel Duchamp mulighed for at udstille værker på Salon d'Automne i 1908 og det følgende år på Salon des Indépendants. Hans malerier var i den periode inspireret af fauvismen og Paul Cézannes proto-kubisme; kritikeren Guillaume Apollinaire (der senere skulle blive ven med ham) kritiserede det, han kaldte "Duchamps meget grimme nøgenbilleder" ("les nus très vilains de Duchamp").[9][10][11] Duchamp blev også ven for livet med den noget overvældende kunstner Francis Picabia, som han mødte på Salon d'Automne 2011; Picabia introducerede Duchamp til en livsstil med hurtige biler og luksus.

I 1911 blev der hos broderen Jacques i Puteaux afholdt regelmæssige diskussioner på foranledning af de tre brødre i en gruppe med kubister som Picabia, Robert Delaunay, Fernand Léger, Roger de La Fresnaye, Albert Gleizes, Jean Metzinger, Juan Gris og Alexander Archipenko. Der deltog også digtere og forfattere. Gruppen kom til at blive kendt som Puteaux-gruppen eller Section d'Or. Duchamp var ikke så interesseret i kubisternes alvor eller deres fokus på visuelle forhold, så han deltog ikke i diskussionerne om kubistisk teori og fik et ry som værende genert. Imidlertid malede han samme år i kubistisk stil og tilføjede et indtryk af bevægelse ved at bruge gentagent billedsprog.

I denne periode manifesterede Duchamps fascination af overgang, forandring, bevægelse og distance sig, og i lighed med mange andre kunstere i perioden var han nysgerrig efter at afbilde den fjerde dimension i kunsten.[12] Hans maleri Trist ung mand i et tog inkarnerer denne interesse:

Citat Først er der ideen om togets bevægelse, og så er der den om den triste unge mand, der bevæger sig rundt i gangen; der er dermed to parallelle bevægelser, der har forbindelse til hinanden. Så er der forvrængningen af den unge mand – dette har jeg kaldt elementær parallelisme. Det var en formel dekomposition; det vil sige lineære elementer, der følger hinanden som paralleller og forvrænger objektet. Objektet er fuldstændig udstrakt, som var det elastisk. Linjerne følger hinanden i paralleller, samtidig med at de diskret ændrer sig og på den måde skaber bevægelsen eller formen på den unge mand. Jeg brugte også denne fremgangsmåde til Nøgen figur, der går ned ad en trappe". Citat
[13]

I hans maleri fra 1911, Portræt af skakspillere (Portrait de joueurs d'échecs), genfinder man de kubistiske overlappende flader og flere perspektiver i portrættet af hans to brødre, der spiller skak, men dertil føjede Duchamp elementer, der formidler den usynlige tankemæssige aktivitet hos spillerne (bemærk ordspillet: "échec" betyder "fejl", "échecs" betyder "skak").

Værker fra denne tid omfatter også hans første "maskine-maleri", Kaffemølle (Moulin à café, 1911), som han forærede sin bror Raymond Duchamp-Villon. Det senere, mere figurative maskine-maleri fra 1914, Chokoladekværn (Broyeuse de chocolat), kan ses som en forløber for den mekanisme, han indbyggede i Stort glas, som han begyndte at arbejde på i New York det følgende år.[14]

Nøgen figur, der går ned ad en trappe, no. 2[redigér | redigér wikikode]

Det første værk af Duchamp, der medførte markante kontroverser, var Nøgen figur, der går ned ad en trappe, no. 2 (Nu descendant un escalier n° 2, 1912). Maleriet gengiver, den mekaniske bevægelse af en nøgen figur med overlejrede facetter i lighed med levende billeder. Det viser elementer af både fragmentering og syntese fra kubisterne og bevægelse og dynamik fra futuristerne.

Først indleverede han billedet til udstilling på den kubistiske Salon des Indépendants, men her bad Albert Gleizes (ifølge et interview med Duchamp af Pierre Cabanne)[15] Duchamps brødre om at få ham til frivilligt at trække maleriet tilbage, alternativt at overmale titlen, som han havde malet på værket og kalde det noget andet. Duchamps brødre henvendte sig til ham med Gleizes' anmodning, men Duchamp nægtede stilfærdigt at efterkomme den. Der var imidlertid ingen dommerkomité på Salon des Indépendants, og Gleizes havde ikke ikke en position, der gjorde det muligt for ham at afvise maleriet.[16] Kontroversen gik ifølge kunsthistorikeren Peter Brooke ikke på, om maleriet skulle udstilles eller ej, men hvor vidt det skulle udstilles sammen med kubisternes værker eller ej.[16]

Denne episode huskede Duchamp senere således: "Jeg sagde ikke noget til mine brødre. Men jeg tog med det samme hen til udstillingen og tog mit billede hjem i en taxi. Det var virkeligt et vendepunkt i mit liv, kan jeg forsikre dig for. Jeg indså, at jeg efter dette ikke ville være særligt interesseret i at være med i grupper."[17] Trods dette optrådte Duchamp dog i bogen Du "Cubisme" (1912), han medvirkede i installationen La Maison Cubiste (1912) organiseret af designeren André Mare for Salon d'Automne i efteråret 1912 (få måneder efter Indépendants), han underskrev Section d'Or-invitationen og deltog i Section d'Ors udstilling i efteråret 1912. Indtrykket er, som Brooke beskriver det, at "det netop var, fordi han ønskede at forblive medlem af gruppen, at han tog sit billede ned; og fordi han, langt fra at blive dårligt behandlet af gruppen, havde fået en temmelig privilegeret position, muligvis på grund af Picabias protektion."[16]

Maleriet blev i stedet udstillet første gang på Galeries Dalmau, Exposició d'Art Cubista, Barcelona i 1912, den første kubistiske udstilling i Spanien.[18] Duchamp indsendte det senere til udstilling på Armory Show 1913 i New York City. Udover at præsentere værker af amerikanske kunstnere var denne udstilling den første store præsentation af moderne tendenser, der kom ud fra Paris, heriblandt eksperimentelle stilarter fra europæisk avantgarde som fauvisme, kubisme og futurisme. Amerikanske besøgende, der var vant til at se realistisk kunst, var chokerede, og i centrum for meget af kontroversen var Nøgen figur.

Forbi den "retinale kunst"[redigér | redigér wikikode]

Readymades[redigér | redigér wikikode]

Den originale Fountain, "Fontæne", af Marcel Duchamp, 1917, fotograferet af Alfred Stieglitz til hans galleri 291 efter Society of Independent Artists' afvisning. Originalen er bortkommet

I 1914 introducerede Duchamp sine såkaldte "readymades"-kunstværker, der blev sammensat af dagligdagens brugsgenstande. Det første værk med ready-mades var Cykelhjulet, hvor han havde placeret et cykelhjul på en skammel. Værket blev dog til før idéen om ready-mades og blev ikke lavet med henblik på at udstille, men fordi han syntes, at et hjul, der kunne køre rundt, var en behagelig ting at have i et atelier.

Hans nok mest kendte værk er Fountain fra 1917, som består af et urinal signeret R. MUTT. Han forsøgte at få værket udstillet hos Society of Independent Artists i New York 1917, men det blev afvist. Værket satte gang i en diskussion omkring kunstnerens rolle – skabes eller vælges kunsten. Værket ses også af nogle som en tidlig forgænger for konceptkunsten.

1919 gik Duchamp et skridt videre ved at vise en billig reproduktion af Mona Lisa med moustache. Værket hed L.H.O.O.Q., hvilket udtalt på fransk lyder som ’’hun er varm i røven’’. Han omtalte i denne forbindelse sin reproduktion af Mona Lisa som en ready-made. Fountain og L.H.O.O.Q. er to klare eksempler på dadaistisk kunst der forholder sig kritisk til kunstautoriteter.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Chilvers & Glaves-Smith 2009, s. 203.
  2. ^ a b Marcel Duchamp, theartstory.org, hentet 18. januar 2019. 
  3. ^ Duchamp, Marcel (1946), Marcel Duchamp 1887-1968, dadart.com, hentet 18. januar 2019. 
  4. ^ Duchamp's urinal tops art survey, BBC, 1. december 2004, hentet 18. januar 2019. 
  5. ^ Marcel Duchamp (1887–1968), Metropolitan Museum of Art, oktober 2004, hentet 18. januar 2019. 
  6. ^ Histoire de Rouen. 1900-1930 en 800 photografies (fransk), 2, PTC, 2004, s. 271, hentet 18. januar 2019. 
  7. ^ Charles, Victoria; Manca, Joseph; McShane, Megan (2014), 1000 Chefs-d'œuvre de la peinture (fransk), Parkstone International, hentet 21. januar 2019. 
  8. ^ Lespinasse, François (2007), Robert Antoine Pinchon, Rouen: Association Les amis de l'École de Rouen. 
  9. ^ Lartigue, Pierre (2004), Rose Sélavy et caetera (fransk), Paris: Passage, s. 65, ISBN 2847420436. 
  10. ^ Housez, Judith (2007), Marcel Duchamp . Biographie (fransk), Paris: Grasset, s. 93, ISBN 2246630819. 
  11. ^ Marcadé, Bernard (2007), Marcel Duchamp. La vie à crédit (fransk), Flammarion, s. 28, ISBN 2080682261. 
  12. ^ Chilvers & Glaves-Smith 2009, s. 2004.
  13. ^ Cabanne 1987, s. 29.
  14. ^ Tomkins, Calvin (1962), The Bride and the Bachelors, New York, s. 31-32. 
  15. ^ Cabanne 1987, s. 31.
  16. ^ a b c Marcel Duchamp: The 'rejection' of Nude descending a staircase, peterbrooke.org.uk, hentet 21. januar 2019. 
  17. ^ Tomkins 1996, s. 83.
  18. ^ Robinson, William H.; Falgàs, Jordi; Lord, Carmen Belen (2006), Barcelona and Modernity: Picasso, Gaudí, Miró, Dalí, Yale University Press, s. 319, ISBN 0300121067, hentet 21. januar 2019. 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]