Marcus Hellner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Marcus Hellner ved Tour de Ski, 2010
Marcus Hellner under OL 2010

Carl Marcus Joakim Hellner, kendt som Marcus Hellner, (født 25. november 1985 i Lerdala) er en svensk langrendsskiløber, der har opnået flere store internationale resultater. Han er således dobbelt olympisk mester fra vinter-OL 2010 i Vancouver og har vundet guld i sprint ved VM 2011 i Holmenkollen.

Karriere

I sin tidlige ungdom var Marcus Hellner ikke nogen stjerne. Han var tretten år, inden han vandt sit første distriktsmesterskab, og hans bedste resultat som ungdomsløber ved svenske mesterskaber var en attendeplads. Derfor var det ikke så oplagt, at han kunne optages på skigymnasium, og han kom således heller ikke ind på sin første prioritet i Mora, men blev dog optaget på Malmberget ved Gällivare. Efter gymnasietiden blev han boende i Gällivare.

I løbet af gymnasietiden forbedrede Hellner sig så meget, at han på andet år blev udtaget til det svenske ungdomslandshold til ungdoms-OL i Slovenien. Her vandt han bronze i klassisk stil, og samme år vandt han det svenske mesterskab i 20 km fri stil, hvilket blev suppleret med en tredjeplads i 10 km klassisk stil, en andenplads i sprint samt samlet sejr i junior-cuppen.

På seniorniveau fik han sit gennembrud ved VM 2007 i Sapporo, hvor han med en niendeplads i 15 km fri stil blev næstbedste svensker. Senere stillede han op på tredjeturen i stafetten (første i fri stil), og her lykkedes det ham at forblive i den førende trio, hvilket medvirkede til at give Sverige bronzemedaljen – Hellners første internationale seniormedalje. I World Cup-sæsonen 2008-09 vandt han 15 km klassisk stil ved den første konkurrence og fulgte op med Ved VM 2009 i Liberec blev han femmer i sprint.

Det store gennembrud kom ved OL 2010 i Vancouver, hvor Marcus Hellner indledningsvis blev nummer fire i 15 km fri stil. Han vandt guld i 2×15 km jagtstart og var senere en af løberne på det svenske stafethold, der vandt guldmedaljen.

Sæsonen 2010-11 er begyndt rigtig godt for Hellner, der har tre World Cup-sejre (heraf én i holdløb) inden VM. Ved VM i Holmenkollen vandt han guld i sprint.

Eksterne henvisninger