Margrete 1.
| Margrete I | |||
|---|---|---|---|
 | |||
| Fuldmægtig Frue og Husbonde og ganske rigens af Danmark formynder | |||
| Regerede |
10. august 1387 – 28. oktober 1412 (Formynder for Erik af Pommern fra 1396) | ||
| Forgænger | Oluf 2. | ||
| Regent | Margrete I (Formynder for Erik af Pommern fra 1396) | ||
| Efterfølger | Erik af Pommern | ||
| |||
| |||
| Ægtefælle | Håkon 6. | ||
| Børn | Oluf 2. | ||
| Fulde navn | Margrethe Valdemarsdatter | ||
| Hus | Jellingdynastiet | ||
| Far | Valdemar Atterdag | ||
| Mor | Dronning Helvig | ||
| Født |
Marts 1353 Søborg Slot | ||
| Død |
28. oktober 1412 Flensborg Fjord | ||
| Hvilested |
1412 Sorø, siden flyttet til Roskilde Domkirke | ||
Margrete I (Margrete Valdemarsdatter) (marts 1353 – 28. oktober 1412[1]) var regent for Danmark (1375-1412), Norge (1388-1412) og Sverige (1389-1412). Hun er grundlæggeren af Kalmarunionen og Danmarks første kvindelige monark af gavn.
Biografi
Tidlige år og ægteskab
Margrete blev født i 1353, som det sjette og yngste barn af Valdemar Atterdag.[2] Hun blev døbt i Roskilde og i 1359 som seks-årige forlovet med den 18-årige konge Håkon af Norge, som var yngste søn af den svensk-norske konge Magnus Smek.[2] Som en del af aftalen om giftermålet formodes det at der blev indgået en traktat at kong Valdemar skulle bistå Magnus Smek i en strid med dennes anden søn, Erik Magnusson, som i 1356 var blevet hyldet til konge over Sverige og havde fået herredømmet over det sydlige Sverige.[2] Margretes ægteskab var altså en del af nordisk magtkamp. Ikke alle var dog begejstrede for dette og den hellige Birgitta betegnede i et brev til paven aftalen som en "barneleg med dukker".[2] Målet med ægteskabet for kong Valdemar var da også at få Skåne, som siden 1332 havde været pantsat til Sverige, tilbage til Danmark.[3] Ifølge samtidige krøniker[kilde mangler] indeholdte ægteskabsaftalen en aftale omkring udleveringen af Helsingborg Slot, men det var ikke nok for kong Valdemar som i juni 1359 angreb med en stor hær over Øresund og inden længe havde besat Skåne.[3] Angrebet var officielt for at støtte kong Magnus mod Kong Erik, men i juni 1359 døde kong Erik imidlertid, hvilket betød at magtbalancen blev ændret og alle aftaler mellem kong Magnus og kong Valdemar opsagt, inklusive ægteskabsaftalen mellem Margrete og Håkon.[3]
Dette fik dog ikke Valdemar til at trække sig fra Skåne. Han fortsatte sine erobringer på øen Gotland i Østersøen.[3] Visby, som var befolket af tyskere og var hovedbyen på øen samt nøglen til herredømmet over Østersøen.[3] Den 27. juli 1361 udkæmpedes et stort slag mellem en veludrustet dansk hær og et opbud af lokale gotlandske bønder.[3] Tyskerne deltog ikke i slaget, som danskerne vandt, hvorefter de indtog Visby.[3] Kong Magnus og Hansestæderne kunne dog ikke sidde den provokation overhørig og der blev da også straks iværksat en handelsblokade mod Danmark samt opnået enighed omkring en stor militæraktion.[4] Samtidigt indledte Kong Magnus forhandlinger med Henrik af Holsten omkring et giftermål mellem Håkon og sidstnævntes søster Elisabeth.[4] Den 17. december 1362 sejlede et skib af sted med Elisabeth med kurs mod Sverige.[4] En storm betød dog at skibet blev slået ind på Bornholm, hvorfra Elisabeth blev ført til ærkebispen af Lund, som erklærede at brylluppet var et brud på kirkeretten, da Håkon allerede havde været forlovet med Margrete.[4] De svenske og hanseatiske hære havde ikke meget mere held og de endte med at trække sig tilbage fra deres belejring af Helsingborg.[4] Efter dette blev der indgået en våbenstilstand med Hansestaterne og Kong Magnus opgav krigen.[5] Det betød at ægteskabet mellem den nu 10-årige Margrete og kong Håkon igen var aktuelt. Brylluppet stod i København den 9. april 1363.[5]
Ægteskabet mellem Håkon og Margrete skal ses som en slags forbundstraktat, og Margrete er sandsynligvis forblevet i Danmark et stykke tid efter brylluppet.[5] Inden længe blev hun dog ført til Akershus i Oslofjorden, hvor hun som hofmesterinde og opdrager fik Merete Ulvsdatter.[6] Merete Ulvsdatter var en en fornem adelsdame og datter af den hellige Birgitta og dennes mand Knut Algotsson, som var en af Magnus Smeks trofast tilhængere.[6] Ifølge en klosterkrønike blev Margrete opdraget sammen med Merete Ulvsdatters datter Ingegerd, og opdragelsen har sandsynligvis lagt vægt på religion og på de ting Margrete skulle have kendskab til som kvinde og dronning.[6] De boglige studier har sandsynligvis været begrænsede, men det formodes at hun udover at læse og skrive også har fået undervisning i de generelle politiske forhold.[6]
I årene efter Margretes bryllup skete en række store politiske omvæltninger i de skandinaviske lande. Allerede få måneder efter brylluppet i 1363 døde Valdemar Atterdags eneste søn, Christoffer, hvilket betød at Danmark stod uden tronfølger og Margrete uden storebror.[7] I 1364 afsatte de svenske stormænd Magnus Smek og Margretes mand konge Håkon fra kongetronen. Istedet for Håkon blev Albrecht af Mecklenburg valgt til konge af Sverige.[6]
Regent
Margretes officielle titel var aldrig dronning af Danmark, men "fuldmægtig frue og husbonde og Danmarks riges formynder", til hendes mindreårige søn Oluf kunne blive konge. Mens Oluf var "mindreårig konge", var hun hans formynder og regerede på hans vegne. Da Oluf døde som 16-årig i 1387, valgte Rigsrådet Margrete til regent ivrigt tilskyndet af drosten Henning Podebusk.[kilde mangler] Margrete tog nu sin søsters dattersøn, Bogislaw (også stavet Bugislav), til sig som sin fostersøn. Bogislaw, som var søn af Vartislav VII af Pommern, fik, da hans arveret til den norske krone blev anerkendt, det nordiske navn Erik (senere Erik af Pommern). I 1388 blev Margrete valgt til regent i Norge. I Sverige var der nærmest borgerkrig mellem stormændene og kongen, Albrecht af Mecklenburg.[kilde mangler] Ved Dalaborgaftalen i 1388 blev Margrete valgt til regent over den del af Sverige, som stormændene kontrollerede, og de lovede at hjælpe hende til resten af Sverige.[kilde mangler] Stockholm, som var under kontrol af tyske købmænd, blev belejret. Mecklenburg kom nu til hjælp og begyndte at hærge de danske kyster. Men efter et forlig blev Margrete regent i Sverige. Da var hele Norden i hendes magt; med Norge fulgte Island, Færøerne og Grønland, og med Sverige fulgte Finland.
Margrete begyndte nu at styrke sin position. Hun overtog selv embederne som marsk og drost og sørgede for, at Rigsrådets indflydelse mindskedes.[kilde mangler] Hun forbød stormændene at bygge deres egne borge, og byer måtte heller ikke længere befæstes. Meget af det gods, som stormændene havde erhvervet under Valdemar Atterdags ophold i Tyskland, bragte hun tilbage under kronen. I 1396 vedtog landstingene den såkaldte "Dronning Margretes Fred", hvorefter borgerne lovede regeringen at overholde gældende love. Dette er modsat håndfæstningen, hvorefter kongen lovede borgerne at overholde gældende love.
I 1396 fik Margrete hyldet Erik som konge af Danmark og Sverige. Hun indkaldte til unionsmøde i Kalmar, og den 17. juni 1397 blev Erik kronet til konge af Norden, af Kalmarunionen. Den 13. juli 1397 satte 67 gejstlige og rigsrådet deres segl under kroningsbrevet med troskabsløfte til kongen. Margrete trådte tilbage som formynder i 1401, men det var hende, der trak i trådene, til hun døde.[kilde mangler] Margrete begyndte at blande sig i Slesvigs forhold. Hun opkøbte flere borge i Slesvig, og i 1409 fik Margrete Flensborg og Nyhus Slot. I 1410 erobrede Erik Als og Ærø. I 1411 tilbageerobrede de holstenske grever Flensborg, men Margrete klarede igen sagen ved forhandlinger, og den 24. oktober kunne Margrete og Erik marchere ind i Flensborg. Endnu engang var Slesvig tæt på genforening med Danmark. Margrete døde den 28. oktober 1412 på sit skib i Flensborg Fjord. Hun blev begravet i Sorø, men blev flyttet til Roskilde Domkirke, hvor hun ligger i dag.
Hæder
Den 6. december 2006 afslørede dronning Margrethe 2. en rytterstatue af sin forgænger Margrete 1. Rytterstatuen er tænkt af billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen, der udførte den første skitse omkring 1897. Grundlaget for statuen er en gipsmodel, som Roskilde Museum havde i magasin gennem næsten 50 år.[kilde mangler] Projektet blev realiseret i 2006 med bistand fra bl.a. fabrikant Elsebeth Stryhn. Rytterstatuen, der er støbt i bronze, knejser på Københavnsvej i Roskilde ud for Ro's Torv.
Relikvierne efter Margrete
Margretes grav blev viet stor interesse, og Roskilde Domkirke udstillede tre genstande, der blev knyttet til hende: en slibesten, en fane og en kjole syet af gylden brokade fra Italien.[8] Denne blev påstået at have været hendes brudekjole.[9] Kjolen er testet med kulstof 14-datering ved Svedberg-laboratoriet og tidfæstet til 1400-1440.[kilde mangler] Den kan altså have tilhørt Margrete, men hendes brudekjole var det ikke. Hvordan den havnede i Roskilde Domkirke, ved vi ikke; den er først omtalt i 1593 af en engelsk rejsende, Fynes Moryson, der skrev om slibestenen at Albrecht havde sendt hende den, så hun kunne slibe sine synåle på den. Christian 1. af Anhalt-Bernberg besøgte domkirken i 1623 og beskrev dragten som Margretes brudekjole, men nævnte hverken fanen eller slibestenen.[kilde mangler] Arent Berntsen nævner i Danmarckis oc Norgis fructbar Herlighed kjortelen, fanen og slibestenen, som han mente Albrecht sendte hende til at slibe sine spyd og sværd på.
Et halvt år efter freden i Roskilde, i august 1658 brød Karl X Gustav fredsaftalen og belejrede København. Han og dronning Hedvig Eleonora af Holstein-Gottorp holdt hof på Frederiksberg Slot, og i sommeren 1659 hentedes Margrete-"relikvierne" fra Roskilde Domkirke. Efter Karl Gustavs død besluttede rådet[kilde mangler] at føre de tre genstande til domkirken i Uppsala. Dertil nåede de dog først i 1665 i nærvær af den niårige Karl XI og rigsmarskalk Gabriel Oxenstierna. Johannes Schefferus udgav året efter en beskrivelse af Uppsala Domkirke. Han oplyser at slibestenen lå i dronning Katarina Jagellonicas kapel.[10] Kjolen beskrives også, og om fanen fortæller Schefferus helt fejlagtigt[kilde mangler] at den blev båret af "Kristian Tyrann" ved Stockholms blodbad, "förts til spott och spe framför rikets främsta män, vilka han senare lät avrätta". I begyndelsen af 1730'erne skrev C.C. Frediani[hvem?], at slibestenen var sendt af Albrecht til Margrete, mens dronningen havde sendt ham fanen, og helt fejlagtigt[kilde mangler] hævder Frediani at det var samme fane, som Erik 14. lod bære foran de høje herrer i Stockholm som en hån, "dem han här sedan uppå Slåttet mörda lät". Lige så fejlagtigt[kilde mangler] påstod han, at Margrete-kjolen var hendes kroningsantræk.[kilde mangler] I Svea Rikes Historia, del II fra 1765 nævner Olof von Dalin slibestenen og fanen, og desuden "en Råck" (en rock, frakke), som han mener dronningen også kan have fået af Albrecht. Da Joh. B. Busser i 1773 skrev om Uppsala Domkirke, nævnte han en spinderok. Det er nok ordet råck han har misforstået, og troet at det drejede sig om en rok, uden at undersøge sagen nærmere.[kilde mangler]
| Foregående: | Danmarks kongerække | Efterfølgende: |
| Oluf 2. 1376-1387 |
Erik 7. af Pommern 1412-1439 |
| Foregående: | Norges regenter | Efterfølgende: |
| Olav IV Håkonsson 1380-1387 |
Erik III av Pommern 1389-1442 |
| Foregående: | Sveriges regenter | Efterfølgende: |
| Albrecht af Mecklenburg 1363-1389 |
Erik XIII av Pommern 1396-1439 |
Anetavle
| P | I | II | III |
|---|---|---|---|
Proband: |
Farfar: Christoffer 2. |
Farfars far: Erik Glipping | |
| Farfars mor: Agnes af Brandenburg | |||
| Farmor: Eufemia af Pommern |
Farmors far: Bogislaw 4. af Pommern | ||
| Farmors mor: Margareta af Rügen | |||
| Mor: Dronning Helvig |
Morfar: Erik 2. af Sønderjylland |
Morfars far: Valdemar 4. af Slesvig | |
| Morfars mor: Elisabeth af Sachsen-Lauenburg | |||
| Mormor: Adelheid af Holsten |
Mormors far: Henrik 1. af Holsten | ||
| Mormors mor: Hedvig af Bronkhorst |
Fodnoter
- ^ Margrete 1. på gravsted.dk
- ^ a b c d Etting, s. 12.
- ^ a b c d e f g Etting, s. 13.
- ^ a b c d e Etting, s. 15.
- ^ a b c Etting, s. 16.
- ^ a b c d e Etting, s. 17.
- ^ Etting, s. 19.
- ^ Drottning Margaretas gyllene kjortel
- ^ Mystisk klänning på besök i Ystad – Ystad – Ystads Allehanda – Nyheter dygnet runt
- ^ Uppsala Domkyrka
Kildeliste
- Etting, Vivian (2009). Margrete den første, Nordisk Forlag A/S, ISBN 978-87-02-07177-1
- Søren Sørensen (Margrete 1., aerenlund.dk)
- Lexopen
