Spring til indhold

Maria Elisabeth af Østrig (1737-1740)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Maria Elisabeth af Østrig. (Se også artikler, som begynder med Maria Elisabeth af Østrig)
Maria Elisabeth af Østrig
Portræt udført af Franz Anton Maulbertsch, efter 1765
Ærkehertuginde af Østrig
Fulde navntysk: Maria Elisabeth Amalia Antonia Josepha Gabriela Johanna Agatha
Født5. februar 1737(1737-02-05)
Schönbrunn Slot, Wien, Østrig, Tysk-romerske rige
Død7. juni 1740 (3 år)
Laxenburg Slot, Laxenburg, Østrig, Tysk-romerske rige
HvilestedKejserkrypten, Kapucinerkirken, Wien
FarFrans 1. Stefan, Tysk-romersk kejser
MorMaria Theresia af Østrig
HusHuset Habsburg-Lothringen
ReligionRomersk-katolsk

Ærkehertuginde Maria Elisabeth af Østrig (tysk: Maria Elisabeth Amalia Antonia Josepha Gabriela Johanna Agatha; 5. februar 17377. juni 1740) var en østrigsk ærkehertuginde, der var det ældste barn af Maria Theresia af Østrig og den Tysk-romerske kejser Frans 1. Stefan. Hun var storesøster til kejserne Josef 2. og Leopold 2. og til dronning Marie Antoinette af Frankrig.

Tre svævende børn af Martin van Meytens: Maria Theresias døtre, der døde som små (Maria Elisabeth til højre).

Ærkehertuginde Maria Elisabeth blev født den 5. februar 1737Schönbrunn Slot i Wien som det ældste barn af ærkehertuginde Maria Theresia af Østrig, tronfølger til De Habsburgske Arvelande, og Frans Stefan af Lothringen.[1] Der var dog ikke den store jubel ved barnets fødsel, fordi forældrene havde ønsket sig en søn.

Maria Elisabeth var en livlig og livsglad pige, som hendes bedstefar kejser Karl 6. havde stor glæde af. Han kunne godt lide at lege med sin "Liesl", som var meget "underholdende og sjov". Under et familieophold i Laxenburg den 7. juni 1740 pådrog Maria Elisabeth sig en sygdom, der stadig er ukendt i dag, og som viste sig i konstante voldsomme opkastninger. Mavekramper vekslede med gentagne opkastninger dagen igennem, indtil pigen døde klokken ni samme aften i en alder af tre år.[2] Hendes far Franz Stephan berettede om sin datters død:

Citat Klokken otte lod man mig tilkalde og overrakte mig en seddel fra lægen, hvorfra jeg læste: Det er på tide, De kommer for at føre Deres kone bort, for barnet lever ikke længe. Så jeg gik, noget forvirret, og da jeg ankom, fandt jeg min kone opløst i gråd. Jeg tog hende i hånden og førte hende til hendes gemakker. Så gik jeg tilbage til den syge. Jeg var kun blevet en halv time og et kvarter, da barnet satte sig op, så fast på mig og sagde med klar, hævet stemme: ”Jeg befaler mig selv, åh min Gud!” Så faldt hun tilbage og døde i mine arme.[3] Citat

Prinsessen blev gravsat som det første medlem af Huset Habsburg-Lothringen i Maria Theresien-krypten, en del af Kapucinerkrypten i Kapucinerkirken i Wien. Hendes hjerte og indvolde, som blev fjernet som led i bevarelsen af liget, er i Hertugkrypten i Stephansdom i Wien.

Navnet Maria Elisabeth blev også givet til hendes yngre søster ærkehertuginde Maria Elisabeth.

  1. Dillmann 2000, s. 26.
  2. Weiss 2008, s. 145.
  3. "Maria Theresia und ihre Kinder" (tysk). Arkiveret fra originalen 2019-04-29.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]