Mary Ainsworth

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Broom icon.svgDenne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencyklopædiske stil.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.
Broom icon.svgDer er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket muligvis er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Broom icon.svgFormatering
Denne artikel bør formateres (med interne links, afsnitsinddeling o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg

Mary Dinsmore Salter Ainsworth (1. december 1913 - 21. marts 1999) var en amerikansk-canadisk udviklingsmæssigpsykolog er kendt for sit arbejde i begyndelsen af følelsesmæssig tilknytning med Strange Situation design, samt hendes arbejde i udvikling af fastgørelsesteori. Ainsworth døde i en alder af femogfirs af et slagtilfælde.

Liv og baggrund[redigér | redigér wikikode]

Mary D. Salter Ainsworth blev født i Glendale, Ohio i 1913. Hun var den ældste af tre døtre til Charles og Mary Salter. Hendes forældre er begge uddannet fra Dickinson College. Ainsworth far havde en kandidatgrad i historie. Begge hendes forældre havde højt værdsatte uddannelser og forventede at deres børn skulle have gode faglige resultater. [3] I 1918, da Ainsworth var 5 år gammel, blev hendes far overført til en produktionsvirksomhed i Toronto, Canada, hvor hun tilbragte størstedelen af ​​sin barndom. Ainsworth var et klogt barn, der tørstede efter viden. Hun begyndte at læse i en alder af tre, og familien besøgte biblioteket en gang om ugen. Det var hendes mor, der valgte passende bøger til hendes niveau, der fik hende i gang med sin læsning. [3] Hun var tæt knyttet til sin far, som overtog hvervet med at lægge hende i seng om aftenen og som sang til hende. Hun havde derimod ikke et nært forhold til sin mor. Hendes forældre lagde altid stor vægt på uddannelse, men det var William McDougall bog "Tegn og livsførelse", som hun lånte fra biblioteket, da hun var 15 år, [3], der inspirerede hendes interesse for psykologi.

Ainsworth begyndte at tage klasser på University of Toronto i en alder af 16 og besluttede at fokusere på psykologi. Hun var en af ​​kun fem studerende som blev optaget på uddannelsen "The honors course in psykology". Ainsworth afsluttede kursusaktiviteter til hendes bachelorgrad i 1935, og besluttede at fortsætte sin uddannelse ved University of Toronto i den hensigt at tjene sin doktorgrad i psykologi. Hun fik sin kandidatgrad i 1936 og hendes ph.d. blev ydet i 1939. [4] [5] Efter endt uddannelse forblev Ainsworth på University of Toronto for at undervise i et par år før tiltrædelsen i ​​canadiske Kvinders Army Corps i 1942 under Anden Verdenskrig.

Mens hun var i hæren, begyndte Ainsworth som "Army Examiner" som interviewede og udvalgte medarbejdere i Kitchener, Ontario. Hendes opgaver omfattede administration af kliniske vurderinger samt personale vurderings prøvninger. Snart blev hun forfremmet til rådgiver for direktøren for Personaleudvælgelseskontor af den canadiske Kvinders Army Corps i Ottawa hovedkvarter. Inden for et år tjeneste på hovedkvarteret, nåede hun rang af major i 1945.

Efter krigens sejr, VE-dag, vendte Ainsworth tilbage til Toronto for at fortsætte sin undervisning af personlighedspsykologi og hendes forskning fortsatte. Hun blev gift med Leonard Ainsworth, en ph.d.-studerende i psykologi afdelingen af University of Toronto i 1950 [7] og flyttede til London for at han kunne afslutte sin Ph.D ved University College London. Selvom de blev skilt i 1960, [8] [9] gav, de 10 års ledsagelse af Leonard til forskellige steder til fordel for hans karriere, Mary mulighed for at møde og arbejde med mange indflydelsesrige psykologer, herunder John Bowlby, [10] samt lejlighed til, da de flyttede til Kampala, Uganda, at hendes første "mor-barn" observation blev gjort. [11]

Efter mange andre akademiske stillinger, herunder en lang stilling på Johns Hopkins University, nedsatte hun sig til sidst på University of Virginia i 1975, hvor hun forblev resten af ​​hendes akademiske karriere indtil 1984. Hun blev da professor emeritus og forblev aktive indtil år 1992. [12]

Ainsworth modtog mange æresbevisninger, herunder Award for "Distinguished Contributions to Child Development" i 1985, og " Distinguished Scientific Contribution Award" fra American Psychological Association i 1989. Hun blev valgt som fellow i American Academy of Arts and Sciences i 1992.

Tilknytningsteori[redigér | redigér wikikode]

En psykologisk teori, der beskæftiger sig med børns stærke emotionelle bånd til deres primære omsorgsperson(er). Tilknytningsteori blev oprindeligt udviklet af psykoanalytikeren John Bowlby, der beskriver behovet for tilknytning som et basalt, evolutionært udviklet behov, der sikrer, at et barn opholder sig tæt på sine forældre. Siden er tilknytningsbegrebet udvidet til også at beskrive relationer mellem voksne, f.eks. i kærlighedsrelationer.

Tilknytning som basis for en intern arbejdsmodel[redigér | redigér wikikode]

I tilknytningsteori betragtes kvaliteten af tilknytning som basis for en intern arbejdsmodel for relationer. Hvis et barn oplever at dets tilknytningsbehov dækkes, vil det have en forventing om at andre tilknytningsfigurer (f.eks. venner og partnere) i fremtiden også vil kunne være en kilde til tryghed og støtte. Den indre arbejdsmodel er således en integreret del af barnets personlighed, der fungerer som guide for fremtidige tætte relationer.

Tilknytningsmønstre[redigér | redigér wikikode]

Kvaliteten af barnets tilknytning til forældrene kan klassificeres som enten tryg eller utryg. Den amerikanske udviklingspsykolog Mary Ainsworth udviklede i 1960'erne den såkaldte Strange Situation procedure, der gjorde det muligt at observere de forskellige tilknytningsmønstre.

Strange Situation-proceduren indebærer at et barn observeres i 20 minutter mens barnets forælder og en fremmed forlader og kommer ind i forsøgslokalet. Mere præcist oplever barnet følgende situationer:

En forælder og et barn introduceres til forsøgslokalet. Forælder og barn er alene i lokalet. Forælderen deltager ikke, mens barnet undersøger rummet. En fremmed person kommer ind i lokalet, taler med forælderen, og nærmer sig så barnet. Forælderen forlader lokalet. Første separationsepisode: Den fremmede persons adfærd er rettet mod barnet. Første genforeningsepisode: Forælderen vender tilbage, hilser og trøster (om nødvendigt) barnet, og forlader så lokalet igen. Anden separationsepisode: Barnet er alene. Den fremmede person kommer igen ind i lokalet og retter atter sin adfærd mod barnet. Anden genforeningsepisode: Forælderen kommer ind igen, hilser barnet og tager barnet op. Den fremmede person forlader lokalet. To aspekter af barnets adfærd observeres:

Mængden af undersøgende adfærd (f.eks. leg med nyt legetøj) barnet er engageret i under proceduren. Barnets reaktion på separations- og genforeningsepisoderne. Barnets tilknytningsmønster kan på den baggrund kategoriseres som enten tryg eller utryg (også kaldet sikker eller usikker).

Tryg tilknytning[redigér | redigér wikikode]

Et trygt tilknyttet barn vil være undersøgende når forælderen er i lokalet og vil engagere sig i den fremmede. Når forælderen forlader lokalet vil barnet blive synligt oprevet, og barnet vil være glad for at blive genforenet med forælderen. Cirka 65% af amerikanske børn fremviser dette mønster. Forskning peger på at et trygt tilknytningsmønster er relateret til veludviklet social og emotionel funktion senere hen.

Utryg tilknytning[redigér | redigér wikikode]

Ainsworth identificerede to utrygge tilknytningsmønstre, ængstelig/ambivalent og ængstelig/afvisende. Sidenhen har forskning peget på yderligere tilknytningmønstre, først og fremmest det disorganiserede.

Ængstelig/ambivalent tilknytning[redigér | redigér wikikode]

Det ængsteligt/ambivalente barn vil være ængstelig overfor fremmede og vil ikke være undersøgende, heller ikke selvom forælderen er tilstede. Når forælderen forlader rummet bliver barnet voldsomt stresset. Barnet vil være ambivalent overfor forælderen efter genforening, på samme tid søgende fysisk nærhed og være afvisende overfor forælderens opmærksomhed. 10-15% af amerikanske børn fremviser dette mønster.

Ængstelig/afvisende tilknytning[redigér | redigér wikikode]

Det ængsteligt/afvisende barn vil være relativt upåvirket af at forælderen forlader rummet og kommer tilbage. Barnet vil opføre sig tilnærmelsesvis ens overfor forælderen og den fremmede, og der ses kun begrænset undersøgelsesadfærd. Cirka 20% af amerikanske børn fremviser dette mønster.

Disorganiseret tilknytning[redigér | redigér wikikode]

Den mest utrygge tilknytningsform. Børn med disorganiseret tilknytning har forvirrede, usammenhængende adfærdsmønstre efter genforening. 5-10% af amerikanske børn fremviser dette mønster. Et disorganiseret tilknytningsmønster vil, i langt højere grad end de mere udbredte ængstelige tilknytningsmønstre, resultere i fejludvikling, som f.eks. et meget højt niveau af aggression og fjendtlighed senere i barndommen.