Meritokrati

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
I dag udgør universitetsuddannelsen og akademiske bedrifter en måde at vurdere merit på.

Meritokrati (af merit, fra latin: mereō, "jeg fortjener", og -krati, fra oldgræsk: κρατος, krátos – "styre") er en politisk styreform hvor magten placeres hos de klogeste og viseste personer, baseret på merit[1]. Man kan få magten i et sådant system ved at klare sig godt i eksaminationer og/eller ved at kunne demonstrere indsigt, kunnen, viden og erfaring inden for et relevant område.

Princippet lyder umiddelbart enkelt: "dem der fortjener magten (dem med størst merit) har magten". Problematikken om at "det er svært at vurdere hvilke personer der har størst merit" viser sig dog hurtigt. Problemet er hovedsageligt, at man ikke ved hvordan man skal vurdere folk og hvad man skal vurdere folk på baggrund af. I dag er den mest almindelige form for vurdering af meritter universitetsuddannelsen, akademiske bedrifter og erhvervserfaring.

Definitioner[redigér | redigér wikikode]

Tidlige definitioner[redigér | redigér wikikode]

Den mest almindelige definition af meritokrati konceptualiserer kvalifikationerne i form af testede kompetencer og evner, som højst sandsynligt er målt med IQ-tests eller standardiserede tests. I en stat eller et andet forvaltningssystem er meritokrati i en administrativ forståelse et system, hvor opgaver og ansvar uddeles til individer baseret på deres "meritter", dvs. deres intelligens, kvalifikationer og uddannelse, ud fra evaluering og eksaminationer.[2]

I en mere generel forstand kan et meritokrati forstås som en hvilken som helst form for regering eller styreform, der er baseret på kvalifikationer. Ordet "meritokratisk" har udviklet en bredere definition, og kan dermed bruges til at betegne enhver regering, som styres af "en indflydelsesrig klasse af veluddannede mennesker."[3]

Dette står i kontrast til Michael Youngs oprindelige, men fordømmende, brug af udtrykket i 1958. Her definerede han det som et system, hvor "merit sidestilles med intelligens-plus-indsats, og besidderne af dette identificeres i en tidlig alder og udvælges til en passende intensiv uddannelse, samt en besættelse af kvantificering og beståelse af tests."[4]

Meritokrati er i en bredere forstand en hvilken som helst bedømmelse med grundlag i udviste meritter. Sådanne bedømmelser beskrives ofte i sociologi og psykologi. Tilhængere af meritokratier er ikke nødvendigvis enige om, hvad der ligger i merittens natur. De er dog ofte enige om, at merit i sig selv bør være den primære faktor i et sådan system. Således kan meritterne strække sig ud over intelligens og uddannelse til alle former for psykisk eller fysisk talent eller til arbejdsmoral.

Retorisk set, er det at kunne demonstrere ens merit og ekspertise inden for et specielt område knyttet til det aristoteliske begreb "Ethos". Den tilsvarende aristoteliske opfattelse af meritokratiet er baseret på aristokratiske eller oligarkiske strukturer, frem for den moderne stats rammer.[5]

Nyere definitioner[redigér | redigér wikikode]

Selvom meritokrati er et relativt nyopfundet ord (1958), så stammer konceptet om en regering, der er baseret på standardiserede prøver helt tilbage fra Konfutses værker. Det første meritokrati var implementeret i det andet århundrede af Han-dynastiet, som introducerede verdens første embedseksamener, der evaluerede embedsmændenes meritter.[6] Meritokratiet spredte sig som koncept fra Kina til det britiske Indien i det 17. århundrede og derefter ind i Europa og USA.[7]

Med oversættelsen af de konfucianske tekster under oplysningstiden nåede konceptet ud til intellektuelle i Vesten, der begyndte at se det som et alternativ til de traditionelle gamle europæiske regimer.[8] Snigmordet på den amerikanske præsident James A. Garfield i 1881 kaldte på en udskiftning af det amerikanske spoilssystem med et meritokrati. I 1883 blev "The Pendleton Civil Service Reform Act" gennemført. Det betød, at job i regeringen skulle tildeles på baggrund af meritter vurderet ved konkurrencedygtige eksamener, snarere end på baggrund af politiske venskaber eller politiske tilhørsforhold.[9]

I dag er den mest almindelige form for vurdering af meritter universitetsuddannelsen. Det er dog et uperfekt meritokratisk vurderingssystem blandt andet på grund af manglen på globale ensartede standarder,[10][11] manglende omfang (ikke alle hverv er inkluderet) og mangel på tilgængelighed (nogle talentfulde personer har ikke muligheden for at deltage pga. prisen, især i udviklingslande).[12] Ikke desto mindre tjener akademiske grader alligevel en grad af meritokratisk vurdering af merit i mangel på en bedre metode. Uddannelse kan ikke alene udgøre et meritokratisk system siden meritokratiet automatisk må betro magt og autoritet, hvilket et uddannelsessystem ikke kan opnå alene.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Ordet "meritokrati" er en hybriddannelse af det latinske ord for "fortjeneste" og det græske for "styre" - den korrekte græske form vil være axiokrati.[13]

Selvom konceptet har eksisteret i århundrede er termen "meritokrati" relativt ny. Den var først brugt af den britiske politiker og sociolog Michael Young i hans satiriske essay The Rise of the Meritocracy,[2][14][15][16][17] der afbildede Storbritannien som under styre af en regering, der favoritiserede intelligens og evne (merit) over alt andet. Han beskriver styret som en kombination af latin: mereō, "jeg fortjener", og -krati, fra oldgræsk: κρατος, krátos – "styre", som bliver til meritokrati.[18] I hans bog har udtrykket en udpræget negativ ladning. Young stiller spørgsmålstegn både ved legitimiteten af udvælgelsesprocessen, som giver adgang til at blive en del af eliten, og ved konsekvenserne af at blive styret af en så smalt defineret gruppe. Essayet er skrevet i førsteperson hvor det skal forstille at være en fiktiv historisk fortæller fra 2034 der skriver. Den fiktive fortæller beskriver den britiske politisk situation før og efter krigen med fiktive fremtids-begivenheder som skal forstille at være både kortsigtede og langsigtede konsekvenser af meritokratiet.[19]

Essayet var baseret på en tendens hos de daværende regeringer om at ignorerede uddannelsessystemet mangler og uddannelsessystemets uegnethed til at udvælge samfundets talentfulde.[20]

Youngs fiktive fortæller forklarer, at de som bidrager mest til samfundet ikke er den massive befolkning, men i stedet den kreative minoritet.[21] På den anden side hævder han, at der er ofre for fremgang hvis indflydelse undervurderes, og at der fra en sådan upåvirkelig tilslutning til naturvidenskab og intelligens opstår arrogance.[21] Dette problem udtrykker han med frasen "Enhver udvælgelse af én er en fravælgelse af mange".[21]

Essayet var også brugt i Hannah Arendts essay Crisis in Education(Krise i uddannelsen),[22] fra 1958, hvor hun referer til meritokrati i det engelske uddannelsessystem.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Oldtiden[redigér | redigér wikikode]

Kina[redigér | redigér wikikode]

Skolesystemet i oldtidens Kina er det tidligste eksempel på et administrativt meritokrati. Det var baseret på eksaminationer af de offentlige ansatte.[23][24][25][26] Konceptet stammer fra det 6. århundrede f.Kr., da systemet forsvares af den kinesiske filosof Konfutse, som "udtænkte tanken om at de der havde magten skulle have den på grund af merit, og ikke på grund af arvet status. Dette starter udvikling af rigs-eksaminationerne man skal bestå for at have mulighed for at blive en del af bureaukratiet."[27]

Som Qin- og Han-dynastierne udviklede et meritokratisk system for at beholde mageten over det store imperium, så blev det også nødvendigt for regeringen, at opretholde et komplekst netværk af embedsmænd.[28] Embedsmænd kunne komme fra fattige områder, og embederne var ikke forbeholdt adlen.[28] Efter Han-dynastiets fald blev ni-rangs-systemet etableret under "tre-kongeriger" perioden.

Ifølge Princeton Encyclopedia on American History (Princetons Enclopedia om Amerikansk Historie):[7]

Citat Et af de tidligste eksempler på merit-baseret ansættelse af embedsmænd eksisterede i det kejserlige beurokrati i Kina. Det spores tilbage til Han-dynastiet fra 200 år f.kr., der implementerede konfutzianismen som basis for systemets politiske filosofi og struktur, hvilket inkluderede den revolutionerende ide om at udskifte adlen (hvis magt opnås gennem arv) med dydige og ærlige ledere, og talte derved for udnævnelse af embedsmænd baseret på merit. Systemet tilladte alle der bestod en bestemt eksamen at blive embedsmand, en position der ville give hele familien velstand og ære. Den første Europæiske embedseksamen opstod ikke i Europa, men derimod i Indien, sandsynligvis pga. kinesisk indflydelse, hvor det britisk-styret firma East India Company ["øst-indisk virksomhed"] hyrede og forfremmede ansatte på baggrund af konkurrencedygtige eksamener for at forbygge korruption og favoritisering. Citat

Grækenland[redigér | redigér wikikode]

Både Platon og Aristoteles var fortalere for meritokrati. Platon argumenterede i Staten for, at de vise skulle regere, og dermed skulle regenterne være filosoffer.[29] Sokrates mente, at folk kun vil modstride ideen om denne styreform fordi de har en forkert ide om hvad en ægte filosof er. Sokrates og Adeimantus er enige om at det vil være svært at lave en stat der ledes af filosofer - men bedstemt ikke umuligt.

Sokrates siger, at regenterne i et land skal have en god uddannelse, og de skal testes om de er kvalificeret til at lede en stat. Sokrates taler også for at regenterne skal have moderation, balance og selvkontrol. Sokrates udtrykker at den mest vigtige del af regntens uddannelse er noget Sokrates finder vigtigere end selveste retfærdighed, visdom og mod: ideen om det gode. Dermed mente Sokrates, at regenterne også skulle være dydige.[30]

Middelalderen: Mellemøsten[redigér | redigér wikikode]

Efter Muhammads død 632 år e.Kr. debatterede Ansaret om hvem der skulle overtage Muhammads muslimske affærer mens Muhammads familie havde travlt med hans begravelse. Umar og Abu Ubaidah Ibn Al-Jarrah lovede deres loyalitet til Abu Bakr hvorefter Ansar og Quraysh fulgte trop. Abu Bakr blev derfor den første Khalīfatu Rasūli l-Lāh "Efterfølgeren til Guds budbringer", eller kalif, og indledte kampanger for at udbrede islam. Først undertvang han sig de arabiske stammer der havde hævdet, at selvom de havde løftet deres troskab til Mohammad og accepteret islam så skyldte de ikke Abu Bakr noget. Som kalif var Abu Bakr ikke monark og fik aldrig en sådan titel. I stedet var Rashidun-kalifatets valg og lederskab baseret på merit.[31][32][33][34]

Det 18. århundrede: spredning til Europa[redigér | redigér wikikode]

Meritokratiet som koncept spredes fra Kina til det britiske Indien i det syttende århundrede, og derefter til det kontinentale Europa og USA.[7] Med oversættelsen af de konfucianske tekster under oplysningstiden nået meritokratiet som concept ud til de interlektuelle i Vesten som så det som et alternativ til oldtidens traditionelle regimer i Europa.[8] Voltaire og François skrev positivt om ideen. Voltaire påstod, at kineserne havde "perfektioneret moralsk videnskab", og Quesnay talte for et økonomisk og politisk system inspireret af det kinesiske.[8]

Den første europæiske stormagt som succesfuldt implementerede meritokratiske embedseksamener var det britiske Imperium i deres administration over Indien: "virksomhedsledere hyrede og fyrede medarbejdere på baggrund af konkurrencedygtige eksaminationer, for at forbygge korruption og favorisering."[7] Britiske koloniale administratorer gik ind for udbredelsen af systemet til resten af det daværende britiske rige. Heraf var den største fortaler Thomas Taylor Meadows, Storbritanniens konsul i Guangzhou, Kina. Meadows argumenterede succesfuldt i hans værk Desultory Notes on the Government and People of China [dansk: Usammenhængende bemærkninger om regeringen og befolkningen i Kina], publiceret i 1874, at "den lange varighed af det kinesiske imperium skyldes udelukkende den gode regering der kun består af udvalgte mennesker med merit og talent", og at briterne skal reformere deres embedssystem ved at gøre det mere meritokratisk.[35] "Denne praksis blev senere adopteret af det britiske hovedland, inspireret af det kinesiske embedssystem, i slutningen af det 19’ende århundrede."[36]

Den britiske filosof og polyhistor John Stuart Mill talte for meritokratiet i hans bog Considerations on Representative Government [dansk: Betragtninger om repræsentative regeringer]. Hans ide var at give flere stemmer til de mere uddannede vælgere. Hans synspunkter er forklaret i Estlund (2003:57-8):

Mill's forslag om flere stemmer har to motiver. Det første motiv er at forhindre én gruppe eller klasse i at kunne kontrollere den politiske proces, selv uden at skulle give begrundelser for at få tilstrækkelig medhold. Han kalder dette klasselovgivningens problem. Siden den mest talrige klasse også er af levere uddannelsesniveau og social placering kunne klasselovgivningen afhjælpes ved at give de som er højere placeret flere stemmer. Et andet, og lige så vigtigt, motiv for en at fordele stemmer forskelligt er at undgå, at give lige stor indflydelse til alle uden at tage deres merit, intelligens, uddannelse el. lign i betragtning. Han mener, at det er af fundamental vigtighed, at politiske institutioner indbefatter forståelsen i systemets fundament at nogle holdninger er mere værd end andre. Han siger ikke direkte, at dette er en måde at producere bedre politiske beslutninger på, men det er svært at forstå hans andet argument på nogen anden måde end ved at forstå det sådan. Så hvis Aristoteles har ret i at et valg er bedst hvis der er mange som stemmer, så er dette en grund til at give alle eller mange borgere stemmer, men det beviser ikke endnu, at den klogere/visere del af befolkning skal have, lad os sige, to eller tre stemmer. Sammensat med Mills ide ville systemet både værdsætte de forskellige perspektiver samt den større visdom de få har. Denne kombination af de platoniske og aristokratiske pointer er til dels hvad jeg finder formidabelt ved Mills forslag om vægtet stemmer. Det er også til fordel for hans synspunkt, at han ikke kun vil give dette privilegie til de vise men i stedet til de uddannet. Selv hvis man enes om at de vise skal have magten ville der være et seriøst problem om hvordan man skal identificere dem. Dette bliver særdeles vigtigt hvis en succesfuld politisk retfærdiggørelse skal være generelt accepteret af dem magten udøves overfor (befolkningen). I den sammenhæng ville en priviligering af de vise ikke kun kræve, at de er vise nok til at være bedre magtindehavere, men, mere krævende, at deres visdom kan accepters blandt alle (eller de fleste) rimelige borgere. Jeg vender mig mod den nedenstående forestilling om en retfærdiggørelse. Mills ide er meget plausibel: god uddannelse fremmer borgernes evne til at styre mere fornuftigt.

Danmark[redigér | redigér wikikode]

Forudsætningen for at en aristokratisk godsejer kunne bevare sin velstand og ikke blive en almindelig borger var at han skulle leve op til meritokratiets normer. Man måtte være dygtig for at klare sig. I det. 18 århundrede blev dette et styrende princip.[37]

Det 19. århundrede[redigér | redigér wikikode]

Danmark[redigér | redigér wikikode]

Embedsstanden i det tidlige enevælde blev i stadig højere grad gjort meritokratisk i og med at en juridisk og teologisk embedseksamen blev indført som forudsætning for adgang til offentligt embede. I 1790 skrev P.A. Heiberg at ordener var noget man hængte på idioter, men i 1808 blev Ordenskapitlet reformeret, og princippet for tildelingen af ordener skulle nu forstås som et udtryk for en persons erkendte borgerværd, som det blev formuleret. Ordensvæsenet blev en meritokratisk institution i aristokratisk klædedragt.[37]

Steen Steensen Blicher formulerede princippet for den nye tids adel i en karakteristisk af ”Danmarks nuværende tilstand”, som han skrev i anledningen af prins Frederik (VII) Carl Christians første bryllup:[38]

Citat I Danmark er Adelstanden netop hvad den uden de øvrige Stænders Forurettelse kan og bør være: arveberettiget til Forfædres hædrede Navne, levende Monumenter om Fortids Daad og Opmuntringer til Efterligning; men Embeder, Magt og Formue – derfor maae hver især selv arbejde, og derom kappes med Borgerlige. Hiin latterlige Ahnestolthed, hiin Ringeagt for de øvrige Medborgere, hiin oligarchiske Standsaand, der før 1660 i Danmark og endnu i de fleste europæiske Lande signaliserer Adelen, er derfor her ukjendt, eller i det højeste kun som et latterligt Spøgerie. Ægteskaber og selskabelig Omgang forbinder Adel og Borgerstand til et lige Samfund. Kongen er den store Families Fader, alle Undersaatterne hans Børn, iblandt hvilke ingen Førstefødselsret, ingen Forkjerlighed, ingen Tilsidesættelse finder Sted. Citat

Blicher hylder i sin tekst de meritokratiske værdier, men teksten er også et udtryk for at disse værdier slet ikke var sluppet fuldt igennem.[37]

USA[redigér | redigér wikikode]

I USA brugte det føderale bureaukrati spoilssystemet fra 1828 indtil snigmordet på præsident James A. Garfield i 1881. To år senere i 1883 blev systemet ændret af "the Pendleton Civil Service Reform Act", som delvist var baseret på det britisk meritokratiske embedssystem, der blev etableret nogle år forinden. Loven fastsatte at embedsjob skulle baseres på merit, gennem konkurrencedygtige embedseksamener i stedet for politikere og politisk tilhørsforhold. Lovgivningen gjorde det også ulovligt at fyre eller hyre nogen på politisk grundlag.[9]

For at håndhæve det meritokratiske system og juridiske system fastsatte loven også en "civil service" [dansk: embeds-] kommission.[9] I det moderne amerikanske meritokrati må præsidenten udgive et lille antal jobs, som skal godkendes af senatet.

Australien[redigér | redigér wikikode]

I 1850 etablerede Australien offentlige universiteter med det mål at fremme meritokrati ved at sørge for avanceret uddannelse og oplysning. Uddannelsessystemet var ment til middelklasses mænd af forskellige sociale og religiøse oprindelser. Herefter kunne de fattigere bruge det, så dem der kom fra udkanten, så kvinder og til sidst fik etniske minoriteter også lov til at benytte det. Det blev altså hurtigt udvidet til at alle der kom fra det offentlige skolesystem kunne benytte det.[39] Både middelklassen og arbejderklassen har fremmet ideen om meritokrati med det store engagement i sammenhold og politisk lighed.[40]

Det 20. århundrede[redigér | redigér wikikode]

Danmark[redigér | redigér wikikode]

Erik Scavenius, Danmarks 27. statsminister, var en rigtig meritokrat. Han markerede ikke kun afslutningen på en epoke, men også begyndelsen på meritokratiets indtog i politik. Erik Scavenius’ bror Jacob Brønnum Scavenius havde også stærke meritokratiske værdier. Familien udgør i virkeligheden et regulært politisk-meritokratisk dynasti i Danmark.[37]

Socialdarwinisme[redigér | redigér wikikode]

Socialdarwinisme er en samfundsteori, der mener, at Darwins evolutionsteori om naturlig udvælgelse ikke kun er en model for udvikling af biologiske egenskaber i en population, men også er en model for menneskelige sociale strukturer (institutioner) – hvor eksisterende af de sociale institutioner implicit bliver erklæret som normative. Socialdarwinisme deler sine rødder med tidlig progressivisme og var mest populær fra slutningen af 1900-talet til slutningen af 2. verdenskrig. Fortalere for socialdarwinisme hævder, at teorien (evolutionsteorien) retfærdiggør social ulighed som værende meritokratisk. Darwin vovede kun at anvende sin model i en biologisk forstand, og det er andre tænkere og teoretikere, som har anvendt Darwins model på forekomsten af social ulighed blandt mennesker. I bogen Meritokratisk Uddannelse og Social værdiløshed (Palgrave, 2012) hævder filosoffen Khen Lampert at uddannelses-meritokrati blot er en postmoderne version af socialdarwinisme.

Moderne meritokrati i praksis[redigér | redigér wikikode]

Singapore[redigér | redigér wikikode]

People's Action Party (PAP), den singaporeanske regering, skriver, at meritokrati er et af partiets grundlæggende og vedvarende værdier. Regeringens mission er bl.a. at bygge et samfund der er meritokratisk: "Et system der giver borgere lige muligheder for fremgang, og et system der anerkender og værdsætter en persons bidrag på basis af merit."[41] Singapore beskriver også meritokrati som et af sine officielle retningslinjer for udarbejdelse af indlandspolitiske love. Her lægges der vægt på akademiske kvalifikationer som en objektiv måling af merit.[42]

Der er den kritik, at den singaporeanske befolkning, under dette system, i stadig højere grad bliver opdelt i forskellige sociale lag, og at eliten bliver udformet ud fra et smalt segment af befolkningen.[43] Singapore har et øgende niveau af vejledning af børn,[44] og de bedste vejledere er ofte betalt bedre end skolelærerene.[44][45][46] Fortalere for systemet vender tilbage til den gamle kinesiske talemåde "Velstand passerer ikke tre generationer" (Kinesisk: 富不过三代), hvilket antyder, at nepotismen af eliten eventuelt vil blive, og er ofte, udskiftet af de som befinder sig lavere i hierarkiet.

Singaporeanske akademikere revurderer kontinuerligt anvendelsen af meritokrati som et ideologisk redskab, og hvordan det er brugt til at omfatte det regerende partis målsætninger. Professor Kenneth Paul Tan hos Lee Kuan Yew School of Public Policy hævder, at ”meritokrati i forsøget på at isolere merit ved at behandle folk med fundamental forskellig baggrund som overfladisk ens, kan være et princip der ignorerer og endda skjuler de virkelige fordele og ulemper som er ujævnt fordelt til forskellige samfundsgrupper i et naturligt ulige samfund, en praksis som faktisk fastholder denne fundamentale ulighed. På denne måde har folk der er valgt af meritokratiet pga. merit allerede nydt af de urimelige fordele fra begyndelsen, og det ignoreres i overensstemmelse med princippet om ikke-diskrimination."[47]

Meritokratiet i den singaporeanske kontekst relateres til anvendelsen af pragmatisme som en ideologisk enhed der kombinerer streng adlydelse overfor markeds-principperne uden nogen aversion mod den sociale manipulation og ringe tilbøjelighed over for den klassiske sociale vældfærdsisme, er yderligere illustreret af Kenneth Paul Tan i den efterfølgende tekst:

”Der er en stærk kvalitet i Singapores pragmatisme, og en stærk pragmatisk kvalitet i ideologiske forhandlinger indenfor dynamikken i hegemoni. I dette komplekse forhold har kombinationen af idelogisk og pragmatisk manøvreringen over årtierne resulteret i den historiske regeringsdominans af PAP i samarbejde med global kapital hvis interesser er blevet prioriteret uden megen forbehold."[48]

Ecuador[redigér | redigér wikikode]

I Ecuadors forfatning, artikel 228, står der at man skal gennem en meritokratisk eksamination, hvis form er foreskrevet ved lov, før man kan blive embedsmand. Indenfor Ecuadors Arbejdsministerium blev Ecuadors Institut for Meritokrati[49] skabt under teknisk rådgivning fra den singaporeanske regering. Institutionen blev oprettet med det formål at styrke forvaltningen i Ecuador ved at sikre gennemførelsen af et system der vælger de bedst egnede til embedserhvervet, vurderet efter evner og kompetencer. Dette skulle forbedre Ecuadors konkurrenceevne og fremme ekspertisen i de statslige institutioner.[50] Den 1. februar 2016 overtog Ecuadors Arbejdsministerium de opgaver der tidligere var varetaget af Ecuadors Institut for Meritokrati.[51]

Moderne meritokratiske bevægelser[redigér | redigér wikikode]

Osho[redigér | redigér wikikode]

Ifølge Osho bør kun personer med relevante kvalifikationer have lov til at stemme. Osho mente også, at alle politikere burde have passende universitetsgrader: "kun verdens genier bør regere". Osho foreslog, at først bør alle de forskellige nationer blive meritokratier, derefter kunne de alle samles til ét globalt meritokrati.[52]

The Meritocracy Party[redigér | redigér wikikode]

I 2007 publicerede en anonym britisk gruppe kaldet The Meritocracy Party sit første partiprogram, til hvilket de nu har tilføjet mere end to millioner ord angående emnet (drøftende Hegel, Rousseau, Charles Fourier, Henri de Saint-Simon, og andre forskellige filosoffer, videnskabsmænd, reformatorer, og revolutionære). Kort fortalt ønsker The Meritocracy Party at opnå følgende:

  1. En verden, hvor ethvert barn får en lige chance for succes i livet.
  2. Afskaffelsen af partipolitik
  3. Kun dem med en relevant uddannelse og erhvervserfaring skal have lov til at stemme snarere end blot alle, som har nået en alder af 18 eller 21.
  4. Introduktionen af arveafgifter på 100%, så den super rige elite ikke længere kan give deres velstand videre til blod de få (deres privilegerede børn) i stedet for fællesskabet. Det ville betyde slutningen på elitære dynastier og arvelige monarki.
  5. Et radikalt reformeret uddannelsessystem baseret på MBTI personlighedstyperne og indsigt fra radikale innovatører såsom Rudolf Steiner og Maria Montessori.
  6. At udskifte fri markedskapitalisme med social-kapitalisme og udskifte demokrati med et fuldt ud gennemsigtigt meritokratisk republik under en meritokratisk grundlov.
  7. Slutningen på nepotisme, diskrimination, privilegier og ulige chancer.

På deres website lister The Meritocratic Party 5 meritokratiske principper og 13 primære mål.

The Meritocracy International påstår at være vært for alle meritokratiske poltiske partier i verden og stedet hvor disse kan findes efter oprindelsesland.

Programmering[redigér | redigér wikikode]

På grund af naturen bag online interaktion, hvor identitet og anonymitet er lettere administreret end i direkte interaktion er effekterne af offline social ulighed tænkt som meningsløse i online fællesskaber. Intelligens, indsats, uddannelse og personlighed kan let fremføres i online interaktion, men en persons køn, race, religion og social status tilsløres let eller efterlades helt uberørt.

Open-source software projekter[redigér | redigér wikikode]

GNOME Foundation, Apache Software Foundation, Mozilla Foundation og The Document Foundation er eksempler på (open source) organisationer der officielt påstår at være meritokratier.[53][54][55][56]

Kritik[redigér | redigér wikikode]

Betegnelsen “meritokrati” opstod egentlig som et negativt koncept.[57] Et af de primære bekymringer med meritokrati er den usikre definition af “merit".[58] Hvad der tænkes som merit-værdigt kan variere med holdninger omkring hvilke kvaliteter der tænkes som mest værdige. Det rejser spørgsmålet om hvilken ”merit” der er den højeste – eller sagt på en anden måde, hvilken standard er den ”bedste” standard. Den formodede effektivitet af et meritokrati er baseret på den formodet kompetence hos des embedsmænd. Denne standard af merit kan ikke være vilkårlig og bør også reflektere de kompetencer stillingen kræver.

Pålideligheden hos den autoritet og det system som vurderer enhver individs merit er en anden pointe til bekymring. Siden et meritokratisk system er afhængige af en standard af merit for at kunne vurdere og sammenligne folk, så har systemet dette er gjort af at være pålideligt for at forsikre at ens vurderet merit faktisk reflekterer deres potentielle evner. Standardiseret prøver, som afspejler den meritokratiske sorteringsprocess, er kommet under kritik for at være for fast og ude af stand til præcist at vurdere mange værdifulde egenskaber eller potentialet hos studerende. Uddannelsesteoretiker Bill Ayers, som kommenterer de standardiseret prøvers begrænsninger, skriver at ”Standardiseret prøver ikke kan vurdere initiativ, kreativitet, forestillingsevne, konceptuel tænkning, nysgerrighed, indsats, ironi, vurderingsevne, engagement, nuance, god vilje, etiske overvejelser og en lang række andre værdifulde dispositioner og attributter. Hvad de kan vurdere og tælle er isoleret evner, specifikke fakta og funktioner, viden om indhold – de mindst interessante og mindst betydelige aspekter ved læring."[59] Merit determineret gennem den subjektive evaluering af lærere er upålidelige, siden holdninger, indsigt, fordomme og lærerenes standard varierer meget. Hvis evalueringssystemet er korrupt, ugennemsigtigt, holdningsbaseret eller vildledt, så kan beslutningen angående hvem der har den højeste merit være meget fejlbar.

Niveauet af uddannelse, krævet for at blive konkurrencedygtig i et meritokrati, kan også blive dyrt. Det begrænser effektivt kandidaturet til en magtposition til dem med de nødvendige midler (penge) til at blive uddannet. Et eksempel på dette er en kinesisk student selverklæret messias, Hong Xiuquan, som selvom han rangeret førstepladsen i den indledende prøve til den landsækkende kejserlige eksamen, så var han ude af stand til at få yderligere uddannelse. Selvom han prøvede at studere privat var Xiuquan i sidste ende ikke konkurrencedygtig i senere eksaminationer og derfor ikke i stand til at blive bureaukrat. Dette økonomiske aspekt siges at fortsætte nu til dags i lande uden gratis uddannelse. Som eksempel har man USA’s højesteret, der udelukkende består af dommere fra de prestigefyldte, men meget dyre, universiteter Harvard og Yale, og geneneralt kun tager retslige ekspedienter, som har gået på et top 5 universitet, i betragtning, selvom de to universiteter, i 1950’erne, kun udgjorde en femtedel af dommerne.[60] Selv hvis uddannelse er gratis, vil de resurser som forældrene til den studerende stiller til rådighed til f.eks. vejledere, eksamensforberedelse, og økonomisk støtte til leveomkostninger ved højere uddannelser påvirke uddannelsen som studenten opnår og dermed studentens sociale position i et meritokratisk system.

En anden bekymring er angående princippet om inkompetence, eller Peter-princippet. Ud fra princippet tænkes det at som folk stiger i et meritokratisk samfund gennem det sociale hierarki ved påvisning af merit vil man eventuelt opnå, og sætte sig fast på, et niveau der er for svært til at man kan fungere effektivt. Simplificeret: man bliver forfremmet til inkompetence. Dette princip forslås at reducere effektiviteten af et meritokratisk system hvor den formodet, primære og praktiske fordel er kompetence hos dem som styrer samfundet.

Meritokratiet også er blevet kritiseret af lighedsforkæmpere (egalitarisme) som blot en myte, som kun tjener til at retfærdiggøre status quo, hvor dens fortalere er hykleriske ift. ligestilling.[61]

Khen Lampert har argumenteret for, at princippet om meritokrati stammer fra neo-kapitalistiske ideer om aggression og konkurrence.[62]

Chris Hayes, en forfatter fra venstrefløjen, har tilskrevet det, han kalder "Fejlens årti" – som omfatter 9/11, Enron-skandalen, invasionen af Irak, orkanen Katrina, subprime-krisen, og den Store Recession til en forringelse af USA's meritokratiske system til et system af plutokrati.[63][64]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ "meritokrati". Den Danske Ordbog (Det Danske Sprog- og Litteraturselskab). 2016. Arkiveret fra originalen 2017-02-13. Hentet 2017-02-13. 
  2. ^ a b Young, Michael (1958). The rise of the meritocracy, 1870-2033: An essay on education and inequality. London: Thames & Hudson. OCLC 3943639. 
  3. ^ "Definition of Meritocracy". Oxford Dictionary (Oxford University Press). Hentet 12 September 2011. 
  4. ^ Fontana Dictionary of Modern Thought. Fontana Press. 1988. s. 521. 
  5. ^ Aristoteles, Politics.
  6. ^ Casey, Wilson (2009). Firsts: Origins of Everyday Things That Changed the World. Penguin USA. ISBN 978-1-59257-924-2. 
  7. ^ a b c d Kazin, Edwards, and Rothman (2010), 142.
  8. ^ a b c Schwarz (1996), 229
  9. ^ a b c "Civil Service Reform". Digital History (University of Houston). Hentet 2016-02-19. 
  10. ^ What's College For?: The Struggle To Define American Higher Education; Zachary Karabell; ISBN 978-0-465-09152-2
  11. ^ Journal of College Teaching & Learning – May 2008 Volume 5, Number 5 AACSB Accreditation
  12. ^ Furlong, Andy; Cartmel, Fred. Higher education and social justice. Maidenhead: Open University Press. ISBN 978-0-335-22362-6. 
  13. ^ Lund Madsen, Peter: Meritokrati. Hentet 17. februar 2017. Arkiveret 17. februar 2017.
  14. ^ Young, Michael (29 June 2001). "Down with meritocracy: The man who coined the word four decades ago wishes Tony Blair would stop using it". The Guardian (London). 
  15. ^ Ford, Boris (1992). The Cambridge cultural history of Britain. Cambridge University Press. s. 34. ISBN 978-0-521-42889-7. 
  16. ^ Kamolnick, Paul (2005). The just meritocracy: IQ, class mobility, and American social policy. Westport CT: Praeger. s. 87. ISBN 978-0-275-97922-5. 
  17. ^ Best, Shaun (2005). Understanding Social Divisions. London: Sage. s. 32. ISBN 978-0-7619-4296-2. 
  18. ^ "meritocracy" in the Online Etymology Dictionary. Hentet 3 July 2013. 
  19. ^ Young, Michael (1958). p. 11.
  20. ^ Young, Michael (1958). p. 13.
  21. ^ a b c Young, Michael (1958). p. 15.
  22. ^ Arendt, Hannah (1954). The Crisis in Education (PDF) (1 udg.). Arkiveret fra originalen 14. oktober 2013. 
  23. ^ Kazin, Edwards, and Rothman (2010), 142.
  24. ^ Tan, Chung; Geng, Yinzheng (2005). India and China: twenty centuries of civilization interaction and vibrations. University of Michigan Press. s. 128. "China not only produced the world's first "bureaucracy", but also the world's first "meritocracy"" 
  25. ^ Konner, Melvin (2003). Unsettled: an anthropology of the Jews. Viking Compass. s. 217. "China is the world's oldest meritocracy" 
  26. ^ Tucker, Mary Evelyn (2009). "Touching the Depths of Things: Cultivating Nature in East Asia". Ecology and the environment: perspectives from the humanities (Harvard Divinity School): 51. "To staff these institutions, they created the oldest meritocracy in the world, in which government appointments were based on civil service examinations that drew on the values of the Confucian Classics". 
  27. ^ Sienkewicz, Thomas J. (2003). Encyclopedia of the Ancient World:. Salem Press. s. 434. "Confucius invented the notion that those who govern should so because of merit and not inherited status, setting in motion the creation of the imperial examinations and bureaucracies open only to those who passed tests" 
  28. ^ a b Burbank and Cooper (2010), 51.
  29. ^ Se Estlund (2003) for en opsummering og diskussion.
  30. ^ Shmoop Editorial Team. The Republic Book VI Summary:(Philosophers as Kings: The Nitty-Gritty Details), Shmoop. Shmoop University, Inc., publiceret 11. nov. 2008. Web. Hentet 18. feb. 2017.
  31. ^ Azyumardi Azra (2006). Indonesia, Islam, and Democracy: Dynamics in a Global Context. Equinox Publishing (London). s. 9. ISBN 9789799988812. 
  32. ^ C. T. R. Hewer; Allan Anderson (2006). Understanding Islam: The First Ten Steps (illustrated udg.). Hymns Ancient and Modern Ltd. s. 37. ISBN 9780334040323. 
  33. ^ Anheier, Helmut K.; Juergensmeyer, Mark, eds (9 Mar 2012). Encyclopedia of Global Studies. SAGE Publications. s. 151. ISBN 9781412994224. 
  34. ^ Claire Alkouatli (2007). Islam (illustrated, annotated udg.). Marshall Cavendish. s. 44. ISBN 9780761421207. 
  35. ^ Bodde,, Derke. China: A Teaching Workbook. Columbia University. 
  36. ^ Huddleston, Mark W. Boyer, William W.The higher civil service in the United States: quest for reform.
  37. ^ a b c d Bisgaard, Lars; Jensen, Morgens Kragsig (2015). "Samfund og politik (Aristokrati, meritokrati og monarki)". Den Danske Adel efter 1849. 1 (2 udg.). Gads Forlag. s. 172-189. ISBN 9788712050889. 
  38. ^ St. St. Blicher, "Danmarks nuværende Tilstand", i Udvalgte værker, bd. 4, s. 280, her citeret efter adl.dk
  39. ^ Julia Horne, and Geoffrey Sherington, "Extending the educational franchise: the social contract of Australia's public universities, 1850-1890," Paedagogica Historica (2010) 46#1 pp 207-227
  40. ^ Miriam Henry (1988). Understanding Schooling: An Introductory Sociology of Australian Education. Psychology Press. s. 81. 
  41. ^ PEOPLE'S ACTION PARTY (2017). "Our Party" (på engelsk). Pressemeddelelse. Hentet 2017-02-14. Arkiveret fra originalen den 14. februar 2017. “Meritocratic: A system that provides citizens with equal opportunities to progress, and for a person's contributions to be recognised and appreciated on the basis of merit.”
  42. ^ Speech by Singapore Ambassador to France, 28 August 2008.
  43. ^ Ngiam Tong Dow (28 October 2006). Singapore's elites. Little Speck. 
  44. ^ a b "Growing trend of uplifting education business in Singapore". Free Library and Tuition. 
  45. ^ "$1 billion spent on tuition in one year". AsiaOne. 
  46. ^ "2015 Private Tuition Rates in Singapore | Epigami Blog". Epigami Blog. 2015-01-21. 
  47. ^ Tan, Kenneth Paul (January 2008). "Meritocracy and Elitism in a Global City: Ideological Shifts in Singapore". International Political Science Review 29 (7-27). doi:10.1177/0192512107083445. 
  48. ^ Tan, Kenneth Paul (9 Dec 2011). "The Ideology of Pragmatism: Neo-liberal Globalisation and Political Authoritarianism in Singapore". Journal of Contemporary Asia 42 (1). doi:10.1080/00472336.2012.634644. 
  49. ^ Web page of "Instituto Nacional de Meritocracia de Ecuador" , 12 March 2013.
  50. ^ "Por un servicio público de excelencia". Instituto Nacional de Meritocracia. 2016-03-04. Arkiveret fra originalen 2016-03-04. Hentet 2017-02-13. 
  51. ^ "MINISTERIO DEL TRABAJO ASUME COMPETENCIAS DEL EX INSTITUTO NACIONAL DE LA MERITOCRACIA". MINISTERIO DEL TRABAJO (MINISTERIO DEL TRABAJO). 1. februar 2016. Arkiveret fra originalen 15. februar 2017. Hentet 15. februar 2017. "Ministeriet for Labor rapporterer, at i overensstemmelse med bestemmelserne i Executive dekret N.901, overtaget de beføjelser og ansvar i det tidligere National Institute of Meritokrati (INM), en enhed, der var knyttet til ministeriet." 
  52. ^ keran, kerai (29 May 2014). merit the idea of government: how the world should be run. 
  53. ^ GNOME Foundation - Charter
  54. ^ How the ASF works - The Apache Software Foundation
  55. ^ Mozilla Governance
  56. ^ Welcome - The Document Foundation
  57. ^ Fox, Margalit. Michael Young, 86, Scholar; Coined, Mocked 'Meritocracy'. NY Times. Hentet 18 December 2016. 
  58. ^ Arrow, Bowles and Durlauf — Meritocracy and Economic Inequality, (Princeton,1999)
  59. ^ To teach: the journey of a teacher, by William Ayers, Teachers College Press, 1993, ISBN 0-8077-3985-5, ISBN 978-0-8077-3985-3, pg. 116
  60. ^ Death by Degrees. n+1 Foundation, Inc.. Hentet 20 January 2015. 
  61. ^ Duffy, Jonathan (23 November 2004). "The rise of the meritocracy". BBC News. 
  62. ^ Khen Lampert, Meritocratic Education and Social Worthlessness, Palgrave-Macmillan, UK, 24 December 2012,; ISBN 1137324880
  63. ^ Chris Hayes, Twilight of the Elites: America After Meritocracy (2012) ch 1
  64. ^ See review by Howard A. Doughty in College Quarterly (Spring 2012) 15#2 online

Yderligere læsning[redigér | redigér wikikode]

  • Burbank, Jane and Cooper, Frederick. (2010). Empires in World History: Power and the Politics of Difference. Princeton: Princeton University Press. ISBN 0-691-12708-5.
  • Estlund, David. (2003). Why Not Epistocracy?.
  • Kazin, Michael, Edwards, Rebecca, and Rothman, Adam. (2010). The Princeton Encyclopedia of American Political History Volume 2. Princeton University Press. ISBN 0-691-12971-1.
  • Kett, Joseph F. Merit: The History of a Founding Ideal From the American Revolution to the Twenty-First Century. Ithaca, NY: Cornell University Press, 2012. ISBN 978-0801451225
  • Schwarz, Bill. (1996). The expansion of England: race, ethnicity and cultural history. Psychology Pres. ISBN 0-415-06025-7.
  • Khen Lampert, Meritocratic Education and Social Worthlessness, Palgrave-Macmillan, UK, 24 December 2012,; ISBN 1137324880

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]