Spring til indhold

Middelalderhave

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Elskeren og Dame Oyseuse uden for en indhegnet have, fra et manuskript af Roseromanen i British Library, ca. 1490–1500

Middelalderhaver i Europa var udbredte, men den moderne viden om dem er meget ufuldstændig og langt bedre dokumenteret for samfundets elite end for den almindelige befolkning, som sandsynligvis primært dyrkede planter til føde og medicin. Udvalget af prydsplanter var langt mere begrænset end i senere perioder. Begrebet "have" henviser til det indhegnede område – "garth" – som omgav steder, der blev værdsat for deres indhold eller deres privatliv. Alle tidlige havehåndbøger indledes med råd om, hvordan haven skulle beskyttes, enten med vand, hæk eller mur; eliten ønskede at have murede haver. De færdigheder, som gartnere måtte besidde – og som gjorde dem bedre lønnet end andre ufaglærte arbejdere – omfattede vinavl, frugtdyrkning, urtehaver og opbygning af lysthuse.[1]

April, fra kalenderen i Grandes Heures d'Anne de Bretagne, Frankrigs dronning, ca. 1508

De kulturer, der under folkevandringstiden bosatte sig i den del af Romerriget nord for Alperne, synes at have haft begrænsede havebrugstraditioner, men der var formentlig en vis kontinuitet med den avancerede romerske havekunst syd for Alperne og blandt romaniserede befolkninger, såsom de gallo-romerske områder i det sydlige Frankrig. I denne sammenhæng spillede klosterhaver en vigtig rolle, især i den tidlige middelalder,[2] men disse behandles ikke her.

De middelalderhaver som er inkluderet i denne artikel inkluderer ikke traditionerne for islamisk havekunst under Umayyade-kalifatet, som i 714 havde erobret hele den Den Iberiske Halvø undtagen nordkysten, samt det efterfølgende Kalifatet Córdoba. Selve Córdoba var et vigtigt centrum i Den Islamiske Guldalder, og det kristne Europa stod i stor gæld til kulturelle udvekslinger inden for videnskab, medicin og botanik i fredelige perioder. De muslimske herredømme i Spanien ophørte først fuldstændigt i 1492.[3] Sicilien var ligeledes under arabisk kontrol, indtil det normanniske Grevskabet Sicilien blev oprettet i 1071.

Den kristne verden omfattede størstedelen af Europa med dets mange sprog og kulturer, men pavens autoritet, de religiøse ordners internationale organisation og de dynastiske forbindelser mellem Europas herskerhuse bandt området sammen trods hyppige konflikter. Havekulturen udgjorde derfor i vid udstrækning en fælles tradition gennem perioden. Der er i løbet af det seneste århundrede gjort mange forsøg på at genskabe middelalderhaver,[4] men "ingen middelalderhave er bevaret i noget, der blot minder om sin oprindelige form".[5] Klimaforskellene mellem Nordeuropa og Middelhavsområdet med førte naturligt mange variationer,[6] men fra det 10. århundrede og frem til omkring 1300 nød Europa den middelalderlige varmeperiode, som muliggjorde dyrkning af mere sarte planter i nordligere egne.[7]

Former for kildemateriale

[redigér | rediger kildetekst]

Viden om middelalderhaver begrænses af manglen på fysiske og arkæologiske levn,[8][9] selv om der findes arkæologiske undersøgelser af dem;[10] samt af manglen på pålidelige visuelle kilder. De, der findes, stammer hovedsageligt fra miniaturer i illuminerede manuskripter, hvoraf kun få er ældre end 1400-tallet.[11] De fleste var beregnet til at illustrere afsnittet om helgenkalenderen i luksuriøse psaltere og tidebøger, som ofte afsatte én side til hver måned, ledsaget af miniaturer, der viste Månedsbilleder, primært de landbrugsaktiviteter, som dominerede middelalderøkonomien, men undertiden også havearbejde.[12] Disse fremstillinger var ofte fantasifulde, men indeholdt undertiden tilfældig realisme. Mængden og detaljeringsgraden af have-relaterede miniaturer, især fra Flandern, steg kraftigt fra omkring 1475, indtil traditionen ophørte omkring 1530’erne. Dette ligger uden for den gængse definition af middelalderen,[13] men nye renæssanceidéer og planter havde da endnu kun i begrænset omfang nået de nordlige centre for bogillumination.[14]

Fremstillinger af Jomfru Maria i sin hortus conclusus ("indhegnet have") og den såkaldte "kærlighedens have", et populært motiv i 1400-tallets kobberstik af blandt andre Master E. S. (død ca. 1468), er eksplicit placeret i haver.[15] Motivet Bebudelsen blev i stigende grad afbildet i eller ved en have, ofte med Maria i en loggia og Ærkeenglen Gabriel i haven udenfor.[16] Andre bibelske emner, som ofte blev placeret i et haveanlæg, var Susanna i badet[17] og Batseba i badet.[18]

Klosterlige og palatiale optegnelser fra den tidlige middelalder i Europa tyder på, at haver hovedsageligt var beregnet til dyrkning af kulinariske eller medicinske urter. Forestillingen om lysthaven eksisterede knap før højmiddelalderen, og da den opstod, var dens formål at give hvile og sanseglæde. I den tidlige renæssance flyttede fokus sig fra afslapning til repræsentation og iscenesættelse.[19] Avanceret havekunst var allerede under udvikling i den italienske renæssancehave og i haverne fra den franske renæssance, især i overgangen mellem senmiddelalderen og renæssancen.

I England bragte det nye Tudor-dynastiet efter 1485 en stil præget af Bourgogne og Frankrig, som dog hurtigt udviklede særlige kendetegn i form af knudehaver og udskårne heraldiske dyr på pæle. Indtil omkring 1540 var denne stil begrænset til kongelige haver og en snæver kreds ved hoffet.[20]

Havearbejdende engle, bas-de-page fra Spinola Hours, flamsk, ca. 1510

Længere nede i det sociale hierarki viser engelske retsprotokoller fra amternes kvartalssamlinger, at køb af selvejende jord fra 1100-tallet blev registreret gennem bøder, hvor haver blev nævnt side om side med boliger, agerjord og skovarealer. Dette bekræfter, at haver ikke udelukkende tilhørte højtstående miljøer, men i stigende grad var almindelige ved præster, herremænd og bønder og bidrog til middelalderkosten.[21] En undersøgelse antyder, at næsten hver hytte havde en have, uanset hvor lille den var, men at størstedelen af produktionen var til eget forbrug snarere end salg, hvilket forklarer, hvorfor haver sjældent optræder i regnskabsbøger.[22]

Marginaldekoration fra Grandes Heures d'Anne de Bretagne, ca. 1508

Nogle af de mest populære middelalderdigte blev også produceret i illustreret form, og da trykte bøger begyndte at udkomme, indeholdt de undertiden trykte illustrationer. Disse er dog kun i begrænset omfang nyttige til visualisering af middelalderhaver af samme grunde som de religiøse billeder, da poesien som regel var allegorisk og romantisk, med visioner om det jordiske paradis og fremme af den ridderlige æreskodeks, herunder høvisk kærlighed.[23]

Det mest berømte og vedvarende digt med mange passager henlagt til haver er Roseromanen, forfattet omkring 1240 i Frankrig af Guillaume de Lorris og videreført af Jean de Meun en generation senere.[24] Et andet fransk digt fra 1200-tallet, Lai de l'Oiselet, blev genfortalt af John Lydgate som The Churle and the Bird. Blandt senere engelske digtere var John Skelton, som omkring 1495 skrev The Garlande of Laurell, første gang trykt i 1523,[25] samt Stephen Hawes, der som Groom of the Chamber ved hoffet beskrev en have i The Pastime of Pleasure (færdiggjort 1506), sandsynligvis inspireret af haven ved Richmond Palace.[26]

Disse billeder og poetiske fremstillinger er kun delvist anvendelige til at visualisere middelalderhaver, men miniaturerne giver indblik i deres opbygning og plantevalg, mens digtene leverer engelske betegnelser og dermed omgår de latinske termer i tidligere kilder. I 1400-tallet blev planteafbildninger i manuskripternes marginer stadig mere omhyggelige og naturtro, kulminerende med de over 200 planter, der er afbildet i den overdådige Grandes Heures d'Anne de Bretagne fra omkring 1508, hvor mange er navngivet og omfatter de tidligste europæiske gengivelser af visse arter, herunder amerikanske.[27] Som et af de sidste store illuminerede manuskripter markerer værket samtidig afslutningen på en periode med begrænset planteudvalg. Ifølge Penelope Hobhouse kom der i århundredet efter 1540’erne "tyve gange så mange [nye plantearter] til Europa som i de foregående to tusinde år".[28]

Slotshaver

[redigér | rediger kildetekst]
Moderne forsøg på at genskabe en middelalderhave i Perugia, Italien.

Mange illuminerede manuskripter viser haver med rektangulære bede, små nok til at kunne bearbejdes fra sidegangene, anlagt på tilgængelige steder inden for borge eller paladsers mure og beregnet til udvalgte planter. De var midlertidige, da de blev genskabt hvert forår. Ofte fremstår bedene let hævet over det omgivende terræn. De planter, som skulle genbruges, blev dyrket i urtepotter og flyttet til et sikkert sted om efteråret. Dette gjaldt blandt andet opstammede laurbærtræer og – fra 1400-tallet – sarte gilliblomster (kendt i dag som nelliker).[29] De fleste middelalderlige borge og paladser havde haver,[8] og ofte var små haver placeret under ejerens sovekamre.[30] I England finder man allerede i begyndelsen af 1100-tallet en gartner ved Havering Palace i Essex, som havde embedet som arveligt hverv.[31] En have ved Woodstock Palace blev vedligeholdt som en forpligtelse i forbindelse med herregården, idet pasningen af haven var knyttet til et nærliggende jordstykke.[32]

Indhegningen omkring en lukket have kunne være en simpel hæk, som sandsynligvis bestod af flettet hurtigtvoksende hegn (tjørn) sammenflettet med brombær og hunderose. En mere dekorativ udgave kunne indeholde ægter vildrose (sød brier).[33]

Hvis det indhegnede område rummede dyrkede bede, var disse sandsynligvis beskyttet af stolper og rækværk med et gitterværk imellem. Hvide og røde roser fandtes ofte flettet ind i dette. I bedene dyrkede man urter til madlavning og til lægebrug. Der kunne også være tale om enårige planter, som endnu ikke havde en fast anvendelse, men som blev værdsat for deres skønhed. Mere traditionelle blomster som liljen (en løgplante) og pæonen (en flerårig plante) blev dog ofte bedre nydt i urtehaven, hvor de voksede op gennem græsset.[34]

Blomster blev anvendt til udsmykning af altre og kirker,[35] og en række forårs- og sommerlige festdage var knyttet til de blomster, der netop stod i flor, og som kunne bæres eller bruges til at dekorere døråbninger. Utvivlsomt blev mange planter, såsom grene af tjørn, indsamlet i naturen.[36] Brugen af strøurter som del af halm og andet plantemateriale, der blev spredt på indendørs gulve, betød, at vellugtende urter som salvie ofte blev dyrket i store mængder.

Den dyrkede haves cyklus fulgte samme rytme som landbruget: de etårige urter blev sået i marts eller april og høstet om efteråret. Om vinteren blev haven gravet om og gødet, hvorefter den blev genskabt hver forår.[37] Alléer og kanter var derfor midlertidige. Beskårne og formklippede stedsegrønne træer eller buske, ofte laurbær, og undertiden opbundet i såkaldte estrade-former, kunne dyrkes i potter i Nordeuropa og nedsænkes i jorden, når haven blev genskabt, for derefter at blive taget op om efteråret og flyttet indendørs for at undgå kulden.[38]

Optegnelser over kongelige gartnere ved Palace of Westminster begynder i 1262, men slutter med en opsynsmand for kongens vinmark i 1366.[39] Vinmarkshaven lå ved siden af det stadig eksisterende Jewel Tower, opført i 1365 i det sydvestlige hjørne af paladskomplekset.[40] Sådanne haver var ornamentale og kombinerede behagelige gange gennem løvklædte pergolaer med produktive vinranker ovenover. Den store mængde miniaturer, der skildrer sådanne scener, kan give indtryk af, at middelalderhaver nødvendigvis var stærkt begrænsede i størrelse, men det er vigtigt at huske, at hortus conclusus ikke udgjorde grænsen for rekreative aktiviteter, især ikke for mændene.[8] Ofte lå egentlige lysthaver som et særskilt område, indhegnet af mur, hegn eller hæk, i gåafstand fra den travle og tæt bebyggede borg. Disse kunne være store anlæg og omfatte skov, damme og andre elementer såsom fuglehuse.[41]

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ↑ Landsberg, s. 86–89
  2. ↑ Uglow, s. 16–24
  3. ↑ Hobhouse, s. 41–50; 57–61; Jellicoes, s. 363
  4. ↑ Landsberg, kapitel 5
  5. ↑ Leslie, s. 137
  6. ↑ Jellicoes, s. 365–366
  7. ↑ Hobhouse, s. 75–76
  8. 1 2 3 Creighton 2009, s. 45.
  9. ↑ Hobhouse, s. 70
  10. ↑ For eksempel om middelalderhaver i Sverige: Andréasson Sjögren, Anna (2025). Från kål till Paradis. Medeltidens trädgårdar inom dagens Sverige (svensk). Stockholm: Stockholms universitet. ISBN 978-91-8014-992-1. Hentet 2025-03-07.
  11. ↑ Leslie, s. 137–140; Landsberg, s. 7
  12. ↑ Landsberg, s. 94–96; Leslie, s. 165–166
  13. ↑ Leslie, s. 6–9
  14. ↑ Quest-Ritson, s. 15–16, citerer Roy Strong
  15. ↑ Leslie, s. 140–144
  16. ↑ Leslie, s. 163–164
  17. ↑ Hall, s. 294
  18. ↑ Hall, s. 93
  19. ↑ Colvin 1986, s. 12–13
  20. ↑ Uglow, s. 54–56; Quest-Ritson, s. 14–18
  21. ↑ For eksempel Staffordshire Historical Collections, bind III, IV, XI, XII m.fl.
  22. ↑ Dyer, Christopher (1987) »Gardens and Orchards in England in the Middle Ages«, i Flaran 9: Jardins et Vergers en Europe occidentale (VIII–XVIII siècles), red. Charles Higounet, Toulouse: Presses universitaires du Midi.
  23. ↑ Leslie, s. 118–119 (Johanna Baumans kapitel)
  24. ↑ Leslie, s. 128–129 (Johanna Baumans kapitel)
  25. ↑ Skelton, J. (1843) The Poetical Works of John Skelton, red. A. Dyce, London: Thomas Rodd.
  26. ↑ Thacker, s. 39–41
  27. ↑ Paris, Harry S.; Daunay, Marie-Christine; Pitrat, Michel; Janick, Jules (juli 2006). "First Known Image of Cucurbita in Europe, 1503–1508". Annals of Botany. 98 (1): 41-47. doi:10.1093/aob/mcl082. PMC 2803533. PMID 16687431.
  28. ↑ Hobhouse, s. 98
  29. ↑ Keay og Watkins 2013, s. 156–162
  30. ↑ Landsberg, s. 16
  31. ↑ Harvey 1981, s. 10 & 60
  32. ↑ Victoria County History, Oxfordshire, bind XII, s. 435–439
  33. ↑ Landsberg, s. 64–66, 125
  34. ↑ Uglow, s. 36–38
  35. ↑ Hobhouse, s. 73
  36. ↑ Brown, s. 56–57; Landsberg, s. 41
  37. ↑ Landsberg, s. 31
  38. ↑ "Coming In From the Cold" Arkiveret 2024-07-05 hos Wayback Machine, Met Museum-blog, 2011
  39. ↑ Harvey 1981, s. 155–156
  40. ↑ Colvin (red.), bind 1, s. 534–535
  41. ↑ Hobhouse, s. 79–80
Litteratur
  • Amherst, Alicia (1895) A History of Gardening in England, London: Bernard Quaritch.
  • Brown, Jane, The Pursuit of Paradise: A Social History of Gardens and Gardening, 1999, Harper Collins, ISBN 0002558440
  • Colvin, Howard (1986) ‘Royal Gardens in Medieval England’, Medieval Gardens, ed. E. MacDougall, Dumbarton Oaks Colloquium on the History of Landscape Architecture IX, 7–22, Washington, D.C.
  • Creighton, Oliver (2009) Designs upon the Land: Elite landscapes of the Middle Ages, Woodbridge: Boydell Press.
  • Crisp, Frank (1924) Mediæval Gardens... with some Account of Tudor, Elizabethan and Stuart Gardens, London: The Bodley Head.
  • Hagopian van Buren, Anne (1986) ‘Royal Gardens in Medieval England’, Medieval Gardens, ed. E. MacDougall, Dumbarton Oaks Colloquium on the History of Landscape Architecture IX, 115-34, Washington, D.C.
  • Hall, James, Hall's Dictionary of Subjects and Symbols in Art, 1996 (2nd edn.), John Murray, ISBN 0719541476
  • Harvey, John (1981) Mediaeval Gardens, London: Batsford.
  • Hobhouse, Penelope, Plants in Garden History, 2004, Pavilion Books, ISBN 1862056609
  • Hope, W.H. St John (1913) Windsor Castle: An Architectural History, 2 vols, London: Country Life.
  • Hunt, John Dixon, A World of Gardens, 2012, Reaktion Books, ISBN 9781861898807
  • Jacques, David, (1999). "The Compartiment System in Tudor England", Garden History, 27. 32-53. 10.2307/1587172, Researchgate
  • Jacques, David (2024) Tudor and Stuart Royal Gardens, Oxford: Windgather Press
  • "Jellicoes": The Oxford Companion to Gardens, eds. Geoffrey Jellicoe, Susan Jellicoe, Patrick Goode and Michael Lancaster (John Harvey contributing "Medieval Garden"), 1986, OUP, ISBN 0192861387
  • Keay, Anna & John Watkins (2013) The Elizabethan Garden at Kenilworth Castle, Swindon: English Heritage, 155-63.
  • Landsberg, Sylvia, The Medieval Garden, British Museum Press, ISBN 9780714120805
  • Leslie, Michael (ed.), A Cultural History of Gardens: Vol 2, In the Medieval Age, 2016, Bloomsbury Academic, ISBN 9781350009905
  • Loudon, John Claudius (1822) An Encyclopædia of Gardening, London: Longman et al.
  • Lydgate, J. (1840) ‘The chorle and the bird’, Early English Poetry, vol. II, Selection from the Minor Poems of Dan John Lydgate, edited by J. Orchard Halliwell, London: Percy Society, 179–193.
  • Masson, Georgina (1966) Italian Gardens, London: Thames & Hudson
  • Morgan, Joan, Book of Pears: The Definitive History and Guide to Over 500 Varieties, 2015, Chelsea Green Publishing, ISBN 9781603586665, google books
  • Quest-Ritson, Charles, The English Garden: A Social History, 2003, Penguin, ISBN 9780140295023
  • Sauval, Henri (1724) Histoire et recherches des antiquités de la ville de Paris, 2 vols.
  • Thacker, Christopher, The Genius of Gardening: The History of Gardens in Britain and Ireland, 1994, Weidenfeld and Nicolson, ISBN 0297833545
  • Uglow, Jenny, A Little History of British Gardening, 2004, Chatto & Windus, ISBN 0701169281
  • Woodbridge, Kenneth (1986) Princely Gardens: The origins and development of the French formal style, London: Thames & Hudson.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Middelalderhave&oldid=12294273"