Mohammad Reza Pahlavi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ridder af Elefantordenen
Order of the Elephant (heraldry).svg
1959
Shah Mohammad Reza Pahlavi
Shah Mohammad Pahlavi med sin hustru Farah Pahlavi.

Mohammad Reza Pahlavi (persisk: محمدرضا پهلوی Moḥammad Rez̤ā Pahlavī; født 26. oktober 1919 i Teheran, død 27. juli 1980 i Kairo) var shahen af Iran og landets monark fra 16. september 1941 frem til den iranske revolution 11. februar 1979. Han var den anden monark af Pahlavi-dynastiet og den sidste Shah i det iranske monarki.

Liv og gerning[redigér | redigér wikikode]

I april 1926 blev Mohammad Reza Pahlavi kronprins af Persien.

Mohammad Reza Pahlavi overtager magten[redigér | redigér wikikode]

I 1941 invaderede Tyskland sin tidligere allierede, Sovjetunionen, som hurtigt allierede sig med Storbritannien. Briterne og Sovjetunionen var bekymrede for, at den daværende shah, Reza shah Pahlavi, var i færd med at stille sit olierige land til disposition for tyskerne. Sammen okkuperede de to stormagter Iran og tvang shahen til at trække sig til fordel for sin søn. Iran var besat af de allierede (Sovjetunionen, Storbritannien og USA) 1941-1946.[1][2] Iran blev en betydelig rute for britisk og senere amerikansk hjælp til Sovjetunionen. Dette massive forsyningsforetagende blev kendt som "den persiske korridor" og markerede den første amerikanske indblanding i Iran i stor skala.

Bekæmpelsen af Mossadeq[redigér | redigér wikikode]

I 1951 blev Mohammed Mossadeq regeringschef og landets første demokratisk valgte leder. Han gennemførte samme år en lov om nationalisering af det britisk ejede Anglo-Persian Oil Company, hvilket førte til en konflikt med Storbritannien. I et samarbejde mellem shahen, kræfter i hæren og agenter fra CIA blev der i 1953 iværksat et kup mod statsministeren kaldet Operation Ajax, udført af den amerikanske efterretningstjeneste CIA og det britiske MI6 i samarbejde med borgerlige kræfter i Persien. Kuppet så først ud til at mislykkes, og shahen forlod landet, men med hærens indgriben blev statsministeren afsat og erstattet af general Fazlollah Zahedi, og shahen kunne vende tilbage.[3]

Efterfølgende etablerede shah Muhammed Reza sig som Irans reelle hersker. De to dominerende partier, det marxistisk inspirerede Tudeh og det mere liberale National Front blev nedbrudte. I 1957 blev den hemmelige politistyrke SAVAK grundlagt. Styrken blev frygtet for sin brug af tortur og sine henrettelser uden lov og dom.

Den hvide revolution[redigér | redigér wikikode]

Det tidligere styre havde vist behovet for reformer i landet. I 1962 gennemførte Pahlavi en række samfundsreformer under navnet "den hvide revolution". Disse indebar, at feudalismen blev afskaffet, at analfabetismen formindskedes, og at sundheds- og uddannelsessystemerne blev forbedret.[4] Landets industri blev bygget op, ligestillingen fremmedes, og økonomien fik et opsving.[4] Også Irans kvinder fik en langt bedre social og retslig stilling i samfundet således ret til skilsmisse.[5] Pahlavi fortsatte med sekulariseringsprocessen og moderniseringen, som hans fader havde påbegyndt. Afstanden mellem den store andel af fattige og overklassen voksede. Mullaherne protesterede mod den voksende vestlige indflydelse, som truede de muslimske traditioner og deres egen magt og indflydelse.

I 1963 blev et mindre antal demonstranter dræbt af militæret, da de krævede, at den fængslede fundamentalistiskte shiamuslimske leder, ayatollah Ruhollah Khomeini skulle frigives. Denne havde opfordret til opstand mod statens jordreformer og mod kvinders stemmeret.

Shahens officielle kroning i 1967. Fra venstre: Prinsesse Ashraf, Prinsesse Shahnaz, Shahen, Prinsesse Farahnaz og Kronprins Reza, Dronning Farah og Prinsesse Shams.

Den 26. oktober 1967 lod Pahlavi og hans ægtefælle Farah Diba sig krone til shah og shahbanu (kejser og kejserinde). I 1971 fejrede landet det persiske monarkis 2.500-årsjubilæum med store festligheder.

Regional stormagt og etpartistat[redigér | redigér wikikode]

I 1970-erne voksede økonomien i takt med stigende oliepriser.[4] Pahlavi forsøgte at gøre Iran til en moderne industriel stormagt og styrke landets indflydelse i regionen. I forbindelse med den verdensomspændende energikrise i 1973 og efter, at shahen havde besluttet, at Iran skulle firedoble oliepriserne, begyndte de vestlige lande, som var afhængige af olie, at vise deres modvilje mod hans politik. Efter flere år med et mislykkede forsøg på at etablere et topartisystem blev der i 1975 etableret et etpartisystem under det royalistiske parti Rastakhiz, de fleste aviser blev nedlagt, og statsministeren blev reduceret til shahens rådgiver.[4]

Indre modsætninger[redigér | redigér wikikode]

Levestandarden i landet var forbedret betydeligt og ligeledes den politiske bevidstgørelse. I midten af 1970-erne studerede omkring 50.000 unge iranere i udlandet på statslige stipendier. Disse vendte efterfølgende tilbage til Iran og bidrog til at opbygge landets industrier og dets infrastruktur. Samtidig voksede imidlertid de sociale forskelle i landet, fordi staten ensidigt satsede på storindustri og negligerede den traditionelle købmandsøkonomi. Gennem den økonomiske højkonjunktur og liberaliseringer på det sociale område begyndte traditionelle grupper i samfundet at protestere, især ulaman og købmænd (basarhandlere). Senere sluttede også radikale militante venstregrupper sig til oppositionen, der modsatte sig shahens nationalistiske velfærdspolitik. Amnesty International rapporterede, at Iran havde op mod 2.200 politiske fanger i 1978.

Revolution og afsættelse[redigér | redigér wikikode]

I 1979 blev den politiske uro til en revolution, der - sammen med en fremadskridende kræft - tvang shahen til at forlade Iran efter 37 års styre. Kort efter hans afrejse blev Iran omdannet til en såkaldt islamisk republik, det vil sige i realiteten et totalitært præstestyre under Khomeini, der afskaffede demokrati, ytringsfrihed og andre menneskerettigheder og systematisk forfulgte enhver, der forsøgte at forsvare disse rettigheder. Tusindvis af iranere måtte flygte fra diktaturet.

Først rejste shahen til Egypten, hvor han fik en varm velkomst af præsident Anwar el-Sadat. Muhammed Reza boede senere i Marokko, Bahamas og Mexico. Men hans kræft begyndte at blive værre og krævede umiddelbar og sofistikeret behandling. Præsident Jimmy Carter tillod shahen at få et kortere ophold i USA for at få medicinsk behandling. Beslutningen var ekstremt upopulær i Iran, hvor det nye regime krævede, at han skulle vende tilbage til Iran for at blive stillet for retten og henrettet. Dette førte til gidselkrisen i Iran. Da shahens kræftbehandling var ovre, pressede den amerikanske regering, som var ivrig efter at undgå yderligere konfrontation med det nye diktatur, den tidligere monark til at forlade landet. Han forlod USA og boede en kort tid i Panama. Til sidst rejste han tilbage til Egypten, hvor han døde i Kairo den 27. juli 1980. Muhammed Reza Pahlavi blev begravet i moskéen ar-Rifai i Cairo, en moské med stor symbolsk værdi. De sidste kongelige herskere af to antikke imperier er gravlagt her, Muhammed Reza Shah Pahlavi af Iran og kong Farouk af Egypten.

Mit svar til historien[redigér | redigér wikikode]

Under sit eksil skrev Muhammed Reza Pahlavi en selvbiografi på fransk, med titlen Reponse à l'histoire. Den blev oversat til adskillige sprog, blandt andre engelsk (Answer to History), persisk (Pasukh bih Tarikh) og dansk (Mit svar til historien) og blev offentliggjort posthumt i 1980. Bogen er hans personlige beretning om hans styre og bedrifter samt hans syn på forhold relaterede til den iranske revolution og vestlig politik over for Iran. Shahen placerede skylden for SAVAKs ugerninger og de mislykkede demokratiske og sociale reformer, især den hvide revolution, på Amir Abbas Hoveyda og hans administration.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ The Hutchinson Encylopedia, Helicon, 2001, opslagsord Pahlavi dynasty og Iran
  2. ^ SR: 30 år sedan revolutionen i Iran
  3. ^ Kinzer, Stephen (2003). All the Shah's men. An American coup and the roots of Middle East terror. John Wiley & Sons. ISBN 0-471-67878-3.
  4. ^ a b c d Yapp, M.E. (1991). The Near East since the first world war. Longman, side 331-335.
  5. ^ Yapp, M.E. (1991). The Near East since the first world war. Longman, side 337.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]