Moldavien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Moldavien (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Moldavien)

Moldavien er et område i Sydøsteuropa, der var et selvstændigt fyrstendømme fra 14. århundrede, vasalstat under tyrkisk overhøjhed 1513, atter selvstændigt 1856 og blev i 1862 forenet med fyrstendømmet Valakiet til Rumænien.

Den østlige del af landet kom under russisk herredømme og blev siden til nutidens Moldova.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Bessarabien var i oldtiden beboet af kimmerier og skyther. 106 e. Kr. blev det erobret af romerne og blev en del af den romerske provins Dacia. Siden vandrede en lang række af folkeslag ind, således i 3. århundrede goterne, i 5. århundrede hunnerne, avarerne og bulgarerne, i 7. århundrede besserne (der har givet anledning til landet tidligere navn) og i 9. århundrede en ugrisk stamme, magyarernes (ungarernes) forfædre, i 10. århundrede en tyrkisk stamme, petschenegerne, og i 11. århundrede de tyrkiske kumaner. I 13. århundrede blev landet erobret af mongolerne, og i samme århundrede oprettede genueserne handelspladser ved Dnjestr. I 1367 kom Bessarabien under fyrsterne af Moldau, og i det følgende århundrede under tyrkerne.[1]

Siden sidst i middelalderen var det rumænske fyrstendømme Moldavien en vasalstat under nominel tyrkisk overhøjhed. Samme status havde nabolandet Valakiet.

Under Rusland[redigér | redigér wikikode]

Under Napoleonskrigene erobrede den russiske tsar Alexander 1. den østlige del af fyrstendømmet Moldavien. Det erobrede område omtales også som Bessarabien og omfattede ud over den nuværende republik Moldova en smal landstribe mellem Moldova og Sortehavet. Hele Bessarabien forblev under russisk kontrol indtil den russiske revolution.

Bessarabien fik status af guvernement i det sydvestlige Rusland. Guvernementet var skilt ved Pruth og nedre Donau (mundingsarmen Kilia) fra Rumænien og ved Dnjestr fra de russiske guvernementer Podolien og Cherson, grænsede for øvrigt mod nordvest til Galizien og mod sydøst til Sortehavet og havde et areal på 45632 km2. Befolkningen talte i 1870 i alt 1.078.932 indbyggere og var sammensat af moldauer, russere, serbere, bulgarer, grækere, armenier, jøder, tatarer, zigenare og et stort antal tyske kolonister. Den voksede i tiden frem mod 1. verdenskrig til (efter beregning 1. januar 1911) 2.490.200 indbyggere, hvoraf 2.125.000 boede i landdistrikterne. Befolkningen var endnu ved krigens udbrud meget blandet; næsten halvdelen var rumænere, men også ukrainere, bulgarer, polakker, jøder, grækere, armeniere, tatarer, tyskere og zigeunere var fremtrædende elementer.

Mod nord var landet opfyldt af forgreninger fra Karpaterne, der hævede sig til mellem 300 og over 400 m og er adskilte ved talrige floddale; Jordbunden var her frugtbar (»sortejord«), og agerbrug udgjorde den vigtigste næringsvej (hvede, majs, byg, hør, tobak, frugt, vin), men kun omkring en femtedel af landet var opdyrket. Dette lave bjergland, der i den sydlige del var stærkt skovbevokset (bøg, eg, ask, birk), nåede omtrent til de gamle romerske fæstningsværker (Trajansvold), der syd for Bender strakte sig fra Pruth til Dnjestr. Syd herfor lå Budshak-steppen, et fladt steppeland, bevokset med højt græs; her udgjorde kvægavl en fremherskende næringsvej (får, hornkvæg og heste samt geder, svin og bøfler). Den højere liggende del af Budshak-steppen var ret frugtbar, og her fandtes mange agerbrugskolonier (især tyskere og bulgarer); det lavtliggende land ved Sortehavskysten, med talrige laguner, havde derimod en ufrugtbar, stærkt jernholdig jordbund og var ofte udsat for oversvømmelser.[1]

Af mineraler udvandtes salt fra steppesøerne, salpeter og marmor. Industrien var endnu ringe; der produceredes vin (over 100 mio. l årligt), og der fandtes klædevæverier, sæbefabrikker og garverier. Handelen var derimod ret betydelig og bestod især i eksport af kvæg, uld, talg og lignende. Dnjestr var sejlbar til Mohilev og Pruth til Leovo. Hele 4 grene af jernbanen fra Odessa til Polen gik gennem Bessarabien. Bessarabien var delt i 8 distrikter med hovedbyerne Akkermann, Bender, Byeltsi, Ismail, Khotin, Kishinev, Orgjejev og Soroki. Guvernementets hovedstad var Kishinev (1913: 129.000 indbyggere).[1]

Under Rumænien[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Under SSSR[redigér | redigér wikikode]

I 1920 blev Bessarabien indlemmet i kongeriget Rumænien, og forblev under rumænsk kontrol indtil 1940, hvor den sovjetiske leder Stalin tvang Rumænien til at overdrage Bessarabien til Sovjetunionen.

Sovjet havde allerede i 1920'erne oprettet en såkaldt moldovisk autonom sovjetrepublik (Moldoviske ASSR), og efter Sovjetunionens erhvervelse af Bessarabien, blev størsteparten af begge områder slået sammen til en ny moldovisk sovjetrepublik. Under 2. verdenskrig kæmpede Rumænien på tysk side mod Sovjetunionen og annekterede både Bessarabien og et område omkring byen Odessa. Denne erobring måtte Rumænien opgive igen ved fredsslutningen efter 2. verdenskrig.

Under sovjetisk styre blev Moldavien eller Moldova, som landet også betegnes; udsat for en af-rumæniseringspolitik, der bl.a. indebar at det er rumænske (latinske) alfabet blev erstattet af et baseret på det russiske (kyriliske) alfabet. Egentlig industrialisring fandt kun sted i den østlige Transdnjestr-region, som oplevede en indvandring af russiske og ukrainske industriarbejdere. Landet vest for Dnjestr var fortrinsvis landbrugsområder, og Moldova var i sovjettiden kendt for sin produktion af vin.

Efter Sovjetunionens sammenbrud blev det foreslået fra rumænsk side at indlemme Moldova i Rumænien, og dette scenario var en af grundene til det russiske oprør i Transdnjestr-regionen.

Efter selvstændigheden[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Moldova

Territoriel udvikling[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 Salmonsen