Mozambique

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Mozambique (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Mozambique)
República de Moçambique
Mozambiques flag Mozambiques nationalvåben
Flag Nationalvåben
Nationalt motto: Intet
Nationalmelodi: Patria Amada
Mozambiques placering
Hovedstad Maputo
25°57′S, 32°35′E
Største by Maputo
Officielle sprog Portugisisk
Regeringsform Republik
Armando Guebuza
Luisa Diogo
Uafhængighed
 • Anerkendt
Fra Portugal
25. juni 1975
Areal
 • Total
 • Vand (%)
 
801.590 km² (nr. 35)
2,2
Indbyggertal
 • 2005 anslået

 • 1997 folketælling

 • Tæthed
 
19.406.703 (nr. 54)

16.099.246

24,2/km² (nr. 149)
BNP
 • Total
 • Pr. indbygger
2005 anslået
6,68 mia. USD (nr. 115)
1.200 USD (nr. 164)
Valuta Metical (MZM)
Tidszone
 • Sommer (DST)
(UTC+2)
(UTC+2)
Nationalt topdomæne .mz
Telefonkode +258
Kendingsbogstaver (bil) MOC (Moçambique)
Luftfartøjsregistreringskode C9
Nationalvåbnet er gengivet med henvisning til www.Vector-Images.com

Republikken Mozambique eller Mocambique (på portugisisk Republica de Moçambique) er en stat i det sydøstlige Afrika. Det officielle sprog i Mozambique er portugisisk. Der tales også en del andre sprog. Hovedstaden er Maputo.

Vasco da Gama udforskede som den første europæer Mozambiques kyststrækninger i 1498 og fra starten af 1500-tallet oprettede Portugal handelsposter og forter langs Mozambiques kyst.

Landet grænser op til følgende lande: Tanzania mod nord, Malawi og Zambia mod nordvest, Zimbabwe mod vest og Swaziland og Sydafrika mod sydvest. Mod øst grænser landet til Mozambique-kanalen i Det Indiske Ocean. Mozambique ligger omtrent ved 18° 15' syd og 35° 00' øst. Mozambique er medlem af Sammenslutningen af portugisisksprogede lande og Commonwealth of Nations. Mozambique (Moçambique) fik sit navn efter Muça Alebique, en sultan.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Mozambiques historie

Mozambiques første indbyggere var buskmænd-jægere og samlere, forfædre til khoisan-folkene. Mellem det første og fjerde århundrede migrerede bølger af bantusproglige folkeslag fra nord gennem Zambezi-dalen og så gradvis ind på plateauet og kystområderne. Bantuerne var landmænd og jernsmeder.

Ilha de Moçambique blev først besat af portugisiske opdagere sent i 1400'erne
Kort over Mozambique

Da den portugisiske søfarer Vasco da Gamas skib nåede Mozambique i 1498, havde arabiske handelsbosætninger eksisteret langs kysten og de yderliggende øjne i flere århundreder. Siden 1500 blev portugisiske handelsstationer og fæstninger regulære stoppesteder på den nye rute til østen. Senere rejste handelsmænd og udforskere til de indre regioner efter guld og slaver. Selv om den portugisiske indflydelse gradvis blev ekspanderet, var deres magt begrænset og gennem individuelle bosættere, som blev et betydeligt selvstyre. Resultatet var at investeringerne manglede, mens myndighederne i Lissabon koncentrede sig om handelen med Indien og det fjerne østen og koloniseringen af Brasilien.

Inden det 20. århundrede havde portugiserne ændret administrationen i store dele af Mozambique til store private selskaber, som Mozambique-kompagniet, Zambezi-kompagniet og Niassa-kompagniet, kontrolleret og finansieret hovedsageligt af briter, som etablerede jernbanelinjer til de britiske kolonier i nærheden og Sydafrika. På grund af, at politikken for at komme hvide bosættere og det portugisiske hjemland til gode, blev opmærksomheden rettet mod Mozambique nationale integration, landets økonomiske infrastruktur eller oplæring af befolkningen.

Uafhængigheden[redigér | redigér wikikode]

Mens mange europæiske nationer gav uafhængighed til sine kolonier efter 2. verdenskrig, klamrede Portugal sig til konceptet om at Mozambique og andre portugisiske kolonier var provinser af moderlandet, og emigration til kolonierne blomstrede. Mozambique portugisiske befolkning udgjorde 250.000 ved uafhængigheden i 1975. Ønsket om mozambiquisk uafhængighed udviklede sig raskt, og i 1962 dannede flere antikolonistiske politiske grupper Frente de Libertação de Moçambique (FRELIMO), som begyndte en væbnet kamp mod portugisernes kolonistyre 25. september 1964. Efter ti år med sporadisk krigsføring og betydelige politiske ændringer i Portugal, blev Mozambique uafhængig d. 25. juni 1975.

De sidste 30 år af Mozambiques historie har reflekteret politisk udvikling andre steder i det 20. århundrede. Efter nellikrevolutionen i Lissabon i april 1974, kollapsede portugisisk kolonialisme. I Mozambique overvejede den militære afgørelse om at trække sig ud i konteksten af et årti med væbnet antikolonialistisk kamp, indledningsvis ledet af amerikansk-uddannede Eduardo Mondlane, som blev myrdet i Dar es Salaam i Tanzania i 1969. Da uafhængighed blev opnået i 1975, etablerede lederne af FRELIMOs militære kampagne raskt en etpartistat allieret med den sovjetiske blok og forbød rivaliserende politisk aktivitet. FRELIMO eliminerede politisk pluralisme, religiøse uddannelsesinstitutioner og rollen til traditionelle autoriteter.

Borgerkrigen i Mozambique[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Borgerkrigen i Mozambique

Den nye regering under præsident Samora Machel gav ly og støtte til sydafrikanske (ANC) og zimbabwiske (ZANU) frigøringsbevægelser, mens regeringerne først i Rhodesia og senere apartheid Sydafrika fostrede og finansierede en bevæbnet oprørsbevægelse i det centrale Mozambique kaldt Resistência Nacional Moçambicana (RENAMO). Borgerkrig, sabotage fra nabostaterne og økonomisk kollaps, karakteriserede det første årti med mozambiquisk uafhængighed. Denne periode var også præget af masseudvandringen af portugisere, svag infrastruktur, nationalisering og økonomisk vanstyre. I løbet af det meste af borgerkrigen, klarede regeringen ikke at udøve effektiv kontrol udenfor de urbane områder, og mange var afskåret fra hovedstaden. Det er antaget, at en million mozambiquere omkom under borgerkrigen, 1,7 millioner flygtede til nabostaterne, og flere millioner var interne flygtninge.

19. oktober 1986 var Samora Machel på vej tilbage fra et internationalt møde i Malawi i præsidentens Tupolev Tu-134, da flyet styrtede ned i Lebombo-bjergene nær Mbuzini i Sydafrika, lige ved grænsen til Mozambique og Swaziland. Der var ni, som overlevede, men præsident Machel og 24 andre døde, inkluderede mozambiquiske ministre og embedsmænd. Repræsentanter for Sovjetunionen lancerede teorien om at flyet med vilje blev omdirigeret af et falskt navigationssignal fra teknologi givet af militære efterretningsoperatører fra apartheid-regeringen. En række spekulationer er fortsat knyttet til flystyrtet, men selv nyere efterforskning udført på opdrag fra den sydafrikanske regering, har ikke kunnet fastslå om årsagen var en pilotfejl, teknisk fejl eller sabotage i regi af apartheidregimets efterretningsoperatører[1].

Machels efterfølger, Joaquim Chissano, fortsatte reformerne og indledte fredsforhandlinger med RENAMO. Den nye grundlov blev indført i 1990, som lagde grundlaget for et flerpartisystem, markedbaseret økonomi og frie valg. Borgerkrigen sluttede i oktober 1992 med den generelle fredsaftale i Rom. Under overopsyn af ONUMOZ fredsbevarende styrker fra FN, vendte fred tilbage til Mozambique.

Inden midten af 1995 havde mere end 1,7 millioner mozambiqiske flygtninge, som havde søgt asyl i nabolandene Malawi, Zimbabwe, Swaziland, Zambia, Tanzania og Sydafrika som et resultat af krigen og tørke, vendt tilbage som del af den største tilbageføring, som er bevidnet i subsaharisk Afrika. I tillæg vendte rundt fire millioner interne flygtninge tilbage til deres oprindelige områder.

Politik[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Mozambiques politik
Mozambiques præsident, Armando Guebuza

Siden Mozambique blev selvstændigt i 1974 har landet været styret af FRELIMO (Frente de Libertação de Moçambique). I perioden 1974 til 1990 var Mozambique en socialistisk et-partistat, men i 1990 vedtog man en ny forfatning, der muliggjorde demokratiske valg. Det første parlaments- og præsidentsvalg blev afholdt i 1994. FRELIMOs kandidat Joaquim Chissano blev valgt som præsident og FRELIMO opnåede majoritet i parlamentet. Chissano blev genvalgt ved valget i 1999, hvor FRELIMO igen opnåede en majoritet i parlamentet. Ved valget i 2004 opstillede FRELIMO Armando Guebuza som præsidentkandidat. Han blev valgt med 63,7 % af stemmerne. FRELIMO opnåede 62 % og 160 mandater ved det samtidige parlamentsvalg. Det primære oppositionsparti er RENAMO(Resistência Nacional Moçambicana), der er ledet af Afonso Dhlakama. RENAMO har 90 mandater i parlamentet.

Mozambique er siden 1995 medlem af Commonwealth of Nations.

Udenrigspolitik[redigér | redigér wikikode]

I 1970- og begyndelsen af 1980'erne var udenrigspolitikken knyttet til majoritetens kamp for at komme til magten i Rhodesia og Sydafrika, men samtidig underordnet supermagternes konkurrence og den kolde krig. Mozambiques beslutning om at støtte FN-sanktionerne mod Rhodesia og nægte landet adgang til havet gjorde at Ian Smiths regime iværksatte aktioner for at at destabilisere landet. Selv om regeringsskiftet i Zimbabwe i 1980 fjernede denne trussel, fortsatte apartheid-regimet i Sydafrika med at finansiere destabiliseringen af Mozambique. Det tilhørte også frontlinjestaterne.

Nkomati-aftalen i 1984 åbnede indledende diplomatiske kontakter mellem de mozambiquiske og sydafrikanske regeringer, selv om det ikke lykkedes at opnå en afslutning af den sydafrikanske støtte til RENAMO. Processen tog fart med Sydafrikas afskaffelse af apartheid, som kulminerede i etableringen af fulde diplomatiske forbindelser i oktober 1993. På trods af at relationerne til nabolandene Zimbabwe, Malawi, Zambia og Tanzania af og til var anstrengte, fastholdt Mozambique sine bånd til disse lande.

I årene som umiddelbart fulgte uafhængigheden, drog Mozambique fordel af betydelig økonomisk bistand fra nogle vestlige lande, især de skandinaviske. Men Sovjetunionen og dens allierede blev Mozambiques primære økonomiske, militære og politiske støtter, hvilket afspejlede sig i landets udenrigspolitik. Dette begyndte at ændre sig i 1983. I 1984 sluttede Mozambique sig til Verdensbanken og den Internationale Valutafond. Vestlig bistand erstattede herefter hurtigt den sovjetiske støtte, og skandinaverne, Finland, USA, Nederland og EU blev en stadig vigtigere kilde til udviklingshjælp. Italien opretholder også en profil i Mozambique på grund af sin nøglerolle under fredsprocessen. Forholdet til Portugal, den tidligere kolonimagt, er kompleks og portugisiske investorer spiller en synlig rolle i Mozambiquisk økonomi.

Mozambique er medlem af de alliancefri nationer og er blandt de moderate medlemmer i den afrikanske blok i FN og andre internationale organisationer. Mozambique tilhører også den afrikanske union (AU) (tidligere Organisationen for afrikansk enhed, OAU) og Southern African Development Community (SADC). I 1994 blev regeringen fuldt medlem af Organization of the Islamic Conference (OIC), delvis for at udvide sit grundlag for international støtte, men også for at tilgodese landets betydelige muslimske befolkning. På lignende vis sluttede landet i 1996 sig til sine engelsksprogede naboer i Commonwealth of Nations. Det er den eneste nation, som har sluttet sig til Commonwealth of Nations uden at have tilhørt det britiske imperium. Samme år blev Mozambique grundlæggende medlem og første præsident i Sammenslutningen af portugisisksprogede lande (CPLP) og opretholder et nært bånd med andre portugisisksprogede stater.

Provinser[redigér | redigér wikikode]

Kort over Mozambique med provinserne nummereret

Mozambique er delt ind i ti provinser (provincias) og en hovedstad (cidade) med regionstatus:

Nr Provins Hovedby Areal i km² Indbyggere Indbyggere pr. km²
1 Cabo Delgado Pemba 82.625 1.287.814 15,6
2 Gaza Xai-Xai 75.709 1.062.380 14,0
3 Inhambane Inhambane 68.615 1.123.079 16,4
4 Manica Chimoio 61.661 974.208 15,8
5 Maputo (by) Maputo 300 966.837 3222,8
6 Maputo Matola 26.058 806.179 30,9
7 Nampula Nampula 81.606 2.975.747 36,5
8 Niassa Lichinga 129.056 756.287 5,9
9 Sofala Beira 68.018 1.289.390 19,0
10 Tete Tete 100.724 1.144.604 11,4
11 Zambezia Quelimane 105.088 2.891.809 27,5
Mozambique Totalt 799.380 16.099.246 20,1

(Tallene er hentet fra folketællingen 1. august 1997 [2])

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Satellitfoto over Mozambique.

Et bredt kystlavland dækker størstedelen af landets syddel. Bag kysten stiger reliefenergien trinvist mod tavlehøjlandet. Talrige floder flyder fra højlandet mod øst i Mozambique-kanalen. Største flod er Zambezi, som i sit øvre løb opdæmmes af Cahora Bassa-dæmningen. Andre store floder er Rovuma, som er grænseflod mod Tanzania, samt Save og Limpopo. Malawisøen danner grænsen mod Malawi; søens afløb er Shire, som udmunder i Zambezi-floden.

Areal: 801.590 km2, deraf 18% skov- og buskland, 4% landbrugsjord, 55% græs og overdrev.

Udstrækning: Nord-syd 2.000 km, vest-øst fra 50 op til 600 km.

Landegrænser: 4.571 km, deraf: mod Malawi 1.569 km, mod Sydafrika 491 km, mod Swaziland 105 km, mod Tanzania 756 km, mod Zambia 419 km og mod Zimbabwe 1.231 km.

Kystlængden andrager 2.470 km.

Byer i Mozambique[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Mozambiques største byer

De største byer er Maputo med omtrent 932.000, Beira med ca. 299.000 og Nampula med omtrent 251.000 indbyggere.

Klima[redigér | redigér wikikode]

Det dominerende klima i Mozambique er savanneklimaet med en fugtig og tør årstid. I regntiden falder der fra november til april 80% af den årlige nedbør. Der falder 700 og 1.500 mm regn årligt. Mens temperaturen i regntiden er hed, er tørtiden betydeligt køligere om natten. Hele året ligger dagstemperaturen imellem 25 og 30 °C.

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Mozambiques økonomi
Mozambiquisk kvinde i gang med at høste majs

Den officielle valuta er metical. Amerikanske dollar, rand og mere nylig euro er også vidt accepteret og brugt i dagens forretningstransaktioner. Minimumslønnen er efter loven på 60 dollar pr. måned.

Tilbageføringen af krigsfanger og flygtninge efter borgerkrigen, og vellykket økonomisk reform har ført til høj vækst. Gennemsnitsvæksten fra 1993 til 1999 var 6,7 %, fra 1997 til 1999 var den gennemsnitlig mere end 10 % pr. år. De ødelæggende oversvømmelser tidligt i 2000 satte en dæmper på væksten i BNP og det år var den bare 2,1 %. Fuld genoprettelse blev det i 2001 med 14,8 %. I 2003 var den 7 %. Myndighederne regner med at økonomien vil fortsætte med at øge mellem 7 % og 10 % pr. år de næste fem år. Den høje økonomiske vækst er afhængig af flere betydelige udenlandske investeringsprojekter, fortsatte økonomiske reformer og fornyelse af landbruget, transport og turismen.

Mere end 75% af befolkningen driver med småskala landbrug, som fremdeles lider af manglende infrastruktur, kommercielle netværk og investeringer. Anslagsvis 88 % af Mozambiques dyrkbare jord er fremdeles ukultiveret.

Økonomiske nøgletal Værdi  % af BNP År, kilde
BNP 7,6 mia US$ 2006, Verdensbanken
BNP (vækst) (Verdensbanken) 7,70 % 2005, UNDP
Handelsbalance -0,80 mia US$ 2005, UNDP
Betalingsbalance -0,76 mia US$ 2005, UNDP
Udviklingshjælp 1,28 mia US$ 2005, UNDP
BNP pr. indbygger 338 US$ 2005, UNDP

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Mozambiques demografi
Antal indbyggere i Mozambique (i tusinder)

Mozambiques største etniske grupper omfatter talrige undergrupper med forskellige sprog, dialekter og historie. Mange er knyttet til lignende etniske grupper, som lever i nabolandene. De nordcentrale provinser Zambezia og Nampula er de mest folkerige med næsten 45 % af befolkningen. De fire millioner makuaer er den dominerende gruppe i den nordlige del af landet, senaer og ndauer er flertal i Zambezi-dalen og shangaaner (tsonga) dominerer i det sydlige Mozambique. Andre grupper inkluderer makonder, yaoer, swahilier, tongaer, chopier, shonaer og ngunier (inkluderet zulu). Landet har også et mindre antal kaukasiere, hovedsageligt efterkommere af europæere og portugisere. Under det europæiske styre levede store minoriteter af portugisiske bosættere permanent i næsten alle dele af Mozambique, men de fleste af dem forlod regionen efter landets frihed i 1975. Der er også en mindre mestiço-minoritet, mennesker med en blanding af bantu og portugisisk ophav. De genværende kaukasiere i Mozambique kom fra Asien, og alle disse er indere (hovedsageligt fra Pakistan og portugisisk Indien) og arabere.[3] Der er også 7000 kinesere.

Uddannelse[redigér | redigér wikikode]

Under det koloniale regime var uddannelsessmulighederne for sorte mozambiquere begrænset, og ved uafhængigheden i 1975 var over 90 % af befolkningen analfabeter. De fleste af dagens politiske ledere blev uddannet på missionsdrevne skoler. Efter uafhængigheden har regeringen haft høj prioritet på uddannelse, og andelen af analfabeter er sunket til mellem 50 og 55 %. Analfabetisme er betydelig mere udbredt i landsbygder og blandt kvinder. I senere år har ingen bygning af skoler og uddannelse af lærere holdt følge med befolkningsøgningen. Kvaliteten på uddannelsen er gået på bekostning af den høje andel af elever i klasserne (ofte 80-100 pr. klasse), men uddannelsessektoren er fortsat et stærkt prioriteret område for regeringen.

Sundhed[redigér | redigér wikikode]

I slutningen af 2003 bredte en svær kolera-epidemi sig i landet, især i provinsen Maputo. Vigtigste forebyggende tiltag var ordenlig hygiejne og forsigtighed ved indtagelsen af drikke- og fødevarer. Man burde kun drikke afkogt vand eller te, undlade isterninger samt kun spise mad, der var kogt og frisk tilberedt. Grøntsager og frugt skulle undgås, medmindre det var af den slags, der før indtagelsen kan skrælles.

92 % af landets indbyggere lever i ekstrem fattigdom.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. "Special Investigation into the death of President Samora Machel", Truth and Reconciliation Commission (South Africa), Report, vol.2, chapter 6a
  2. Mozambique Provinces
  3. "Mozambique". CIA World Factbook

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: