Skægflagermus
| Skægflagermus | |
|---|---|
 | |
| Bevaringsstatus | |
 Ikke truet (IUCN 3.1)[1] | |
 Sårbar (DKRL)[2] | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Animalia (Dyr) |
| Række | Chordata (Chordater) |
| Klasse | Mammalia (Pattedyr) |
| Orden | Chiroptera (Flagermus) |
| Familie | Vespertilionidae (Barnæser) |
| Slægt | Myotis |
| Art | M. mystacinus |
| Videnskabeligt artsnavn | |
|
Myotis mystacinus Kuhl, 1817 | |
| Kort | |
 Udbredelse | |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Skægflagermusen (Myotis mystacinus) er en flagermus i familien barnæser. Det er en af Europas mindste flagermusarter. I Danmark kendes den kun fra Bornholm. Navnet skyldes nogle lange hår og børster på siden af snuden, hvilket den dog har til fælles med andre arter i Myotis-slægten.[3]
Udseende og kendetegn[redigér | rediger kildetekst]
Den ligner Brandts flagermus og kan kun adskilles på, at de to forreste forkindtænder i hver side af underkæben er meget uens af størrelse og for hannens vedkommende på, at penisen ikke er fortykket i spidsen.[4] Vingefanget er op til 25 centimeter, kropslængden mellem 4 og 5 centimeter og vægten op til 14 gram.[5] Fra de andre danske Myotis-arter kendes skægflagermusen og Brandts flagermus på den mindre størrelse, de meget mørke ører og flyvehud, den mørkere underside samt på, at vingeflyvehuden når helt ud til tåbasis.[6]
Levevis[redigér | rediger kildetekst]
Skægflagermusen begynder at jage senest i skumringen og fortsætter størstedelen af natten. Den har under jagten en stereotyp flugt, der foregår i et begrænset område, idet den ligesom Brandts flagermus f.eks. flyver frem og tilbage langs det samme hegn eller flyver i cirkler i en lysning mellem træerne i længere tid.[7] Føden består af myg, natsommerfugle og biller. Den jager ofte de samme steder som dværgflagermus og har dagopholdssteder på lignende steder som denne. Overvintringen foregår i kældre og kalkgruber, måske også i hule træer og på kølige lofter.[7]
Udbredelse[redigér | rediger kildetekst]
Skægflagermusen er udbredt i Europa fra Irland og den nordlige del af den Iberiske Halvø til Østeuropa. I Skandinavien findes den op til 64. nordlige breddekreds. Den findes også i Marokko. Udbredelsen mod øst gennem Asien er endnu ikke klarlagt.[2][7]
I Danmark findes den kun på Bornholm, hvor den er relativt almindelig.[7]
Referencer[redigér | rediger kildetekst]
- ^ Myotis mystacinus på IUCNs rødliste: Hutson, A.M. at. al. (2008), hentet 2016-01-11.
- ^ a b Wind, P. & Pihl. S. (red.): Den danske rødliste. - Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet, [2004]-. (opdateret april 2010)
- ^ Birger Jensen (red. Hans Hvass). Danmarks Dyreverden. 2. udgave, 1978, bind 9, side 80-89. ISBN 87-423-0076-2.
- ^ Bent Muus (red.). Danmarks Pattedyr 1, side 74. Gyldendal 1991. ISBN 87-01-67100-6.
- ^ Bjärvall, Anders; Ullström, Staffan (1995). Däggdjur: alla Europas arter. Stockholm: Wahlström & Widstrand. s. 53. ISBN 91-46-16576-2.
- ^ Birger Jensen, Flagermus, Natur og Museum, 27. årgang, nr 2, 1988. Naturhistorisk Musem, Århus. ISBN 87-89137-10-8.
- ^ a b c d Hans J. Baagøe, Thomas Secher Jensen (2007): Dansk Pattedyratlas. Side 46-49. ISBN 978-87-02-05506-1.
