Nærum

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 22. maj 2015, 10:02 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (bot: Ret Skabelon:vis indbyggere DK i hovedstadsområdet)
p1
Nærum
Storkøbenhavn
Overblik
Bydel: Nærum
Postnr.: 2850 Nærum
Kommune: Rudersdal Kommune
Indbyggertal kommune: 57.193[1] (2023)
Indbyggertal bydel: 19.935[1] (2023)
Sogn(e): Nærum Sogn
Oversigtskort

Nærum er en nordlig bydel i Storkøbenhavn, beliggende i Rudersdal Kommune i Nærum Sogn. Bydelen Holte-Nærum har 19.935 indbyggere (2023)[1]. Byen indeholder både villakvartere, rækkehuse og etagebyggerier.

Nærum var før kommunalreformen i 2007 en del af den nu nedlagte Søllerød Kommune. Det er endestation for Nærumbanen, der går fra Jægersborg Station, og bliver delt af Helsingørmotorvejen, hvorfra adskillige busser kører. Brüel & Kjærs hovedkvarter ligger centralt i byen. I 2003 åbnede Nærum Gymnasium, der er blandt de nyeste gymnasier i Danmark. Byen har to museer; Sommer's Automobile Museum og en lille bygning tilegnet historisk brandslukningsudstyr. Desuden er området berømt for C.Th. Sørensens kolonihaver De Runde Haver. Ruten, som blev benyttet til VM i landevejscykling 2011, går igennem Nærum og den har siden været brugt til Post Danmark Rundt.

Historie

Nærum er opkaldt efter Njord, der var gud for fiskeri, søfart og frugtbarhed i den nordiske mytologi. Nærum menes at henvise til Njords hjem.[2]

Første gang bynavnet Nærum omtales er i et testamente fra 1186, hvor Absalon giver alle sine besiddelser, herunder Nærum og Høsterkøb til bispedømmet Roskilde. Byen er dog meget ældre, og der har dog været beboelse på stedet helt tilbage til jernalderen. Den ældste del af byen ligger omkring gadekæret og op ad bakken til hovedgaden.[2]

Nærum havde i 1682 i fællesskabets tid 12 gårde samt 10 huse uden jord, ialt 386,5 tdr land dyrket areal skyldsat til 81,62 tdr htk.[3] Dyrkningsformen var trevangsbrug.[4] For 9 gårde i 1635 var fordelingen af udsæden således: rug 55%, byg 33% og havre 12%.[5]

En skole blev opført i 1901, en kostskole opførtes 1907 og en højskole i 1916. Desuden fik byen frem til 1. verdenskrig jernbanestation, postekspedition og telegrafstation, hotel, mejeri og en mineralvandsfabrik. I 1906 blev oprettet et kvindesanatorium og i 1907 et børnehjem.[6]

Nærum Gymnasium der blev bygget på stedet, hvor det gamle fattigkvarter med gadenavne som Benbrækkerstræde befandt sig, har været medvirkende til at kommunale initiativer som f.eks. at en tiltrængt byfornyelse er blevet sat i gang. Centralt i bydelen ligger Nærumgård som oprindeligt blev bygget i 1756, og i dag huser børnehjemmet Døgninstitutionen Nærumgård.

Fra 1951-1958 blev Nærumvænge Torv og Nærumvænge bygget. Bygningerne er tegnet af Palle Suenson.[2] Fra 1959 til 1982 lå biografen Center Bio på Nærumvænge Torv, hvor der nu er restaurant og selskabslokaler.[7]

I 1954 blev sygeplejehjem kaldet Hegnsgården opført nær biblioteket. Det er siden blev udvidet to gange.[8] I 1977-78 opførte man en række ældreboliger i byen.[9]

Geografi

Mod syd og øst ligger Jægersborg Hegn, hvor Bøllemosen ligger og mod vest adskiller Geels Skov byen fra Holte. Nærum er dog i praksis vokset sammen med Holte via bydelen Søllerød mod vest.

Nærumgade, der er en sidegade til LundtoftegadeYdre Nørrebro, er opkaldt efter byen.

Transport og infrastruktur

Helsingørmotorvejen skiller byen i øst og vest, mens Skodsborgvej skiller byen i nord og syd.

Nærum Station hvor Nærumbanen har endestation.

Nærum Station er endestation på den vigtige lokalbane Nærumbanen, der via Kongens Lyngby kører til Jægersborg Station, hvor man kan skifte til S-tog mod hovedstaden eller mod Hillerød. Indtil 1923 gik banen helt til Vedbæk, men som følge af dårlig økonomi blev denne del af strækningen nedlagt.[10] Banestrækningen er siden blevet asfalteret, og hver år afholdes et halvmaraton kaldet "Griseløbet" på strækningen.[11]

Fra stationen afgår også mange busser bl.a. 150S til København eller Kokkedal, 300S til Buddinge og 353 til Helsingør. Desuden afgår der busser til de omkringliggende byer som Skodsborg, Lyngby og Virum.

Den ene af Rudersdal Kommunes to genbrugspladser ligger i Nærum og bliver kaldt Containerhaven.[12] Nærum brandstation er den ene af Rudersdal Hørsholm Brandvæsens tre brandstationer, og den ligger lige ved siden af genbrugspladsen. Renseanlægget Rundforbi Renseanlæg ligger, som navnet antyder, tæt på Rundforbi Stadion.[13]

Erhverv

Brüel & Kjærs hovedkvarter i Nærum

Flere offentlige og private virksomheder har til huse i Nærum. Det multinationale firma Brüel & Kjær, der producerer måleinstrumenter til lyd og svingninger, har deres hovedkvarter i byen[14] ligesom Shell har deres danske hovedkvarter her.[15] Derudover har Postdanmark, Sun Microsystems og flere andre virksomheder afdelinger i byen. I 2013 flyttede forsikringskoncernen Willis Group sit kontor fra Hellerup til Nærum.[16][17] Frem til foråret 2014 havde SKAT også en afdeling i byen, men denne blev lukket sammen med 10 andre landet over.[18][19]

Byen har et butikstorv kaldet Nærumvænge Torv, ligesom Nærum Hovedgade har en række daglig- og specialvarerbutikker.

Uddannelse

I 2003 åbnede Nærum Gymnasium, der tilbyder studentereksamen. Det er blandt de nyeste gymnasier i Danmark, og mere end 1000 elever er indskrevet her. De første studenter dimitterede i 2005.

Der findes to skoler i Nærum, der begge tilbyder 0.-9. klasse; Nærum Skole, hvor bl.a. entertaineren Anders Bircow har gået [20] og den kristne Nærum Privatskole[21].

Kultur

Brandmuseet på hovedgaden.

Trods den relativt lille størrelse rummer Nærum to museer. Det ene er Sommer's Automobile Museum, der er ejet af Ole Sommer. Museet har en stor samling veteranbiler, modelbiler og motorer til biler, fly og skibe. I udstilling er der bl.a. et eksemplar bilmodellen kaldet OScar, der er af en af de få danskproducerede biler.[22] Det andet museum er et af Danmarks mindste, og det udstiller historiske brandhaner, brandmandsudstyr og en enkelt sprøjtevogn.

Desuden er byen også kendt for kolonihaverne De Runde Haver, der er tegnet af C.Th. Sørensen i 1948. Haverne blev fredet i 1991.[23] I en anden kolonihaveforening i byen stod Politikens Pavillon fra Landsudstillingen i Aarhus i 1909, hvor den blev flyttet hen efter udstillingen. I 2002 stod den til nedrivning, men blev i stedet flyttet og genopført i Den Gamle By i Aarhus.[24]

Byens bibliotek, Nærum Bibliotek, er en del af Rudersdal Bibliotekerne, og har til huse i en bygning, der tidligere var en del af Nærum Avlsgård.[25]

Nærum Kirke

Nærum Kirke blev bygget i 1932 med udsigt over byens gadekær, og i 1997 blev bygningen renoveret, og der blev lavet en tilbygning.[26] Desuden findes også Syvende Dags Adventistkirken.[27]

Mange arkitekter har i tidens løb tegnet huse og andre bygninger, der er opført i Nærum:

Der findes også en aktiv jazzklub i byen kaldet Søllerød Jazzklub. Den holder til på Nærum Skole.[28]

Sport

Rundforbi Stadion blev bygget 1965-1970 og er tegnet af Ole Helweg og Claus Bremer. [2] Stadionet har fodboldbaner, atletikbane og svømmehal. Det er hjemsted for Boldklubben Søllerød-Vedbæk og Søllerød Gold Diggers. Yderligere holder Søllerød-Nærum Idrætsklub, SNIK, til på Rundforbi Stadion. Klubben består af 5 selvstændige klubber og blev grundlagt i 1917.[29] Byen har også en tennisklub kaldet Nærum Tennisklub, der blev grundlagt i 1934.[30]

Hvert efterår løbes halvmarathonen "Griseløbet" på den gamle lokalbanestrækning fra Nærum til Vedbæk.[11]

Linjeløbene i VM i landevejscykling 2011 foregik i Rudersdal Kommune. Ruten var 14 km og blev cyklet 18 gange rundt. Den gik igennem Nærum på Rundforbivej og Skodsborgvej og havde start og mål på Geels Bakke i Holte. Ruten blev "indviet" allerede i 2010, hvor den blev benyttet til 6. og afsluttende etape af Post Danmark Rundt. Post Danmark Rundt 2011 benyttede ruten endnu engang til 6. og afsluttende etape.[31]

Personer med tilknytning til byen

Galleri

Noter

  1. ^ a b c Danmarks Statistik: Statistikbanken Tabel BY1: Folketal 1. januar efter byområde, alder og køn
  2. ^ a b c d Nærum, rudersdal.dk, hentet 12/6-2013
  3. ^ Pedersen, s. 6
  4. ^ Frandsen, bilagskort
  5. ^ Frandsen, s. 101
  6. ^ J.P. Trap: Danmark, 4 udgave, bind 1, s. 299
  7. ^ Center Bio, Nærum, biografmuseet.dk, hentet 12/6-2013
  8. ^ Historie. Hegnsgården. Hentet 24/10-2014
  9. ^ Nærum Søpark. Lejerbo.dk. Hentet 24/10-2014
  10. ^ Lyngby - Vedbæk Jernbane, jernbanen.dk, hentet 24/5-2013
  11. ^ a b Information om Griseløbet/Den Grønne Halvmaraton, griseloebet.dk, hentet 34/5-2013
  12. ^ Genbrugspladser, rudersdal.dk, hentet 24/5-2013
  13. ^ Rundforbi Renseanlæg, kommuneplan.rudersdal.dk, hentet 12/6-2013
  14. ^ Nærum - Denmark, bksv.com, hentet 24/5-2013
  15. ^ 13/2-2001 Shell flytter fra Shell-huset, Jyllands Posten, hentet 24/5-2013
  16. ^ Willis er flyttet til nyt domicil i Nærum - og det skal fejres!. Hentet 20/10-2014
  17. ^ Velkommen i Nærum. Willis Group. Hentet 20/10-2014
  18. ^ Skat skærer ned: Lukker i 11 byer. Metroexpress. Hentet 20/10-2014
  19. ^ SKAT lukker center i Nærum. Rydersdalavis. Hentet 20710-2014
  20. ^ Om Bircow. Anders Bircow. Hentet 24/10-2014
  21. ^ Nærum Privatskole.dk, hentet 24/5-2013
  22. ^ Automobiler, sommersautomobilmuseum.dk, hentet 24/5-2013
  23. ^ Kolonihaverne i Nærum, kulturstyrelsen.dk, hentet 12/6-2013
  24. ^ Pavillon fra Landsudstillingen tilbage i Århus, dengamleby.dk, hentet 4/7-2013
  25. ^ Nærum Bibliotek, rudersdalbibliotekerne.dk, hentet 24/5-2013
  26. ^ Gammel og ny, naerum-kirke.dk, hentet 24/5-2013
  27. ^ Velkommen til Adventistkirken, hentet 24/5-2013
  28. ^ sollerodjazzklub, hentet 24/5-2013
  29. ^ snik.dk, hentet 12/6-2013
  30. ^ For de historisk interesserede, naerumtennis.dk, hentet 12/6-2013
  31. ^ Post Danmark Rundt kører igen på VM-ruten i Rudersdal, rudersdal.dk, hentet 10/6-2013

Litteratur

  • Karl-Erik Frandsen: Vang og tægt. Studier over dyrkningssystemer og agrarstrukturer i Danmarks landsbyer 1682-83 (Bygd 1983);
  • Henrik Pedersen: De danske Landbrug fremstillet paa Grundlag af Forarbejderne til Christian V.s Matrikel 1688 (København 1927; reprotryk for Landbohistorisk Selskab, København 1975);