Nationalisme

Redigér links
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 12. mar. 2015, 23:01 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (Bot: Datomærk skabeloner)
Friheden fører folket malet af(Eugène Delacroix 1830) har et markant nationalpolitisk budskab: Friheden (eller Marianne) fører trikoloren højt hævet frem over barrikadernes faldne fulgt af den jævne befolkning med en borger, en arbejdsmand og en dreng i forgrunden

Nationalisme er en ideologi, der anskuer nationen som den primære identitetsskabende faktor for grupper af mennesker. Nationalismen er oftest knyttet til opfattelsen om et 'hjemland', hvor nationen med dennes særlige kendetegn (sprog, levevis-kultur, fælles skæbne) har sin kerne (undertiden mytiske oprindelse), samt ideen om et 'folkeligt' eller etnisk tilhørsforhold til dette land[1]. Det er derfor ifølge denne ideologi vigtigt, at nationens fællestræk (som tolket i den konkrete situation) bevares og styrkes, og at nationalstaten, hvor der er en sådan, har størst mulig suverænitet.

Nationalismen er en slags følelse af, at ens eget land, folk og kulturelle værdier er særegne og som sådanne fortjener at blive forsvaret imod ydre trusler. Nationalister kæmper for, hvad de anser for at være deres nations interesser, eller de reagerer måske på kolonialisme.


Rammer for nationalisme

Nationalisme tager udgangspunkt i en etnisk kategorisering af mennesker, hvor man danner sig forestillinger om den gruppe, man selv tilhører (autostereotyp) adskilt fra andre gruppedannelser (heterostereotyper). I kraft af disse selv- og modbilleder udvikler en gruppe en "vi-bevidsthed", der kan være racemæssigt, religiøst, etnisk, socialt eller nationalt betinget, og hvorved der trækkes skillelinjer mellem egengruppen (in-group) og andre grupper (out-group)[2]. De forhold, der i almindelighed anses for at have dels en nationalt afgrænsende, dels en nationalt forstærkende indflydelse, er:

  1. samme race,
  2. samme sprog,
  3. arealmæssig afgrænsning,
  4. samme kultur,
  5. samme trosretning,
  6. samme historie,
  7. slægtsforbindelser,
  8. selvbestemmelsestrang,
  9. solidaritetsfølelse.

Den etniske bevidsthed genfindes allerede i antikken (grækere[3], romere[4]), hvor den dog fortrinsvis tjente til at skelne mellem civilicerede (henholdsvis héllenes[5] og humanitas[6]) og ikke-civile eller barbarer (henholdsvis bárbaros[7] og barbari eller barbarae gentes[8]). I renæssancen udviklede denne synsmåde – tildels parret med genopdagelsen af klassiske etnografiske værker – sig til forestillinger om en lang historisk-national kulturtradition især blandt tidens "oldgranskere", der ønskede at skabe en sammenhængende folkehistorie til glorificering af daværende statsdannelsers fyrster og folk. Først under romantismen fik nationalismen en statspolitisk drejning[9]. Fra denne tid stammer også forsøgene på at påvise nationens indre sammenhængskraft i form af et fælles sprog og en fælles kultur.

Race

Ved race forstås her udseendemæssige ligheder. Fænomenet afspejler sig fortrinsvis i sin modsætning, idet der – ikke mindst tidligere – var tydelige uligheder mellem folk fra ulige områder, ikke blot europider, afrikanere, asiater og semitter, men tillige regionalt mellem nordiske, alpine og sydeuropæiske folkegrupper.

Sprog

Sproget har altid udgjort en hovedbestanddel i den nationale selvforståelse. Mange steder er netop sproget (ordforråd og grammatik) adskillende mellem to nabonationer. Dette gælder både, hvor ulige sprogfamilier støder sammen (for eksempel i Baltikum, hvor estisk fra den finsk-ugriske sprogfamilie støder op til lettisk fra den indoeuropæiske sprogfamilie) og hvor sprog fra samme sprogfamilie har udviklet sig i hver sin retning ordforrådsmæssigt og grammatisk (for eksempel tysk og dansk).

Udbredelse

Arealmæssige afgrænsningsforhold har ligeledes en fremmende virkning på den nationale selvforståelse. Således har gennem tiderne stednavneforskningen medvirket til indbyrdes at adskille områder, hvor ulige stednavneformer udgør samlede områder afgrænset i forhold til andre. Således pegede den sønderjyske nationalist Claus Eskildsen i sin "Grænselære" på, at der i Slesvig-Holsten er forholdsvis klare skel mellem nordiske (danske, frisiske), tyske og slaviske stednavnes udbredelse.

Kultur

Kultur i dette ords brede forstand har ligeledes medvirket til at fremme national bevidsthed. Byggeskik, beklædning, madvaner, højtider og fester og så fremdeles samler henholdsvis adskiller befolkningsgrupper.

Religion

Trosretninger kan også fremme eller hæmme national bevidsthed uanset, at der er større eller mindre religiøse mindretal. Det mest udtalte eksempel på religion som national manifestationsform er vel jødedommen, men også den græsk-ortodokse, den russisk-ortodokse, den kalvinske religion har udprægede nationalismemanifesterende træk. Da Storbritanniens indiske kronkoloni fik selvstændighed i 1947, blev området delt i det hinduistiske Indien og de islamiske Vestpakistan (nu Pakistan) og Østpakistan (nu Bangladesh).

Skæbnefællesskab

Skæbnefællesskab bidrager ligeledes til den nationale fællesskabsfølelse. Når man har haft de samme statsledere, de samme fjender, lidt under de samme sygdomsepidemier, krige, brande eller oversvømmelser, vundet de samme sejre eller lidt de samme nederlag, haft de samme love og så videre, forstærkes denne fællesskabsfølelse. Bevidstheden om tidligere historisk selvstændighed kan ligeledes spille ind.

Blodsbånd

Slægtsforbindelser virker også til at fremme den nationale fællesskabsfølelse. Især i ældre tid var det almindeligt, at man hentede sin ægtefælle i nærmeste omegn; langvejs fra kommende var sjældne og vedkommende stammede da langt oftere fra et område med samme sprog og kultur end fra helt fremmede steder. Fjernere tilflyttere var ofte flygtninge, som var villige til helt at lade sig integrere i det samfund, som tog imod dem. Resultatet var imidlertid tætte netværk af blodsbånd inden for ganske velafgrænsede områder.

Selvbestemmelsestrang

Selvbestemmelsestrang synes at have været en medvirkende årsag til udviklingen af en national bevidsthed, ikke mindst som en modreaktion imod et fremmed overherredømme. Også politisk-ideologisk forhold kan spille ind: et velkendt eksempel er i dansk historie de national-liberales dobbelte mål om indførelse af en fri, folkelig forfatning med en folkerepræsentation på den ene side og udskillelsen af det fremmede (tyske) folkelegeme fra staten og det politiske liv.

Solidaritetsfølelse

Endelig spiller solidaritetsfølelse en stor rolle for den nationale bevidsthed. Man skelner klart mellem de, hvis skæbne man føler noget for (og i givet fald er rede til at hjælpe), og de, hvis levevis og skæbne man ikke føler forståelse for eller ligefrem føler væmmelse eller uvilje imod.

Nationalismes forhold til andre ideologier

Nationalismen adskiller sig i sin egenart grundlæggende fra de fleste andre ideologiske retninger derved, at den ikke har noget økonomisk program og ikke tjener nogen særlig samfundsgruppes interesser (alle er principielt ligestillet: landbrugere, arbejdere og borgere), ej heller forholder den sig til statens øverste styrelse (kongedømme eller republik). Derimod har den åbenlyst brod imod visse og forenelsesmuligheder med andre ideologier.

Totalitære ideologier

Man kan undertiden støde på den påstand (ikke mindst fra erklærede socialisters side), at fascisme er en ekstrem form for nationalisme. Dette er imidlertid forkert og ret beset en taktisk manøvre for at gøre nationalisme ildeset. I stedet står nationalismen med sine grundlæggende tanker om, at alle nationalborgere har lige ret til medindflydelse på rigets styre i modsætning til totalitære ideologiers (kommunismens, fascismens, nazismens) fælles standpunkt, at det er den udvalgte og stærkt rangordnede gruppes (partiets, sektens) ledelse, der suverænt skal styre statsdannelsen. Fælles er ligeledes en imperialistisk indstilling om magtudbredelse (modsat nationalismens bevidste afgrænsning i forhold til andre nationer), for eksempel var sovjetkommunismen erklæret internationalistisk, og det fascistiske Italien angreb andre stater for at underlægge sig dem (Abessinien 1935, Albanien 1939), ligesom Hitler ingen hensyn tog til nationale grupper i sin senere ekspansionspolitik i Østeuropa med det erklærede formål at skaffe sig "lebensraum". Fælles er, at nationale fraser alene blev anvendt for at "legitimere" imperialismen og svække kritikken. Den nazistiske racepolitik genfindes knapt nok i de nationalistiske rørelser og forøvrigt slet ikke i flere andre fascistiske regimer (fx Franco-Spanien).

Nationalisme og liberalisme

Derimod har nationalismen – ikke mindst i sin tidlige fase – været knyttet sammen med borgerlige ideer om frihed, lighed og borgerrettigheder[10]; i Danmark fandt denne variant sit udtryk i den nationalliberale rørelse[11].

Nationalisme og konservatisme

Oprindeligt havde nationalismen en vis brod imod den konservative ideologi, der var internationalistisk[10], men senere har de konservative ideologier i nogen grad tillagt sig nationale standpunkter.

Nationalisme og patriotisme

Nationalismen udviklede sig til sin moderne form i løbet af 1700-tallet under stærk påvirkning fra den allerede tidligere forekommende patriotisme. De to tankesæt ligner hinanden, men der er klare uligheder:

  • Patriotismen hævder loyalitet over for staten uanset dennes udstrækning. Nationalismen afgrænser nationen som det område, hvor befolkningen taler samme sprog og har samme kultur;
  • Patriotismen hævder at fødested og sprog ikke er afgørende for statsloyaliteten. Nationalismen lægger vægt på fødested og sprog som integrerede dele af den nationale identitet;
  • Patriotismen forpligter ikke staten over for sine undersåtter. Nationalismen gør den enkeltes frihed, ejendomsret, lighed og sikringen af borgerrettigheder til forudsætninger for nationalfølelsens styrkelse.

Sat på spidsen er patriotisme den praktiske men følelsesløse loyalitet over for statslegemet, nationalismen det idealistiske følelsesstærke bånd af folkefællesskab mellem individer og den kulturelle folkestat.

I de fleste europæiske lande var patriotismen murbryder for en egentlig nationalisme, en overgangsform for nedbrydelse af de daværende mere eller mindre tilfældigt sammensatte imperier til egentlige nationalstater således, som det skete dels efter 1. verdenskrig, dels efter kommunismens fald i Østeuropa.

Historie

Patriotisme har lange traditioner i Europa. Helt tilbage til tidligste middelalder har fyrstetrofasthed og en vis kulturel og historisk bevidsthed været motiverende for befolkningens gøren og laden. Endnu op i begyndelsen af 1700-tallet var de fleste lande imidlertid prægede af en indstilling om, at det gjalt om at tillokke dygtige fremmede til fremme af landets velstand, og følgen blev større og mindre vandringer på kryds og tværs over Europa:

  1. velkendt er Salzburgs protestantiske befolknings udvandring til Østpreussen, der skete med større eller mindre økonomisk støtte fra protestantiske borgere i Nordeuropa[12],
  2. indkaldelsen af tyske hedekolonister til opdyrkelse af den jyske hede[13],
  3. indkaldelsen af håndværkere og industriforetagere til danske købstæder[14],
  4. tyske kolonister til Donau-området fra 1748[15]

for blot at nævne enkelte eksempler.

Situationen begyndte imidlertid at forandre sig fra midten af 1700-tallet. Nu fik patriotismen en mere nationalistisk tone og dermed et udskillende præg; det var oplysningstiden, der snart udviklede sig til romantisme: forstillingen om en indre sammenhæng mellem stat og borgerskab. Dette gjalt ikke mindst hos det stadigt voksende småborgerskab, der heri fandt sig et ståsted for selvbevidsthed. Medvirkende hertil var en række samtidige begivenheder:

Nationalismen har således sine rødder dels som opgør med kolonialismen, dels i romantismen. Endnu i slutningen af 1700-tallet var denne dog kun i sin vorden, først i begyndelsen af 1800-tallet fik den form i politiske målsætninger:

  1. Undertrykte folkeslag søgte at frigøre sig fra fremmed overherredømme (Finland, Grækenland, Norge, Polen, Ungarn m.fl.),
  2. Der udvikledes en opfattelse hvorefter sproget var det nationale kendemærke, hvorfor ulige grupper med samme sprog efter evne søgte at komme i fællesskab (panitalisme, pangermanisme, panslavisme).

USAs frihedskrig

Nationalismen udviklede sig i mange (især oversøiske) koloniområder som en selvbevidsthed om eget værd, der førte til en trang om frihed og selvbestemmelse og herfra videreudviklede sig til en nationalpræget "vi"-bevidsthed. Denne udvikling sås først i USA, hvor voksende spændinger mellem England og dets amerikanske koloniområde på grund af blandt andet den førte toldpolitik (Townshend-lovene) fører til oprør i 1770 i Boston og Massachusetts og boykot af engelse varer. De mere yderliggående kolonister (Samuel Adams, Thomas Jefferson) danner komiteer for kolonierne frigørelse og fik støtte i en pamflet af Thomas Payne, "Common sense" fra 1776. 1773 følger "The Boston Tea Party", hvor tre skibsladninger the bliver smidt i havet og havnen derefter blokeres, 1774 beslutter 1. kontinentale kongres i Philadelphia omfattende 13 Ny-England kolonidelegater (Massachusetts, New Jersey, New York, Rhode Island, Connecticut, New Hampshire, Pennsylvania, Delaware, Virginia, Maryland, North Carolina, South Carolina, Georgia) at afbryde samhandelen med England. Fra 1775 til 1783 førtes den amerikanske uafhængighedskrig, der ved freden i Versailles 1783 ender med Storbritanniens anerkendelse af de amerikanske koloniers selvstændighed[19].

Sydamerikas frihedsbevægelser

Omtrent en menneskealder senere, i begyndelsen af 1800-tallet, begyndte de spanske og portugisiske kolonier i Mellemamerika og Sydamerika at stille krav om selvstændighed. Under ledelse af Simon Bolívar og San Martin får samtlige kolonier på det sydamerikanske kontinent selvstændighed:

Den franske revolution

En hovedkilde til nationalismens udbredelse var junirevolutionen i Paris, hvor nationalfølelsen opstod i det franske folk og hurtigt bredte sig til andre lande.

Den 27. juli 1830 begyndte studenter ved École polytechnique i Paris sammen med byens arbejdere og småborgerskab at opføre barrikader i den franske hovedstads gader som reaktion på den konservative regerings forudgående indskrænkninger i pressefriheden. Efter tre dages gadekampe ("Les trois glorieuses") måtte den regerende konge Charles 10. trække sig, og hertugen af Orléans Louis Philippe lod sig hylde på rådhusets balkon indsvøbt i trikoloren, symbolet på revolutionen; den 7. august samme år valgtes han til ny konge af deputeretkammeret.

Knap en måned senere gjorde belgierne oprør imod det hollandske overherredømme i De Forenede Nederlande – en statsdannelse, der var blevet til som et af Wienerkongressens resultater. I september bredte uroen sig til flere tyske stater, hertugen af Braunschweig måtte flygte ud af landet, og fyrsten af Kurhessen måtte love at indkalde stænderne og måtte senere overdrage magten til sin søn. I Schweiz kom det til opstande i flere kantoner. Senere på året bredte oprørene sig til Italien og Polen. Polakkerne rejste sig imod det russiske herredømme, mens "den unge Italien" under ledelse af Giuseppe Mazzini tilstræbte Italiens nationale enhed. I Storbritannien opstod der nationale bevægelser i Irland[21]. Inden for den danske Helstat skrev Uwe Jens Lornsen, netop udnævnt landfoged på Sild samme år "Ueber das Verfassungswerk in Schleswigholstein", hvori han gjorde sig til talsmand for indkaldelse til en forfatningsgivende forsamling for hertugdømmerne, for flytning af styrelsen af hertugdømmerne fra København til Kiel og for oprettelse af et statsråd sammesteds[22].

Nationalismen blev i løbet af 1800-tallet en dominerende ideologi i Europa. Dette havde ulige årsager, der dog alle har det tilfælles, at datidige storpolitiske begivenheder virkede fremmede for den nationale ideologi.

Under folkeopstande rundt om i Europa 1848 kom det til nye nationale manifestationer, blandt andet i Ungarn.

Danmark

Den nationale danske bevidsthed har gamle rødder. Udtryk herfor findes allerede på runestene fra vikingetiden og kendes siden fra adskillige historiske begivenheder. Velkendt er skåningenes kamp for tilhørsforholdet til Danmark og bornholmernes oprør mod den svenske overtagelse, der førte til øens tilbagevenden til Det danske Rige. Mindre kendt men ligeså dansk-nationalt er langelændingenes kamp mod den svenske besættelse, der havde sit modstykke i gøngehøvdingens og hans snaphaners samtidige kamp på Sjælland.

I Danmark kom skillelinjen mellem patriotisme og nationalisme klart frem i løbet af 1700-tallet. Allerede Ludvig Holberg udbredte kendskabet til fædrelandskærlighed men advarede tillige imod faren for fremmedforagt og fremmedhad, ligesom han foretrak nyttige borgere for staten uanset disses fødested eller trosretning frem for udygtige landsmænd. I 1759 udsendte Tyge Rothe, søn af en jysk embedsmand, bogen "Tanker om Kærlighed til Fædrelandet". Det er et patriotisk skrift. Heri gør Tyge Rothe sig til talsmand for, at fædrelandet ikke nødvendigvis var, hvor man tilfældigvis var født, men derimod der, hvor man levede som en nyttig borger og som loyal undersåt. Desuden ville han godtgøre, at fædrelandskærlighed ikke er forbeholdt de højere samfundslag men tillige forekommer i den brede befolkning. Og endelig ville han påpege nytten af at indkalde og ansætte folk med fremmed baggrund i landet. Bogen fremkom på et tidspunkt, hvor landets ledende embedsmænd alle var født i udlandet, for det meste end ikke talte dansk og i øvrigt sværmede for tysk-fransk kultur. Nøgleordet i patriotisme er således statsloyalitet uanset statens afgrænsning[23].

Her over for formulerede professor ved Det Adelige Akademi i Sorø Ove Høegh-Guldberg en skarp kritik af, at de mange ledende embedsfolk ikke talte dansk og forlangte fuldstændig assimilering i samfundet. Denne indstilling blev skærpet af den norske bispesøn Eiler Hagerup i skriftet "Brev om Kærlighed til Fædrelandet" fra 1767, hvor han gør sig til talsmand for, at fædrelandet er der hvor man er født og vokset op, at almuen (bonden) for at føle kærligheden til fædrelandet skulle sikres sin frihed og ejendom, at landet har rigeligt af egne egnede folk til offentlige embeder[24].

Indførelsen af dansk som undervisningsfag i latinskolerne 1775 og vedtagelsen af indfødsretsloven 1776 var udslag af tidens danske nationale strømninger[25].

Grunden til, at nationalismen blev den dominerende ideologi i Danmark, var formodentlig nogle af de krige, Danmark blev indviklet i i 1800-tallet, således Slaget på Reden 1801[26], Københavns bombardement 1807[27], Kanonbådskrigen 1807-1814, Treårskrigen 1848-1850[28] og krigen i 1864[29].

I mellemkrigstiden var sønderjyden Claus Eskildsen en af tidens mest glødende nationalister. Over for tyske påstande om at Sønderjylland hørte naturligt sammen med Det tyske Rige påpegede Claus Eskildsen i sin "Grænselære", at vidnedsbyrd om sprog, stednavne, efternavne, byggeskik (saksergården over for den firlængede danske bondegård) og ægteskabsforbindelser alle vidnede om en stærkere sønderjysk tilknytning nordpå end sydpå.

Norge

Norge var et af de lande i Europa, hvor nationalfølelsen tidligst fik stærk grobund. Frigørelsen fra forbundet med Danmark førte til ønske om en fri national forfatning, men Norge blev tvunget ind i et nyt forbund med Sverige og måtte vente til 1905 med at opnå den eftertragtede nationale selvstændighed.

Finland

Også i Finland havde nationalfølelsen allerede i begyndelsen af 1800-tallet slået stærkt an. Finland opnåede en autonom stilling som storfyrstendømme og forberedte herigennem sin nationale selvstændighed, der dog først kom i slutningen af 1. verdenskrig, da Finland i 1917 erklærede sig selvstændigt.

Tidligere koloniers nationalisme

I mellemkrigstiden udvikledes den nationale ideologi også i de datidige europæiske landes kolonier, og efter 2. verdenskrig begyndte de gamle kolonier at kræve deres frihed. I 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne opnåede langt de fleste af de gamle kolonier selvstændighed; i nogle tilfælde bevarede kolonierne deres multinationale præg, i andre skete der allerede ved selvstændigheden en opsplitning af kolonierne efter nationale skillelinjer. Mange tidligere kolonier har oplevet borgerkrige, fordi opløsningen af disse multinationale statsdannelser ikke skete fredeligt mens tid var.

Nationale splittelser

Talrige er de steder, hvor to (eller flere) folkeslag med forskellig nationalfølelse lever side om side i uforsonlighed. Mest velkendt er Cypern, der er delt i en Græsk-cypriotisk stat og en Tyrkisk-cypriotisk stat. Et andet eksempel er Palæstina, hvor israelere og palæstinensere lever på vedvarende krigsfod. Ligeledes Nordirland, hvor irere og briter lever i vedvarende ufred. Nævnes kan tillige Belgien, hvor flamlændere og vallonere er på randen af adskillelse.

Nationalisme i Østeuropa

Under den kolde krig havde nationalismen i de kommunistiske lande trange kår. Ethvert tiltag for at markere en national selvstændighed blev hensynsløst slået ned. I 1991 brød de kommunistiske lande imidlertid sammen, og nationalismen stod i fuldt flor i de gamle diktaturer.

Sovjetunionens opløsning

Folkenes fængsel

"Rusland er folkenes fængsel" erklærede Vladimir Iljitj Uljanov (Lenin) om det zaristiske russiske imperium før 1. verdenskrig. I en række udtalelser kritiserede han den zaristiske nationalitetspolitik og lovede frihed og selvbestemmelsesret til alle undertrykte folkeslag i zartidens Rusland. Senere ændrede han imidlertid standpunkt[30].

Lenins nationalitetspolitik

I 1913 skrev Lenin sine "Teser om det nationelle spørgsmål", der blev grundlæggende for den leninistiske nationalitetspolitik. Kendetegnende for denne var:

  1. Territorialprincippet – samhørigheden mellem en etnisk gruppe og dettes bosætningsområder, hvilket skulle have indflydelse på de forskellige sprogområders undervisningssprog,
  2. Suverænitetsprincippet – at alle nationer har ret til selv at afgøre, om de vil tilhøre unionen eller udtræde. De skulle have ret at give sit eget sprog en fremtrædende stilling i skoler, kulturelle institutioner og andre sammenhænge,
  3. Den proletariske internationalisme – at alle proletarer har samme interesser uanset deres nationale tilhørsforhold og derfor bør samarbejde imod undertrykkerne, hvilket fører til overvindelse af nationale modsætninger[31].

I "Nationernes selvbestemmelsesret" skrev Lenin i februar-maj 1914: "Situationen stiller Ruslands proletariat over for en dobbelt eller snarere tosidet opgave: kamp mod al nationalisme – erkendende ikke blot alle nationers fuldstændige lige berettigelse i henseende til at opbygge en stat, det vil sige nationnernes selvbestemmelsesret, ret til at skille sig ud – jævnsides med, og netop for at fremme en fremgangsrig kamp mod al slags nationalisme hos alle nationer, en stilling til fordel for den proletære kamp og de proletære organisationers enhed, for deres intime sammensmeltning til et internationalt fællesskab stik imod de borgerlige bestræbelser imod national isolering"[32].

I 1916 skrev Lenin: "Socialismens mål er ikke blot at afskaffe menneskelighedens opsplittelse i småstater og enhver isolering af nationerne, ikke blot at tilnærme nationerne til hinanden, men at sammensmelte dem"[32].

Stalins og hans efterfølgeres nationalitetspolitik

Under 2. verdenskrig lod Stalin hele folk og store folkegrupper deportere fra deres hjemegne:

  • august 1941 deporteredes Volgatyskerne,
  • oktober-november 1943 deporteredes karatjajerne,
  • december 1943 deporteredes kalmukkerne,
  • februar 1944 deporteredes tjetjenerne og ingussierne,
  • marts-april 1944 deporteredes balkarerne,
  • maj 1944 deporteredes krim-tatarerne,
  • november 1944 deporteredes mesketerne[33].

Efter 2. verdenskrig blev en systematisk sproglig russificering gennemført over hele Sovjetunionen i form af fremme af det russiske sprog i skolerne:[kilde mangler] i de 15 unionsrepublikker kunne principielt al undervisning ske på det nationale sprog, men ofte savnedes lærebøger på disse og væsentlige dele af undervisningen skete på russisk[kilde mangler], i de 20 autonome republikker kunne undervisning på modersmålet ske indtil 8. klasse samt i erhvervsskoler og tekniske skoler, i de 8 autonome områder skete undervisning på nationale sprog kun indtil 2. eller 3. klasse, og i de nationelle kredse[hvilke?] var russisk undervisningssprog fra første klasse[34]. Også presse og bogudgivelser blev anvendt til fremme af det russiske sprog[35], russisk anvendtes i forsvaret[36], russisk blev fremmet ved blandede ægteskaber[37] og ved folkeflytninger (såvel fraflytninger fra nationelle områder som tilflytning af russisksprogede elementer til disse)[38].

Sovjetunionens opløsning

Da Sovjetunionen brød sammen i 1991, opsplittedes den multinationale statsdannelse i nationale statsdannelser:

Den nationale opløsningsproces i det tidligere sovjetunionen kan dog ikke anses for afsluttet. Rusland har utallige nationale minoriteter, der har mere eller mindre åbenlyse forhåbninger om selvstændighed, blandt andre Tetjenien og Jakutien.

Jugoslaviens opløsning

Ligeledes førte diktatoren Titos død til imperiet Jugoslaviens opløsning og (gen)dannelsen af nationale stater:

og endnu venter Voivodina på sin selvstændighed.

Tjekkoslovakiets opløsning

Også Tjekkoslovakiet blev efter sovjetstyrets fald opløst i:

Litteratur

  • Wolfgang Burgdorf: "Reichsnationalismus" gegen "Territorialnationalismus". Phasen der Intensivierung des nationalen Bewusstseins in Deutschland seit dem Siebenjährigen Krieg; München 2000
  • Ole Degn: "Danmark. De nylagte byer og byudviklingen i Danmark 1600-1800", i: Grethe Authén Blom (red.): Urbaniseringsprosessen i Norden, 2: De anlagte steder på 1600-1700 tallet. Det XVII. nordiske historikermøte Trondheim 1977; Universitetsforlaget Oslo-Bergen-Tromsø 1977; ISBN 82-00-01664-1
  • Ülo Ignats: Folkens fängelse. Nationalitetspolitiken i Sovjetunionen; Ordfronts Förlag, Stockholm 1982; ISBN 91-7324-177-6
  • Herman Kinder, Werner Hilgemann: dtv-Atlas Weltgeschichte von Anfängen bis zur Gegenwart; Deutscher Taschenbuch Verlag GmbH & Co. KG; München 2000 (s. 319, 377)
  • Allan A. Lund: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
  • Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 9: "Den lange fred 1700-1800" (af Ole Feldbæk); Danmark 1990; ISBN 87-89068-11-4
  • Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 10: "Fra reaktion til grundlov 1800-1850" (af Claus Bjørn); Danmark 1990; ISBN 87-89068-12-2
  • Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 11: "Det folkelige gennembrud og dets mænd 1850-1900" (af Kristian Hvidt); Danmark 1990; ISBN 87-89068-13-0
  • Holger Rasmussen: "Fordrivelsen fra Salzburg", kronik i: Skalk 1981 nr. 4, s. 18-26
  • Johan Vilhelm Snellman: Deutschland. Eine Reise durch die deutschsprachigen Länder 1840-1841; Band 1-2; Otava Verlag AG, Helsinki 1984; ISBN 3-608-95187-3

Noter

  1. ^ Ignats, s. 15
  2. ^ Lund, s. 9
  3. ^ Lund, s. 14-16
  4. ^ Lund, s. 16ff
  5. ^ Lund, s. 11
  6. ^ Lund, s. 23
  7. ^ Lund, s.10
  8. ^ Lund, s. 17
  9. ^ Lund, s. 100-104
  10. ^ a b Feldbæk, s. 328
  11. ^ Bjørn, s. 257-259
  12. ^ Rasmussen
  13. ^ Den danske Regering og de tyske Kolonisters Indkaldelse 1759—65. – tidsskrift.dk
  14. ^ Degn
  15. ^ Kinder, Hilgemann, s. 286f
  16. ^ Kinder, Hilgemann, s. 282f
  17. ^ Kinder, Hilgemann, s. 290-293
  18. ^ Kinder, Hilgemann, s. 302-315
  19. ^ Kinder, Hilgemann, s. 291
  20. ^ Kinder, Hilgemann, s. 331
  21. ^ Bjørn, s. 185
  22. ^ Bjørn, s. 186f
  23. ^ Feldbæk, s. 328-330
  24. ^ Feldbæk, s. 331f
  25. ^ Feldbæk, s. 333
  26. ^ Feldbæk, s. 351-357
  27. ^ Bjørn, s. 108-111
  28. ^ Bjørn, s. 329-337, 347-354
  29. ^ Hvidt, s. 111-141
  30. ^ Ignats, s. 17
  31. ^ Ignats, s. 17f
  32. ^ a b Ignats, s. 18
  33. ^ Ignats, s. 35
  34. ^ Ignats, s. 49
  35. ^ Ignats, s. 65f
  36. ^ Ignats, s. 67f
  37. ^ Ignats, s. 69f
  38. ^ Ignats, s. 68f

Se også

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Nationalisme&oldid=7991266"