Nazisternes bogbrænding
Nazisternes bogbrænding var en kampagne iværksat af myndighederne i Nazi-Tyskland for at brænde bøger i Tyskland som ikke var i samme svar med nazisternes ideologi. I alt blev der brændt omkring 25.000 bøger fra 2500 forfattere. Aktionen blev gennemført 10. maj 1933.
Baggrund
I 1933 begyndte Propagandaminister Joseph Goebbels arbejdet med at ensrette kulturvirksomheden så at den blev i samme svar med nazistenes mål. De nye myndigheder begyndte udrensningen af jødiske kulturorganisationer og andre som blev anset som suspekte. De tyske studenter stod i første linje i nazibevægelsen. Ultranationalismen og antisemitismen stod stærkt i middelklassen og særligt var modstanden mod Weimarrepublikken (1919-1933) stor blandt studenterne.
Bogbrændingskampagnen
Den 6. april 1933 proklamerede den tyske studentorganisations (Deutsche Studentenschaft) hovedkontor for presse og propaganda en landsomfattende "aktion mod anti-tyske holdninger". 8. april offentliggjorde organisationen sine tolv teser som indebar et "rent" sprog og en "ren" kultur. De angreb "jødisk intellektualisme" og krævede at universiteterne skulle være centre for tysk nationalisme.
Den 10. maj blev der gennemført bogbrændinger af 25000 bøger af såkaldte "anti-tyske" bøger. I de fleste universitetsbyer blev der gennemført fakkeltog og på mødepladserne blev der gennemført ritualer med musik, sange og eder – mens nazistudenterne kastede bøger på bålet. En del af bogbrændingen blev udsat på grund af regn. Andre blev lagt til St. Hans aften. Til trods for dette blev der gennemført 34 bogbrændingsceremonier og aktionen blev regnet som en succes med stor pressedækning og enkelte af arrangementerne blev overført live på radio.
Målet for aktionen
Richard Euringer, direktøren for biblioteket i Essen, har identificeret 18.000 værker fra 2500 forfattere som blev brændt offentligt under kampagnen. Blandt dem var ledende tyske forfattere som Bertolt Brecht, Lion Feuchtwanger og Alfred Kerr. Ernest Hemingway og Helen Keller er blandt amerikanske forfattere som fik sine bøger brændt.
Under ceremonierne blev det fortalt hvorfor de enkelte forfatteres bøger blev brændt. Joseph Goebbels holdt talen på Opernplatz i Berlin og gav følgende begrundelse:
- Karl Marx og Karl Kautsky, for klassekamp og materialisme.
- Heinrich Mann, Ernst Glaeser og Erich Kästner, for dekadence og moralsk forfald.
- Friedrich Wilhelm Foerster (pacifist), for politisk uansvarlighed og politisk forræderi.
- Sigmund Freud, for overdrivelse af ubeviste impulser og destruktive analyser af det menneskelige sind.
- Emil Ludwig og Werner Hegemann, for historieforfalskning og bagvaskelse af store personligheder.
- Thodor Wolff og Georg Bernhard, for anti-tysk og jødiske demokratisk journalisme.
- Erich Maria Remarque, for litterært forræderi af soldaterne under 1. verdenskrig.
- Alfred Kerr, for indbildsk degradering af vort tyske sprog.
- Kurt Tucholsky og Carl von Ossietzky, for frækhed og arrogance.
Litterære eftervirkninger
Under talen ved bogbrændingen i Berlin annoncerede Goebbels at "sjælen til det tyske folk kan udtrykke sig igen. Flammerne oplyser ikke kun om enden på en gammel æra, de lyser også op for en ny." Goebbels flyttede kontrollen over litteraturen over til sit eget departement. Departementet satte hurtigt standarder for hvordan forfattere skulle skrive. Litterære værker måtte skrives indenfor fire kategorier Fronterlebnis, om krigens kameratskab. Weltanschauung, genspejle nazisternes syn på verden. Heimatroman, om tysk nationalromantik. Rassenkunde om nazismens rasesyn.
Mindesmærker
I Berlin på Bebelplatz ved siden af statsoperaen er der bygget et monter i bakken med tomme boghyller på stedet hvor bogbrændingen i Berlin blev foretaget 10. maj 1933. Ved siden af er en bronzetavle som minder om hændelsen. I denne finder man også et citat fra Heinrich Heines "profeti" fra 1821.
"Det var kun forspil. Hvor de har brændt bøger, vil de ende med at brænde mennesker."
(Originalsprog: "Das war Vorspiel nur. Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen." )
- Heinrich Heine, Almansor (1821)
I Göttingen er der placeret en "tænketavle" ved Albanikirchhof (på den tid Adolf Hitlers platz). I Frankfurt er der placeret en mindestavle mellem den gamle Nikolaikirke og justitsbygningen. Tilsvarende mindesmærker findes i en række tyske byer som Hamborg, Landau, Bremen, Dusseldorf, Erlangen og Köln. I flere andre tyske byer har der været mindesarrangementer på de steder hvor bogbrændingen fandt sted.
