Nazisternes bogbrænding

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Fra de tyske nazisters bogbrændingOpernplatz (i dag omdøbt til Bebelplatz) i Berlin 10. maj 1933. Arkivfoto fra U.S. National Archives.
Tyske studenter og SA-folk plyndrer biblioteket i Institut für Sexualwissenschaft (= Institut for seksualkundskab) i Berlin.
Biblioteket i instituttet for seksualkundskab plyndres.

Nazisternes bogbrænding var en kampagne iværksat af myndighederne i Nazityskland for at brænde bøger, der blev anset uoverensstemmende med nazistisk ideologi. I alt blev der brændt henved 25.000 bøger af 2.500 forfattere. Aktionen blev gennemført i maj/juni 1933, inspireret af bogbålet i 1817, da tyske studenterforeninger (Burschenschaften) demonstrerede for et forenet Tyskland med at brænde "utyske" og reaktionære tekster og litteratur i Wartburg.[1]

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

I 1933 begyndte propagandaminister Joseph Goebbels arbejdet med at ensrette kulturvirksomheden i overensstemmelse med nazisternes mål. De nye myndigheder begyndte udrensningen af jødiske kulturorganisationer og andre, der blev anset som suspekte. De tyske studenter stod her i forreste linje. Ultranationalismen og antisemitismen stod stærkt i middelklassen, og især var modstanden mod Weimarrepublikken (1919-33) stor blandt studenterne.

Bogbrændingskampagnen[redigér | redigér wikikode]

Den tyske studenterorganisations løbeseddel med tolv punkter mod "jødisk intellektualisme" og for tysk nationalisme.

Den 6. april 1933 proklamerede den tyske studenterorganisations (Deutsche Studentenschaft) hovedkontor for presse og propaganda en landsomfattende "aktion mod anti-tyske holdninger". 8. april offentliggjorde organisationen sine tolv teser, som indebar et "rent" sprog og en "ren" kultur. De angreb "jødisk intellektualisme" og krævede, at tyske universiteter skulle være centre for tysk nationalisme.

Den 10. maj blev der gennemført bogbrændinger af henved 25.000 bøger af såkaldte "utysk" type. I de fleste universitetsbyer blev der gennemført fakkeltog, og på mødepladserne blev der spillet musik, sunget og aflagt eder – mens SA-folk, drenge fra Hitlerjugend og nazistudenter kastede bøger på bålet.[2]

Opernplatz (nu Bebelplatz) i Berlin samlede omkring 40.000 tilskuere sig for at høre Goebbels holde tale: "Nej til dekadence og moralsk fordærv!"[3] Derefter smed SA og ungdomsforeninger omkring 20.000 bøger fra Institut für Sexualwissenschaft (= Institut for seksualkundskab) og Humboldt-universitetet ind i flammerne. Erich Kästner skrev en ironisk beretning - først offentliggjort efter krigen - om at være vidne til at se sine egne bøger smidt på bålet.[4] Sigrid Undsets romaner blev også brændt på baggrund af hendes udsagn om race som "hverken en moralsk eller en umoralsk kvalitet...At sætte sin lid til race - dvs. være urimeligt forelsket i sine egne forkærligheder og fordomme, uden kritisk at granske værdien af dem - er den sikre vej til at lade alle de mindst værdifulle elementer indenfor racen udfolde sig uhæmmet, kun fordi den er farvet med vor yndlingskulør."[5]

En del af bogbålene blev udsat på grund af regnvejr. Andre blev lagt til sankthansaften. Alligevel blev der gennemført 34 bogbål, og aktionen regnet som en succes med stor pressedækning, hvor enkelte af arrangementerne blev direkteoverført på radio.[6]

Målet for aktionen[redigér | redigér wikikode]

Bøgerne af den senere nobelprisvinder Carl von Ossietzky blev brændt på grund af "frækhed og arrogance". Ossietzky afbildet på et vesttysk frimærke fra 1975.

Richard Euringer, direktøren for biblioteket i Essen, har identificeret 18.000 værker af 2.500 forfattere som blev brændt offentligt under kampagnen.[7] Blandt de ramte skribenter var ledende tyske forfattere som Bertolt Brecht, Lion Feuchtwanger og Alfred Kerr. Ernest Hemingway, Jack London og Helen Keller er blandt amerikanske forfattere, som fik sine bøger brændt; og naturligvis jøder som Franz Kafka.

Under ceremonierne blev det fortalt hvorfor de enkelte forfatteres bøger blev brændt. Joseph Goebbels holdt talen på Opernplatz i Berlin og gav følgende begrundelse:[8]

Litterære eftervirkninger[redigér | redigér wikikode]

Under talen ved bogbrændingen i Berlin annoncerede Goebbels, at "den ekstreme jødiske intellektualismes æra er nu omme...Fremtidens tysker vil ikke kun være en bogens mand, men en karakterfast mand. Det er med dette for øje, vi ønsker at uddanne jer...Så i denne midnatstime gør I klogt i at overgive til flammerne fortidens onde ånd."[9] Goebbels flyttede kontrollen over litteraturen over til sit eget ministerium. Ministeriet satte hurtigt standarder for, hvordan forfattere skulle skrive. Litterære værker måtte skrives indenfor fire kategorier:

  • Fronterlebnis (= frontoplevelse), om krigens kameratskab.
  • Weltanschauung (= verdensanskuelse), genspejle nazisternes syn på verden.
  • Heimatroman (= hjemstedsroman), tysk nationalromantik.[10]
  • Rassenkunde (= racekundskab) om nazismens racesyn.

Allerede to uger forinden havde amerikanske organisationer som American Jewish Congress kendskab til de planlagte bogbål, og skrev protester. Helen Keller skrev et åbent brev til de tyske studenter: "Historien har intet lært jer, hvis I tror, I kan slå tanker ihjel." Forfattere som Sherwood Anderson og nobelprisvinderen Sinclair Lewis erklærede sig solidariske med de bandlyste skribenter, og protesterede offentligt mod bogbålene. Bagefter marcherede 100.000 mennesker i New York City i protest mod nazistisk politik; ligeså i Philadelphia, Chicago og St. Louis.[11]

Mindesmærker[redigér | redigér wikikode]

Mindesmærke på Bebelplatz til minde om bogbrændingen i Berlin i 1933.

I BerlinBebelplatz ved siden af statsoperaen er der bygget en montre i bakken med tomme boghylder på stedet, hvor bogbrændingen i Berlin blev foretaget 10. maj 1933. Ved siden af er en bronzetavle til minde om hændelsen. På denne finder man også et citat fra Heinrich Heines "profeti" fra 1821.

"Det var kun et forspil. Hvor der er brændt bøger, vil man ende med også at brænde mennesker." (Originalsprog: "Das war Vorspiel nur. Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen.")
- Heinrich Heine, Almansor (1821)

I Göttingen er der placeret en "tænketavle" ved Albanikirchhof (på den tid Adolf Hitler Platz). I Frankfurt er der placeret en mindetavle mellem den gamle Nikolaikirke og justitsbygningen. Tilsvarende mindesmærker findes i en række tyske byer som Hamborg, Landau, Bremen, Düsseldorf, Erlangen og Köln. I flere andre tyske byer har der været mindesarrangementer på de steder, hvor bogbrændingen fandt sted.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]