Nestorkrøniken

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Beretningen om de Svundne År i Radzivill-krønikens udgave

Nestorkrøniken (russisk: Повесть временных лет, tr. Povest vremennykh let, dansk: ~ Beretningen om de Svundne År) er en krønike, som ifølge traditionen er skrevet af Nestor. Den er dateret til omkring år 1113 e.Kr. og er fra Kijevriget. Den handler om den tidlige østslaviske nation Kijevs grundlæggelse og dens første tid fra ca. 850 e.Kr. til 1110.

Tre udgaver[redigér | redigér wikikode]

Længe blev det antaget, at manuskriptet var skrevet af munken Nestor, og det blev kaldt Nestorkrøniken eller Det primære manusskript. Blandt de kilder, som forfatteren anvendte, var tidlige nu tabte slaviske krøniker, byzantinske annaler, indenlandske legender og norrøne sagaer, græske religiøse tekster, russisk-byzantiske traktater og mundtlige fortællinger fra Jan Vysjatitsj og andre militære ledere. Nestor arbejdede ved hoffet hos Svjatopolk 2. af Kijev og delte sandsynligvis hans pro-norrøne politik.

De første optegnelser[1] er rige på anekdoter. Blandt dem er fortællinger om tre brødre, væringers, ankomst, grundlæggelsen af Kijev,[2] mordet på Askhold og Dir,[3] Oleg (Helge) af Novgorod som blev dræbt af en slange skjult i en hovedskal på hans hest,[4] og hævnen, som Olga (Helga) tog over derevljanerne, som myrdede hendes ægtemand.[5] Optegnelserne om Sankt Kyrillos og Methodios' virke blandt slaviske folk[6] er også af interesse, og Nestor skylder vi også fortællingen om, hvordan Vladimir den store forbød dyrkelsen af Perun og andre afgudsbilleder i Kijev.[7]

I år 1116 blev Nestors tekst grundigt omarbejdet af hegumen (abbed) Silvestr[8], som navngav Nestor i slutningen af krøniken. Da Vladimir 2. Monomakh var beskytter af landsbyen Vydubychi, hvor Silvestrs kloster lå, forherligede den nye udgave prinsen og gjorde ham til den centrale figur i senere fortællinger. Anden udgave af Nestors arbejde er bevaret i Laurentius-håndskriftet.

Tredje udgave fulgte to år efter og handlede om Vladimirs søn og arving, Mstislav den store. Forfatteren af denne udgave kan have været græsk, da han korrigerede og opdaterede meget af det, som angik Byzantins. Denne sidste udgave af Nestors arbejde er bevaret i Hypatius-håndskriftet.

To manuskripter[redigér | redigér wikikode]

Den oprindelige krøniken er tabt, og de tidligste kendte afskrifter er Laurentius-håndskriftet og Hypatius-håndskriftet. Det er derfor vanskeligt at genskabe det oprindelige indhold i krøniken.

Codex Laurentius eller Laurentius-håndskriftet blev afskrevet af munken Laurentius fra Nizjnij Novgorod til prins Dmitry Konstantinovich i 1377. Den tekst, som han benyttede, var en nu tabt kodeks sat sammen for storfyrste Mikhail af Tver i 1305. Optegnelsen fortsætter til 1305, men årene 898-922, 1263-1283 og 1288-1294 er af en eller anden grund udeladt. Manuskriptet blev overtaget af grev Aleksei Musin-Pushkin i 1792 og bevaret i Det russiske nationalbibliotek i Sankt Petersborg.

Codex Hypatianus eller Hypatius-håndskriftet blev genopdaget i Ipatiev-klosteret i Kostroma ved Volga af den store russiske historiker Nikolay Karamzin. Det dateres til 1400-tallet, og rummer mange oplysninger fra nu tabte afskrifter fra 1100- og 1200-tallet. Sproget er en østslavisk udgave af kirke-slavisk med mange irregulære østslaviske ord (som andre slaviske kodekser fra denne tid).

Betydning[redigér | redigér wikikode]

Krøniken har fået stor opmærksomhed hos nordiske historikere, specielt svenske, da det hævdes, at Rurik-ætten nedstammer fra ruserne, og værket benyttes derfor som kilde om forholdene i vikingetiden. Men også for de slaviske folk er krøniken af betydning, da den er den eneste kilde om de tidlige østslaviske folkeslags historie. Dens fortællinger om nationen Kijev-Rus findes ingen andre steder. Den har også værdi som det ældste værk, som er skrevet på østslavisk.

Den primære krønike er en af de mest studerede tekster i historien. Utallige monografier og udgaver er trykt af krøniken. Den ældste er fra 1767. Aleksey Shakhmatov udgav et pionerarbejde med tekstanalyser af fortællingen i 1908.[9] Dmitry Lichačev og andre sovjetiske forskere har delvis revideret hans opfattelse.[10] Deres versioner har forsøgt at rekonstruere krøniken som eksisterede før Nestor, skrevet for Yaroslav den Vises hof i midten af 1000-tallet.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Gunnar O. Svane: Nestors krønike. Beretningen om de Svundne År; Wormanium (Højbjerg 1983); ISBN 87-8516-083-0

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Svane, s. 9
  2. Svane, s. 32
  3. Svane, s. 34
  4. Svane, s. 44
  5. Svane, s.57-61
  6. Svane, s. 36f
  7. Svane, s. 102
  8. Svane, s. 10
  9. Svane, s. 9ff
  10. Svane, s. 12ff