Nini Roll Anker
| Nini Roll Anker | |
|---|---|
| |
| Personlig information | |
| Pseudonym | Jo Nein, Kåre P.  |
| Født | 3. maj 1873 Molde, Norge |
| Død | 20. maj 1942 (69 år) Asker, Norge |
| Gravsted | Vestre gravlund |
| Far | Ferdinand Nicolai Roll |
| Søskende | Astrid Roll Thommessen |
| Ægtefælle | Johan Anker (fra 1910) |
| Familie | Emil Oluf Roll, Karl Jakob Roll |
| Uddannelse og virke | |
| Medlem af | Norsk Kvinnesaksforening |
| Beskæftigelse | Dramatiker, forfatter |
| Kendte værker | Den som henger i en tråd, Nini Roll Ankers dagbok, I blinde, Huset i søgaten, Komedien: skuespill i tre akter med flere |
| Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Nini Roll Anker (født Nicoline Magdalene Roll 3. maj 1873 i Molde, død 20. maj 1942 i Asker)[1] var en norsk forfatter med kulturradikale sympatier, der var en markant skikkelse i Norges mellemkrigslitteratur og blev kendt som både aristokrat, feminist og pacifist.[2]
Biografi
[redigér | rediger kildetekst]Nini Roll Anker voksede op i Molde, hvor faderen var sorenskriver, men tilbragte store dele af sin ungdom i Kristiania og Stockholm, da faderen var medlem af Stortinget og blev minister i 1889.[2] Som 19-årig giftede hun sig med med brugsejer Peter Martin Anker, men brød med ham i 1907 og flyttede til Molde. Tre år senere giftede hun sig på ny med Johan Anker, bådbygger og fætter til hendes første mand. Hun var bosat i Vollen i Asker frem til sin død i 1942.[2]
Som forfatter debuterede hun i 1898 med romanen I blinde, der blev udgivet under pseudonymet Jo Nein. I 1906 fulgte hun op med novellesamlingen Lill-Anna og de andre under eget navn. Den var inspireret af arbejdermiljøet omkring Anker-familiens ejendomme i Østfold.[2] Hendes litterære gennembrud kom med dagbogsromanen Benedicte Stendal (1909), hvor hun skildrer den patriarkalske pigeopdragelse og kvinders kamp for intellektuel og sanselig frihed.[1][2]
Ankers forfatterskab omfatter psykologiske studier af kvinder i opbrud, historiske romaner fra embedsstanden og miljøskildringer fra arbejderklassen.[1] Hun skrev i alt 29 skønlitterære værker, en lang række artikler og kronikker samt erindringsbogen Min venn Sigrid Undset.[2] Hendes stil er præget af kontraster og antiteser, hvor hun tematiserer kvindernes livsvilkår i historiske og sociale konfrontationer.[2]
Romanen Det svake kjøn fra 1915 – omarbejdet i 1924 – regnes for et af hendes hovedværker.[1][2] Den handler om kirkens kvindesyn gennem fortællingen om Veronica Maiman, hvis liv mellem begær, skyld og moderskab bliver en kommentar til kvindens biologiske og sociale rolle.[2]
Ankers trilogi Huset i Søgaten (1923), I amtmandsgaarden (1925) og Under skraataket (1927) skildrer fem generationer af slægten Stampe.[1][2] Fortællingen følger overklassens forfald og kvindernes kamp for ny erkendelse og frigørelse.
Anker blev placeret inden for nyrealismen, men hendes værker rummer elementer af etisk realisme og modernistisk psykologisk indsigt.[2] I samtiden fik hun ros af Johan Borgen og Sigurd Hoel for en moderne og impressionistisk stil.[2]
Feminist og pacifist
[redigér | rediger kildetekst]Hun var aktiv i kampen for kvinders sociale og økonomiske vilkår. Som godsejerfrue stiftede hun en forening for fabriksarbejdersker i Tistedalen og engagerede sig i reformarbejde for ugifte mødre.[2] Hun skrev artikler om kvindesagen og var del af et netværk af forfattere som Hulda Garborg, Fernanda Nissen og Sigrid Undset.[2] Hun blev næstformand i Den norske Forfatterforening i 1916 og var senere både bestyrelsesmedlem og leder af det litterære råd.
I Kirken (1922) udtrykker hun en dyb pacifistisk overbevisning, mens senere værker som Enken og Kvinnen og den svarte fuglen (1945, posthumt) stiller kritiske spørgsmål ved kvindens rolle i samfundet.[2] Sidstnævnte er en jeg-fortælling, hvor en kvinde i fængsel reflekterer over krigens ødelæggelser og erkender sit medansvar for den mandlige rationalitet, som førte til krigen.[2]
Nini Roll Anker regnes som en af de mest betydningsfulde kvindelige forfattere i norsk litteraturhistorie. Hendes kombination af social bevidsthed, feministisk engagement og psykologisk dybde gør hende til en central skikkelse i den norske nyrealisme.[1][2]
Hun blev i sin samtid kaldt “den kongelige norske hofkommunist”, et udtryk for hendes unikke position mellem aristokratisk baggrund og socialistisk overbevisning.[2]
Udvalgte værker
[redigér | rediger kildetekst]- I Blinde (1898)
- Lill-Anna og de andre (1906)
- Benedicte Stendal (1909)
- Det svake kjøn (1915)
- Kirken (1922)
- Huset i Søgaten (1923)
- I amtmandsgaarden (1925)
- Under skraataket (1927)
- Den som henger i en tråd (1935)
- Kvinnen og den svarte fuglen (1945, posthumt)
Referencer
[redigér | rediger kildetekst] |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |