Nord–Syd staternes tid i Korea

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Korea i Nord-syd-staternes tid.

Nord-syd-staternes tid (698–926) var en periode, da Koreahalvøen var delt i to stater, i syd Forenede Silla og i nord Balhae.[1][2]

Efter, at det koreanske kongedømme Silla og det kinesiske dynasti Tang havde erobret kongedømmerne Baekje i 660 og Goguryeo i 668, kontrollerede det nye kongedømme, som også er kaldt for "Forenede Silla", eller "Senere Silla", den sydlige del af Koreahalvøen. Det nordlige kongedømme Goguryeo genopstod som kongedømmet Balhae, med undtagelse af den sydlige del som tilfaldt Silla. Den nordlige del af halvøen samt en betydelig del af Manchuriet blev en del af den nye stat Balhae, grundlagt i 698.

Bygninger fra disse kongedømmer er templerne Hwangnyongsa og Bunhwangsa. Grotterne Seokguram fra 751 er i dag en del af UNESCOS verdensarv.

Forenede Silla[redigér | rediger kildetekst]

Efter foreningskrigene overtog Tang-dynastiet områder i det tidligere Goguryeo og begyndte at administrere og etablere samfund i Baekje. Silla angreb kineserne i Baekje og nordlige Korea i 671.

Tang-dynastiet invaderede derefter Silla i 674, men Silla besejrede Tangs hær i nord. Silla fordrev Tangs styrker fra halvøen i 676 og opnåede en forening af det meste af de tre kongeriger.

Det Forenede Silla var en guldalder for kunst og kultur,[3][4][5][6] og buddhismen blev en stor del af Sillas kultur. Buddhistiske klostre som Bulguksa er eksempler på avancerede koreansk arkitektur og buddhistiske indflydelse. Statsstøttet kunst og arkitektur fra denne periode omfatter templerne Hwangnyongsa og Bunhwangsa.

Det forenede Silla nød godt af den maritime dygtighed i Baekje, der fungerede som søfartsrige i det middelalderlige Østasien[7] og i løbet af 8. og 9. århundrede dominerede havene i Østasien og handelen mellem Kina, Korea og Japan, især i løbet af tiden under Jang Bogo; desuden havde folk fra Silla skabt oversøiske maritime samfund i Kina på Shandong-halvøen og ved udmundingen af Yangtze-floden.[8][9][10][11] Senere Silla var et velstående og rigt land,[12] og dens hovedstad Gyeongju[13] blev angiveligt den fjerde største by i verden.[14] [15][16][17]

Buddhismen blomstrede i denne tid, og mange koreanske buddhister opnået stor berømmelse blandt kinesiske buddhister [18] og bidrog til kinesisk buddhisme,[19] herunder: Woncheuk, Wonhyo, Uisang, Musang,[20][21][22][23] og Kim Gyo-gak, en Silla prins hvis indflydelse gjorde Jiuhua-bjerget til et af de fire hellige bjerge af kinesisk buddhisme.[24][25][26][27][28]

Silla begyndte at opleve politiske problemer i slutningen af det 9. århundrede. Dette svækkede alvorligt Silla, og snart efter etablerede efterkommere af det tidlige Baekje Sene Baekje. I nord genoplivede oprørere Goguryeo, hvilket var begyndelsen til den senere tre kongerigers periode.

Senere Silla varede i 267 år, indtil, under kong Gyeongsun blev det annekteret af Goryeo i 935.

Balhae[redigér | rediger kildetekst]

Balhae og Silla i 830.

Balhae, navnet på som var en anden transskriberede version af Mohe (靺 鞨, en tungusisk stamme, der taler et sprog som manchurisk og sibe), blev grundlagt efter, at Goguryeo var faldet. Det blev grundlagt i den nordlige del af tidligere lande i Goguryeo af Dae Joyeong, en tidligere Goguryeo general, efter at denne have besejret de militære styrker fra centralregeringen i Tang-dynastiet i slaget ved Tianmenling. Balhae kontrollerede de nordlige områder af den koreanske halvø, meget af Manchuriet, og udvidet til nutidens Primorskij kraj. Balhae fremstillede sig selv som Goguryeos efterfølgerstat.

I en tid med relativ fred og stabilitet i regionen blomstrede Balhae i sin kultur, især i den lange regeringstid under den tredje kong Mun (regerede 737-793) og kong Seon. På det tidspunkt var Balhae et kulturelt avanceret land, så selv Kina henviste til dette kongerige som "et velstående land i øst." Men Balhae blev alvorligt svækket i det 10. århundrede, og det khitanske Liao-dynastiet erobrede Balhae i 926.

Goryeo absorberede noget af Balhaes territorium og modtog flygtninge fra Balhae, herunder kronprinsen og den kongelige familie, men udarbejdet ingen kendte historisk beskrivelse af Balhae. En 18. århundrede historiker af Joseon-dynastiet Yu Deukgong var fortaler for ordentlig undersøgelse af Balhae som en del af koreanske historie, og han opfandt udtrykket "Nord–Syd staternes tid" for at henvise til denne æra.

Sprog[redigér | rediger kildetekst]

På grund af manglende sproglige beviser er det vanskeligt at foretage en endelig konklusion vedrørende de sproglige forhold mellem Balhaes og Sillas sprog.

Shoku Nihongi antyder, at Balhae sprog, et Goguryeo sprog, og Silla sprog har et tæt forhold, eftersom en elev fra Silla, der blev sendt til Japan for at få en tolkeuddannelse i japansk sprog, bistod en diplomatisk udsending fra Balhae med at kommunikere under den japanske hofaudiens.[kilde mangler]

På grund af den officielle og omfattende brug af kinesisk skriftsprog er der kun to overlevede Balhae ord: kundufu (transskriberet som 可 毒 夫) som betyder "konge" og Furuki for "stabil".

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Encyclopedia, Naver (Webside ikke længere tilgængelig).
  2. ^ Korean Britannica Encyclopedia, Daum, arkiveret fra originalen 14. maj 2007, hentet 13. november 2016.
  3. ^ DuBois, Jill. Korea. Marshall Cavendish. s. 22. ISBN 9780761417866. Hentet 29. juli 2016. (engelsk)
  4. ^ Randel, Don Michael. The Harvard Dictionary of Music. Harvard University Press. s. 273. ISBN 9780674011632. Hentet 29. juli 2016. (engelsk)
  5. ^ Hopfner, Jonathan. Moon Living Abroad in South Korea. Avalon Travel. s. 21. ISBN 9781612386324. Hentet 29. juli 2016. (engelsk)
  6. ^ Kim, Djun Kil. The History of Korea. ABC-CLIO. s. 47. ISBN 9780313038532. Hentet 30. september 2016. (engelsk)
  7. ^ Kitagawa, Joseph. The Religious Traditions of Asia: Religion, History, and Culture. Routledge. s. 348. ISBN 9781136875908. Hentet 21. juli 2016. (engelsk)
  8. ^ Gernet, Jacques. A History of Chinese Civilization. Cambridge University Press. s. 291. ISBN 9780521497817. Hentet 21. juli 2016. (engelsk)
  9. ^ Reischauer, Edwin Oldfather. Ennins Travels in Tang China. John Wiley & Sons Canada, Limited. s. 276-283. ISBN 9780471070535. Hentet 21. juli 2016. (engelsk)
  10. ^ Kim, Djun Kil. The History of Korea, 2nd Edition. ABC-CLIO. s. 3. ISBN 9781610695824. Hentet 21. juli 2016. (engelsk)
  11. ^ Seth, Michael J. A Concise History of Korea: From the Neolithic Period Through the Nineteenth Century. Rowman & Littlefield. s. 65. ISBN 9780742540057. Hentet 21. juli 2016. (engelsk)
  12. ^ MacGregor, Neil. A History of the World in 100 Objects. Penguin UK. ISBN 9780141966830. Hentet 30. september 2016. (engelsk)
  13. ^ Chŏng, Yang-mo; Smith, Judith G.; Metropolitan Museum of Art (New York, N.Y.). Arts of Korea. Metropolitan Museum of Art. s. 230. ISBN 9780870998508. Hentet 30. september 2016. (engelsk)
  14. ^ International, Rotary. The Rotarian. Rotary International. s. 28. Hentet 30. september 2016. (engelsk)
  15. ^ Ross, Alan. After Pusan. Faber & Faber. ISBN 9780571299355. Hentet 30. september 2016. (engelsk)
  16. ^ Mason, David A. "Gyeongju, Korea's treasure house". Korea.net. Korean Culture and Information Service (KOCIS). Arkiveret fra originalen 3. oktober 2016. Hentet 30. september 2016.
  17. ^ Adams, Edward Ben. Koreaʾs pottery heritage. Seoul International Pub. House. s. 53. Hentet 30. september 2016. (engelsk)
  18. ^ Mun, Chanju; Green, Ronald S. Buddhist Exploration of Peace and Justice. Blue Pine Books. s. 147. ISBN 9780977755301. Hentet 29. juli 2016. (engelsk)
  19. ^ McIntire, Suzanne; Burns, William E. Speeches in World History. Infobase Publishing. s. 87. ISBN 9781438126807. Hentet 29. juli 2016. (engelsk)
  20. ^ Jr, Robert E. Buswell; Jr, Donald S. Lopez. The Princeton Dictionary of Buddhism. Princeton University Press. s. 187. ISBN 9781400848058. Hentet 29. juli 2016. (engelsk)
  21. ^ Poceski, Mario. Ordinary Mind as the Way: The Hongzhou School and the Growth of Chan Buddhism. Oxford University Press. s. 24. ISBN 9780198043201. Hentet 29. juli 2016. (engelsk)
  22. ^ Wu, Jiang; Chia, Lucille. Spreading Buddha's Word in East Asia: The Formation and Transformation of the Chinese Buddhist Canon. Columbia University Press. s. 155. ISBN 9780231540193. Hentet 29. juli 2016. (engelsk)
  23. ^ Wright, Dale S. The Zen Canon: Understanding the Classic Texts. Oxford University Press. ISBN 9780199882182. Hentet 29. juli 2016. (engelsk)
  24. ^ Su-il, Jeong. The Silk Road Encyclopedia. Seoul Selection. ISBN 9781624120763. Hentet 29. juli 2016. (engelsk)
  25. ^ Nikaido, Yoshihiro. Asian Folk Religion and Cultural Interaction. Vandenhoeck & Ruprecht. s. 137. ISBN 9783847004851. Hentet 29. juli 2016. (engelsk)
  26. ^ Leffman, David; Lewis, Simon; Atiyah, Jeremy. China. Rough Guides. s. 519. ISBN 9781843530190. Hentet 29. juli 2016. (engelsk)
  27. ^ Leffman, David. The Rough Guide to China. Penguin. ISBN 9780241010372. Hentet 29. juli 2016. (engelsk)
  28. ^ DK Eyewitness Travel Guide: China. Penguin. s. 240. ISBN 9781465455673. Hentet 29. juli 2016. (engelsk)