Nordisk Vision

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Nordisk Vision er en fællesnordisk forening, der arbejder på at knytte Nordens lande tættere sammen i et forbund med selvstyrende regioner. Foreningen stiftedes den 17. maj 2001 på Voksenåsen i Oslo.

Foreningen[redigér | redigér wikikode]

Siden 2004 har foreningen formelt bestået af selvstændige foreninger for Norge, Danmark og Sverige, da der viste sig for mange juridiske grænsehindringer i forbindelse med at have én fællesnordisk forening.

I 2005 gennemførte Nordisk Vision nogle medieudspil i anledning af 100-året for opløsningen af den norsk-svenske union, et jubilæum som blev markeret i både Norge og Sverige. Der blev også gennemført en undersøgelse om en nordisk union rettet til norske stortingsmedlemmer og svenske rigsdagsmedlemmer.

Foreningen er erklæret demokratisk og distancerer sig fra ekstremistiske og racistiske grupper. Derudover er foreningen tværpolitisk og har ingen ideologisk tilknytning ud over ønsket om en nordisk union. En del medlemmer er også engageret i andre nordiske foreninger, f.eks. Foreningen Norden eller Foreningen Nordens Ungdom.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Se også: Nordens historie og Skandinaviens historie

Danmark, Norge og Sverige var forenede i Kalmarunionen under Margrete I. I de følgende århundreder var Norden præget af krige mellem Danmark og Sverige, men der var stadig et livligt økonomisk og folkelig-regionalt samkvem over grænserne. I 1800-tallet var der stærke politiske og kulturelle strømninger (skandinavismen) for en nordisk union, på den tid hovedsagelig tænkt som en personalunion og et forsvarsforbund. Fra 1871 til ca. 1920 fandtes den skandinaviske møntunion (formelt ophævet i 1972). Danmark, Norge og Sverige havde fælles storpolitisk ståsted (neutralitet) fra sidst i 1800-tallet frem til Anden Verdenskrig. Derefter stiftede man Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd, som stadig er vigtige samarbejdsorganer med mange konkrete resultater. Man forsøgte at forhandle sig frem til et tættere økonomisk samarbejde med Nordek i 1960'erne, men forhandlingerne blev afbrudt, fordi Danmark (og Norge) hellere ville satse på EF. Et sikkerheds- og forsvarspolitisk samarbejde har været ude af billedet under den kolde krig pga. landenes forskellige holdninger til Nato og neutralitet, men siden 1990'erne har sådan et samarbejde igen været aktuelt.

Især i Sverige bliver idéen om en nordisk forbundsstat fremført relativt ofte. Historikeren Gunnar Wetterberg foreslog i Dagens Nyheter den 27. oktober 2009 en union baseret på de fem nordiske lande, som bl.a. ville give dem en naturlig stærk rolle i verden, da Norden tilsammen er verdens tiende største økonomi, større end Rusland og Brasilien.[1]

Formål[redigér | redigér wikikode]

Nordisk Vision bruger Nordens flag

Nordisk Vision vil knytte Nordens lande (Sverige, Danmark, Norge, Finland, Island, Grønland, Færøerne og Åland) sammen i et forbund eller en union. Foreningen mener at den historiske, samfundsmæssige, økonomiske, kulturelle og politiske baggrund giver Nordens indbyggere en særlig samhørighed, der bedst kan udnyttes i et tæt samarbejde. Norden skal imidlertid ikke være centralistisk, men derimod bygge på selvstyrende regioner. Tanken er derfor at man skal decentralisere en del af magten, samtidig med at man styrker det overstatslige nordiske samarbejde.

Nordisk Vision bruger Nordens flag, det rød-gule korsflag, som også blev benyttet i middelalderen under Kalmarunionen, men foreningen ønsker ikke at fjerne nationalsymbolerne fra de enkelte lande/områder.

Nordisk Vision går ind for demokrati og folkeoplysning og ønsker at indføre flere folkeafstemninger, så man i højere grad får et deltagerdemokrati.

Nordisk Vision opfatter principielt EU som et politisk spørgsmål, som man ikke direkte skal tage stilling til, men EU giver visse problemer for et forenet Norden. Foreningen ser helst, at et forenet, men suverænt Norden indgår i et frivilligt europæisk samarbejde. Man modsætter sig derimod et føderalt EU, hvis det svækker Nordens suverænitet. Mange af foreningens medlemmer er EU-kritiske eller EU-modstandere.

Nordisk Vision ønsker at skabe en føderation med et fælles parlament. Der findes forskellige bud på fordelingen af ansvarsområderne, som foreningen for eksempel vil fordele på følgende måde, men visionen er under løbende debat:

Det føderale niveau[redigér | redigér wikikode]

  • Jernbane og infrastruktur der forbinder mindst 3 regioner
  • Mål, vægt og tid
  • Forsvar
  • Borgerrettigheder
  • Forfatningsmæssige rammer og forfatningsdomstol
  • Overordnede rammer for videregående uddannelser
  • Meteorologi
  • Beskatning af virksomheder med over 500 ansatte
  • Valuta (såfremt regioner ikke anvender en anden valuta, f.eks. euro)
  • Beskæftigelse og fri bevægelighed for arbejdskraft
  • Udenrigspolitik (regioner kan indgå egne internationale aftaler, men ikke være en del af en anden stat)
  • Befolkningspolitik

Det regionale niveau[redigér | redigér wikikode]

  • Politi
  • Social velfærd
  • Boliger
  • Religiøse anliggender
  • Regionale veje og jernbaner
  • Sekundær undervisning
  • Civil- og strafferet
  • Skatter for virksomheder med under 500 medarbejdere
  • Jagt og fiskeri
  • Sygesikring
  • Sproglige spørgsmål
  • Regionale medier

Herunder kommer det kommunale niveau med f.eks. skoler, børnepasning, ældrepleje, lokal transport og vand-, miljø- og byggemyndigheder.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Gunnar Wetterberg: De fem nordiska länderna bör gå ihop i en ny union, Dagens Nyheter, 27. oktober 2009

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]