Nuklearmedicin

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Broom icon.svgDer mangler kildehenvisninger i teksten
Denne artikel har en liste med kilder, en litteraturliste eller eksterne henvisninger, men informationerne i artiklen er ikke underbygget, fordi kildehenvisninger ikke er indsat i teksten. Du kan hjælpe ved at indføre præcise kildehenvisninger på passende steder.
Text document with red question mark.svg
SPECT/CT gammakamera fra Siemens

Nuklearmedicin er et speciale, oftest tilknyttet sygehusafdelingerne sammen med fysiologiske afdelinger. I Danmark som regel benævnt "Klinisk Fysiologisk og Nuklearmedicinsk Afdeling". Afdelingerne er oftest bemandet af bioanalytikere og læger fra specialerne radiologi og klinisk fysiologi og nuklearmedicin og på nogle afdelinger sygeplejersker. Hertil hører en række støttefunktioner som hospitalsfysikere og kemikere.

Undersøgelser baseret på nuklearmedicin er ikke kun forbeholdt mennesker. Til forskningsbrug udføres de på små dyr som mus og rotter, større dyr som hunde og svin og på KU life og Højgård Hestehospital også på heste.

Kamerateknologi[redigér | redigér wikikode]

Det første spæde gammakamera, den rektilineære skanner, kom i 1950, i Danmark dog først i 1960. Kameraet, der i dag kaldes for et gammakamera, kom i 1957 [1] og hed The Anger Camera (efter opfinderen Hal Anger).

Danmark fik sit første gammakamera i 1970, det første SPECT-kamera blev præsenteret i 1976 og den første PET-skanner i 1990.

Opbygning[redigér | redigér wikikode]

Tværsnit af gammakamera
  • Kollimator
Oftest fremstillet i bly, udformet som en bikube med sekskantede huller. Opbygningen i bly, gør at fotoner ikke kan gennemtrænge væggene (kaldet septa, ental septum). Derved kan tykkelsen på kollimatoren bestemme, om kameraet skal være sensitivt eller specifikt. Hvis hullerne er små (kort afstand mellem septa) og lange (tyk kollimator), så skal en foton ramme meget præcist på langs af hullerne for at nå frem til den billeddannende krystal bagved. Dermed bliver afbildningen præcis (specifik optagelse), men prisen er at mange fotoner blot standses af kollimatoren og dermed ikke udnyttes til at danne billede - gammakameraet får en lav sensitivitet i betydningen lav evne til at måle fotonerne. Sensitiviteten kan øges ved at bruge større huller og/eller en mindre tyk kollimator. Dermed når flere fotoner gennem kollimatoren og frem til krystallen. Prisen er så, at billedet bliver uskarpt (lav specificitet).[2]
En kollimator kan være opbygget således, at den muliggør billedoptagelse af bagvedliggende organer, forstørrelse og formindskelse.
  • NaI-krystal
Natriumjodid-krystallen udsender et lysglimt når den rammes af gammastråling, kaldet en scintillation.[2]
  • Fotomultiplikatorrør (PMT)
Er lokaliseret bagved natriumjod-krystallen, og forstærker lysglimtet, frembragt ved scintillationen.[2]
  • Billedbehandlingsprogram
En scintillation kan detekteres af flere PMTer, hvorved præcisionen forstærkes. Hvert rør er stort (adskillige centimeter), men ved at beregne et gennemsnit af rør-positionerne vægtet efter signalet fra hvert rør, kan postionen af en scintillation beregnes med en præcision på få mm. Hver scintillation udgør en pixel, der tilsammen danner en matrix.[2]
  • Brugerflade
Beregningsprogrammer, muliggør beregninger på de indsamlede data.[3]

Diagnostik[redigér | redigér wikikode]

  • Knoglescintigrafi – beskriver knogleomsætningen. Anvendes i særlig grad til at diagnosticere knoglemetastaser, primære knoglecancere og knoglemetaboliske sygdomme.
  • Thyreoideaskintigrafi – vurdering af funktion og størrelse af skjoldbruskkirtlen. Særlig velegnet til at differentiere hyperfungerende ("varme") og hypofungerende ("kolde") knuder. Sidstnævnte kan være udtryk for cancer.
  • PET/CT-undersøgelser – det hyppigst brugte PET-sporstof er fluor-deoxy-glucose ([18F]FDG), der viser glukoseoptagelsen i cellerne. Anvendes i særlig grad til diagnostik af cancer, gigtlidelser og infektion.
  • Distale blodtryksmålinger / Hudperfusion – beskriver blodtrykket i fingre/tæer, samt blodgennemstrømningen, med henblik på amputation.
  • Angiokardioskintigrafi / MUGA – beskriver hjertes evne til at tømme sig.
  • Sentinel node – viser fraførende lymfe(r), kan også udføres uden isotop, med farve i stedet.
  • GFR / Glomerulær Filtrations Rate – viser nyrernes filtrationshastighed.
  • Leukocytskintigrafi – viser leukocytophobninger, kan bruges men henblik på infektionsfokus.

Behandling[redigér | redigér wikikode]

  • Radiojod-behandlinger (131I) – behandling af lidelser i en hyperfungerende glandula thyreoidea, eller struma, der vha. stråleskader ødelægger vævet.
  • Strontiumbehandlinger (89Sr) – bruges primært i USA, til behandling af kræft metastaseret til knoglerne.

De første afdelinger[redigér | redigér wikikode]

Danmark startede med oprettelse af klinisk fysiologisk afdelinger og Nuklearmedicinske afdelinger i 1960erne, Sverige kom dog først i Norden med afdelinger i 1950erne.

Klinisk fysiologisk afdelinger

Nuklearmedicinske afdelinger

Videnskabelige selskaber[redigér | redigér wikikode]

Fysiologi og Nuklearmedicin har i Danmark været samlet under forskellige selskaber. Efter specialet har vundet større og større udbredelse, har det fået sit eget selskab.

  • 19561971 Dansk Selskab for Klinisk Kemi og Klinisk Fysiologi
  • 19711982 Dansk Nuklearmedicinsk Selskab & Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi
  • 1982 – Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin

Kilder/Ekstern henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Charlotte Birk Christensen; Annika Loft; Birger Hesse, (red.) (2011). Klinisk Nuklearmedicin. Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin (gennem Gads Forlag). ISBN 978-87-994640-0-5. 
  • DSKFNM
  • Borthne, Arne & Brekke, Magne. Nukleærmedisin. I Store medisinske leksikon. Hentet 11. september 2018.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ "Scintillation Camera". The Review of Scientific Instruments. 29 (1). Januar 1958. 
  2. ^ a b c d Søren Holm; Lars Jødal (2011). Apparatur (kapitel 19 i "Klinisk Nuklearmedicin"). ISBN 978-87-994640-0-5. 
  3. ^ Markus Lonsdale; Michael Ljungber (2011). Digital billedbehandling (kapitel 20 i "Klinisk Nuklearmedicin"). ISBN 978-87-994640-0-5. 
LægevidenskabSpire
Denne artikel om lægevidenskab er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.