Ny Frankrig
Ny Frankrig (Fransk: la Nouvelle-France) er det territorium i Nordamerika, der blev koloniseret af franskmænd (16. årh. til 18. årh.). I 1534 udforskede den bretonske opdagelsesrejsende Jacques Cartier St. Lawrencefloden i håb om at finde Nordvestpassagen, hans rejser sammen med Giovanni da Verrazanos opdagelser for den franske konge lagde grunden til det, som senere blev kaldt Ny Frankrig.
Oversigt
Området nåede sin største udstrækning i 1712 (før Freden i Utrecht), da det strakte sig fra Newfoundland til Superiorsøen (de Store Søer), og fra Hudson Bay til den Mexicanske Golf. På dette tidspunkt var Ny Frankrig blevet inddelt i fem selvstændige kolonier: Canada, Acadia, Hudson Bay, Newfoundland og Louisiana. I 1763 måtte Frankrig overdrage de fire førstnævnte til Storbritannien og Louisiana til Spanien efter Freden i Paris.
Frankrigs kolonisering af Nordamerika begyndte for alvor med grundlæggelsen af Port Royal i kolonien Acadia (1605). Få år senere (1608) blev Québec, der skulle blive hovedstad for den enorme, men tyndt befolkede, pelshandelskoloni, Ny Frankrig.
Gennem forskellige alliancer med lokale stammer kunne Frankrig opretholde en vis kontrol over store dele af det nordamerikanske kontinent. Befolkningstallet var lavt, og bosættelserne i Ny Frankrig var primært anlagt med pelshandel som formål. Først efter 1665, da den nye general-guvernør Jean Talon ankom, brugte de nødvendige ressourcer til kolonien, så befolkningstallet kunne vokse hurtigere. Befolkningen var under hele det franske styre koncentreret omkring St. Lawrencefloden, og de engelske kolonier var indtil afståelse af Ny Frankrig udviklet i langt højere grad.
Tidlige opdagelsesrejser
Jacques Cartier gik i 1534 i Gaspéehalvøen og gjorde på Frans I's vegne krav på landet. Den franske konge var dog i første omgang, og i modsætning til franske fiskere, ikke interesseret i at udnytte dette krav og etablere bosættelser i området. Fiskerne, som fiskede på bankerne ved Newfoundland, begyndte derimod at skabe kontakter til de oprindelige indbyggere i Canada, og dermed langsomt opbygge de alliancer, som senere ville få stor betydning, da Frankrig endelig begyndte at tage landet i besiddelse. Franske handelsfolk indså også hurtigt at området besad store naturrigdomme, særligt bæverskind blev en vigtig indtægtskilde. Den tidligste periode er kun meget lidt kendt i dag, da der ikke er efterladt særlig mange skriftlige kilder, primært pga. at bosættelsen hovedsagelig fandt sted på privat initiativ.
Grundlæggelsen af Québec
I 1580’erne var de første handelskompagnier etableret, som skulle bringe pels tilbage til Europa, men de første kolonialiseringsforsøg slog fejl. Først i 1608 lykkedes det Samuel de Champlain på Henrik IV’s vegne at opbygge en levedygtig koloni i Québec. Det hårde vinterklima betød, at mange nybyggere døde i de første år efter grundlæggelsen af en koloni, og 1630 havde Québec stadig kun 100 indbyggere, men i 1640 var tallet nået på 359. Champlain allierede sig hurtigt med de lokale Algonqin- og Innustammer og skabte kontakter til Huronstammen; samtidigt opfordrede han franskmændene til at lære, hvad de kunne af de oprindelige indbyggere. De fransk-mænd, der levede sammen med indianerne, blev kendt som coureurs de bois, og de øgede den franske indflydelse mod syd og vest til de Store søer.
De franske kolonier i Ny Frankrig havde i d. 17. årh. stadig et langt lavere befolkningstal end de engelske kolonier, og Kardinal Richelieu, der var Ludvig XIII’s rådgiver, forsøgte øge antallet af kolonister ved at danne et nyt kompagni i 1627, der lovede land til nybyggere som en investering i Ny Frankrig. Champlain blev udnævnt som guvernør over kolonien og Richelieu forbød andet end katolikker at slå sig ned, protestanter skulle konvertere, og det betød, at mange tog til de engelske kolonier i stedet. Der blev sendt missionærer af sted.
Indbyggerne i de engelske kolonier var på dette tidspunkt begyndt at lave indfald i St. Lawerence dalen, og i 1629 blev Québec indtaget og besat af englænderne indtil 1632. I 1634 blev en ny handelsstation oprettet ved Trois-Rivières.
Efter Champlains død i 1635 var den katolske kirke den dominerende magt i Ny Frankrig. Fra 1658 havde Québec sin egen biskop, og i 1642 gav den sin støtte til en gruppe nybyggere, som grundlagde Ville-Marie, hvor Montréal ligger i dag. I løbet af 1640’erne rejste jesuitiske missionærer gennem området ved de Store søer, og omvendte flere af Huronstammerne. Missionærerne blev pga. deres nære forhold til Huronerne involveret i krigen mellem dem og Irokeserne, de angreb gentagne gange Ville-Marie, og i 1649 blev både den jesuitiske mission og Huron bosættelsen næsten udslettet.
I denne tidlige periode bestod transportvejene næsten udelukkende af floderne, da veje ikke var anlagt, og St. Lawrencefloden blev hovedfærdselsåren for kolonien. I sommertiden brugte man, også franskmændene, kanoer, og om vinteren heste eller hundetrukne slæder. I 1665 gjorde Ludvig XIV Canada til en fransk provins, og han sendte en garnison til Québec, koloniens administration blev reformeret, og der blev indsat en Generalguvernør, som var underlagt Marineminister Jean-Baptiste Colbert. Disse tiltag mindskede den magt biskoppen af Québec hidtil havde haft siden Champlains død.
I 1666 var befolkningen nået op på 2,034 mænd og 1,181 kvinder, og pga. den skæve kønsfordeling besluttede kongen, at sende 700 unge kvinder, ’’Les filles du roi’’, til Canada, samtidigt med at ugifte blev opfordret til at indgå ægteskab med indfødte kvinder.
Trods de stadige krige med Irokeserne var Canadas befolkning i 1690’erne nået på 10,000.
Fransk Louisiana
I 1670 blev Hudson-Bay-kompaganiet etableret af englænderne, og de opnåede hurtigt kontrollen med pelshandlen i hele området nord for det franske Canada. I stedet begyndte franskmændene at trænge mod syd og vest. René Robert Cavelier, Sieur de La Salle udforskede i 1582 Ohiodalen og Mississippidalen ned til den Mexicanske Golf. Han opkaldte hele territoriet Louisiana efter kongen, Ludvig XIV. Den franske kolonisering af Louisiana blev aldrig omfattende, i stedet opførte man en række forter.
Ny Frankrig i 1700-tallet
Interessen for kolonialisme var ikke stor I den franske regering, som hellere ville koncentrere sine kræfter om at opnå dominans i Europa, derfor var selv Ny Frankrigs centrale områder i Canada lagt bagud de britiske kolonier i Nordamerika. I 1713 (Freden i Utrecht) gav Frankrig afkald på kolonien Acadia, som blev overtaget af Storbritannien.
I dette århundrede blev Frankrig involveret I en række krige med Storbritannien, som også rakte ud i kolonierne. De væsentligste var Den østrigske arvefølgekrig, Syvårskrigen, den Amerikanske uafhængighedskrig, den Franske Revolution og Napoleonskrigene. Resultatet af disse krige blev, at Frankrig mistede langt størsteparten af sine daværende kolonier.
I dag
Efterhånden som Storbritannien overtog Ny Frankrig (områderne er siden blevet selvstændige nationer), er det nu kun de nordatlantiske øer Saint-Pierre-et-Miguelon, der som officiel del af Frankrig, kan siges at være tilbage af de førhen så udbredte provinser.
