Nykantianisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Gnome globe current event.svg Denne artikel eller dette afsnit er forældet
Se artiklens diskussionsside eller historik.
Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.
Clockimportant.svg

Nykantianisme eller neokantianisme er en fælles betegnelse for de retninger, væsentlig inden for tysk filosofi i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, der mere eller mindre har stillet sig i modsætning til den romantiske filosofi, og som hævder at en sund filosofi må vende tilbage til Kant, søge at forstå ham fuldt ud, og at bygge videre i overensstemmelse med hans synsmåder.

Man har inddelt nykantianismen i seks retninger:

  1. Den fysiologiske: Hermann von Helmholtz (1821-1894), F.A. Lange (1828-1875)
  2. Den metafysiske: Otto Liebmann (1840-1912), Johannes Volkelt (1848-1930)
  3. Den realistiske: Alois Riehl (1844-1924), Oswald Külpe (1862-1915)
  4. Den matematisk og videnskabsorienterede[1]: Marburgskolen, Hermann Cohen (1842-1918), Paul Natorp (1854-1924), Ernst Cassirer (1874-1945)
  5. Den værditeoretiske kritiske: Wilhelm Windelband (1848–1915), Heinrich Rickert (1863–1936), Sydvesttyske eller badiske skole
  6. Den relativistiske: Georg Simmel (1858-1918).

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter
  1. ^ Edgar Rubin kalder det "den logistiske" – den tyske artikel bruger formuleringen "mathematisch, wissenschaftsorientiert"



filosofi Stub
Denne filosofiartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.