Nysted Apotek

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Nysted apotek)
Spring til navigation Spring til søgning
Nysted apotek i Adelgade 13.
Mindeplade på Adelgade 96

Nysted apotek optræder første gang på skrift i forbindelse med en retssag om et giftmord i 1755. Her fremkom under sagen en oplysning om en i Nysted praktiserende apoteker. Ligeledes er det muligt, at der i årene omkring 1787-1801 har været et apotek drevet af Johan Morten Henrichsen i Adelgade 28. Det fremgår af folketællingerne fra disse år. Han nævnes dog i grev Rabens samtidige dagbog også som læge. Selv om medicinalordningen i 1672 slog fast, at apotekerne havde eneret til at tilberede og forhandle lægemidler, og det samtidig blev sagt utvetydigt, at ingen måtte drive apotek uden at have kongelig bevilling til det, var der altså tilsyneladende alligevel apotekere uden bevilling i Nysted.

Både i 1813 og i 1815 blev der uden held ansøgt om ret til at drive apotek i Nysted, men d. 27 februar. 1827 fik cand. pharm. Salomon Trier en kongelig apoteksbevilling og indrettede sig derpå i Adelgade 96. Siden har der været apotek i byen på 5 forskellige adresser i Adelgade.

Apotekere gennem tiden[redigér | redigér wikikode]

De forskellige apotekere, der praktiserede i byen, tilhørte de øvre lag i byen, og mange af dem satte på hver deres måde præg på byen eller tiden. Salomon Trier grundlagde og udgav efter sin afrejse fra Nysted Danmarks første fagtidsskrift for farmakologi Archiv for Pharmaci og technisk Chemi. Endvidere indtog han flere officielle poster, var medstifter af og i mange år formand for Danmarks Apotekerforening og modtog både danske og udenlandske hædersbevisninger.

Ingwer Boysens søn, Johannes Hack Hermann Boysen, der var født i Nysted, efterlod sin formue til en fond (den Kampmann-Boysenske), der 1929 finansierede opførelsen af et tuberkulosesanatorium, Kysten. Indtægterne ved det senere salg af sanatoriet blev i 1978 brugt til at opføre et svømmebasin ved Kettinge Sportscenter.

Frode Camillus Pontoppidan indtog flere poster i det lokale samfund, bl.a. som medlem af byrådet og blev i en tidsskriftartikel betegnet som ”en stræbsom og omhyggelig apoteker…..og viste derhos megen velgørenhed”. Georg Lütken, der var læge i Nysted 1866-1879, skrev en længere beretning om sine oplevelser i Nysted-tiden, og han beskriver modsat Pontoppidan som en original, der var komplet uduelig som apoteker.

Anton Martin Julius Ditlev Andersen, som senere skiftede navn til Vide, blev i 1892 anklaget for bedrageri og forfalskning af recepter og i 1894 ved retten i Nysted idømt 1 måneds simpelt fængsel. Nandrup-Hansen var derimod medlem af og siden formand for den lokale apotekerforening og indtog også andre tillidsposter. Hans efterfølger Thomas Møller var fra 1946 medlem af byrådet for Liste F (Kommunale Vælgerforening).

Også Aage Beck bedrev svindel med recepter for et beløb på 435.000 kr., som han måtte tilbagebetale til Storstrøms Amt. Derudover blev han idømt otte måneders fængsel.

Apotekere[redigér | redigér wikikode]

Adresse Apoteker Årstal
Adelgade 28 Johan Morten Henrichsen før 1787 - efter 1801
Adelgade 96 Salomon Meyer Trier 1827-1830
Peter Ingwer Boysen 1830-1834
Adelgade 28 Peter Ingwer Boysen 1834-1837
Herman Emil Scheel 1837-1838
Peter Frederik Bagge 1838-1843
Adam Mølmark 1843-1847
Frode Camillus Pontoppidan 1847-1871
Ines Pontoppidan (bestyrere: Frederik Ernst Meyer og Hartmann Westphal) 1871-1876
Julius Pontoppidan 1876-1879
Lorenz Levin Mørk-Hansen 1879-1883
Anton Martin Julius Ditlev Vide (=Andersen) 1883-1893
Niels Aabling Thomsen 1893-1910
Jens Christian Thorvald Them 1910-1912
Ove Christian Frederik Nandrup Hansen 1912-1941
Thomas Jensen Møller 1941-1942
Adelgade 24 Thomas Jensen Møller 1942-1949
Henriette Birgitte Jensen 1949-1961
Adelgade 56 (Villa Marina) Aage Jensen Beck 1961-1977
Inger Mark (bestyrer) 1977-1978
Aase Galster (bestyrer) 1978-1980
Adelgade 13 Jens-Lauge Bolund Jensen 1981-1985
Lone Margrethe Hilden 1985-2013

I 2013 ophørte Nysted apotek som selvstændig virksomhed, men drives videre i samdrift med Nykøbing Falsters Løve-apotek.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 54°40′8.21″N 11°43′43.43″Ø / 54.6689472°N 11.7287306°Ø / 54.6689472; 11.7287306