Nytestamentlige apokryfer
De nytestamentlige apokryfer er – direkte oversat – skrifter af tvivlsom oprindelse.
Udtrykket bruges normalt om skrifter, der er samtidige med Bibelens skrifter, men ikke indeholdt i denne af forskellige årsager.
De nytestamentlige apokryfer er kristne (ofte gnostiske) skrifter, som ikke anerkendes som en del af det nye testamente, men som i en del ting ligner de nytestamentlige skrifter og hvoraf visse faktisk i oldkirken blev regnet for kanoniske.
De store kristne trosretninger er i det store og hele enige om, hvilke skrifter, der indeholdes i Det Nye Testamente.
Normalt er der 4 kriterier, der skal være opfyldt, for at et skrift ikke er apokryft, men hører med til Den bibelske kanon:
- Apostolsk oprindelse (Tillægges en af de 12 apostle eller deres nære omgangskreds).
- Overensstemmende indhold (Hændelser og synspunkter, der følger de øvrige godkendte skrifter).
- Bredt accepteret (Anerkendt af alle betydende kristne samfund i det fjerde århundrede).
- Liturgisk brugt af de tidlige kristne samfund.
Apokryfe evangelier (et udvalg)
- Andreasakterne
- Apostlenes Brev
- Bartholomæusevangeliet
- Esajas' Himmelfart
- Filipsevangeliet
- Frelserens Dialog
- Jakobsapokryfen
- Jakobs Forevangelium
- Johannesakterne
- Johannesapokryfen
- Det apokryfe Johannesevangelium
- Judasevangeliet
- Mariaevangeliet
- Nikodemusevangeliet
- Paulusakterne
- Pauluslitteratur
- Paulus' Åbenbaring
- Petersakter
- Petersevangeliet
- Peters Åbenbaring
- Pilatusakter
- Pistis Sophia
- Sandhedens Evangelium
- Sibyllerne
- Testamente, De tolv patriarkers
- Thomasakterne
- Thomas' Barndomsevangelium
- Thomasevangeliet
Se også
- Apokryfe skrifter – navnlig om de gammeltestamentlige apokryfer
- De apostolske Fædre
- Markion
- Det Nye Testamentes kanon