Observatorium Tusculanum

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Observatorium Tusculanum i dag.

Observatorium Tusculanum var trods det latinske navn et lille (5½ meter på hver led [1]) dansk observatorium, grundlagt i 1704 af Ole Rømer i landsbyen Vridsløsemagle.

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Vridsløsemagle blev angiveligt valgt af flere årsager;

  • Rømers 2. svigerfar gennem ægteskabet med Else Magdalene; Caspar Bartholin havde i nærheden landstedet Pilenborg sammen med sin bror Hans Bartholin,
  • det var tilstrækkeligt langt ude på landet fra København til at sikre mørke og fred og ro.
  • Rømer valgte en position på samme breddegrad som Rundetårn (dvs. stik vest), hvor Rømer også havde et observatorium. Det ville gøre sammenligning af observationerne lettere. (Det har senere vist sig, at observatoriet lå 87½ meter nord i forhold til Rundetårn, men det var den nøjagtighed, man kunne opnå i 1704)[2]

Navnet Tusculanum stammer fra Ciceros sommervilla uden for Rom; Pilenborg havde kælenavnet Tusculum, så navnet Observatorium Tusculanum betyder det tusculanske observatorium eller på dansk Pilenborg-observatoriet.

Observatoriet skulle fungere som et "tvilling"-observatorium til observatoriet i Rundetårn i København. På den måde kunne Rømer sammenligne observationerne fra de to lokaliteter. Angiveligt var der fri sigt mellem de to steder, så der kunne kommunikeres fra det ene observatorium til det andet ved hjælp af lyssignaler ved nattetide. På den måde kunne de astronomiske ure hvert sted synkroniseres.[3] Rømer var heller ikke helt tilfreds med forholdene i Rundetårn;

...jeg er ikke så lidt uenig med dem, som hidtil har udstyret deres observatorier mere til pynt end til nytte og har foretrukket at tilpasse instrumenterne til bygningen frem for at tilpasse bygningen til instrumenterne...[3]

skriver han i et brev til Leibniz. Der henvises både til de observatorier, han kender i Paris, og til Rundetårn. Ved at bygge sit eget observatorium kunne han indrette det præcis, som han ville. I 1704 skriver han igen til Leibniz;

...jeg har for første gang i mit liv stjålet en hel sommer til mig selv, nemlig til at indrette mig et observatorium, som jeg i 30 år har ønsket mig. ... Stedet er udenfor byen mod vest 2 mil, 63 tidssekunder fra vort astrononiske tårn [Rundetårn]. Bygningen og instrumenterne er, sådan, som de på kort tid af nyt og på min egen bekostning har kunnet udføres, egnet til brug. 3 pendulure, 2 større instrumenter af metal, det ene bevægelig i meridianen, det andet i første vertikal, udgør hele det astronomiske udstyr. Det har altsammen været i orden fra udgangen af september og rede til observation, således, at der nu kun ventes på klar himmel, som efter årstiden sjældent findes så meget som to dage i træk... (fra latin) [1]

Det ses tilsvarende fra universitetets konsistoriums protokoller fra denne sommer, at Rømer ganske rigtigt var fraværende.[3]

Meridiankredsen opstillet i observatoriet som afbildet af Lauritz Th. Schiwe i Peder Nielsen Horrebow: Basis Astronomiæ, 1735. Sammenlign med de tre stolper på det nutidige billede herover. (Observatoriets grundplan ses øverst til højre.)

Observatorium Tusculanum havde to hovedinstrumenter; verdens første meridiankreds og et jævndøgnsinstrument (kaldet instrumentet i 1. vertikal til jævndøgnsbestemmelser[3]) og derudover 4 astronomiske ure. Gulvet var i observatoriet forsænket en fod under jordniveau, fordi instrumenterne skulle sikres bedst muligt mod vind og rystelser. Instrumenterne blev yderligere anbragt på tre solide stolper.

Observatoriets mure og tag var forsynet med spalteåbninger ud for instrumenternes sigter, og bygningen var opdelt i to rum:

  • et opholdsrum, der havde ildsted og et leje, så observatøren kunne få varmen og hvile sig i sine frivagter
  • selve observationsrummet, der ikke kunne opvarmes, da temperatursvingninger ville forstyrre observationerne [1].

Forfald[redigér | redigér wikikode]

Efter Rømers død i 1710 fortsatte hans elev, Lauritz Th. Schiwe som professor i astronomi observationerne fra observatoriet, men han døde allerede året efter i peståret 1711. Uden vedligeholdelse forfaldt observatoriet herefter, og ca. 1716-17 blev instrumenterne flyttet til observatoriet i Rundetårn, hvor de i øvrigt gik op i flammer ved branden i 1728 sammen med alle kendte notater fra Observatorium Tusculanum (mindst tre foliobind [4]) bortset fra Triduum-observationerne ("De tre dages observationer" fra 20. oktober kl. 16 -23. oktober kl. 18 1706)[5].

Mindestenen for Ole Rømer. Stenen står ikke som angivet i mindeteksten 150 meter fra observatoriet.

Eftersøgninger[redigér | redigér wikikode]

Observatorium Tusculanum gik i glemmebogen, men det vides på baggrund af et manuskript indsendt til Videnskabernes Selskab, at en ukendt forfatter i 1765 uden held var taget til Vridsløsemagle for at finde stedet. På trods af, at der kun var gået et halvt århundrede, fra observatoriet var blevet forladt, var der ingen rester tilbage. Forfatteren traf dog en gammel kone – Ane Pedersdatter – som kunne huske, hvor stiernekigerhuuset havde ligget. I manuskriptet til Videnskabernes Selskab var den placering, som Ane Pedersdatter angav, dokumenteret i form af sigtelinjer fra stedet til både Pilenborg, forskellige kirketårne (bl.a. Roskilde Domkirke) og unavngivne gravhøje.

I 1923 mente Hans Kjær fra Nationalmuseet, at han kunne bestemme det sted, hvor Pilenborg havde befundet sig, og på baggrund af dette forsøgte han også – ligeledes uden held – at lokalisere observatoriet. Harald Mortensen fra det Kgl. Bibliotek mente sammen med med Kjær, at det kendte Snubbekors (et gammel vejfarerkors) var brugt som et sydligt sigtepunkt for observatoriet, men dette var en forkert teori, som var baseret på en oversættelsesfejl (senere opdaget af Carl Luplau Janssen) fra den latinske tekst hos Peder Horrebow, en af Rømers elever [1]. Mortensen og Kjær havde et par offentlige kontroverser om, hvor man skulle finde observatoriet;

[Jeg modtog] besøg af en Litterat og Amatørastronom [Mortensen], der vilde »gøre Rømers Observationer efter« og bad mig anvise ham Tusculanums omtrentlige Plads. Skønt jeg indsaa det haabløse i hans Forehavende, meddelte jeg ham, hvad han ønskede, og tillige Hovedtrækkene i min Undersøgelse

skriver Kjær i et tidsskrift i 1923 [6].

I 300-året for Rømers fødsel satte man i 1944 en mindesten for Rømer og observatoriet i Vridsløsemagle. Da man ikke kendte den præcise placering af observatoriet, havde stenen den lettere forkerte indskrift

Omtrent 150 M nord for denne Sten lod Ole Rømer i Aaret 1704 bygge Observatorium Tusculanum

I 1967 forsøgte Nationalmuseet sig igen. En del af de forgæves forsøg gik på at undersøge et par af de gravhøje, der ligger i området omkring Vridsløsemagle, idet man gik ud fra, at observatoriet havde ligget så højt som muligt i landskabet. Gravhøjen Ole Rømers Høj var bl.a. tidligere kendt under navnet Kongehøjen – men skiftede navn pga. teorien. Nationalmuseet forsøgte ligeledes via luftfotografering at finde eventuelle spor i markerne i området.

I 1978 gjorde historikeren og musiklæreren Claus Thykier nye forsøg. Efter flere forgæves udgravninger i området omkring Vridsløsemagle (bl.a. blev en overpløjet gravhøj fundet under et af forsøgene), benyttede Thykier de gamle sigtelinjer i manuskriptet fra Videnskabernes Selskab. For en præcis positionsbestemmelse skulle der bruges mindst 3 kendte positioner på de objekter, sigtelinjerne pegede mod, og nu kendtes i hvert fald både Roskilde Domkirke og Pilenborgs positioner. En tredje position viste sig at kunne passe med en nu overpløjet gravhøj, Stanghøj, som kunne identificeres på et gammelt kort over området, og ved hjælp af disse tre positioner kunne et nyt forsøg gøres. De meget sparsomme rester af observatoriet blev fundet på stedet; det viste sig, at findestedet lå inden for få meter af det sted, Ane Pedersdatter havde udpeget over 200 år tidligere.

En af grundene til, at de gamle sigtelinjer var blevet afskrevet som forkerte under tidligere eftersøgninger, var, at den nord-pil, der var angivet på det gamle kort, var ca. 15 grader forkert på grund af kompasmisvisningen – og derfor havde tidligere eftersøgere ikke kunne få sigtelinjerne til at passe med noget.

Fund fra udgravningen. Findes i dag på Kroppedal Museum.

Arkæologer fra Skovstyrelsens Fortidsmindeforvaltning foretog derefter en udgravning, hvor der blev fundet kridtpibe-stumper, teglstumper fra taget, de nederste dele af instrumenternes forankringsstolper og forarbejdet til en linse til en kikkert. Derudover kunne man konstatere en underjordisk afstivning af instrumenternes forankringsstolper samt de delvist formuldede stolper. Af yder- og indervægge fandtes kun svage spor, men dog tilstrækkeligt til en rekonstruktion.

Statuen af Ole Rømer ved Observatorium Tusculanum i dag.

I dag[redigér | redigér wikikode]

Stedet er i dag fredet og kan ses i forbindelse med det nærliggende museum Kroppedal. I det udgravede observatorium er grundplanet og den oprindelige placering af nogle af instrumenterne markeret med bjælker. Uden for indgangsdøren har man rekonstrueret en brolægning med håndstore sten opad det område, hvor man fandt 5-6 kridtpibestumper [7].

Ved siden af er opstillet en bronzestatue af Rømer udført af Ludvig Brandstrup.

Rømer er afbildet med en passer i højre hånd og holder med den anden hånd i kanten på den åbentstående frakke. Han er klædt i datidens modedragt: En lang vest, halsbind og kalvekrøs. Han bærer knæbukser og sko med spænder og har langt, lokket hår. Blikket er rettet mod verdensrummet eller det tøvende lys.

Statuen er skænket af industrimanden Alexander Foss (1858-1925) og stod oprindeligt fra 1917 foran Den Polytekniske Læreanstalt i Sølvgade i København. Den 18. maj 1988 blev statuen flyttet til sin nuværende placering.

På soklen er opsat en tavle, der har tekst af astronomen Kirstine Meyer (1861-1941):

"Ole Christensen Rømer · Opdagede Lysets Tøven · Lærte Astronomen nøjere at bestemme Stjernernes Plads og aabnede Fysikeren Vejen til den praktiske Varmemaaling · Han viste det danske Folk Naturvidenskabens Anvendelse · 1644 – 1710"

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d Artikel: Observatorium Tusculanum af Claus Thykier, Tidsskriftet Naturens Verden 11-12 1979. Siderne 414-424
  2. ^ Artikel: Det tusculanske observatorium: Ole Rømers landsobservatorium i Vridsløsemagle af Arne H. Andersen, Palle Siemen og Claus Thykier, Tidsskriftet Antikvariske studier: Fortidsminder og bygningsbevaring 1978. Siderne 143-160
  3. ^ a b c d Artikel: Stjernekiggerhuset af Claus Thykier, Tidsskriftet Skalk: Nyt om gammelt 1978. Siderne 3-9
  4. ^ Artikel: De kalder ham for Nordens Archimedes af Torkild Morsing, Tidsskriftet Ingeniøren december 1988. Side 12
  5. ^ DBL
  6. ^ Artikel: Observatorium Tusculanum af Harald Mortensen, Tidsskriftet Atlantis december 1923
  7. ^ Artikel: Endelig forelå beviset af E. Laumann Jørgensen, Tidsskriftet Naturens Verden 11-12 1979. Siderne 425-426

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Claus Thykier: "Stjernekiggerhuset" (Skalk 1978, nr. 5; s. 3-9)
  • Claus Thykier: "Observatorium Tusculanum" (Naturens Verden 11-12, 1979; s. 414-424)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Koordinater: 55°41′12.3″N 12°18′11.9″E / 55.686750°N 12.303306°Ø / 55.686750; 12.303306