Olof Rudbeck den ældre

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 9. apr. 2015, 22:18 af Villy Fink Isaksen (diskussion | bidrag) Villy Fink Isaksen (diskussion | bidrag) (lidt link men mere er nødvendig)

Olof Rudbeck, (latin Rudbeckius), (født i Vesterås 1630, død 17. september 1702 i Upsala) var en svensk anatom, botaniker og oldgransker, søn af biskop Johannes Rudbeckius.

Rudbeck kom 1648 til Universitet i Upsala, hvor han særlig studerede Medicin. Han foretog fra 1650 mange nøjagtige anat. Undersøgelser og opdagede under disse de saakaldte Lymfekar. Hans Opdagelse vakte Opsigt, og man talte om den ved Hoffet, for hvilket R. i Apr. 1652 foretog en anat. Sektion. Dronningen lovede ham Understøttelse til Studier udenlands, hvorefter han 1653 disputerede i Upsala med Skriftet De circulatione sanguinis. R. gik nu til Udlandet, opholdt sig den meste Tid i Holland, hvor han studerede Botanik, og blev derpaa, efter Hjemkomsten, 1654 Docent i Botanik i Upsala. Han grundede her den bot. Have i Upsala og udgav 1658 sin første Catalogus Plantarum. S. A. blev R. Prof. i Anatomi og 1660 Prof. i Medicin. Senere blev han tillige Kurator ved Univ., i hvilken Stilling han for øvrigt blev Genstand for nogen Misfornøjelse. R. var ikke blot i Besiddelse af omfattende Kundskaber i mange forsk. Videnskaber; han var tillige et sjældent tekn. Geni og en praktisk Mand i det borgerlige Liv. Han oprettede i Upsala en Art tekn. Undervisningsanstalt, han anlagde en Papirmølle, gav Tegning til Kuppelen paa Gustavianum, byggede Broer m. m. Han var en ypperlig Tegner. Selv aftegnede han mange Planter, ligesom han ogsaa udførte mange anat. Tegninger, alle udførte med største Nøjagtighed. I mange Aar arbejdede han paa Udgivelsen af et stort botanisk Værk med flere Tusinde Tegninger, Endelig 1701 var 2. Del af dette færdig fra Trykken og udkom under Titlen: Campi Elysii, II. 1702 fuldendtes 1. Del; men ved den store Brand i Upsala 16. Maj 1702 tilintetgjordes Resterne af Oplaget, bl.a. næsten alle Eksemplarer af den lige færdigtrykte 1. Del. Ligeledes brændte 7000 graverede Blokke med Tegninger af Planter, og kun 130 reddedes, og kom i den berømte Linné’s Besiddelse; 90 af dem kom siden til England, hvor Ejeren I. E. Smith 1790 udgav Aftryk af dem, Reliquiæ Rudbeckianæ. R. var foruden at være Botaniker og Anatom tillige en lærd og skarpsindig Oldgransker, der bl.a. mente at kunne bevise, at det af Plato beskrevne Atlantis var at søge i Sverige, og at her havde Jafet’s Børn fæstet deres Bo. 1673 var Skriftet planlagt, 1677 begyndte Trykningen. Titlen var: Atlantica s. Manheim, vera Japheti posterorum sedes et patria. Der udkom indtil 1698 3 Bd, der vakte umaadelig Opsigt og i Reglen modtoges med Bifald. Enkelte Stemmer hævede sig vel tidlig imod hans Slutninger, saaledes Morhof i Tyskland og Moller i Slesvig. Især i Sverige holdes Værket højt i Ære; ja man glemte over det endog hans virkelig store Fortjenester af Botanik, Anatomi osv. Kun som Oldgransker nød han Berømmelse, og det i høj Grad. Men engang skulde den Tid komme, da hans »Atlantica« tabte sit Ry og blev til en »arkæol. Roman«, som ingen troede paa. Dette Omslag kom, da Dalin begyndte at behandle Oldtiden fra et mere videnskabeligt Standpunkt end tidligere. I vore Dage har man atter draget R. frem og fremhævet hans forsk. videnskabelige Fortjenester. Der er bl.a. (af Klemming) blevet udgivet fotolitografiske Aftryk ell. Udgaver af en Del af hans Værker. Thi Originaludgaverne er store Sjældenheder; ogsaa de fleste Eksemplarer af »Atlantica«, der var udkommen baade paa Latin og Svensk, og meget af den ikke udkomne 4. Del ødelagdes ved Ildebranden, som R. ikke overlevede længe. — Hans Søn Olof R. den Yngre, f. 15. Marts 1660 i Upsala, død smst. 23. Marts 1740, blev 1692 Faderens Efterfølger som Professor i Botanik, adledes 1719; er Forf. til en Rejse i Lapland (1701). Atlas’et dertil ødelagdes ved Ildebranden 1702.

Kilder