Opdragelse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Opdragelse er en proces, hvor man støtter udviklingen af et menneskes personlighed ud fra en bevidst hensigt[1].

Begrebet ‘opdragelse’ bliver oftest brugt om en relation, hvor den opdragende part har større indsigt og overblik end den, der opdrages: Fx forældre der opdrager børn. Eller nedsættende: "Hun følte sig opdraget af sin mand". Opdragelse søger mål eller 'værdier, som fx forældre søger at videregive, så børnene enten bliver selvstændige individer, opfører sig hensigtsmæssigt i familien eller deltager på en bestemt måde i samfundet.[kilde mangler]

Opdragelse er historisk knyttet tæt til familien som udgangspunkt, men efterhånden mere og mere med skole og stat som partner. I særlige tilfælde medvirker staten i opdragelsen af hele befolkninger. Denne tanke findes allerede hos Platon, og den udgør i varierende grad en del af den moderne pædagogik samt af den moderne forståelse af national- og senere velfærdsstatens opgaver[2]. I nogle tilfælde bliver denne opdragelse meget omfattende, hvilket ses i totalitære stater som Sovjet og Det Tredje Rige[kilde mangler]

Forældreopdragelse er et begreb, som kan indebære social arv, kulturelle og sociale normer, samfundsværdier og egne holdninger om, hvordan man bør være eller opføre sig. Før i tiden var især borgerlig forældreopdragelse ofte knyttet til begrebet ‘pli’, som dækker god opførsel, taktfølelse og anstand[3]. I dag har forældreopdragelse et større fokus på selvrealisering og selvbestemmelse. Ifølge Ross Greene må der her lægges mindre vægt på disciplin og skældud[4].

Tidligere brugte man betegnelsen opdragelseshjem om særlige institutioner, der varetog opdragelse, hvis forældrene ikke kunne. I Oluf Skjerbæks bog om emnet anføres: "Ved opdragelseshjem forstås sædvanlig institutioner for fællesopdragelse af børn og unge, som på grund af deres egen vanskelighed eller på grund af uheldige forhold i det naturlige hjem ikke kan opdrages i dette"[5]. I dag bruger man i stedet betegnelsen skole- eller børnehjem.

De moderne tanker om opdragelse er ifølge Anders Dræbys Opdragelsens filosofi opstået inden for filosofien i det 18. og 19. århundrede[6]: Den moderne opdragelse er kendetegnet ved, at man ikke bare videregiver normer men også fokuserer på at skabe individer.

Laissez faire-opdragelse[redigér | redigér wikikode]

Laissez faire-opdragelse er en kritisk betegnelse for en type opdragelse, der går ud på at de voksne lader barnet gøre, hvad det har lyst til, uden eller med næsten ingen indgriben. Årsagen kan enten være forældrenes egen opdragelse i barndommen, en ideologisk overbevisning om ikke at ville gribe ind, eller social magtesløshed. Der er almindelig enighed om, at forældrene ved denne form for opdragelse svigter børnene, fordi de ikke påtager sig den opgave at formidle bæredygtige værdier.[kilde mangler]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder og henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Den Store Danske Encyclopædi
  2. ^ “Pædagogikkens politiske idehistorie”, Det Kongelige Bibliotek 2017
  3. ^ Knud Grue-Sørensen - Opdragelsens historie
  4. ^ Ross Greene Opdragelse uden skæld ud. Pressto, 2017
  5. ^ Oluf Skjerbæk, Bind 1, s 225
  6. ^ “Opdragelsens filosofi”, Statsbiblioteket, 2016

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

SamfundStub
Denne samfundsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.