Open access

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Uofficielt open access-logo, designet af Public Library of Science

Open-access (da. åben adgang, fri adgang) er et begreb, der benyttes om gratis, online elektronisk materiale. Med gratis menes i denne sammenhæng, at der ikke kræves vederlag for benyttelsen, dvs. at adgangen til materialet er åben eller fri. Open access-tidsskrifter (OA-tidsskrifter) er oftest videnskabelige, peer-reviewed tidsskrifter, og det er særligt de eksakte naturvidenskaber, der har været med til at fremme brugen af OA.

Én af kerneidéerne bag (den gyldne model af) open-access er, at omkostningerne ved publicering ideelt set ikke dækkes af læseren eller af et bibliotek (gennem en betalingslicens eller et abonnement), men af forfatterne eller disses institutioner: Dvs. det kan koste penge at publicere i et OA-tidsskrift, men ikke nødvendigvis at læse det.

OA er et kontroversielt emne, hvor især forskningsbibliotekerne har brugt store midler på at markedsføre idéerne bl.a. gennem stærke lobbyorganisationer som SPARC. Det er lykkedes at få mange regeringer og fonde til at ønske OA, og mange universiteter til at kræve at deres forskere skal arkivere deres manuskripter i grønne OA databaser.

Omvendt mener mange akademiske udgivere, at fordelene ved OA er overvurderede, og at det tværtimod kan underminere økonomien bag det redaktionelle arbejde; der vil blive færre midler til redaktion, peer review, copy editing, lay out, publicering m.v. Kun professionelle udgivere kan levere denne redaktionelle proces til billigste pris, og bibliotekerne har en stor egeninteresse ved især den grønne OA.

Historie[redigér | redigér wikikode]

På globalt plan har man forsøgt at skabe en ramme og definition af OA-begrebet gennem Open Acess Initiative (åben adgangsinitiativet) i Budapest (februar 2002), Bethesda (juni 2003) og Berlin deklarationenerne (oktober 2003). En af de mest prominente fortalere for open-access er filosofiprofessoren Peter Suber fra Earlham College og medlem af organisationen SPARC (under den amerikanske Association of Research Libraries). Peter Suber definerer begrebet således: Open-access (OA) literature is digital, online, free of charge, and free of most copyright and licensing restrictions.

I Danmark blev det første Open Access tidsskrift etableret i 1996, hvor direktør Anders Geertsen på det daværende store akademiske forlag Munksgaard startede First Monday, som få år senere flyttede til USA. Landets ældste peer review bedømte OA-tidsskrift i dag er Tidsskrift for Arbejdsliv, som blev lagt på nettet i 2001 på initiativ af Jørgen Burchardt.

Forskellige former for open-access[redigér | redigér wikikode]

OA inddeles undertiden i flere grene, hvoraf de tre vigtigste er:

  • Den gyldne vej, hvor forfatteren betaler et forlag for at publicere sin artikel i et tidsskrift. Dette sker oftest gennem en Open-choice eller sponsored paper mulighed, som tidsskriftet tilbyder. I enkelte tilfælde kan der også skulle betales licens for at se artiklerne, men i så fald er prisen væsentligt lavere end for et traditionelt tidsskrift.
  • Den grønne vej, hvor en organisation eller institution, som forfatteren er associeret til, hoster et tidsskrift, en database (et såkaldt repository) eller et website, som der publiceres i eller på (også kaldet selv-arkivering).
  • Den forsinkede OA, hvor artikler publiceres frit efter en spærretid på f.eks. et år, hvori udgiveren kan tjene tilstrækkelig til at få dækket de redaktionelle omkostninger.

I det gyldne tilfælde, kan det koste op til flere tusinde dollar for en forfatter at publicere en artikel. Generelt anslås det p.t., at et forlags omkostninger for at publicere en artikel ligger på cirka 1000-3000 dollar. Prisen dækkes dog typisk af forfatterens arbejdsgiver, institution eller et universitet.

Vælges den grønne løsning, vil det være forfatteren selv (selv-arkivering), der f.eks. via sin institution sørger for den elektroniske publicering af artiklen via en online database. I det sidstnævnte tilfælde er der oftest tale om preprints eller reprints af en publiceret artikel. Et eksempel er preprintdatabasen arXiv.org[1].

Ophavsmanden til navnet grønne OA, Stevan Harnad, påstår at denne publiceringsform har store økonomiske fordele. Blandt andet vil den forårsage afmelding af abonnementer, hvilket vil presse forlagene til kun at levere den rene peer review.

Kritikere af den grønne OA mener, at bibliotekerne snylter på det arbejde, som tidsskrifterne udfører. Selvarkiverede manuskripter har en væsentlig lavere kvalitet end de publicerede artikler. Samtidig undermineres det hidtil velfungerende udgivelsessystem, når bibliotekerne afmelder abonnementer. Den grønne OA vil få katastrofale følger for videnskabens kvalitet, ifølge kritikerne.

Den gyldne OA er efter manges mening en god model, da udgifterne til det redaktionelle arbejde bliver betalt. Den har dog også problematiske sider. De bedste universiteter vil få færre midler til forskning, når de skal betale mere til publicering end de dårligste universiteter. Mange fag har en høj andel af forfattere uden institutionstilknytning. Forskere i fattige lande vil få problemer; hidtil har de kunnet publicere, men vil blive forhindret af økonomiske grunde ved denne model.

Citationsfordel[redigér | redigér wikikode]

Tilhængerne af Open Access har påstået, at en af de største fordele for en forfatter, ved at publicere sine artikler som open-access, er, at artiklerne bliver citeret mere: Forskellige studier har påvist, at OA-artikler typiske får dobbelt så mange citationer som artikler, der ikke er frit tilgængelige.

Nyere studier har imidlertid ikke kunne påvise denne forskel i citationshyppigheden om en artikel blev publiceret i Open Access eller på den traditionelle facon.

For nogle fagområder er fordelen (f.eks. for astronomi), ved at publicere manuskripter som open-access, en såkaldt Early Access-fordel ved at artiklerne er hurtigt tilgængelige.

International trend[redigér | redigér wikikode]

I Europa er Sverige en af de ledende kræfter på området, gennem bl.a. Directory of Open Access Journals[2] (Direktivet om åben adgangs-tidsskrifter), baseret i Lunds Universitet, og det Svenske Kongelige Biblioteks open access-initiativ[3], der finder sted i et samarbejde med de svenske universiteter.

I de akademiske miljøer er der en vis stigning i andelen af OA-artikler, dvs. i mængden af artikler der publiceres både i et betalingstidsskrift og gennem selv-arkivering i et online repository, men endnu er det en meget ringe andel. For nogle fysikfags vedkommende er andelen af OA-artikler dog tæt på 100%. Bl.a. derfor vil organisationen for CERN købe rettighederne til publikationer fra tidsskriftsforlagene via et konsortium af forskningsfonde for en samlet sum af €5-6 mio. årligt.

Erfaringen viser imidlertid, at de fleste forskere ikke ønsker at arkivere deres manuskripter. Derfor kan den grønne OA kun gennemføres ved at tvinge forskerne gennem sanktioner.

Der er en stigende tilbøjelighed til, at forskningsfonde, der finansierer forskning, kræver, at de forskere, der får penge, publicerer deres artikler som open-access. Nogle eksempler er fonden Wellcome Trust, HHMI og NIH, der alle er begyndt at kræve OA-publicering af sine forskere (fra 2005). På dette punkt er England langt fremme: Flere af de nationale forskningsfonde (samlet kaldet RCUK) kræver fri adgang til forskningen. Én af disse fonde er fonden for partikel- og astrofysik (PPARC), der kræver open-access fra forskere, der får forskningsmidler fra december 2006 og fremefter.

Kritikerne af tvungen OA fremhæver, at forskningsfondenes krav betyder færre midler til forskning, når forskerne af deres forskningsmidler nu også skal betale for publicering.

For at open-access til allerede publicerede artikler overhovedet er mulig, kræver det, at tidsskriftsforlagene tillader adgang og ofte også får betaling for deres ydelser. Eksempelvis har forlaget Elsevier lavet aftale om mulighed for open-access med fonden Wellcome Trust i sommer 2006 og American Physical Society (APS) med organisationen CERN, ligeledes i 2006.

Derudover tillader mange forlag selv-arkivering af manuskripter til allerede publicerede artikler (dvs. at forfattere lægger elektroniske postprints eller preprints i online repositories). Databasen SHERPA/RoMEO giver en oversigt over nogle forlags standardaftaler (copyright transfer aggreement)[4].

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger/kilder[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]