Oprøret i Nakskov

Oprøret i Nakskov, også kendt som opstanden i Nakskov eller Nakskovaffæren, var nogle uroligheder i Nakskov mellem arbejdsløse og myndigheder under den økonomiske krise i 1931, hvor en tredjedel af byens arbejdere havde mistet deres arbejde. Begivenhederne kulminerede 2. maj, hvor rasende demonstranter angreb byens politistation. Gadekampene blev nogle af de hårdeste, der er set i Danmark, og politiet tilkaldte forstærkning fra militæret, der ankom med bajonetter og skarpladte våben. Begivenhederne blev kendt over hele landet, og en række deltagere blev efterfølgende idømt fængselsstraffe på op til to år. Urolighederne har senere været omtalt som et af de tidspunkter i nyere tid, hvor man har været tættest på en revolution i Danmark.

Forløb

Den økonomiske krise i Nakskov

Depressionen i 1930'erne ramte industribyen Nakskov hårdt. I december 1930 blev foreningen "De Arbejdsløses Organisation" (DAO) dannet i byen under indtryk af det stigende antal ledige. Fra december 1930 til januar 1931 steg arbejdsløsheden yderligere dramatisk fra ca. 360 til 1400 personer, ikke mindst fordi byens store virksomhed Nakskov Skibsværft ikke havde tilstrækkeligt med ordrer. Hen mod hver tredje arbejder i byen gik arbejdsløs, ofte med store konsekvenser for familierne. Situationen blev forværret af, at byrådet, hvor Socialdemokratiet havde et solidt flertal, på grund af krisen havde været nødt til at nedsætte den årlige udgift til hjælpekassen for arbejdsløse fra 210.000 kr. i budgettet for 1929-30 til 130.000 kr. det følgende år, samtidig med at langt flere ledige end tidligere skulle dele disse midler.

Februar 1931

Nakskovs daværende rådhus, hvor demonstranter fik adgang til byrådsmødet 2. februar.

De Arbejdsløses Organisation indkaldte til demonstration 2. februar 1931 med krav om at hjælpe de arbejdsløse. Over tusinde personer deltog i demonstrationen, der gik fra banegården til byens rådhus på Axeltorv, der blev fyldt med demonstrerende arbejdere. En række af de protesterende kom ind i byrådssalen til dagens byrådsmøde, hvor DAO's formand, skibsbyggeren og socialdemokraten Einer Pedersen, fremsatte krav om ekstraordinær hjælp. Byrådet afviste i første omgang, hvilket medførte en mere ophidset stemning hos demonstranterne både i og udenfor salen. Til sidst gik den fungerende borgmester, smeden Marius Nielsen, ud på rådhusets balkon og meddelte, at byrådet enstemmigt havde bevilget 20.000 kr. i socialhjælp til de arbejdsløse.

Forløbet af byrådsmødet i Nakskov blev kendt i hele landet, og sagen blev taget op i Folketinget. Byrådet trak snart sin bevilling af de 20.000 kr. tilbage med begrundelsen, at beslutningen var blevet taget under pres. Byrådet besluttede dog samtidig, at den eksisterende kommunale hjælpekasse kunne overskride sit budget, men uden at sætte et beløb på.

3. februar blev to af hovedmændene bag indtrængningen på rådhuset, Edvard Anker Aage Petersen (kaldet Due) og Søren Kurtemann-Agermose, arresteret og sigtet for vold mod offentlig myndighed. De blev idømt henholdsvis 4 og 6 måneders fængsel.

Maj 1931

I den følgende tid spidsede stemningen i byen til. Af frygt for uro undlod Socialdemokratiet at indkalde til den traditionelle 1. maj-demonstration, men Danmarks Kommunistiske Parti, der på grund af krisen havde fået momentum, arrangerede sin egen demonstration. 30. april nedlagde byens politimester forbud mod, at kommunisternes demonstration kunne blive afholdt. Arrangørerne trodsede imidlertid forbuddet, og 5-600 mennesker, såvel kommunister som partiløse og andre, mødte op. Det medførte tumult, da politifolk stod parat med knipler på torvet, og mange demonstranter blev ramt af knippelslag. "Der faldt adskillige drøje hug af til dem, der var for langsomme i vendingen - også de mere uskyldige", skrev det radikale Lolland-Falsters Venstreblad.

Begivenhederne kulminerede dagen efter, hvor der var indkaldt til protestdemonstrationer mod gårsdagens begivenheder . De havde fremkaldt vrede hos mange lokale, der mente, at ordensmagten havde anvendt polititerror og knippelslag mod fredelige demonstranter. Denne gang mødte angiveligt 2-3.000 mennesker op. Et par hundrede af dem marcherede videre mod politistationen. Her angreb de bevæbnet med sten stationen, hvor betjentene havde forskanset sig. Gadekampene blev nogle af de hårdeste, der er set på dansk grund, og politiet mistede en overgang kontrollen. Politimesteren rekvirerede forstærkning fra politistationerne i Maribo og Nykøbing F. og militær bistand fra Vordingborg Kaserne, som afsendte 6 befalingsmænd og 15 menige soldater med ammunition. Der var ingen dødsofre eller alvorligt tilskadekomne, men flere betjente og demonstranter blev såret og måtte have lægehjælp. Dagen efter patruljerede soldaterne i byen med påsat bajonet og skarpe skud i geværet.

Retsligt efterspil

Efterfølgende blev en række demonstranter idømt bøde- eller fængselsstraffe. 9. oktober 1931 idømte Højesteret 9 nakskovarbejdere fængsel fra 4 måneder til 2 år. Blandt de dømte var det socialdemokratiske byrådsmedlem og formand for arbejdsmændenes fagforening Emil Koch, der fik 1 års fængsel. Da bøder på 100 kr. var umulige at betale for de fleste anklagede, afsonede mange i stedet deres bøder i lokale celler. Andre blev ekspederet til Maribo Amts Tvangsarbejds- og Plejeanstalt - i daglig tale kaldt Saxenhøj. Det juridiske grundlag for fængselsdommene blev siden draget i tvivl. Landet over blev der dannet såkaldte Nakskovkomiteer, hvor blandt andre kendte kulturradikale som Poul Henningsen og kommunister som Arne Munch-Petersen sad. Komiteerne ville yde moralsk og økonomisk støtte til de fængslede og holdt på, at retsapparatet havde udstedt klassedomme mod kæmpende arbejdere.

Indtryk i eftertiden

Der var også masseprotester andre steder i landet under den voldsomme økonomiske krise og stærkt forringede levevilkår i 1930'rene. Andre værftsbyer som Helsingør, Ålborg og Århus oplevede i 1931 konfrontationer mellem politi og demonstrerende arbejdere, men det var udelukkende i Nakskov, at begivenhederne førte til tilkaldelse af soldater og langvarige fængselsstraffe. Begivenhederne er ofte siden blevet omtalt som det sted i Danmark, hvor man kom tættest på en revolution, ligesom det sammenlignes med det omtrent samtidige svenske såkaldte oprør i Ådalen, hvor fem arbejdere blev dræbt af militæret. De dramatiske begivenheder ses både som en reaktion på verdenskrisen og den uhørte høje ledighed og som et udslag af modsætningen mellem danske kommunister og socialdemokrater, hvor førstnævnte søgte at opflamme til aktioner.

Oprøret i Nakskov førte til, at ordensmagten udarbejdede nye strategier til at håndtere uroligheder, og begivenhederne medvirkede også til oprettelsen af et landsdækkende rigspoliti nogle år senere. Det skyldtes stærk modvilje mod, at militæret igen skulle sættes ind imod den hjemlige befolkning. I stedet ønskede man at ruste politiet bedre til at kunne varetage opgaven med at sikre indre ro på egen hånd.

I 1978 blev begivenhederne filmatiseret i tv-spillet Rejs dig, Emil Koch, produceret for Danmarks Radio og instrueret af Poul Trier Pedersen, der selv kom fra Nakskov.

Optrinnet spillede stadig mange år efter en rolle i Nakskovs indbyggeres bevidsthed. Da byens nu tidligere rådhusbygning i 2018 blev solgt til den offentlige institution Nota, protesterede Nakskov Bygningsbevaringsforening. Foreningen begrundede protesten med, at byrådssalen, hvor begivenhederne i 1931 var startet, havde national kulturhistorisk betydning for sin rolle i den danske arbejderbevægelses historie. Foreningen ønskede på den baggrund byrådssalen fredet. Ønsket blev dog ikke imødekommet af Slots- og Kulturstyrelsen.

Eksterne henvisninger

• Nakskov Politistation og oprøret i 1931. Historisk Atlas.
• Rødt oprør i Nakskov: De arbejdsløses demonstration endte i knippelslag og stenkast. Artikel på Politiken Historie, 2019.
• Opstanden i Nakskov. Radioudsendelse fra DR 5. maj 1979 på danskkulturarv.dk.
• Tidskapslen: Oprør i Nakskov. Udsendelse i Radio IIII 26. april 2024.
• Opstanden i Nakskov 1931. Billede på arkiv.dk af soldater, der patruljerer foran tilskuere med påsatte bajonetter 3. maj 1931.