Paionien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Paioniens stammer med naboområder.

Paionien (gr: Παιονία, lat: Paeonia) var i antikken paionernes land og kongerige.

I Iliaden (2., 10., 11. og 16. sang) er paionierne beskrevet som Trojas allierede.

Under Perserkrigene blev de besejrede paioniere taget til fange og deporteret til Asien.[1] Paionernes kong Agis døde 358 f.Kr. og det udnyttede Filip 2. ved 355-354 f.Kr. at erobre den sydlige del af Paionien, som herefter blev kaldt ”Makedonsk Paionien”. Dette område omfattede byerne Astraion (nu Strumica), Stenae (nu Prosek) (nær nutidens Demir Kapija), Antigonea (nær nutidens Negotino) med flere.

Paioniens grænser er ikke kendte, men man ved, at det lå umiddelbart nord for Kongeriget Makedonien (som i store træk svarer til nutidens græske region Makedonien og sydøst for Dardanien (svarende omtrent til dagens Kosovo). Mod øst lå Thrakien og mod vest Illyrien.[2] Paionien bestod af hele Vardardalen og det omliggende område, hvilket i nutiden svarer til det meste af dagens Republikken Makedonien, en smal stribe langs den nordlige del af den græske region Makedonien samt en lille del af det sydvestlige Bulgarien.[3][4]

Paioniske stammer[redigér | redigér wikikode]

Paioniske stammer

De Paioniske stammer var:

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Der har været spekulationer om hvorvidt paionerne kan have været thrakere,[12] eller om de var af blandet thrakisk-illyrisk oprindelse.[4] Paionerne blev senere helleniserede, idet en del af paionernes kendte personnavne er åbenlyst græske; Lycceios, Ariston, Audoleon.[13] Lingvister har udpeget de paioniske sprog som et sprog beslægtet med thrakisk og illyrisk eller muligvis et blandingssprog mellem disse to.[14] Flere østlige paioniske stammer, blandt andet agrianerne, blev anset for at være under indflydelse af thrakerne. Men i henhold til den nationale legende,[10] var de teukritiske kolonister fra Troja. Homer fortæller om paionerne i Iliaden,[15] at de kom fra Axios for at slås sammen med trojanerne, men Iliaden nævner ikke om de var i slægt med trojanerne. Homer nævner, at en af de paioniske høvdinge hed Pyraechmes (uden henvisning til slægt), men senere i Iliaden[16] nævner Homer en anden paionisk høvding, Asteropaeus, som søn af Pelagon.

År (522 f.Kr.) før den persiske storkonge Dareios 1. regeringstid strakte Paionien sig langt mod øst, til Perinthos i Thrakien ved Marmarahavet. På denne tid var området en vasalstat til den persiske konge. Da Xerxes I krydsede Khalkidiki på sin vej mod Therma (senere omdøbt til Thessaloniki) siges det, at han marcherede gennem hele Paionien. De besatte hele dalen langs floden Axios (som nu hedder Vardar), så langt ind i landet som til Stobi. Efter persernes nederlag til Alexander den store fik Paionien sin selvstændighed tilbage. Som konsekvens af at Kongeriget Makedoniens magt voksede, kom der øget modstand fra de thrakiske stammer mod nord. Paionernes område blev derfor betydelig mindsket, og i historisk tid var det begrænset til området nord for 'Kongeriget Makedonien' fra Illyrien til floden Struma.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

I græsk mytologi blev det sagt at paionerne havde fået deres navn fra Paion, sønnen til Endymion.[17]

Myten om Paion

Kongedømmet Paionien[redigér | redigér wikikode]

Paionia og kongeriget Odrysia

Undertvingelsen af paionerne skete som en del af perserkrigene ledet af Dareios 1. (521-486 f.Kr.). Efter lange forberedelser invaderede en stor Achæmenidisk (persisk) hærskare Balkan år 513 f.Kr. og forsøgte at nedkæmpe de europæiske skytere, som herskede nord for floden Donau.[18] Darius' hær erobrede Thrakien og alle øvrige regioner ved Sortehavet, svarende til nutidens Bulgarien, Rumænien, Ukraine, og Rusland, inden hæren drog tilbage til Lilleasien.[18][19] Darius efterlod en af sine hærførere Megabazus, som fik til opgave at færdiggøre opgaven med at indtage resten af Balkan.[18] De persiske tropper underkuede det guldrige Thrakien, de græske kystbyer og de besejrede og erobrede de magtfulde paionere.[18][20][21]

Et stykke tid efter Perserkrigene sluttede de forskellige høvdingedømmer sig sammen til et kongedømme omkring de centrale og øvre flodløb af floderne Axios (Vardar) og Struma, svarende til nutidens nordlige del af republikken Makedonien og det sydvestlige Bulgarien. I ældre tider lå hovedsædet for de paioniske konger i Bylazora ved floden Axios. Senere flyttede kongerne deres hovedsæde til Stobi[22] [18] i nærheden af nutidens Gradsko. Begge byer lå ved floden Vardar, som dengang hed Axios.

De slog sig sammen med illyrerne for at angribe kongeriget Makedonien.

Illyrerne, som havde en tradition for at røve karavaner, ville gerne sikre frie handelsruter. Derfor angreb de det nordlige Makedonien i et forsøg på at lægge det under sig, men det lykkedes dem ikke. I årene 360-359 f.Kr. deltog nogle sydlige paioniske stammer som støtte for en illyrisk invasion af Makedonien.[23]

Den makedonske kongefamilie blev kastet ud i usikkerhed da Perdikkas 3. 359 f.Kr. døde i kamp mod illyrerne med 4.000 af sine mænd, men hans bror, Filip 2., overtog tronen.[23] Han reformerede hæren og indførte den makedonske falanks og stoppede både den illyriske invasion og de paioniske angreb.

En makedonsk falanks

År 358 f.Kr. fortsatte Filip 2. sin krig mod paionierne med et hærtogt dybt ind i det nordlige Paionien. [24] [25] [26] [27] [28] [23]

Dette angreb svækkede det paioniske kongedømme, som blev regeret af kong Agis, til et delvis selvstyret, men underkastet rige og som førte til en gradvis og formel hellenisering af paionerne. Det forenede også de enklaver af folk og stammer, som ikke tidligere havde tilhørt Paionien.

Paioniske tropper var senere en del af Aleksander den Stores hær.

Konger[redigér | redigér wikikode]

  • Agis ?–359 f.Kr.grundlagde kongeriget Paionien; stræbte efter tronen i Kongeriget Makedonien.[29]
  • Lycceius 356–340 f.Kr.[30]. Han deltog deltog 356 f.Kr i en koalition med Grabos og Thrakien mod kongeriget Makedonien.
  • Patraeus 340–315 f.Kr.[31] Han var 331 f.Kr. general i Alexander den stores hær.
  • Audoleon søn af Patraus 315–285 f.Kr.[32] I et slag med den illyriske stamme Autariatae kom han ud i en håbløs situation, men Kassander reddede ham.
  • Ariston 286–285 f.Kr. søn af Audoleon. Han var en loyal vasal og kommandør af en enkelt paionisk eskadrille.[33]
  • Leon 278–250 f.Kr. Han styrkede landets magt og genvandt tabte områder efter invationen af kelterne år 280/279 f.Kr.[34]
  • Dropion søn af Leon 250–230 f.Kr. Han var den sidste kendte paioniske konge 230 f.Kr., da riget var på vej mod sin undergang.[34]
  • Bastareus ?–?  f.Kr.

Andre nævneværdige personer[redigér | redigér wikikode]

Persiske herskere[redigér | redigér wikikode]

Thrakiske herskere[redigér | redigér wikikode]

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Paionerne bestod af et antal uafhængige stammer som til sidst blev forenet under en og samme konge. Deres skikke og kultur er for det meste ukendt. De tilbad guden Dionysos, som blandt dem var kendt under navnene Dyalos eller Dryalos, og historikeren Herodot nævner, at thrakiske og paioniske kvinder gav offergaver til gudinden Artemis (antagelig Bendis). De tilbad solen i form af en lille rund skive, som blev placeret for enden af en stolpe. De drak øl som var brygget på korn og rester fra planter og urter. Landet var rigt på guld og en bituminøs form for træ eller sten, som brød ud i flammer ved kontakt med vand, og som blev kaldt tanrivok eller tsarivos. De paioniske konger begyndte at udstede mønter på Filip 2.s tid og på mønterne blev kongenavnene skrevet på græsk. Forfatteren Athenaios antyder, at det Paioniske sprog var i slægtskab med sproget i Mysien, der lå syd for Marmarahavet. Men de få levn, som er tilbage af det paioniske sprog, er ikke tilstrækkeligt til af bedømme det. Alle navnene på de konger, som vi kender i dag, er også skrevet på græsk: Agis, Ariston, Audoleon, Lycceios, osv., og det gør det vanskeligt at forklare den sproglige kobling til illyrere eller thrakere.

Kvinderne var kendte for deres flid. Herodotos fortæller (v. 12) at Dareios I ved Sardis havde set en smuk paionisk kvinde, som bar en krukke på sit hoved samtidig med at hun spandt hør og ledte en hest til drikkevandet. Da han spurgte hvem hun var, og fik at vide at hun var paionier, så sendte Dareios instruktioner til Megabazos, kommandanten i Thrakien, om straks at deportere to paioniske stammer til Persien. Ved Olympia blev der år 1877 fundet en statue, hvor der på soklen var en indskrift, hvoraf det fremgik, at statuen var rejst af paionerne til ære for deres konge og grundlægger Dropion. På fragmentet af en anden indskrift fundet i Athen, omtales en anden paionisk konge Lypperios i forbindelse med en aftale om en alliance. Han er uden tvivl den samme mand med navnet Lycceios eller Lycpeius, som man har fundet på paioniske mønter.[45]

Nedgang[redigér | redigér wikikode]

År 280 f.Kr. invaderede keltere under ledelse af Brennus og plyndrede i Paionien. Samtidig blev paionerne hårdt presset af angreb fra dardanerne. Paionierne havde derfor intet andet valg end gå sammen med makedonierne. Trods deres samlede anstrengelser blev begge hære besejret. Paionien blev igen konsolideret, men år 217 f.Kr. lykkedes det for den makedonske kong Filip 5. af Makedonien (239 f.Kr.-179 f.Kr.), søn af kong Demetrius 2., at annektere regionerne Paionien og Dardanien som selvstændige provinser.

Omkring 70 år senere, år 168 f.Kr., erobrede romerske legioner Makedonien. Paionien ved Axios udgjorde nu andet og tredje distrikt i den romerske provins Macedonia.[46] Kejser Konstantin den Store sammenlagde år 317 Paionien og Pelagonien til en ny romerske provins med navnet Macedonia Secunda eller Macedonia Salutaris, som var en del af Praetorian præfektur Illyricum.[18][47] I midten af det 4. århundrede havde paionerne imidlertid tabt deres oprindelige identitet og begrebet Paionien var nu kun et geografisk stednavn.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Kuhrt, Amélie (1 Sep 2009). The Persian Empire: A Corpus of Sources from the Achaemenid Period. Routledge. ISBN 978-0415552790. Hentet 2017-10-22. 
  2. ^ Strabo; Jones, Horace Leonard B (26 Aug 2016). Sitlington, John Robert Sterrett, (red.). The Geography of Strabo. with an English Translation by Horace Leonard Jones. Based in Part Upon the Unfinished Version of John Robert Sitlington Sterrett. 7. Wentworth Press. ISBN 978-1362596851. Frg.4, 9.5.1. 
  3. ^ Roisman, Joseph; Worthington, Ian (19 Nov 2010). A Companion to Ancient Macedonia (Blackwell Companions to the Ancient World). Wiley-Blackwell. ISBN 978-1405179362. 
  4. ^ a b "Paeonia". Encyclopædia Britannica online. 
  5. ^ a b Nikolova, Lolita (2003). Early symbolic systems for communication in Southeast Europe. 2. Oxford: Hedges. s. 529. ISBN 1841713341. eastern Paionians (Agrianians and Laeaeans) 
  6. ^ Thucydides; Strassler, Robert B.; Crawley, Richard (10 Sep 1998). The Landmark Thucydides: A Comprehensive Guide to the Peloponnesian War. Simon and Schuster. s. 153. ISBN 0-684-82790-5. ... of them still live round Physcasb- and the Almopians from Almopia. 
  7. ^ Charlesworth, Martin Percival; Boardman, John (1988). The Cambridge Ancient History. 4 (2 udgave). Cambridge: Cambridge University Press. s. 252. ISBN 978-0521850735. The Paeonians were the earlier owners of some of these mines, but after their defeat in the coastal sector they maintained their independence in the mainland and coined large denominations in the upper Strymon and the Upper Axius area in the names of the Laeaei and the Derrones 
  8. ^ Hansen, Mogens Herman (født 1940); Heine Nielsen, Thomas (2004). An inventory of archaic and classical poleis. Oxford: Oxford University Press. s. 854. ISBN 0198140991. ... Various tribes have occupied this part of Thrace: Bisaltians (lower Strymon valley), Odomantes (the plain to the north of the Strymon) ... 
  9. ^ Iakovidou, Athena (2007). Thrace in the Graeco-roman world : proceedings of the 10th International Congress of Thracology, Komotini - Alexandroupolis, 18 - 23 October 2005. Athens: National Hellenic Research Foundation. s. 112. ISBN 978-9607905383. but others claim that together with the Agrianes and Odomanti, at least the latter of which were with certainty Thracian, not Paeonian. 
  10. ^ a b c d Herodotus (2003). Marincola, John M.; De Selincourt, Aubrey, (red.). The Histories (Reissue Edition udgave). Penguin Classics. s. 315. ISBN 978-0140449082. was that a number of Paeonian tribes - the Siriopaeones, Paeoplae, ... 
  11. ^ Herodotus (2003). Marincola, John M.; De Selincourt, Aubrey, (red.). The Histories (Reissue Edition udgave). Penguin Classics. s. 452. ISBN 978-0140449082. ... Then he passed through the country of the Doberes and Paeoplae (Paeonian tribes living north of Pangaeum), and continued in a ... 
  12. ^ Bauer, Susan Wise (17 Mar 2007). The History of the Ancient World: From the Earliest Accounts to the Fall of Rome. W. W. Norton & Company. s. 518. ISBN 978-0393059748. ... Italy); to the north, Thracian tribes known collectively as the Paeonians. 
  13. ^ Merker, Irwin L. (1965). "The Ancient Kingdom of Paionia". Balkan studies : biannual publication of the Institute for Balkan Studies (Thessaloniki, Greece). 6 (1). Hentet 2017-10-23. 
  14. ^ Villar, Francisco (13 Nov 2008). Siviero, D., (red.). Gli indoeuropei e le origini dell'Europa. Italien: Il Mulino. ISBN 978-8815127068. 
  15. ^ Iliaden, Bog 2, linie 848
  16. ^ Iliaden, Bog 21
  17. ^ Pausanius. "Pausanias Description of Greece". Hentet 2017-10-26. 
  18. ^ a b c d e f g "A Companion to Ancient Macedonia". Hentet 25. oktober 2017. 
  19. ^ Hornblower, Simon; Spawforth, Antony (2005). The Oxford Classical Dictionary (3. udgave). Oxford University Press. s. 1515. ISBN 978-0198606413. The Thracians were subdued by the Persians by 516 
  20. ^ a b Howe, Timothy; Reames, Jeanne (2008). Macedonian Legacies: Studies in Ancient Macedonian History and Culture in Honor of Eugene N. Borza. Regina Books. s. 239. ISBN 978-1930053564. 
  21. ^ "Persian Influence on Greek Culture". Hentet 26. oktober 2017. 
  22. ^ Wilkes, John (9 Jan 1996). The Illyrians (1 udgave). Wiley-Blackwell. s. 18. ISBN 978-0631198079. Hentet 2017-10-26. ... northeastward course through an area of mountains to join the Vardar below Titov Veles near the ancient Paeonian capital of Stobi (Gradsko). Though marshy in some areas this plain - the ancient Pelagonia - has supported a large population from prehistoric ... 
  23. ^ a b c Siculus, Diodorus. Bibliotheca historia. 16. s. 235–241. 
  24. ^ Thomas, Carol G. (17 Nov 2006). Alexander the Great in His World (1 udgave). Wiley-Blackwell. ISBN 978-0631232469. 
  25. ^ Sealey, Raphael (28 Oct 1976). A History of the Greek City States, 700-338 BC (1 udgave). University of California Press. s. 442. ISBN 978-0520031777. 
  26. ^ Geoffrey, Nicholas; Hammond, Lemprière; Griffith, Guy Thompson (1979). A History of Macedonia: 550–336 B.C. 2. Clarendon Press. 
  27. ^ Errington, R. Malcolm (22 Feb 1993). A History of Macedonia (1 udgave). University of California Press. ISBN 978-0520082656. 
  28. ^ Hornblower, Simon (11 Mar 2011). The Greek World 479–323 BC (4 udgave). Routledge. ISBN 978-0415602921. 
  29. ^ Lewis, D. M.; Boardman, John; Hornblower, Simon; Ostwald, M. (1994). The Cambridge Ancient History. 6 (2 udgave). Cambridge: Cambridge University Press. s. 463. ISBN 978-0521850735. Agis, king of Paeonians 
  30. ^ "Greek >> PAEONIAN KINGS >> Lycceius". coinproject.com. Hentet 2017-10-27. 
  31. ^ "Greek >> PAEONIAN KINGS >> Patraos". coinproject.com. Hentet 2017-10-27. 
  32. ^ Head, Barclay V. (1909). A Guide to the Principal Gold and Silver Coins of the Ancients: From Circ. B. C. 700 to A. D. 1. (5 udgave). British Museum Dept. of Coins and Medals. s. 62. Hentet 2017-10-28. ... of Athena, facing. Bee. AYAnA EONTOZ. Horse. Wt. 193.4 grs. Patraus and his son Audoleon reigned over Paaonia between B.C. 340 ... 
  33. ^ Polyainos. Shepherd, R., (red.). Stratagems in War. 4. s. afsnit 12, 3. Hentet 2017-10-28. Lysimachus conducted Ariston, son of Autoleon, to his father's kingdom in Paeonia; under pretence that the royal youth might be acknowledged by his subjects, and treated with due respect. But as soon as he had bathed in the royal baths in the river Arisbus, and they had set before him an elegant banquet, according to the custom of his country, Lysimachus ordered his guards to arm. Ariston instantly mounted his horse and escaped to the land of the Dardani; and Lysimachus was left in possession of Paeonia. 
  34. ^ a b Pausanius. "Pausanias Description of Greece". Hentet 2017-10-28. 
  35. ^ a b Herodotus (2003). Marincola, John M.; De Selincourt, Aubrey, (red.). The Histories (Reissue Edition udgave). Penguin Classics. s. 199. ISBN 978-0140449082. 
  36. ^ "Thraco Macedonian Tribes, Derrones, ancient coins index with thumbnails - WildWinds.com". wildwinds.com. Hentet 2017-10-28. 
  37. ^ "Impressive Derrones Dodekadrachm". Classical Numismatic Group Inc. Hentet 2017-10-28. 
  38. ^ Šeldarov, Nikola (1994). Šeldarova, Milica, (red.). Macedonia and Paeonia : Šeldarov collection. Skopje: National Bank of the Republic of Macedonia. ISBN 9789989107085. 
  39. ^ "Ancient coins of Macedon". Hentet 2017-10-29. Bastareus. An unknown king of some tribe bordering upon the Paeonian district 
  40. ^ "A King Named Teutamados". Coins Weekly. Hentet 2017-10-29. 
  41. ^ Smith, William (1844). "Cyna'ne, Cyna". Dictionary of Greek and Roman Biography and Mythology. Hentet 2017-10-29. In the following year Alexander promised her hand, as a reward for his services, to Langarus, king of the Agrianians, but the intended bridegroom was carried off by sickness. 
  42. ^ Čausidis, Nikos (1995). Ugrinovska, Liljana, (red.). Macedonia: Cultural Heritage. Skopje: Misla. s. 50 & 53. ISBN 978-9989390210. Hentet 2017-10-29. 
  43. ^ Čausidis, Nikos (1995). Ugrinovska, Liljana, (red.). Macedonia: Cultural Heritage. Skopje: Misla. s. 54 & 57. ISBN 978-9989390210. Hentet 2017-10-29. 
  44. ^ Smith, William (1848). "Sitalces". A Dictionary of Greek and Roman biography and mythology. 3. s. 843. Hentet 2017-10-29. With this mighty host he crossed the passes of Mount Cereine, in the autumn of B.C. 429, and descended to Doberus in Peonia. 
  45. ^ "Ancient Coins from The Kingdom of Paeonia in the Forum Ancient Coins shop". Forum Ancient Coins. Hentet 2017-10-29. 
  46. ^ Livy xiv. 29
  47. ^ Pohlsander, Hans A. (30 Oct 2004). The Emperor Constantine (2 udgave). Routledge. s. 38–39. ISBN 978-0415319386.