Palatinerhøjen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ruiner på Palatinerhøjen.
Kort over Roms syv høje og den serviske bymur.

Palatinerhøjen (latin: Collis Palatium) er den centrale af Roms syv høje og den ældste del af byen. Den er 40 meter høj[1] og grænser til både Forum Romanum, Circus Maximus og Colosseum. Højen er opkaldt efter Pales,[2] i romersk mytologi gudinde for fårehyrder,[3] og videre er "Palatin" det etymologiske ophav til ordet "palads". [4]

Mytologi[redigér | redigér wikikode]

Ifølge romersk mytologi var det på Palatinerhøjen, Romulus og Remus blev fundet af ulvemoderen, som diede og opdrog dem. Ifølge dette sagn fandt hyrden Faustulus spædbørnene, og opfostrede dem sammen med sin kone, Acca Larentia. Da de blev ældre, var det her, Romulus valgte at bygge Rom. I Æneiden beskriver Vergil Faustulus’og Euanders beskedne hytter. I fasti, lister over det romerske års festdage, finder vi vestalia i juni, da Vestas tempel med den hellige arne blev fejet, og affaldet smidt i Tiberen. Langt ned i tiden bevarede Vesta-dyrkelsen spor av skikkene fra denne ældste tid - offerdyrene blev slagtet med stenknive, og ilden tændt ved at gnide to træstykker mod hinanden - og vestalinderne hentede opsamlet vand fra cisterner, længe efter at akvadukter førte friskt vand ind til Palatin.

Ældste tid[redigér | redigér wikikode]

Klosteret San Bonaventura al Palatino øverst på Palatinerhøjen.
Palatinerhøjen i kejsertiden.

Rom har sit ophav på Palatinerhøjen, som af byens syv høje er den bedst egnede til primitiv bosætning. Den ligger tæt ved Tiberen, og med sit lange, flade højdedrag og sine bratte skråninger, er den godt beskyttet mod fjender. Husene lå også for højt til at rammes af Tiberens frygtede oversvømmelser, og luften var fri for malariamyg. Udgravninger har påvist bebyggelse fra omkring år 1000 f.Kr. Den ældgamle vej ligger forbavsende urørt, og snor sig frem til Casina Farnese. [5]

Oprindeligt har Palatin bestået af to toppe, Germalus, hvor man har fundet skår fra de ældste indbyggeres lerkar; og Palatium, hvor man fandt spor af deres capanne (primitive hytter). I 1954 blev der afdækket en brandgrav mellem Germalus og Palatium, der tyder på, at der oprindeligt ikke var nogen samlet og fælles bebyggelse på højdedraget, men derimod to små, adskilte hyrdesamfund. Fundet af en mur mellem Germalus og Palatium tyder på, at disse to samfund til tider har haft et anstrengt forhold til hinanden. [6]

I 1902 fandt Giacomo Boni en hel gravplads 5-6 meter under brolægningen på Forum Romanum, hvor grave fra senest 600 f.Kr indeholdt ubrændte lig i sten- eller trækister, mens brandgrave med afdødes aske i hytte-urner stammede fra omkring 800 f.Kr. Det tydede på, at det ældste Rom havde ligget på Palatin, mens Forumdalen tjente som gravplads. Plinius den Ældre omtaler navne på småbyer, der gik sammen om de ældgamle ofringer på Albanerbjergene, blant andre beboerne af Velia, Palatins østlige skråning. Det kan tolkes, som Velia har været et tredje, selvstændigt samfund på Palatinerhøjen. [7]

Senere historie[redigér | redigér wikikode]

Mange rige romere i Den romerske republik (510 f.Kr. – omkring 44 f.Kr.) boede her. Ruinerne af paladser tilhørende Augustus (63 f.Kr.14 e.Kr.), Tiberius (42 f.Kr.37 e.Kr.) og Domitian (5196) er fortsat synlige. Augustus byggede også et tempel til Apollo her, ved siden af sit hus.

Palatinerhøjen var stedet, hvor man i februar fejrede lupercalia ("ulveløbet").

Øverst ligger klosteret San Bonaventura al Palatino fra 1625, bygget over det tidligere vandreservoir for det kejserlige palads. Her boede den kendte, danske maler Albert Küchler som munk, og fik besøg af blandt andre kong Christian 9.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Italiensk geografi Stub
Denne artikel om italiensk geografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Geografi

Koordinater: 41°53′18″N 12°29′13″Ø / 41.888333333333°N 12.486944444444°Ø / 41.888333333333; 12.486944444444