Papegøjefisk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Papegøjefisk
Scarus frenatus
Videnskabelig klassifikation
Rige Animalia (Dyr)
Række Chordata (Rygstrengsdyr)
Klasse Actinopterygii (Strålefinnede fisk)
Orden Labriformes
Familie Papegøjefisk (Scaridae)
Rafinesque, 1810
Hjælp til læsning af taksobokse

Papegøjefisk er en gruppe på omkring 90 fiskearter der klassificeres enten som en familie (Scaridae) eller en underfamilie (Scarinae) af læbefisk.[1] De har den største artsrigdom i den indo-vestpacifiske biogeografiske region af Stillehavet. Papegøjefisk findes ved koralrev, klippekyster og havgræsenge og kan spille en væsentlig rolle i bioerosion.[2][3][4]

Beskrivelse[redigér | rediger kildetekst]

Papegøjefisk er navngivet efter deres specielle tandbygning, som er forskellig fra alle andre fisk. Deres mange tænder er arrangeret i en tætpakket mosaik på den ydre overflade af deres kæbeknogler og danner et papegøjeagtigt næb, som bruges til at raspe alger af koraller og klippeoverflader,[5] hvilket bidrager til bioerosionsprocessen.

De maksimale størrelser varierer hos papegøjefisk. Størstedelen af arterne bliver 30-50 cm lange. Nogle få arter kan blive over 1 m, og bulepapegøjefisk (Bolbometopon muricatum) kan blive op til 1,3 m.[6] Den mindste art er Cryptotomus roseus, som har en maksimal størrelse på 13 cm.[7][8][9]

Slim[redigér | rediger kildetekst]

Scarus zelindae i sin slimkokon

Nogle papegøjefiskarter, herunder kone-papegøjefisk (Scarus vetula), udskiller en slimkokon, især om natten.[10] Før de sover, udskiller nogle arter slim fra munden og danner en beskyttende kokon, der omslutter fisken og formodentlig skjuler dens duft for potentielle rovdyr.[11][12] Denne slimhinde kan også fungere som et tidligt advarselssystem, så papegøjefisken kan flygte, når den opdager, at rovdyr som f.eks. muræner forstyrrer membranen.[12] Selve huden er dækket af en anden slimhinde, som kan have antioxidante egenskaber, der er nyttige ved reparation skader på kroppen,[10][12] eller afvisning parasitter, ud over at den beskytter mod ultraviolet lys.[10]

Føde[redigér | rediger kildetekst]

Bulepapegøjefisks (Bolbometopon muricatum) stærke næb er i stand til at kværne de hårdeste koraller

De fleste arter af papegøjefisk er planteædere, der hovedsageligt lever af alger som vokser på overflader.[13][14][15] Undertiden spises en række andre små organismer, herunder hvirvelløse dyr (fastsiddende og bentiske arter samt zooplankton), bakterier og detritus.[16] Nogle få, oftest større arter som f.eks. bulepapegøjefisk (Bolbometopon muricatum) lever i stor udstrækning af levende koraller (polypper).[5][14][15] Ingen af disse er eksklusive koralædere, men polypper kan udgøre op til halvdelen af deres føde[15] eller endnu mere hos bulepapegøjefisk.[13] Samlet set er det anslået, at mindre end en procent af papegøjefiskens bid involverer levende koraller, og alle undtagen bulepapegøjefisk foretrækker algedækkede overflader frem for levende koraller.[15] Ikke desto mindre kan der forekomme lokal koraldød, når de spiser koralpolypper.[15] Deres fødeaktivitet er vigtig for produktionen og fordelingen af koralsand i revbiomet og kan forhindre overvækst af alger på revstrukturen. Tænderne vokser løbende og erstatter materiale, der er slidt væk ved fødesøgning.[8] Uanset om de æder koraller, sten eller søgræs, bliver substratet malet op mellem svælgtænderne.[15][17] Når de har fordøjet de spiselige dele fra stenen, udskiller de det som sand, hvilket er med til at skabe små øer og sandstrande. Bulepapegøjefisk kan producere 90 kg sand hvert år[18] eller i gennemsnit næsten 250 g pr. papegøjefisk pr. dag. Når papegøjefisk spiser, skal de være opmærksomme på ikke selv at blive spist af deres vigtigste rovdyr, citronhajen (Negaprion brevirostris).[19] På koralrev i Caribien er papegøjefisk vigtige spisere af havsvampe.[20] En indirekte effekt af papegøjefiskens græsning af svampe er beskyttelsen af koraller, der bygger rev, og som ellers ville blive overvokset af hurtigtvoksende svampearter.[21][22]

Analysen af papegøjefiskens fødebiologi beskriver tre funktionelle grupper: gravere, skrabere og græssere.[13] Gravere har større og stærkere kæber, der kan mejsle substratet fri,[23] og efterlade synlige ar på overfladen.[13] Skrabere har mindre kraftige kæber der sjældent efterlader synlige skrabear på substratet.[13][23] Nogle af disse kan også spise sand i stedet for hårde overflader.[13] Græssere spiser hovedsageligt havgræsser og deres epifyter.[13]

I 2016 fremkom en hypotese om mikrobeføde[24] som foreslog, at: "de fleste papegøjefisk er mikrofager, der er rettet mod cyanobakterier og andre proteinrige autotrofe mikroorganismer, der lever på eller i kalkholdige substrater, er epifytiske på alger eller søgræs eller endosymbiotiske i fastsiddende hvirvelløse dyr."

Livscyklus[redigér | rediger kildetekst]

Tofarvet papegøjefisk (Cetoscarus bicolor) blev beskrevet af Rüppell i 1829. I 1835 beskrev han fejlagtigt terminalfasen, som ses på dette foto, som en separat art, C. pulchellus

Papegøjefiskens udvikling er kompleks og ledsages af en række køns- og farveændringer (polychromatisme). De fleste arter er sekventielle hermafroditter, der starter som hunner (kendt som den indledende fase) og derefter skifter til hanner (den terminale fase). Hos mange arter, f.eks. Sparisoma viride, udvikler et antal individer sig direkte til hanner (dvs. de starter ikke som hunner). Disse direkte udviklende hanner ligner normalt mest den indledende fase og udviser ofte en anden parringsstrategi end hannerne i den terminale fase hos samme art.[25] Nogle få arter som f.eks. europæisk papegøjefisk (Sparisoma cretense) er sekundære gonokorister. Det betyder, at nogle hunner ikke skifter køn (de forbliver hunner hele livet), de der skifter fra hun til han, gør det mens de stadig er umodne (reproduktivt fungerende hunner skifter ikke til hanner), og der er ingen hanner med hun-lignende farver (hannerne i den indledende fase hos andre papegøjefisk).[26][27][28] Leptoscarus vaigiensis er den eneste art af papegøjefisk, der er kendt for ikke at skifte køn.[8] Hos de fleste arter er den indledende fase mat rød, brun eller grå, mens den afsluttende fase er livligt grøn eller blå med lyse rosa, orange eller gule pletter.[8][29] Hos et mindre antal arter er faserne ens,[8][29] og hos europæisk papegøjefisk er den voksne hun lyst farvet, mens den voksne han er grå.[30] Hos de fleste arter har ungfisk et andet farvemønster end de voksne. Unge individer af nogle tropiske arter kan ændre deres farve midlertidigt for at efterligne andre arter.[31] Hvor kønnene og alderen er forskellige, blev de markant forskellige faser ofte først beskrevet som separate arter.[29] Som følge heraf beskrev tidlige forskere mere end 350 papegøjefiskarter, hvilket er næsten fire gange så mange som det faktiske antal.[25]

De fleste tropiske arter danner store stimer, når de æder, og disse er ofte grupperet efter størrelse. Haremmer bestående af adskillige hunner, der ledes af en enkelt han, er normalt hos de fleste arter, og hannerne forsvarer energisk deres position mod enhver udfordring.

Som pelagiske gydere slipper papegøjefisk mange små, flydende æg ud i vandet, som bliver en del af planktonet. Æggene flyder frit og sætter sig fast i korallen, indtil de klækkes.

Økonomisk betydning[redigér | rediger kildetekst]

Der er kommercielt fiskeri efter nogle af de større arter, især i det indo-vestpacifiske Stillehav,[8] men også efter nogle arter f.eks. europæisk papegøjefisk i Middelhavet.[32] Beskyttelse af papegøjefisk er foreslået som en måde at redde koralrev i Caribien fra at blive overvokset med tang[33] og havsvampe.[21][22] På trods af deres slående farver gør deres fødeadfærd dem meget uegnede til de fleste marine akvarier.[8]

En undersøgelse har vist, at papegøjefisk er ekstremt vigtig for Great Barrier Reefs sundhed; den er den eneste af tusindvis af revfiskearter, der regelmæssigt skraber og rengør koralrev ved kysten.[34]

Taksonomi[redigér | rediger kildetekst]

Traditionelt er papegøjefisk blevet betragtet som en familie, Scaridae. Selvom fylogenetiske og evolutionære analyser af papegøjefisk vedvarende foregår, accepteres de nu som en klade i tribussen Cheilini og kaldes nu underfamilien Scarinae i familien Labridae (Læbefisk)[1] Nogle autoriteter har foretrukket at bevare papegøjefiskene som et takson på familieplan,[29] hvilket resulterer i, at Labridae ikke er monofyletisk (medmindre den opdeles i flere familier).

Ikke desto mindre er gruppen i World Register of Marine Species opdelt i to underfamilier som følger:

Billeder[redigér | rediger kildetekst]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b Westneat, MW; Alfaro, ME (2005). "Phylogenetic relationships and evolutionary history of the reef fish family Labridae". Molecular Phylogenetics & Evolution. 36 (2): 370-90. doi:10.1016/j.ympev.2005.02.001. PMID 15955516.
  2. ^ Streelman, J. T.; Alfaro, M. E.; et al. (2002). "Evolutionary History of The Parrotfishes: Biogeography, Ecomorphology, and Comparative Diversity". Evolution. 56 (5): 961-971. doi:10.1111/j.0014-3820.2002.tb01408.x. PMID 12093031. S2CID 41840374.
  3. ^ Bellwood, D. R.; Hoey, A. S.; Choat, J. H. (2003). "Limited functional redundancy in high diversity systems: resilience and ecosystem function on coral reefs". Ecology Letters. 6 (4): 281-285. doi:10.1046/j.1461-0248.2003.00432.x.
  4. ^ Lokrantz, J.; Nyström, M.; Thyresson, M.; Johansson, C. (2008). "The non-linear relationship between body size and function in parrotfishes". Coral Reefs. 27 (4): 967-974. Bibcode:2008CorRe..27..967L. doi:10.1007/s00338-008-0394-3. S2CID 37926874.
  5. ^ a b Choat, J.H. & Bellwood, D.R. (1998). Paxton, J.R. & Eschmeyer, W.N. (red.). Encyclopedia of Fishes. San Diego: Academic Press. s. 209-211. ISBN 978-0-12-547665-2.
  6. ^ Froese, Rainer; Pauly, Daniel (red.) (2009). "Bolbometopon muricatum" i FishBase. December 2009-versionen.
  7. ^ Froese, Rainer; Pauly, Daniel (red.) (2015). "Cryptotomus roseus" i FishBase. September 2015-versionen.
  8. ^ a b c d e f g Lieske, E., and Myers, R. (1999). Coral Reef Fishes. 2nd edition. Princeton University Press. ISBN 0-691-00481-1
  9. ^ Shah, A.K. (2016). Cryptotomus roseus (Slender Parrotfish). The Online Guide to the Animals of Trinidad and Tobago. The University of the West Indies. Hentet 11. marts 2018.
  10. ^ a b c Cerny-Chipman, E. "Distribution of Ultraviolet-Absorbing Sunscreen Compounds Across the Body Surface of Two Species of Scaridae." DigitalCollections@SIT 2007. Hentet 2009-06-21.
  11. ^ Langerhans, R.B. "Evolutionary consequences of predation: avoidance, escape, reproduction, and diversification. Arkiveret 14 June 2011 hos Wayback Machine" side 177–220 in Elewa, A.M.T. ed. Predation in organisms: a distinct phenomenon. Heidelberg, Germany, Springer-Verlag. 2007. Hentet 2009-06-21.
  12. ^ a b c Videlier, H.; Geertjes, G.J.; Videlier, J.J. (1999). "Biochemical characteristics and antibiotic properties of the mucous envelope of the queen parrotfish". Journal of Fish Biology. 54 (5): 1124-1127. doi:10.1111/j.1095-8649.1999.tb00864.x.
  13. ^ a b c d e f g Bellwood, David R. (1994-07-14). "A phylogenetic study of the parrotfish family Scaridae (Pisces: Labroidea), with a revision of genera". Records of the Australian Museum, Supplement (engelsk). 20: 1-86. doi:10.3853/j.0812-7387.20.1994.51. ISSN 0812-7387.
  14. ^ a b Bellwood, D.R.; Choat, J.H. (1990). "A functional analysis of grazing in parrotfishes (family Scaridae): the ecological implications". Environ Biol Fish. 28 (1-4): 189-214. doi:10.1007/BF00751035. S2CID 11262999.
  15. ^ a b c d e f Bonaldo, R.M. & R.D. Rotjan (2018). The Good, the Bad, and the Ugly: Parrotfishes as Coral Predators. in Hoey, A.S. & R.M. Bonaldo, eds. Biology of Parrotfishes. CRC Press. ISBN 978-1482224016
  16. ^ Comeros-Raynal, Choat; Polidoro, Clements; Abesamis, Craig; Lazuardi, McIlwain; Muljadi, Myers; Nañola Jr, Pardede; Rocha, Russell; Sanciangco, Stockwell; Harwell; Carpenter (2012). "The Likelihood of Extinction of Iconic and Dominant Herbivores and Detritivores of Coral Reefs: The Parrotfishes and Surgeonfishes". PLOS ONE. 7 (7): e39825. Bibcode:2012PLoSO...739825C. doi:10.1371/journal.pone.0039825. PMC 3394754. PMID 22808066.
  17. ^ Murphy, Richard C. (2002). Coral Reefs: Cities Under The Seas. The Darwin Press, Inc. ISBN 978-0-87850-138-0.
  18. ^ Thurman, H.V; Webber, H.H. (1984). "Chapter 12, Benthos on the Continental Shelf". Marine Biology. Charles E. Merrill Publishing. s. 303-313. Accessed 2009-06-14.
  19. ^ Bright, Michael (2000). The private life of sharks : the truth behind the myth. Mechanicsburg, PA: Stackpole Books. ISBN 978-0-8117-2875-1.
  20. ^ Dunlap, M; Pawlik, JR (1996). "Video-monitored predation by Caribbean reef fishes on an array of mangrove and reef sponges". Marine Biology. 126: 117-123. doi:10.1007/BF00571383. S2CID 84799900.
  21. ^ a b Loh, T-L; Pawlik, JR (2014). "Chemical defenses and resource trade-offs structure sponge communities on Caribbean coral reefs". Proceedings of the National Academy of Sciences. 111 (11): 4151-4156. Bibcode:2014PNAS..111.4151L. doi:10.1073/pnas.1321626111. PMC 3964098. PMID 24567392.
  22. ^ a b Loh, TL; et al. (2015). "Indirect effects of overfishing on Caribbean reefs: sponges overgrow reef-building corals". PeerJ. 3: e901. doi:10.7717/peerj.901. PMC 4419544. PMID 25945305.
  23. ^ a b Price, Samantha A.; Wainwright, Peter C.; Bellwood, David R.; Kazancioglu, Erem; Collar, David C.; Near, Thomas J. (2010-10-01). "Functional Innovations and Morphological Diversification in Parrotfish". Evolution. 64 (10): 3057-3068. doi:10.1111/j.1558-5646.2010.01036.x. ISSN 1558-5646. PMID 20497217. S2CID 19070148.
  24. ^ Clements, Kendall D.; German, Donovan P.; Piché, Jacinthe; Tribollet, Aline; Choat, John Howard (november 2016). "Integrating ecological roles and trophic diversification on coral reefs: multiple lines of evidence identify parrotfishes as microphages". Biological Journal of the Linnean Society. doi:10.1111/bij.12914.
  25. ^ a b Bester, C. Stoplight parrotfish. Arkiveret 20. januar 2016 hos Wayback Machine Florida Museum of Natural History, Ichthyology Department. Hentet 15-12-2009
  26. ^ Afonso, Pedro; Morato, Telmo; Santos, Ricardo Serrão (2008). "Spatial patterns in reproductive traits of the temperate parrotfish Sparisoma cretense" (PDF). Fisheries Research. 90 (1-3): 92-99. doi:10.1016/j.fishres.2007.09.029.
  27. ^ de Girolamo, Scaggiante; Rasotto (1999). "Social organization and sexual pattern in the Mediterranean parrotfish Sparisoma cretense (Teleostei: Scaridae)". Marine Biology. 135 (2): 353-360. doi:10.1007/s002270050634. S2CID 85428235.
  28. ^ Sadovy; Shapiro (1987). "Criteria for the diagnosis of hermaphroditism in fishes". Copeia. 1987 (1): 136-156. doi:10.2307/1446046. JSTOR 1446046.
  29. ^ a b c d Randall, J. E. (2007). Reef and Shore Fishes of the Hawaiian Islands. ISBN 978-1-929054-03-9
  30. ^ Debelius, H. (1997). Mediterranean and Atlantic Fish Guide: From Spain to Turkey - From Norway to South Africa. ConchBooks. s. 221. ISBN 978-3925919541.
  31. ^ Cardwell JR1, Liley NR.Gen Comp Endocrinol. 1991 Jan;81(1):7-20
  32. ^ Cardigos, F. (2001). "Vejas" (PDF). Revista Mundo Submerso. 58 (V): 48-51. Arkiveret fra originalen (PDF) 8. juli 2018.
  33. ^ Morelle, Rebecca (1. november 2007) Parrotfish to aid reef repair. BBC
  34. ^ "Single species may be key to reef health". Australian Geographic. september 2014.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]