Pave Frans

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Frans
Franciscus PP.
Pope Francis South Korea 2014.png
Pave Frans
Fødenavn Jorge Mario Bergoglio
Født 17. december 1936 (81 år)
Buenos Aires, Argentina
Valgt 13. marts 2013
Forgænger
Pave Benedikt 16.
Emblem of the Papacy SE.svg

Bergoglio med Argentinas præsident Cristina Fernández de Kirchner under en mindegudstjeneste i 2008, for Beagle-konfilkten i Ildlandet.
Coat of arms of Franciscus.svg

Pave Frans (latin: Franciscus, italiensk: Francesco, spansk: Francisco; født Jorge Mario Bergoglio, 17. december 1936), er nr. 266 i paverækken. Han blev valgt den 13. marts 2013 som efterfølger for pave Benedikt 16., der havde valgt at træde tilbage fra sit embede den 28. februar 2013.[1] Pave Frans er det nuværende overhoved for både den romerskkatolske kirke og Vatikanstaten.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Bergoglio blev præsteordineret i 1969. Fra 1973 til 1979 var han leder af jesuiterordenen i Argentina.[2] Han var ærkebiskop for Buenos Aires 19982013. Pave Johannes Paul 2. udnævnte ham til kardinal i 2001. Ved udnævnelsen til pave valgte han sit pavenavn Frans efter Frans af Assisi. Det er første gang i historien, at dette navn bruges af en pave, og det er kun anden gang, efter at pave Lando i 913 valgte et hidtidigt ubrugt navn (den anden var pave Johannes Paul 1.).

Pave[redigér | redigér wikikode]

Pave Frans er den 12. ikke-europæiske pave, den første i over 1.200 år. Han er den første jesuiterpræst, der bliver pave, og desuden den første pave fra den vestlige halvkugle og sydlige halvkugle overhovedet, idet han kommer fra Argentina. Han er af italiensk afstamning og har pga. en infektion i teenagealderen kun én lunge.[3]

Han var modstander af Argentinas lovliggørelse af homoseksuelle ægteskaber.[4]

Et muligt førstegangsmøde i den katolske kirkes historie mellem en pave og hans umiddelbare forgænger fandt sted lørdag d. 23. marts 2013, da pave Frans mødte sin forgænger pave Benedikt 16. til frokost og bøn i pavens sommerresidens Castel Gandolfo, syd for Rom. Mødet mellem den fungerende pave og hans forgænger "pave emeritus" varede i tre timer.[5][6]

Frans er den første pave, der offentlig fordømmer de seksuelle overgreb, pædofile præster har begået. "Aldrig mere," skriver Frans i et brev, hvor han siger, at han skammer sig over, at hverken han eller kirkens ledere i Chile nogensinde lyttede til ofrene, da sexskandalen i Chile udviklede sig. Paven har samtalt med nogle af ofrene for de mest notoriske præster. I sit otte sider lange brev til chilenske troende takker han ofrene for deres tapperhed og tålmodighed i jagten på sandheden, selv om det virkede håbløst pga den katolske kirkes forsøg på at diskreditere dem. [7] Chilenere var chokerede over pave Frans' tidligere afvisning af ofrene, og hans omtale af deres beretninger som bagvaskelse og sladder. [8] I januar 2018 forsvarede han offentligt biskop Barros, som han selv havde udnævnt, selv om biskop Barros var anklaget for at have dækket over gentagne overgreb begået af præsten Fernando Karadima. Paven besluttede at udnævne to efterforskere, som afhørte 64 personer og udformede en helt ødelæggende rapport på 2.300 sider om gejstliges seksuelle overgreb i Chile. Alle landets 34 katolske biskopper blev efterfølgende indstævnet til Vatikanet for at diskutere sagen, hvor de alle tilbød at trække sig fre embedet. [9] Tre af dem, deriblandt biskop Barros, har trukket sig.

Litteratur om og af Bergoglio[redigér | redigér wikikode]

  • Efter forlydender om, at Jorge Mario Bergoglio ved konklavet i 2005 havde været modkandidat til den valgte Joseph Ratzinger, fremkom: Sergio Rubín og Francesca Ambrogetti, El jesuita : conversaciones con el cardenal Jorge Bergoglio, SJ (Jesuitten – samtaler med kardinal Jorge Bergoglio), Barcelona: Vergara, Grupo Zeta, ©2010.
  • En anden bog om ham angår relationer til det argentinske diktatur: Horacio Verbitsky, El Silencio. De Pablo VI a Bergoglio. Las relaciones secretas de la Iglesia con la ESMA (Tavsheden. Fra Paul VI til Bergoglio. De hemmelige relationer mellem kirken og ESMA), Editorial Sudamericana, 2005. – Den argentinske fortid behandles også af den britiske journalist Paul Vallely i Pope Francis. Untying the Knots[10], se en omtale af bogen i Kristeligt Dagblad, 11. sept. 2013. [11]
  • I artikler og bøger, som paven selv har skrevet, er evangelisering og kirkens sociallære gennemgående temaer.[12] Et eksempel er: Corrupcion y Pecado. Algunas reflexiones en torno al tema de la corrupcion (Korruption og synd. Nogle overvejelser om spørgsmålet om korruption). Editorial Claretian, Buenos Aires 2006, ISBN 978-950-512-572-2.
  • "Evangeliets glæde" (Evangelii Gaudium) – en "apostolsk skrivelse" af pave Frans. [13] Udgivet nov. 2013, en bestseller i flere lande også uden for kirkelige kredse.
  • Laudato si’ ("Lovet være du") – en encyklika af pave Frans, udgivet juni 2015 på flere hovedsprog [14]. Encyklikaen har fået sit navn fra den hellige Frans af Assisis bøn,"Lovet være du, min Herre", i hans Solsang. Den minder alle om, at jorden "er som en søster, som vi deler vort liv med, og en smuk moder, som åbner sine arme for at omfavne os". Den katolske kirke i Danmark har på sin portal offentliggjort en introduktion til encyklikaen på dansk. [15]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Efterfulgte:
Benedikt 16.
Pave
2013–
Efterfulgtes af:
-
PaverStub
Denne pavebiografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi