Pave Lucius 1.
Pave Lucius 1. var pave i otte måneder i 253-254 og blev helgenkåret (Sankt Lucius).
Han var født i Rom, men hans fødselsdag eller familie er ukendt, bortset fra at hans fars navn var Porfyrian. Han blev sandsynligvis valgt som pave 25. juni 253, og døde 5. marts 254. Valget foregik under forfølgelserne, der medførte forvisning af hans forgænger, Cornelius. Selv blev han forvist straks efter indsættelsen, men han havde held med at få tilladelse til at vende tilbage.
Han omtales i flere breve af Cyprianus, så det fremgår, at han havde samme milde holdning som Cornelius når det gjaldt at tilgive angrende syndere.
Ifølge traditionen blev han martyr under Valerians forfølgelser, men da disse vides at være startet efter marts 254, må dette anses som tvivlsomt.
Hans gravsten kan stadig ses på St. Calistus' kirkegård. Senere blev hans relikvier bragt til Santa Cecilia-kirken i Trastevere sammen med relikvierne af blandt andet Sankt Cecilie. Tidligt på 1100-tallet kom Lucius' hovedskal til Roskilde Domkirke, hvorved han blev domkirkens skytshelgen.
Sagnet fortæller at nogle dæmoner var på færde i Isefjorden, og da de udtalte, at de ikke var bange for andet i denne verden end Lucius' hovedskal, var der ikke andet for end at skaffe den til Danmark. [1][2]
Ved reformationen, der jo afskaffede al veneration af relikvier, kom hovedskallen til Frederik IIIs kunstkammer og derfra senere til Nationalmuseet. I det 20. århundrede blev relikviet udlånt til den katolske kirke i Danmark, i hvis domkirke, Sankt Ansgar Kirke i København, dette paverelikvie nu forvares.
Lucius' navnedag er 4. marts.
Kilder
- ^ R. Broby-Johansen: Det gamle København (s. 164), forlaget Thanning og Appel, København 1978, ISBN 87-413-6347-7
- ^ Mads Lidegaard gengiver i Danske søer og vandløb fra sagn og tro, ISBN 87-17-06909-2, s. 65-66, sagnet med en trold som antagonist, med J.M. Thiele: Danske Folkesagn som forlæg.
| Foregående: | Paverækken Pave Lucius 1. 253-254 |
Efterfølgende: |
| Cornelius 251-253 |
Stefan 254-257 |